The Heling Journey 5: Spirituel/åndelig connection

Jeg håber du hænger på endnu, og stadig har lyst og overskud til at arbejde med din egen heling gennem 2020. Vi er tæt på vejs ende, mangler kun 2 sessioner endnu ♥

Som jeg startede med at skrive i Januar, så er der et stærk sammenfald mellem konklusionerne i de to store studier af henholdvis Dan Buettner (Blue Zones) og Kelly Turner (Radical Remission). De to sidste områder vi mangler at behandle er betydningen af den spirituelle/åndelige connection og oplevelsen af at have et livsformål.

Fra start anbefalede jeg dig at sætte 5 minutter af hver eneste dag til at hvile dig. Enten sidde i naturen og bare lytte, eller tænde et lys og bare kigge på flammen. Hvis for meget stilhed er svært fra start, så lyt til noget lækkert musik eller en guidet meditation. Der skal skabes et rum indeni dig, hvor der er plads til den nye måde at se, mærke og opleve dig selv, andre og livet på. Og man kan måske netop sige, at når det kommer til vores forhold til noget der er “større” end os selv, så tyder meget på at ET RUM AF STILHED har stor betydning for vores evne til at connecte med essensen af os selv og vores skaber. Om vores skaber er “The Big Bang” eller en “Gud” har ifølge de to studier ikke så stor betydningen. Men anerkendelsen af, at vi er en del af naturens kræfter eller de guddommelige kræfter – at vi er SMÅ – i et STORT regnestykke, har betydning. At vi kan hente næring ved at række ud i naturens kraftfelt eller mod vores Gud giver ifølge en del større studier energi og styrke til at stå igennem svære stunder.

Hvis du ikke – indtil nu – har arbejdet BEVIDST og FOKUSERET med din spirtituelle/åndelige dimension, vil denne lektion sandsynligvis kræve meget af din åbenhed og nysgerrighed. Jeg håber at min egen historie vil være til inspiration for dig ♥

 

Guddommelige samtaler

I december 2017 havde jeg på trods af alt mit psykoterapeutiske arbejde, mit arbejde med egoet og smertekroppen, mit arbejde med ”Nuets Kraft”, mit arbejde med yoga, afspændingsøvelser og åndedrætsøvelser stadig meget indre uro. Måske fordi jeg følte, at jeg havde forsøgt mig med så mange forskellige tiltag, uden helt at kunne sige at jeg havde høstet frugten af min indsats. Jeg var udmattet og grebet af et svært tungsind og mørke.

 

Mange af os tro at healing er en fremadskridende progressiv proces, men min erfaring siger noget andet…

 

Min spirituelle krise opstod i forbindelse med min arbejdsprøvning, hvor jeg var meget forvirret og frustreret over min mangelfulde progression i arbejdstid. Dybest set var jeg forvirret over, hvad jeg egentlig skulle med mit arbejdsliv fremadrettet. Hvor kunne jeg placere mig og med hvilke opgaver, således at jeg kunne leve så symptomfrit fra min kroniske stress og PTSD som muligt? Jeg følte ingen lyst til at bruge min faglige viden i mit kommende job, men jeg havde heller ikke nogen ide om, hvad jeg så skulle leve af. Jeg følte mig fanget i et NU, som jeg havde svært ved at acceptere og samtidig fanget af egoets frygt for min økonomiske og faglige fremtid.

Efter flere måneder i smertekroppen og med meningsløsheden løbende igennem hver en åre i min krop, gav jeg op. Jeg skrev et brev til mine børn, hvor jeg fortalte, hvor højt jeg elskede dem, og jeg håbede, at de kunne tilgive mig for ikke at orke at leve sammen med min PTSD-parasit mere. Jeg græd som pisket, imens jeg skrev brevene, fordi jeg grundlæggende ikke ønskede, at mine børn skulle vokse op uden deres mor. Jeg vidste, at jeg var i gang med at udsætte dem for det største svigt en forælder kan gøre – nemlig at forlade dem for evigt. Men jeg kunne ikke holde ud at være i min urolige og højspændte krop mere. Jeg kunne ikke magte alle mine tilbagefald i overtænkning, grublerier og nyttesløse uproduktive tanker. Jeg kunne ikke vente på at høste frugten af mit udviklingsarbejde, så jeg pakkede min taske med al medicinen i huset og gjorde klar til at køre langt væk til sommerhuset ved Vesterhavet. Derovre var jeg sikker på, at det ikke ville blive mine børn, der fandt mig.

Men som den ansvarlige hundeejer jeg er, ville jeg lige lufte mine hunde en tur i skoven, inden jeg kørte fra dem. Jeg havde i lang tid følt mig totalt forladt af Gud, men alligevel valgte jeg at sende en bøn afsted: ”Hjælp mig Gud, hvad skal jeg dog gøre?” Og så klart som stod Gud ved siden af mig, hørte jeg en indre stemme sige: ”Vær stille. Ti stille”.

Midt i mit tankemæssige kaos, var det som om, at Gud satte foden ned foran mig. Jeg stod endda helt stille der på den mudrede skovsti i fuldstændigt chok over, hvor enkelt opgaven var. Det, jeg skulle nu, var at være stille. Jeg skulle holde op med at forsøge at præstere noget. Skulle holde op med at prøve at forstå og forklare noget. Det eneste, jeg skulle gøre, var at vente på, at frugten af mit arbejde blev moden til høstning. Egoet (intellektet) sprang straks op som en trold af en æske bange for at miste sit greb om mig. Kunne det virkelig være så enkelt? Kunne det nu passe, at jeg bare skulle være stille, så ville alt blive, som det skulle være? Nej, det var egoet (intellektet) slet ikke villigt til at sætte mig fri til.

Jeg gik hjem fra skoven med en syret oplevelse af lettelse i kroppen. Jeg skulle ikke noget som helst. Jeg skulle bare være til stede. Alt var godt. Jeg var tryg.

Jeg har gennem hele mit liv haft mange samtaler med Gud. Da jeg var helt ung, havde jeg en lang række gentagne vejledende drømme, hvor jeg var helt sikker på, at det var Jesus, der vejledte mig. Det er egentlig ret sjovt, at jeg har denne klippefaste tro på noget guddommeligt, for jeg er vokset op i et nærmest ateistisk hjem, hvor jeg måtte tro på Gud, Fanden og enhver anden, bare jeg opførte mig ordentligt overfor andre levende væsener. Derudover er jeg typisk intellektuel evidens-rytter, der har brug for BEVIS for at noget ER. Hvilket står i stærk kontrast til min Guds-tro.

Jeg tror ikke på den religiøse dogmatiske udgave af Gud som den almægtige fader, der skal dømme ondt og godt, og som vil straffe os for vores synder. Men jeg tror på Gud, som en universel balancerende kærlighedskraft, der kan skubbe os i den rigtige retning, hvis vi er stille nok og lytter. Gud er for mig ikke en ekstern figur, men en energi der er indeni os og en, som er forbundet med alt levende omkring os.

Den kraft, som viste sig indeni mig ovre i skoven, og vejledte mig i min mørkeste stund, er den samme kraft, der får solen til at stå op om morgenen, og får den til at gå ned om aftenen. Samme kraft som får solsikken til at dreje sit kønne hoved mod solen, og samme kraft som får solsorten til at synge de smukkeste aftensange.

Så sandheden har vi adgang til indeni, hvis vi formår at være stille nok til, at vi kan høre sandhedens hvisken. For sandheden råber ikke. Den er der bare, hvis vi vil være stille og lytte. Men jeg havde haft så travlt med at regne den ud. Prøve at finde ud af hvad jeg kunne klare på arbejdsprøvningen, og hvad jeg skulle bagefter. Og det evige skyldsspørgsmål om, hvorvidt det var min egen skyld, at jeg var syg?

Men Gud hviskede til mig, at sygdom er en del af livet. Det ville ikke give mening at spørge, om vores elskede hund var skyld i sin ørebetændelse. Sygdom er bare en del af livet. Ligesom fødsel og død er. Accepter det.

 

Det er ikke din skyld, at du er blevet syg, men det er dit ansvar at gøre alt, hvad du kan for at blive rask.

 

Det er uden tvivl muligt, at jeg kunne have haft færre stressende og belastende oplevelser i mit liv, hvis jeg havde truffet nogle andre valg. Men jeg gjorde faktisk hele tiden mit bedste ud fra den viden og erfaring, jeg havde på daværende tidspunkt. Derfor var jeg ikke skyldig. Men jeg er ansvarlig. Jeg er ansvarlig for at gøre mit yderste for at få det bedste liv skruet sammen som muligt. Jeg er ansvarlig for at tage vare på mig selv og nyde livet sammen med alle mine kære. Den efterfølgende tid brugte jeg i stilhed. Jeg blev sygemeldt i 14 dage fra min arbejdsprøvning, for jeg havde brug for stilhed til at sætte den nye ansvarlige kurs.

 

Gud og jeg var enige om, at jeg nu engang havde fået det her liv for at opleve mest mulig glæde og gøre mest mulig godt.

 

Nu ville jeg være stille og tie stille, indtil jeg kunne mærke, at jeg ikke skulle være stille mere. Jeg blev forbundet med essensen i mig og essensen af det, Gud og livet ville mig. Jeg skulle først og fremmest leve i glæde, og det kunne jeg kun, hvis jeg drog omsorg for mig selv, og hvis jeg levede et meningsfuldt liv ud fra mine kerneværdier. Så jeg tog 14 dage i stilhed. Det hjalp! Gud fik ret, og jeg fik min længe ventede indre fred, som ikke har forladt mig siden.

 

Dark Night Of The Soul

 

Det kan måske undre, at jeg skulle ud i så alvorlige selvmordstanker, førend jeg fik sat kursen mod et fredeligt liv med traumer. Men jeg skulle lære en virkelig vigtig lektie om livet, kriser og sammenbrud og det var:

 

Det er altid lige før daggry, at natten er mørkest.

 

Via en bekendt blev jeg præsenteret for Kim. Kim havde selv en pudsig historie med sig. Han havde haft stor succes indenfor sit fag, men blev pludseligt ramt af en massiv følelse af meningsløshed og ligegyldighed overfor alt det, han havde haft succes med at skabe.” Man kan sige, at hans sjæl ville noget andet end det, han selv havde planlagt.  Kim var den første, der præsenterede mig for noget, jeg fandt brugbart til at forstå den kæmpemæssige lidelse og det meningstab, jeg stod midt i, da krisen ramte.

”Dark Night Of The Soul” lyder enorm mystisk og fremmedartet, men i virkeligheden er det noget ekstremt jordnært, som rigtig mange andre mennesker også har oplevet, og som er ret velbeskrevet i litteraturen. De fleste bliver, ligesom jeg gjorde, bange, når alt det, der før gav mening, pludselig opløses uden nogen form for erstatning. I mit tilfælde startede dette skred i forbindelse med, at jeg blev ramt af stress, opblusningen af PTSD-symptomer og truslen om at miste mit job.  Men ”Dark Night Of The Soul” kan også opstå, uden at man kan pege på en udløsende faktor. Ofte sker det pludseligt og uventet, fordi vi i alt for lang tid har ignoreret vores intuition og nægtet at gå ind i en nødvendig forandringsproces.

Jeg havde længe kunnet mærke stressen snige sig ind på mig, uden jeg dog var bevidst om, at det var stress. Jeg havde skubbet ubehaget væk, fordi jeg ikke ønskede flere forandringer i mit liv. Jeg var i modstand på den transformation, der var i gang inde i mig. Når man ikke følger livets intention og strøm, presser sjælen på. For mig førte det til et meningssammenbrud, og hvis jeg ikke havde haft den vise og erfarne Kim ved min side i den proces, ville jeg nok have tolket min reaktion som en tung depressiv dyne, der lagde sig om mig. For i mit sammenbrud mistede jeg ikke kun oplevelsen af mening, men jeg følte også, at Gud havde forladt mig. I virkeligheden havde jeg forladt Gud, fordi jeg ikke ville give slip og erkende, at det liv, jeg havde skabt, ikke længere var sandt for mig.

Da jeg forlod Gud, føltes det som om, jeg var havnet det mørkeste sted, jeg nogensinde havde været. Spirituelle har givet det navnet ”Sjælens Mørke Nat”. Kim gav mig den trøst, at det var meningen, at jeg skulle igennem denne fase af meningsløshed for at komme ud i mit nye liv. Meningen var rent faktisk, at jeg skulle opleve, at det, der tidligere var vigtigt, nu var ligegyldigt. For mig var det ekstremt skræmmende at miste mening og retning, ikke have nogen planer for mit liv, være fyldt med svær stress og PTSD-symptomer og så blive forladt af Gud.

At tabe meningen med livet var en trussel imod min eksistens, der triggede min krybdyrhjerne. Den kunne ikke finde ud af, om den skulle kæmpe, flygte eller fryse. Min situation var helt ukendt for min hjerne, og det føltes både utrygt og skræmmende at trække vejret lige der midt i den intethed, jeg var havnet i. Jeg følte, at jeg var ved at dø indeni, og den vise Kim fortalte mig så, at det var jeg faktisk også. Gamle ideer, værdier og mål døde, jo mere jeg arbejdede med mit ego og smertekroppen. Slangens ham blev skrællet af kroppen, og jeg følte mig sårbar og fritsvævende i intetheden. Kim fortalte mig, at en nødvendig del af ”Dark Night Of The Soul” var, at jeg tålte denne intethed. Den skulle være der, for at der kunne skabes plads til noget nyt.  Det møjsommelige arbejde, jeg havde lagt i at komme i kontakt med mit indre barn, med egoet og smertekroppen, skabte ny plads, så jeg kunne forbinde essensen i mig selv med min intuition. Men jeg genkendte slet ikke det sprog, som sjælen brugte. Derfor følte jeg mig tom. Kim fik ret i, at dette store frirum, der blev skabt ved at egoet og smertekroppen var afsløret, langsomt men sikkert blev fyldt ud igen. Følelsen af intethed var tegn på, at jeg var i gang med en dyb transformation, og ikke som jeg først troede – nemlig at jeg var ved at blive skør.

You necessarily have to be lost, before you’re found
T. Scott McLeod

Det psykiske ubehag ved ikke at vide, hvad der er på den anden side af transformationen, rører naturligvis mange af os, der har fået koblet tryghed sammen med kontrol. Traumemennesker bryder sig ikke om uforudsigelighed, for de fleste af os er kommet til skade netop igennem uforudsigelige oplevelser. Derfor er jeg så lykkelig for, at jeg havde Kim som guide, som forsikrede mig om, at når processen nåede til ende, så ville jeg opleve, at mit liv fik ny mening. At jeg ville opleve dyb følelse af formålene i mit liv og en oplevelse af, at være forbundet med verden ved hjælp af en ny form for tryghed.

”Dark Night Of The Soul” medførte for mig, at jeg mistede mit behov for at forklare og forsvare, hvem jeg er, og hvad jeg har behov for. Jeg føler mig mere nærværende tilstede i livet med en ny opmærksomhed og bevidsthed. Og bedst af det hele så er den nye Chanett koblet sammen med det indre barn, altså den udgave af Chanett fra før traumerne, den tillidsfulde, nysgerrige, observerende, kreative og fortællende Chanett.

The journey of the dark night of the soul is where we learn who we are, without people telling us.
Adèle Green

 

Dit Evige Selv

 

I min sorteste stund af ”Dark Night Of The Soul” stødte jeg på det spirituelle fænomen ”Dit Evige Selv”. Med min naturvidenskabelige tilgang til livet skulle jeg i første omgang lige sluge min modstand mod dette lidt ”langhårede” fænomen, og derfor vil jeg også beskrive præmissen for fænomenet.

Lad os visualisere, at der eksisterer et evigt jeg. Vi fødes med vores sjæl i kroppen, og sjælen forlader kroppen, når kroppen dør. Sjælen består af energi og anvender vores nuværende krop som et hylster. Vores sjæl har en eneste opgave, og det er at lære os at leve i fuldkommen kærlighed. Vores sjæl har haft andre kroppe at bo i flere liv tilbage. Den ved præcis, hvilken familie vi skal fødes ind i, hvilke forældre vi har behov for, og hvilken smerte vi skal lære at rumme, for at vi kan opnå al den visdom, der skal til for at udvikle 100 procent tillid og kærlighed. Når vi gennem forskellige liv og gennem forskellige kroppe har tilegnet os evnen til at acceptere og tilgive alt DET SOM ER, vil vores sjæl endelig tilslutte sig verdensånden.

Denne evige sjæl leder os hele livet igennem hen til netop de udfordringer, den modgang og den smerte, der skal til for at opnå de kærlighedskompetencer, som fuldstændig accept og tilgivelse er. Dette liv er blot et af de liv, hvori vi er lærlinge i kærlighedens tjeneste.

Det var en interessant øvelse for mig at prøve at se mit traumenarrativ i lyset af, at jeg havde en evig sjæl, der lod mig få præcis de oplevelser, den modstand og den smerte, der skulle til for at udvikle mig til at acceptere DET SOM ER, at kunne tilgive alt som var og dermed skubbe mig tættere på et liv i ren kærlighed.

Mennesket i os er i modsætning til sjælen fyldt med følelser, der raser og forsvarsmekanismer, der arbejder, når vi er pressede. Der er så meget læring at hente i menneskekroppen. Menneskelivet er i modsætning til det guddommelige liv fyldt med energier, der hele tiden rykker ved balance og orden. På den måde lærer vi at tage ansvar for, at det vi sender ud også vil vende tilbage i en eller anden lærerig form.

Hvis formålet med at jeg har haft netop de oplevelser, jeg har gennemlevet, for at udvikle mig til fuldkommen kærlighed, så kan jeg vel ikke andet end at sige tak? For kan der være noget højere mål med livet end kærligheden?

Jeg ved ikke, om det på nogen måde kan lette andre mennesker med traumer at forestille sig, at der er en højere mening med de traumatiske oplevelser, de har haft, end vores rationelle menneskehjerne kan begribe. Men for mig har det været givende at prøve denne lille visualiseringsøvelse på ”Dit Evige Selv”. Det har gjort en stor forskel for mig at sætte min lidelse ind i et større perspektiv og med højere formål end det, der bare handler om lille mig.

Hvis man ser sit eget lille liv i et meget større billede, så kan lidelse opløftes til noget andet, end det egoet og smertekroppen gerne vil bilde os ind, at lidelse er: Nemlig helt igennem nyttesløs.

With everything that has happened to you, you can feel sorry for yourself or treat what has happened as a gift. Everything is either an opportunity to grow or an obstacle to keep you from growing. You get to choose.
Wayne Dyer

 

Øvelser til Juni måned: 

  1. Sid helt stille minimum 5 minutter hver dag. Uden at foretage dig noget. Lad tankerne være, og søg dit eget åndedræt.
  2. GUDDOMMELIGE SAMTALER: Skriv et brev fra sjælen til dig selv. Forestil dig at du var “Dit højeste selv”, “Gud” eller din egen allerkærligste Moder Jord. Stil dig selv spørgsmålet: Jeg ville ønske for dig at du … Hvis du har svært ved dette, så skriv et brev fra dit voksne-jeg til dit barne-jeg, hvor du starter “Jeg ville ønske at nogen havde fortalt mig, at…” Brevet skal skrives som den dybeste kærlighedserklæring til dig selv ♥
  3. DARK KNIGHT OF THE SOUL. Skriv et brev til dig selv fra dit mørkeste sted. Lad alle dine dæmoner få plads på papiret. Lad dem fortælle dig alt hvad de har på hjerte. Det kan være et HAD der skal ud, en forbitrelse, en ærgelse en skuffelse. Skriv det hele ned. Lad alle negative følelser få deres egen stemme. Brænd det derefter eller riv papiret i stykker, og sig samtidig til dig selv “Jeg elsker dig, derfor giver jeg nu slip på mine dæmoner”.
  4. DIT EVIGE SELV. Lav en visualiseringsøvelse, svarende til beskrivelsen ovenfor. Forestil dig at den smerte du har gennemlevet har et stort smukt formål i din og andres udviklingshistorie. Skriv derefter din beretning ned.

 

Fodspor-i-sandet

Husk at du altid kan skrive til mig på compassion.for.livet@gmail.com, hvis du har noget du vil spørge om eller dele med dig efter at have deltaget i The Healing Journey. Men sommerferien er på vej, så du vil kunne forvente en lidt længere svartid fra mig end sædvanligt ♥

 

 

The Healing Journey 4: Tilknytning

Nu er vi kommet til 4. session af The Healing Journey, og denne gang handler det om tilknytning, altså en uddybelse af session 3 der handlede om de livsvigtige relationer.

Men inden vi kommer dertil, skal vi lige opsummere på 1, 2, og 3. session omkring ernæring, aktivitet/ hvile og de livsvigtige relationer.

Trin 1 var at udvikle en øget bevidsthed om forskellen mellem hvad kroppen har lyst til (og kalder på) og hvad kroppen har behov for. Altså at bruge ernæring som en del af helingsprocessen.

Trin 2 var en øget bevidsthed om udfordringen om at få bevæget sig nok og få lukket lidt ned for den mentale aktivitet som online livet giver.

Trin 3 handlede om at øge bevidstheden om vores relationer og hvordan vi navigerer i dem. Især med fokus på hvad vi forventer af andre og os selv, når vi er ramt af sygdom og svære livs-kriser.

Og vi husker at minde os selv om at:

 

SELV SMÅ FORANDRINGER KAN GØRE EN KÆMPE FORSKEL.

 

Og at … The Healing Journey absolut ikke handler om at skabe skyldfølelse over det man ikke magter, men om at skabe en ØGET BEVIDSTHED om, hvordan man lever sit liv.

 

AT ØGE SIN BEVIDSTHED ER FØRSTE SKRIDT PÅ EN LANG REJSE.

 

Så hvis du er kommet i kontakt med skyld og skam, så giv dig selv et kram, og forsæt med at regulere i de elementer der giver mening for dig ♥♥♥

REJSEN SKAL IKKE VÆRE ET PRÆSTATIONS-PROJEKT, MEN ET OMSORGSPROJEKT.

 

HandsTogether-300x200

 

Forskning peger på, at det giver psykisk uro og stress, hvis vi ikke føler en sund tilknytning til de mennesker vi har i vores liv… Mange mennesker der har udviklet alvorlig stress eller lever med traumer i rygsækken er ikke bevidste om, at deres tilknytning kan være blevet forstyrret meget tidligt i livet.

At blive alvorlig syg med stress er et tegn på, at man ikke kan passe ordentligt på sig selv i de krav der stilles fra omverden. Denne mangel på evne til at passe på sig selv har et OPHAV. At vi stiller for store krav til os selv, eller har svært ved at parere på andres krav, kan skyldes ubevidste tilknytningsmønstre.

Hvis man lever med traumer forårsaget i relationer, vil det have stor indflydelse på evnen til relationsdannelse senere i livet. En øget bevidsthed og strategisk længerevarende indsats vil kunne hjælpe os til sundere mønstre.

De nære relationer er ikke tabt på gulvet fordi vi har fået skrammer, men fordi de svømmer i ubevidshedens store dybe hav, med strømninger under havoverfladet og krusninger på havoverfladen. Derfor skal vi alle undersøge vores tilknytningsmønstre  med kærlighed og nysgerrighed ♥

Kender du det, at du helt vildt gerne vil være tæt på nogen, og pludselig har du ikke lyst mere? Nogle gange fordi de har sagt eller gjort noget, der har fået dig til at ”pakke dig selv væk” og andre gange ved du ikke engang hvorfor? Forklaringen kan ligge i, at du gennem din barndom og ungdom har mødt betydningsfulde ”andre” der ikke har levet op til den tillid, som barnet i dig har givet dem. Traume ekspert Lars Sørensen skriver i sin bog ”Smertegrænsen”:

 

”NÅR ET MENNESKE, AF ET ANDET MENNESKE UDSÆTTES FOR OVERLAGT VOLD, OVERGREB ELLER UDNYTTELSE MISTES TROEN PÅ MENNESKEHEDEN, OG OFTE RIVES TILLIDEN TIL TILVÆRELSEN MED I FALDET. EFTERFØLGENDE KAN INTET BANALT OG TRIVIELT FORSAT VÆRE BANALT ELLER TRIVIELT. INTET ER, HVAD DET GIVER SIG UD FOR AT VÆRE, OG HVIS NOGET LYKKES FOR EN PERSON, KAN VEDKOMMENDE KUN OPFATTE DET SOM NOGET, DER SKER PÅ LÅNT TID”.

 

Kan du genkende det? For det kan jeg!

Jeg har gennem mit virke som psykiatrisk sygeplejerske ofte mødt mennesker, der har været meget alene i verden. Nogle gange har det været selvvalgt, andre gange er de blevet valgt fra. Mange af disse mennesker har nogle meget rodede relationer til andre mennesker. De er som et siv i vinden. Nogle gange trækker de folk meget tæt på, fordi de ønsker nærvær og ægte intimitet og kontakt. Andre gange skubber de folk væk, fordi det er for krævende at være i kontakt.

Jeg har ofte set traumatisererede mennesker række ud igen og igen, for derefter til sidst at kollapse i forsøget på at forstå sin egen ensomhed og utryghed, og for til sidst passivt at overgive sig til en skæbne, hvor der ingen sikkerhed, forståelse og omsorg er. Lars Sørensen beskriver SÅ fint, hvad der sker i andre mennesker (familie, partnere, venner, kolleger og professionelle), når den traumeramte rækker ud:

 

”FOR DEN RAMTE KAN ANDRES TILBUD OM INDLEVELSE FØLES HULE, NÅR DEN BASALE TILLID ER MISTET. FOR DEN OBJEKTIVE TILSKUER (NETVÆRKET) SYNES INDLEVELSEN UDEN GRÆNSER, MEN STILLET OVERFOR GRUSOMHEDER ER NEUTRALITET VANSKELIG AT OPRETHOLDE, OG HVIS SMERTEGRÆNSEN (I NETVÆRKET) FØRST ER NÅET, KAN DET FØLES SOM NØDVENDIGT AT HOLDE AFSTAND TIL FORSTÅELSEN, HVIS MAN IKKE SELV SKAL BLIVE REVET MED OG RISIKERE A MISTE SIN EGEN TRO, TILLID OG PSYKISKE BALANCE. UBEHAGET VED AT VÆRE VIDEN TIL MENNESKELIG LIDELSE, KAN STIGE TIL UBÆRLIGE HØJDER… OG SOM MODREAKTION KAN RESULTATET BLIVE TIL VANTRO, SKEPSIS OG DESVÆRRE OGSÅ MISTILLID…”

 

Jeg tror, at mange traume-ramte lever i stilhed og med meget få kontakter, fordi de gennem årene forgæves har forsøgt at række ud, at forstå sig selv og omverdens reaktioner, og til sidst ender det i social kollaps. Jeg har set traume-ramte søge ind og ud af deres familier, ofte med stort drama som råberi, gråd, skrigeri og isolationstendens til følge. Og jeg har set det samme ske om og om igen i kæresterelationer mellem traumeramte og skiftende partnere.

“FOR MIG HAR DET GIVET MENING, AT LAVE DEN SAMMENLIGNING, AT SOM DET LILLE SPÆDBARNS SKRIG KALDER PÅ OMSORG, OG DER INGEN RESPONS ER, SÅ UDLØSES APATIEN, SOM VI SER PÅ RUSSISKE SPÆDBØRNEHJEM. SÅDAN KAN DET OGSÅ GÅ RELATIONELT, FOR TRAUMERAMTE, DE REAGERER, RÆKKER UD IGEN OG IGEN MED FORSKELLIGE REAKTIONER – FOR TIL SIDST AT ENDE I APATIEN”.

 

Det kan være så smertefuldt og slidsomt at være i tætte relationer, når man tidligt i livet har mistet tilliden til selve menneskeheden og tilværelsen, fordi en ”betydningsfuld anden” tog tillid fra os gennem vold, overgreb eller udnyttelse. Min erfaring fra psykiatrien er, at hvis traumerne er opstået imellem børn og forældre, er risikoen for at udvikle tilknytnings- og relationsforstyrrelser meget større, end hvis traumerne opstår mellem børn og mindre betydningsfulde andre. Og i det følgende vil jeg gerne forklare baggrunden for at traume-ramte kan få problemer i relationerne. Jeg kan kun anbefale, at hvis du som traume-ramt gentagne gange har problemer i dine relationer med andre, så søg terapeutisk hjælp. Man kan udvikle sig enormt meget ved at forstå, hvordan traumerne arbejder i relationerne. Og gennem denne bevidsthed og forståelse, kan der findes nye veje i livet. Man skal aldrig mistet håbet om gode relationer – for der er håb, for dem der vil åbne deres bevidsthed og forstå ♥♥♥

 

mother child

 

GRUNDLÆGGENDE TILLID OG BARNETS KALD PÅ OMSORG.

 

Vores evne til at bevare tilliden til andre mennesker og til tilværelsen starter i spædbarnslivet. Barnet er født med tillid. Barnet er født med en tro på, at skrig og fagter kan vække omsorg og sikre en kærlig nærværende respons fra forældrenes side af. Men den perfekte barndom eksisterer ikke. Lang de fleste af os har været udsat for, at vores forældre misforstod vores signaler. Helt grundlæggende kunne de komme til at give mad, mens vi græd af mavekneb. De kunne skifte ble, mens vi græd af træthed, eller de kunne lægge os til at sove, mens vi græd af sult. Det er helt normalt at børn udsættes for den slags misforståelser i kontakten. Fra spædbarnsforskningen ved man, at hvis forældrene DE FLESTE GANGE formår at tolke barnets signaler korrekt, så vil barnet beholde sin grundlæggende tillid til verden. Jo, flere misfortolkninger og/eller afvisninger, jo større risiko for at barnet udvikler utryghed i relationer.

I filmen ”Er du mors lille dreng” vises der tydelig, hvilke konsekvenser det har, hvis børn vokser op hos forældre, der ikke kan møde barnets skrig og fagter (kalden) med den korrekte respons. Forskning peger også på, at barnets nervesystem opfanger forældrenes hensigt. Så hvis vi for eksempel forsøger på at trøste et sulten barn ved at køre en tur med barnevognen, og barnets uro forsætter, fordi vi har mistolket dem, og det slutter med tilfredsstillelsen med mad, så bevares barnets tillid intakt, fordi forælderen bliver ved med at forsøge, indtil løsningen findes.

 

TILLID, BØRNEOPDRAGELSE OG MIKRO-CHOK.

 

Jeg er barn af 70erne. I 70erne måtte man gerne slå børn bagi, hvis de var ”slemme” og man måtte gerne slå dem over fingeren, hvis de ”pillede”. Så vidt jeg ved, er det ikke noget mine forældre praktiserede overfor mig, jeg har ikke nogle erindringer om at være blevet slået. Men jeg husker, at min mor har haft fat i mine overarme og vred sagt ”kig på mig, når jeg taler til dig”, hvilket også var normalt i 70erne. Man skulle kigge på de voksne, mens man fik skældud. Jeg husker også, at min far bøjede sin store krop henover mig, og sagde ”Har jeg ikke sagt at….” og at jeg blev meget bange for ham, selvom han slet ikke gjorde mig noget. Blot hans kropspositur var nok til at skræmme mig.
Børnepsykologer refererer til det man kalder ”mikro-chok”. Altså den kropslige chok tilstand barne- kroppen sættes i, hvis betydningsfulde voksne pludselig råber, slår ud, rusker osv i barnets krop. For mange børn, er dette en del af den almindelige børneopdragelse. Og det er det desværre stadig, den dag i dag. Jeg har den hypotese, at disse ”mikro-chok”, hvis der er nok af dem, og hvis de har været ”rystende” nok, sætter sig i barnesindet. Hvis barnesindet ”forstår” disse overgreb på kroppen, vil barnet langsomt kunne tilpasse sig situationen, og måske manøvre sig udenom de situationer, hvor man kan udløse overgrebene. Hvis barnet ikke ”forstår” forældrenes vrede, sættes det i barnekroppen som en slags relationel forvirring og utryghed.

 

FORUDSIGELIGHED HOS ”BETYDNINGSFULDE ANDRE” OG UDVIKLING AF RELATIONEL TILLID.

 

Min oplevelse er, at de mennesker der er hårdes ramt i relationelle traume-reaktioner, er mennesker, der ikke er vokset op med betydningsfulde forudsigelige voksne. Når vi allerede fra helt små, oplever at vi er ude af stand til at gennemskue reaktionerne hos dem vi er helt og aldeles afhængige af, så ryster det vores grundvold og truer hele vores eksistens.

Børn har behov for voksne, hvor de stort set altid kan regne med den reaktion de får. Hvis forældre har et eksplosivt temperament, hvis forældre er ødelagt af druk med forsinkede reaktioner til følge, eller hvis man har en psykisk syg forælder, der den ene dag er glad og rummelig og den anden dag er ked af det og afvisende, så er det meget forvirrende at være et lille barn. Især hvis reaktionerne medfører grænseoverskridelser, vold, overgreb og udnyttelse (herunder manipulation). Forudsigelighedsfaktoren hos de voksne, som barnet er afhængig af, er i min optik vanvittig vigtig for den videre udvikling af tillid.

Jeg var engang kontaktperson for en pige, som havde en meget veluddannet mor og far, som boede i et meget fint hjem i Nordsjælland. Deres datter var meget smuk og selv veluddannet. Hun kunne bare ikke få sine kæreste-relationer til at fungere. Hver gang hun fandt en kæreste, havde hun enten et mønster af at ”teste” hans kærlighed, hvor hun ifølge sine egne observationer, opførte sig de-evaluerende og misbrugte hans tillid. Eller hun havde et mønster, hvor hun ville have kæresten tæt på, for derefter at slå op, for derefter at opsøge ham igen og slå op. Et tredje mønster var idealisering og afhængighed. Hun følte sig helt tom, hvis de ikke var sammen, og meget urolig hvis han skulle ud i byen selv. Alt efter de typer hendes kærester var, udspillede disse mønstre sig igen og igen. Hun blev indlagt efter et selvmordsforsøg, fordi en idealiseret kæreste, havde slået op med hende, efter at hun havde fået et jalousi anfald til en fest, i den virksomhed, hvor de begge arbejdede.

Hun og jeg gravede møjsommeligt de tre mønstre frem af hendes hverdags”kuffert” og fik langsomt et overblik over, hvor de stammede fra. I hendes hjem, måtte man kun være sød. Hvis man ikke var sød, kunne man sidde på sit værelse til man blev god igen, og man blev først talt til igen, når forældrene havde lyst. Når mor var alene hjemme (far var hos elskerinden) var moderen tryghedssøgende, de skulle se video sammen og være en slags veninder. Når far var hjemme, var datteren et nul for moderen, som kun var optaget af faderen. Når faderen havde venner på besøg, viste han stolt sin smukke datter frem, hvor dygtig hun var på sin hest og ved klaveret. Når ham blev fuld, kaldte han hende for en billig luder, der aldrig ville finde et fornuftigt mandfolk. Gennem flere indlæggelser (for selvmordsforsøg) fandt vi ud af, at hun slet ikke kunne finde ud af hvem hun var. Hun kunne ikke finde ud af om hun var noget værd som menneske.

I sine nære forhold ”genopførte” hun de kendte mønstre fra sit barndomshjem med moderens nærhed og distance og faderens de-evaluering og idealisering. Når hun og jeg havde samtaler, fortalte hun om et dybt hul af savn efter ægte nærvær og intimitet. Hun endte med at blive ”rask”, få en fast kæreste, få stabile veninde-relationer, et stabilt arbejdsliv og i det hele taget et fornuftigt forhold til den dysfunktionelle familie hun var vokset op i. Og dette skete gradvist henover en årrække, hvor hun havde åbnet sin bevidsthed for sine dramatiske ”genopførelserne” af sit barndomshjem i alle andre relationer. Det var en enorm stor lettelse for hende, da hun fandt ud af, at hun selv stod bag dramaet, reaktionerne, ensomheden og isolationen. Det gav hende håb, at hun vidste at det hele var genopførsel af et barndoms-skuespil inde i hende selv.

 

TILKNYTNINGSFORMER OG RELATIONER.

 

Fordi den perfekte barndom ikke eksisterer og de perfekte forældre heller ikke gør, så er det heller ikke sådan, at vi altid under enhver stress-situation kan være tillidsfulde og robuste. Vi har alle ”en rem af hud”, altså nogle reaktioner og modreaktioner som følger med os ind i vores voksne relationer.
I det følgende vælger jeg at beskrive tilknytningen, dels via dels via John Bolwbys tilknytningsteori, Mary Ainsworths ”fremmed-situation” og den amerikanske psykiater Perry Browns studier.

 

tilknytningslineal Bruce Perry

 

Vi fødes ind i den trygge tilknytningsform. Som beskrevet ovenfor, så findes den perfekte barndom bare ikke, og derfor kan vi udvikle tilknytningsmønstre, der på denne ene eller anden måde er forstyrret af manglende nærvær, mistolkninger, afvisninger, svigt, mikro-chok og reele chok-traumer.
Når ”betydningsfulde andre” ikke er til rådighed med deres nærvær eller ikke forstår at læse barnets signaler, følelser og behov, oplever barnet manglende tryghed og en eksistentiel angst for ikke at overleve, da det er prisgivet forældrene. For at beskytte sig imod denne angst lærer barnet forskellige måder at overleve på, hvilket jeg har illustreret i billedet ovenfor.
Disse måder at organisere sig på foregår ubevidst og giver problemer senere i livet i de relationer vi indgår i. Vi har sjældent kun ét tilknytningsmønster, men noget fra alle fire mønstre. Dog dominerer typisk ét af disse mønstre. Men tilknytningsmønstre kan ændres gennem bevidsthed og måske professionel hjælp. Min erfaring er, at jo flere traumer der ligger i den primære relation mellem forældre og børn (plejeforældre og børn) jo større terapeutisk indsats skal der gøres, for at det traume-ramte menneske kan slippe fri af sin relations-angst. Jo senere vi er skadede (f.eks gennem voldeligt ægteskab) jo lettere er det at få tilknytningsforstyrrelserne på plads, hvis den primære omsorg var på plads. Men der er ikke nogle sikkerheder, da sindet jo har sine egne veje.
Forskning viser, at cirka 55 procent i den vestlige verden har et trygt tilknytningsmønster, har ca. 20 procent et undgående tilknytningsmønster, ca. 15 procent et ængsteligt/ambivilant mønster og 5-10 procent et desorganiseret mønster.

 

SÅDAN VISER TILKNYTNINGSFORSTYRRELSER SIG I MIT LIV.

 

Jeg kan ikke alene forklare mine problemer med tilknytning, igennem mit spædbarns-forhold til mine primære voksne, altså min mor og far. Min indre fornemmelse er, at de har forsøgt at løse opgaven, men min mor var uden tvivl ramt af dyb ubearbejdet sorg over at min storebror døde som spæd (2 år før jeg blev født), og min far var særdeles fysisk og psykisk fraværende grundet karriere. Jeg tror ikke de har været lette at opnå en god dyb kontakt til. På den anden side, så er jeg ikke et omsorgsvigtet barn. Jeg har fået kys, kram, putteritualer med godnathistorier, anerkendelse (for præstationer) og alle de ydre ting har været på plads. God kost, hjælp til skolearbejde, støtte i fritidsinteresser osv.

Gennem dagbogsskrivning har jeg fundet frem til, at jeg har lidt fra hver tilknytningskategori at ”kæmpe” med. Jeg har grundlæggende det sunde tilknytningsmønster, men når jeg bliver usikker på ”den anden” træder de to andre mønstre i kraft. Min usikkerhed kommer primært til udtryk i forelskelser og når jeg skal have vigtige samarbejdsrelationer med reserverede personer, der ikke giver ret meget af dem selv.

Mit ene mønster er undgående. Når jeg er presset har jeg tidligere søgt sikkerheden i mig selv. Jeg var ikke god til at bede om trøst. Jeg var undvigende i min kropskontakt. Jeg ville hellere være alene, end at blive i noget ”krævende”. Jeg er sikker på, at dette mønster stammer fra min folkeskoletid, hvor jeg gik i en meget dysfunktionel klasse med nogle bøller som kunne udvise virkelig voldsom mobbe-adfærd. Nogle gange ramte den mig, og andre gange ramte den andre. Og det fik ofte splittet klassen totalt ad. Så det blev overlevelse med hver mand for sig, fordi man ikke kunne stole på, hvem der holdte med hvem. Mobberne havde nemlig medløbere, som var dødesens-angste for at blive holdt udenfor, og derfor kunne opføre sig som ”stikkere”.

Mit andet mønster var det ængstelige. Hvor jeg kunne opleve mig selv oms klæbende, svingende selvværd og oplever angst ved brud på rutiner. Jeg tror, at dette mønster stammer fra min mors kræft forløb, som jo endte med at jeg mistede hende, selvom jeg kæmpede bravt for at holde hende i live så længe som muligt. Ligesom mønsteret også stammer fra min distancerede far, som det var svært for mig at opnå en følelsesmæssig god kontakt med. Han var en meget regelret mand, og enten var noget rigtigt eller forkert. Meget fordømmende i specifikke henseender. Følelser og behov var for ”tøsedrenge”. Det er som om, at jeg aldrig følte mig helt tilstrækkelig, jeg kæmpede forgæves for min mors liv og jeg kæmpede forgæves for at blive set som jeg er, af min far. Især i forelskelser og i samarbejds-situationer med mennesker, der ikke giver så meget af sig selv. Jeg kunne overskride mine egne grænser for at skabe en kontakt, og jeg var villig til at sælge ud af mine egne værdier for at fastholde en kontakt.

 

HVAD HAR JEG VUNDET GENNEM BEVIDSTHEDEN OM MINE TILKNYTNINGSMØNSTRE?

 

Det dybe bevidsthedsarbejde kan føre en i retningen af at forstå sine egne reaktioner i mødet med andre mennesker. Føles denne relation sikker og tryg, så flyder kærligheden/venligheden/tilliden også frit! Eller bliver jeg undvigende og flytter mit fokus over på andre ting, i stedet for at undersøge hvad kærligheden/venligheden/tilliden blokeres af? Eller bliver jeg nervøs/ambivilant, selvom jeg kan mærke kærligheden/venligheden/tilliden, men jeg tør ikke give los? Eller vælter jeg disorganiseret rundt i følelser eller reaktioner, som jeg ikke forstår noget som helst af, ofte kombineret med at jeg søger kærlighed/venlighed og tillid, hos mennesker der er ude af stand til at give mig det jeg har brug for?

 

tilknytningstyper

 

Jeg har endelig fået kontakt med min kerne, efter at jeg har fundet ud af hvilke typer mennesker og situationer der gør mig sårbar. Og jeg har fundet ud af hvor mit mønster stammer fra. Ved at have denne bevidsthed, kan jeg også bedre forholde mig til, hvis jeg trækker mig eller overskrider mine egne grænser, når jeg er sammen med andre mennesker.

Især har jeg jo kunne bede min mand om hjælp, til at holde mig tættere ved ham, når jeg bliver stresset af mine PTSD symptomer. Ellers glider jeg væk fra ham og forsøger at tackle det selv. Og i forhold til samarbejdsrelationer med reserverede mennesker, ved jeg nu, at det er et tegn på usikkerhed, hvis jeg bliver ”klæbende” og får svingende selvværd. Det tackler jeg ved at notere mig, at nu står jeg overfor et reserveret menneske, og så finder jeg roen i mig selv, ved at minde mig selv om, at min tryghed ikke skal findes ved at åbne den anden op, men ved at blive i mig selv, og huske på, at jeg ikke behøver ”den reserverede” til at spejle at jeg er ”god nok”.

Formålet med at undersøge sine egne tilknytningsmønstre er, at forstå sine egne reaktioner i forhold til andre. Åbne for den mulighed at vi selv står i vejen, for den nærhed og kærlighed vi ønsker os. Både gennem vores reaktioner og modreaktioner på os selv og andre. Livet bliver så meget mere rigt, hvis vi er bevidste om hvordan vi skaber vores egen virkelighed, med de fedtede briller som vores barndom har udstyret på vores næse.

 

I Maj måned er din opgave i The Healing Journey at undersøge dine egne tilknytningsmønstre:

 

  1. Hvor let var den psykiske adgang til din mor? Hvilke udfordringer har hun haft, som kan have tage energi fra din og hendes relation? Hvad har hun sagt og gjort, som sidder fast i dig, og hvor du nu har mulighed for at tilgive og komme videre? Hvordan tænker du at din relation til din mor, har påvirket dine mønstre til andre nære relationer senere i livet? Hvilke opmærksomhedspunkter skal du have med videre i livet?
  2. Hvor let var den psykiske adgang til din far? Hvilke udfordringer har han haft, som kan have tage energi fra din og hans relation? Hvad har han sagt og gjort, som sidder fast i dig, og hvor du nu har mulighed for at tilgive og komme videre? Hvordan tænker du at din relation til din far, har påvirket dine mønstre til andre nære relationer senere i livet? Hvilke opmærksomhedspunkter skal du have med videre i livet?
  3. Prøv at lave en lille minianalyse af dine tilknytningsmønstre: fx hos https://www.lenebojer.dk/tilknytningstest/
  4. Lav en liste over karaktertræk, værdier/holdninger eller vaner som du er glad for at du har fået med hjemmefra (også selvom det er blevet “indlært” på en negativ måde).
  5. Lav en liste over tanker, følelser, holdninger og handlinger som du mistænker du har med hjemmefra, som du gerne vil give slip på nu (velvidende at processen kan tage et godt rum tid – så GIV TID).

 

Rigtig god arbejdslyst og

husk at Rom ikke blev bygget på en dag ♥

 

may you be happy

The Healing Journey 3: De livsvigtige relationer

Nu er vi kommet til 3. session af The Healing Journey, og denne gang handler det om de livsvigtige relationer.

Men inden vi kommer dertil, skal vi lige opsummere på 1. og 2. session omkring ernæring, aktivitet og hvile.

Jeg vil gætte på, at mange af jer dagligt er udfordret i forhold til hvad I har LYST til at putte i munden, i forhold til hvad I ved kroppen har BEHOV for. Ligesom de fleste af jer i sidste måned nok opdagede, at det er en stor udfordring af få bevæget sig nok og få lukket lidt ned for den mentale aktivitet som online livet giver. Især i disse coronatider, hvor man af os kun er connected med dem vi holder af online. Jeg gentager lige hovedbudskabet som er:

Selv små forandringer kan gøre en KÆMPE forskel.

Og husk nu… The Healing Journey handler absolut ikke om at skabe skyldfølelse over det man ikke magter, men om at skabe en ØGET BEVIDSTHED om, hvordan man lever sit liv.

At ØGE SIN BEVIDSTHED er første skridt på en lang rejse.

Så hvis du er kommet i kontakt med skyld og skam, så giv dig selv et kram, og forsæt med at regulere i de elementer der giver mening for dig ♥♥♥

Rejsen skal ikke være et præstations-projekt, men et omsorgs-projekt.

 

kærlighed

 

Og nu starter vi på session 3, der handler om relationernes betydning for healing. Her peger forskningen på 3 forhold:

  1. Familien først
  2. Livslange venskaber
  3. Social support

Da jeg skulle forberede mig til session 3 blev der ved med at poppe et vigtigt spørgsmål op i mit hoved. Et spørgsmål som har været central hele vejen igennem min egen proces med at komme mig efter stress og traumer nemlig:

“Kan du rumme og løfte mig, som den jeg er lige nu?”

Vi har ALLE perioder i livet, hvor vi har brug for andre mennesker. Vi er flokdyr og vi VIL med sikkerhed få et overaktivt nervesystem at leve med, hvis vi oplever at stå alene i livet. Kvaliteten af vores relationer handler om hvor trygge/sikre de er.

Mange mennesker med stress og traumer kan være en svær belastning at leve sammen med. Vores overaktive nervesystem kan gøre os mere RE-AKTIVE end andre mennesker, det vil sige at vi OVER-REAGERER med kæmp, flygt og frys. Grunden er vores overaktive nervesystem, der hele tiden scanner alt for eventuelle farer, og dermed kører på OVER-LOAD.

Vi kan blive hurtigere vrede, sure, kede af det, skuffede, irriterede end mennesker der lever i et roligt nervesystem.

Vi kan have mønstre, hvor vi hurtigere trækker os (flygt/frys) – og dermed ikke får løst de naturlige konflikter, der opstår i tætte relationer.

Vi kan have mønstre, hvor vi hurtigere kommer i diskussion (kæmp) – og dermed skubber folk fra os.

Derfor lander mange mennesker med massive traumer også i ensomhed og isolation. Vi bliver simpelthen nærmest ulidelige at leve sammen med. Ikke fordi vi grundlæggende er nogle dårlige mennesker, men fordi vores overaktive nervesystem gør os til vagtsomme, frygtsomme eller aggressive mennesker.

Er vi blevet forladt af andre mennesker, fordi de bliver nødt til at passe på sig selv har vi to muligheder:

  1. Vi finder en professionel fortrolig person, som vi kan udvikle os i fællesskabet med, så vi kan finde mulige løsninger på vores RE-AKTIVE adfærd. Jo flere år vi har “kæmpet” med stress- og traume følger, jo længere tid vil det tage at lære at mestre vores overaktive nervesystem.
  2. Lære at være sammen med andre “ufarlige” mennesker i kortere perioder, hvor vi kan tåle samtale/nærvær uden at blive aktiveret. Det handler simpelthen om dosering af samvær i fx strikkeklub, løbeklub, hundeklub osv. Dosering af hvad der tales om (fx droppe at tale negativt om sygdom, om systemet, om andre mennesker og holde sig til det helt nære, at solen skinner, at hunden leger, at børnene griner osv)

Det er ofte i vores nære relationer at vi trigges mest, og mange undlader så samværet.

At heale er ikke at undgå triggere, men at lære at være i det som trigger.

 

Med kraftige stress og traume følger kan man ofte DØMME andre mennesker som usunde for en selv. Og det kræver bevidsthed at vurderer om det ikke forholder sig helt omvendt, nemlig at vi selv kan være ret belastende og “giftige” at være sammen med, dels fordi vi lever i disse fastlåste kæmp, flygt, frys reaktioner, der skubber til følelser som vrede, angst, irritation og skuffelse, dels fordi vi er trætte og udmattede af at leve med mange symptomer hele tiden og ofte mangler god ernæring, god nattesøvn, stimulerende sund aktivitet og reel hvile.

Mange af de mennesker jeg hjælper med at leve med traumer taler om usunde relationer på forskellig måde. Der er typisk en vis skuffelse over at deres nærmeste ikke FORSTÅR dem, en ked af det hed over ikke at føle sig set, hørt og rummet, en irritation over at man ikke bliver respekteret for de ting man ikke kan osv.

Sandheden er – og det er mega vigtigt at forholde sig til både intellektuelt og emotionelt – INGEN vil nogensinde kunne forstå hvordan det er at leve med alvorlige følger af stress og traumer med mindre man har prøvet det selv. Derfor er det UTOPI at gå og vente på at man bliver forstået.

Den ked af det hed vi kan føle over ikke at føle os set, hørt og rummet er ganske reel, men den kan fjerne os fra dem vi holder mest af, hvis den bliver projiceret over på det andet menneske i form af en forventing om at dette menneske kan LEVERE noget bestemt for at man føler sig set, hørt og rummet. Hvis vi forventer noget af mennesker de ikke kan leve op til, kører vi i cirkler af skuffelser. Måske kan de ikke se, høre og rumme ALT hvad vi går igennem – og dog alligevel elske os og have en værdi i vores liv. Der er intet galt i at ses til kortspil, kaffe eller gåture med nogen vi holder af, uden at de skal kunne se, høre og rumme alt vores smerte. Andre mennesker kan kun se, høre og rumme ud fra deres egen forståelses-horisont. Sådan er det at være menneske! Vi bliver altså ensomme og alene, hvis vi lever i en VRANGFORESTILLING om at dem vi elsker skal kunne se, høre og rumme os. Måske kan de se, høre og rumme dele af os, måske slet ingen af delene, men derfor kan de godt have en værdi i vores liv alligevel.

De fleste af os vil ikke indrømme at vi kan blive irriterede over at folk ikke respekterer vores grænser. At de nogle gange kommer til at forvente noget af os som vi ikke kan LEVERE grundet vores symptomer. Ofte bliver grænser fremstillet som en fast del af vores personlighedsstruktur, jeg går “der og der til” og dermed . Sandheden er imidlertid at vores grænser er ret flydende. Vi har overskuds-dage med mere fleksible grænser og underskuds-dage med mere rigide grænser. At forvente at andre kan aflæse den bevægelse i vores grænser er URETFÆRDIGT. Det er altså vores ansvar at ITALESÆTTE dagens grænse for andre. VI har nogle normale normer for god opførsel som almindelige mennesker sagtens kan bevæge sig i. Men psykisk sygdom/ubalance kræver mere end det. Simpelthen fordi vi er mere sårbare end andre på vores grænser, når vi har været udsat for alvorlige stressende, belastende eller traumatiske begivenheder. Det er altså OS SELV, der skal RESPEKTERE vores grænse (hvor den end er lige i det minut) og dermed kommunikere ud til vores omgivelser hvor den går (netop i dette minut). Hvis vi lægger dette ansvar over på andre mennesker, vil vi komme til at opleve utrolig mange skuffelser i løbet af livet.

HVER GANG jeg hjælper mennesker med stress og traumer, som er udfordret i deres relationer, beder jeg dem om at udfylde en netværkskort, så vi har noget konkret at tale om, og så jeg ikke vejleder ud i det blå.

 

relationskort

 

I forhold til at lide af massiv psykisk sygdom, så den den professionelle kontakt faktisk godt være placeret i den inderste fortrolighedscirkel, indtil den psykisk sårbare har lært at etablere fortrolige forhold til andre og fastholde disse. Det kan kræve årevis af træning, hvis man har levet i et overaktivt nervesystem så længe, at alle er flygtet fra en, fordi man er mega belastende at være sammen med. Og vi bliver NØDT TIL at være ærlige omkring at psykisk sårbarhed, alvorlige krise tilstande og langvarige stress og traumeforløb KAN VÆRE mega belastende for vores nærmeste, dels at bevidne og dels at støtte os i.

Opgaven er derfor, at få placeret de mennesker vi har i vores liv, samt de mennesker vi ønsker os i vores liv i den rette cirkel og undersøge hvad der skal til, hvis vi ønsker de skal være i en anden cirkel. Der er nemlig også en “farvel” cirkel på relationskortet som ikke fremgår af skitsen her.

 

Og nu vender vi tilbage til det spørgsmål, som har været allervigtigst for mig i forhold til min egen helingsproces:

“Kan du rumme og løfte mig, som den jeg er lige nu?”

Svaret er, at mit sygdomsforløb både har vist mig de mennesker der har kunne rumme og løfte mig som den jeg var lige midt i orkanens øje, og hvem der ikke kunne.

INGEN magtede at løfte det hele, men FLERE løftede mig på forskellige måder!!!

Ofte får vi bildt os ind at især EN eller TO personer skal kunne rumme alt og løfte hele tiden… Men det er IKKE VIRKELIGT, for de mennesker vi har omkring os har også et liv og egne behov. Jeg har måtte vælge hvem jeg skulle dele hvad med, og engang imellem enddog indlægge PAUSER i at belaste folk og bare svømme i det selv et rum tid.

Det kræver BEVIDST NÆRVÆR, at kunne mærke at ens kære er ved at være mætte af alt det sorte, negative, desperate, depressive lort – den mentale pladespiller – man bærer indeni gennem et svært sygdomsforløb/ en svær belastningsreaktion. Og her er det så at professionelle terapeuter i den grad kan gøre en stor forskel.

OPSAMLING…

Hvis du skal heale dig selv gennem dine relationer handler det mere om at være bevidst om dine egne (måske for høje) forventinger til andre mennesker, end til de “giftige” andre. Det handler om at dosere. Det handler om at tage ansvar.

Giftige mennesker dræner dig for energi ved at de er åbenlyst (det modsatte af tolket) nedladende overfor dig og åbenlyst neglicerer at du har det svært. De mennesker skal placeres i UDBAKKEN på dit relationskort, hvorimod den store gruppe der forsøger at forstå dig, uden at kunne det, skal have lov at blive, og have tildelt en rolle og placering på kortet, hvor de har en reel mulighed for at få en værdi for dig ud fra deres evner og ressourcer. Og du SKAL simpelthen selv tage ansvar for at du kan blive giftig for andre ved altid at tale om sygdom, symptomer, systemer, skuffelser, irritation osv. Ingen kan i længden bære samvær med et menneske, der ikke kan bære sig selv og tage ansvar for hvordan de påvirker andre. VÆLG en professionel at dele dit lort med et stykke henad vejen, der findes et hav af frivillighedstelefoner, hvor der sidder varme kærlige mennesker, hvis du ikke har råd til din egen psykolog/terapeut. BRUG DET ♥♥♥

 

sindsro

 

Og tilbage til forskningen:

  1. Familien først betyder at du ikke skal give slip på din familie, men docere samværet og være realistisk omkring hvad de har af ressourcer til dig i dit healingsforløb. Familie betyder ikke nødvendigvis blodsbeslægtede, det kan sagtens være en familie du har skabt selv blandt gode venner. Men hold fast, også selvom de ikke altid kan se, høre og rumme dig. Med mindre de er giftige for din udvikling, så skal de i udbakken.
  2. Livslange venskaber betyder at du skal investere i andre mennesker, også når de ikke kan levere noget tilbage. I livslange venskaber løfter man hinanden på skift, og det sker at begge partner ligger ned på samme tid. Hav derfor forståelse for hvad din ven kan levere, set i forhold til vennens egen livssituation. Det er normalt at man bruger sine venner til forskellige ting, de behøver ikke alle have selvsamme kvaliteter for at have værdi i dit liv. Igen doser´ både i samvær og i forventninger så du ikke går i gulvet pga urealistiske forventninger.
  3. Social support. Lær at tage imod hjælp, når den bliver budt. Lær at bede om hjælp og accepter hvis den ikke kan gives. Pas på med ikke at være for stolt og pas på med dine forventinger. Søg balancen og brug hele netværket. Forskning viser, at de mennesker der tillader andre at hjælpe kommer hurtigere igennem voldsomme perioder af deres liv. Det er ekstremt beroligende for nervesystemet at mærke support fra andre mennesker. Det ligger på et dyrisk plan i os, at så er vi mere trygge og sikre.

 

Prøv her i april at få lavet dit relationskort:

Skriv først navne op på alle dine nære familiemedlemmer, også dem du ikke ser lige nu.

Skriv derefter navne op på venner, kolleger og naboer du kan lide.

Skriv derefter navne op på dem du gerne vil i kontakt med, men som du ikke har kontakt med endnu.

Skriv navne op på de professionelle du har i dit liv, egen læge, terapeuter, andre behandlere osv. Måske navne på frivillige telefontjenester eller din præst.

Fyld derefter kortet ud.

Spørg dig selv, ved hver eneste navn du placerer:

På hvilken måde kan dette menneske berige mit liv? Hvad skal jeg gøre anderledes/forsætte med for at fastholde denne værdi?

På hvilken måde kan dette menneske besværliggøre mit liv? Hvad skal jeg gøre anderledes/forsætte med for at evt at ændre på dette eller finde accept med dette?

Måske flytter du rundt på relationerne undervejs i dit liv, det er helt naturligt.

God arbejdslyst ♥

may you be happy

The Healing Journey 2: Aktivitet & hvile

Nu er vi kommet til 2. session af The Healing Journey, og denne gang handler det om hvordan vores balance mellem aktivitet og hvile påvirker vores samlede sundhedstilstand.

Men inden vi kommer dertil, skal vi lige opsummere på 1. session omkring kost.

Jeg vil gætte på, at meget få af jer klarede jer igennem den første måned på 95 procent uforarbejdet plantekost. Og måske er nogle af jer blevet overrasket over, hvor super svært det er at passe optimalt på sig selv ernæringsmæssigt? Måske er I endnu engang blevet bekræftet i at vanens magt er ekstrem stærk, og ofte vinder over fornuften?

Den gode nyhed er, at selv små forandringer kan gøre en KÆMPE forskel. Bare ved at spise tre stykker frugt dagligt og supplere op med en håndfuld nødder, et par gulerødder og en lille skål ærter betyder enormt, når det kommer til vores micro ernæringsniveau. Det er altså ikke nok at ændre på makro ernæringens fordeling mellem kulhydrat, fedt og protein, hvis vi på micro ernæringsniveau er helt udpinte. Så vil kroppen sende signaler om CRAVING igen og igen, og du vil have svært ved at styre din trang til sødt, salt og fedt.

Session 1 handler absolut ikke om at skabe skyldfølelse over det man ikke magter, men om at skabe en ØGET BEVIDSTHED om, hvordan man lever sit liv. At ØGE SIN BEVIDSTHED er første skridt på en lang rejse, hvor man i stigende grad begynder at være mere selektiv i forhold til hvad man putter i sin krop. Det skal ikke være et præstationsprojekt, men et omsorgsprojekt.

Så hvis du er kommet i kontakt med skyld og skam, så giv dig selv et kram, og forsæt med at arbejde for at få kroppen ernæret mere korrekt. Og husk at selv små ting gør en kæmpe forskel ♥♥♥

 

Session 2 – Aktivitet og hvile

 

De fleste mennesker tænker ikke så meget over, at der er forskel på, hvordan man er fysisk aktive. Og at de forskellige måder at hvile på, kan have stor betydning for den generelle sundhedstilstand. Men forskning viser, at der er KÆMPE forskel på hvor sunde vores aktiviteter er og hvor sunde vores hvil er.

Jeg hører ofte folk sige at de er meget aktive.

Jeg hører ofte folk sige at de er gode til at hvile sig.

Og samtidig klager de over at de “ikke har det godt”, og det kan være både smerter de henviser til eller følelsen af en grundlæggende uro og stress.

Så lad os lige se på hvad forskningen kan fortælle på dette område.

Det der øger vores sundhed og resistens for at udvikle sygdomme, samt sikrer en “god død”, som er af kort varighed og ukompliceret i sit forløb er følgende:

  • Aktiviteten er “fra jord til bord” aktivitet. Altså den aktivitet man har, har betydning for at man kan få mad på bordet. Samt at aktiviteten har en høj grad af mening for den enkelte.
  • Aktiviteten er ikke konkurrence orienteret.
  • Aktiviteten handler om både høj puls og muskeltræning i form af mange buk, bøj og stræk i løbet af dagen.
  • Aktiviteten afbrydes flere gange dagligt af et hvil, hvor øjnene lukkes uden man nødvendigvis sover. Man slumrer.

 

I de Blue Zones hvor levealderen er højest og sygdoms forekomsten er lavest, er alle (bort set fra 7. dags adventisterne i USA) i gang fra morgen til aften, hele livet igennem, med at arbejde i marken eller i køkkenet, for at kunne få noget at spise. Aktiviteterne er fysisk krævende, men medfører også at man kan få noget at spise. Altså en høj graf af mening! Stort set alle 7. dags adventister har almindelige vestlige jobs, men næsten alle deres jobs har en høj grad af meningsfuldhed, da det ofte er hjælpearbejde, sundhedsarbejde, miljøarbejde, forskning osv. de beskæftiger sig med. 7. dags adventisternes stille stunder med at bede, kan omregnes til de hvilestunder som bønderne har.

 

Hvordan ser dit aktivitetsmønster mon ud? 

 

 

hamsterhjulet

 

I Vesten kan man med fordel lave en analyse af sit eget aktivitetsniveau ud fra det følelsesregulerende system, der består af 3 dele:

KÆMP/FLYGT aktiviteter: Vi kæmper for at få livet til at hænge sammen. Det føles som en daglig kamp at komme ud af huset og få tjent de penge der skal til, så vi kan leve vores liv trygt. Eller vi har aktiviteter der handler om at flygte væk fra noget ubehageligt, det kunne være at vi gik i motionscenter for at bekæmpe en tiltagende vægtproblematik eller vi frygter at for at blive syg. Vi kan også frygte at andre finder os uattraktive, hvis vi ikke er fit. Måske tager vi løbeskoene på eller finder mountainbiken frem for at flygte væk fra konen/mandens surhed og krav, eller for at komme af med alle de tanker der kører i hovedet vedr. job, familie og livet generelt.

Vi er sjældent bevidste om, at vores aktiviteter udspringer af vores krybdyrshjernes kæmp og flygt respons. Men denne type aktivitet bidrager ikke til vores sundhedstilstand, fordi der er alt for høj koncentration af adrenalin og kortisol involveret i disse aktiviteter. Man føler ofte ikke sin træthed, men trætheden mærkes som anspændthed og uro i denne aktivitetszone. 

DRIVE aktiviteter: Denne type aktiviteter handler om at præstere og komme i mål med handleplaner eller drømme. Disse aktiviteter er ofte meget lystbetonede. De fleste mennesker i Vesten har valgt et job, der giver dem stor glæde og er identitets-styrkende. De er villige til at være aktive langt over middel, for at komme i mål med det de har planlagt. Ofte glemmer man at kroppen også har brug for at hvile, fordi man føler at tiden flyver afsted i DRIVE aktiviteterne.

Denne type aktivitet er faktisk sund, under forudsætning at personen har gode rutiner omkring det at få hvilet sig. Ofte er mennesker der lever meget i DRIVE aktiviteter, også mennesker der kun hviler sig, når de sover. Typisk mærker de ikke rigtig træthed i løber af dagen på grund af det høje niveau af dopamin i blodet. Når de så lægger sig i sengen er de enten for “høje” til at kunne falde i søvn eller de går ud som et lys, nærmest bevidstløse af træthed.  

BEROLIGENDE aktiviteter: Disse typer af aktiviteter kan handle om at gå eller løbe en rolig tur i skoven eller ved stranden, det kan være at gå i kirke, dyrke yoga eller meditation, have langsom sex, putte og nusse med sine børn eller partner, pleje sin have, eller tage et langt karbad. Disse aktiviteter kan sagtens være fysisk krævende, men man er ikke aktiv for at PRÆSTERE noget bestemt, i stedet handler det om at VÆRE TIL STEDE i det man gør.

Denne type aktivitet er ekstremt sund, og står ofte i skærende kontrast til moderne menneskers måde at leve sine vågne timer på. Når man laver beroligende aktiviteter, udskiller man oxytocin, der fremmer en masse gode fysiologiske processer i kroppen. Man restituerer simpelthen under beroligende aktiviteter. I Blue Zones forskning viste det sig, at mange af de populationer hvor levealderen var høj og sygdomsforekomsten var lille, oplevede selv hårdtarbejdende bønder at de fysisk krævende aktiviteter var beroligende.

 

I forhold til aktivitet handler det altså om at balancere aktiviteten. Vi har alle brug for at kunne kæmpe og flygte under pres eller reel fare. Men hvis det bliver en måde at leve livet på, så sættes kroppen i konstant alarmberedskab og vil før eller senere kollapse. Derfor er det vigtigt, at man er bevidst om at balancere de tre systemer dagligt. 

 

Når det kommer til at hvile sig, så er det helt normalt i Vesten, at vi sætter os foran fjernsynet om aftenen. Vi ser i gennemsnit 2 timer og 38 minutter om dagen. En tiende del af danskerne ser TV 7,5 timer om dagen. Derudover bruger vi timevis på vores mobil telefoner på sociale medier, sms, messenger og online spil. Ofte ser man TV og roder på sin mobil samtidig. Mange mennesker trækker mobilen frem når de keder sig, og har en oplevelse af at slappe af, mens de spiller online spil eller følger med på Facebook eller Instagram.

Sandheden er imidlertid, at man overhovedet ikke hviler sig, når man er på sin mobil telefon og når man ser TV. Mennesket er udstyret med en analog hjerne, som overforbruger af sig selv hver eneste sekund den tvinges til at orientere sig digitalt. Derfor skal TV og mobil telefoni anses som AKTIVITET, og ikke som HVILE.

I virkeligheden er det ekstremt krævende for sindet at processere alle de informationer der kommer ufilteret ind gennem online aktivitet og gennem TV.

 

Hvordan ser dit hvilemønster mon ud? 

 

Lad os kigge på forskningen igen. Hvad vil det egentlig sige at hvile sig?

Når vi hviler os aktiverer vi Vagusnerven. Den aktiveres automatisk, når vi sover. Men den kan også aktiveres, når vi er vågne. Når Vagusnerven er aktiv kan kroppen restituere. Vi hviler os, når kroppen er helt afslappet og vejrtrækningen er dyb.

Forskning viser, at vi – udover vores søvnperiode – skal hvile os to gange dagligt i 15-30 minutter, for at opnå optimal balance. Som yoga- og mindfulness instruktør ved jeg, at mange mennesker slet ikke er i stand til at aktivere det dybe åndedræt. Sandheden er, at de fleste kun har aktiveret et dybt åndedræt under søvn og de kan ikke “genkende” og “etablere” dette helende åndedræt i vågen tilstand. Den gode nyhed er, at det er ret let at lære.

 

Et menneske kan klare sig uden mad i tre uger, uden vand i tre dage, men kun i tre minutter uden ilt. Vi tænker ikke ret meget over vores åndedræt, selvom vi bruger det hele tiden. Men at trække vejret korrekt er uden diskussion kroppens vigtigste prioritet.

 

Jeg måtte, som en del af min egen helingsrejse, lærer at etablere et dybere åndedræt. Som de fleste Vestlinge levede jeg med et kronisk overfladisk vejretrækning, og da jeg derudover stort set kun levede i KÆMP/FLYGT og DRIVE systemet, var det en lang rejse for mig, at få et dybere åndedræt, som en normale måde at være i verden på.

Åndedrættet ilter vores celler hele døgnet og er af afgørende betydning for såvel vores fysiske som psykiske immunforsvar. Når man har trænet åndedrætsøvelser i nogen tid vil man automatisk opdage, at der er en kæmpe stor forskel på at leve i det sympatiske nervesystem og i det parasympatiske nervesystem. Livet får en helt anden farve, når man lever i en rolig og vel-iltet krop.

Hvis du ikke har den store fornemmelse af hvordan dit åndedræt fungerer, vil jeg anbefale dig at starte med 2 steder.

  1. Læg dig med lukkede øjne uden at have plan om at skulle sove. Det eneste du skal er at ligge minimum 5 minutter og bare lade kroppen trække vejret helt af sig selv, mens du er nærværende tilstede i det der sker. Uden at analysere det eller dømme det der sker i hovedet og i kroppen. Du skal blot VÆRE. Tanker og følelser vil komme op, og dem lader du bare falde ned igen, uden at gøre det mindste ved det. Nogle dage føles hjernen som en popcorn maskine, andre dage er der mere ro på. Sådan er sindet i sin naturlige tilstand, det er ikke noget du skal handle på. Jo mere du får balanceret det parasympatiske nervesystem, jo mere ro vil der komme på tankerne. Det kan tage uger, måneder og år alt efter hvor meget DU PRIORITERER at “træner” den nye måde at leve på.
  2. Når du nu har kunne ligge en uges tid med dig selv og dit “eget” åndedræt, så kan du begynde at lægge mærke til, hvordan kroppen i sidste del af udåndingen gerne vil give efter og slappe mere og mere af. Så du kan begynde at forlænge din udånding lige så stille (uden at presse på) og overgive kroppen til den naturlige afslappelse, der kommer i slutningen af hver vejrtrækning.
  3. Prøv at starte en åndedrætspraksis. Der findes masser af videoer på youtube, find en der passer til dit temperament. Jeg vil anbefale dig denne her fra DR3.

 

 

 

Det der sker i os, når der ikke er balance mellem aktivitet og hvile er, at vores nervesystem kommer til at leve i en konstant overbelastning. Dette munder sig ikke kun ud i fysiske sygdomme, men også mentale problemer af alle slags. Derfor er det også vigtigt, at du er BEVIDST om dine egne mønstre, og VIDE om du ubevidst skader dig selv, ved at vedligeholde en livsstil der skaber et overaktivt nervesystem. Hvis du kun har aktiviteter der handler om at præstere, og hvis du kun slapper af når du sover, så vil din krop på et tidspunkt begynde at kollapse.

Her i Marts måned kan du foresætte med at skabe nogle gode nye vaner omkring din ernæring. Det behøver ikke blive kompliceret. Men arbejd i dit eget tempo med at få mere frugt og grønt ind, og få mere af det forarbejdede mad ud ♥

Du kan i Marts danne dig et overblik over dit aktivitets- og hvilemønster. Du kan undersøge om nogle af dine sundhedsudfordringer (fx. stress, uro, angst, smerter) kan stamme fra ubalancer i disse mønstre. Om der måske er plads til udvikling og forandring på dette punkt?

Derudover vil jeg anbefale dig nogle beroligende stilhedspraksisser. Aktiviteter du foretager dig uden at skulle præstere noget, kombineret med minimum 1 åndedræts-træning dagligt.

Ud over det er helt vildt lækkert, vil du efter noget tid opleve at det er en helt anderledes måde at være i verden på. Så du kommer ikke til at fortryde din investering ♥♥♥

 

Rigtig god arbejdslyst.

Vi “ses” første April til næste session af The Healing Journey 🙂

 

De andres regler…

Det meste af mit liv har jeg kørt efter en regel der hedder “hvis du først har sagt A, må du også sige B”… Og indtil i sidste uge, har jeg faktisk ikke studset videre over denne regel. Heller ikke selvom jeg har lavet et kandidatspeciale, der viste at det er direkte usundt at fastholde noget, som man ikke trives i.

Mange af mine nuværende leve regler har jeg fået med hjemmefra. Mange af dem er min fars grundregler. Min far var min rollemodel i stort set alt, da jeg var barn. Jeg tror at hans leve regler har fungeret rigtig fint for ham. Men i sidste uge opstod der en situation i mit eget liv, der gjorde at det pludselig gik op for mig, at jeg på trods af årevist langt bevidsthedsarbejde, så falder jeg stadig i, og gentager ubevidst andres regler..

Aldrig nogensinde har jeg stillet mig selv spørgsmålet, om der var noget i denne regel “A til B regel”, som jeg med fordel kan stille spørgsmålstegn ved.

Som barn gjaldt reglen på flere forskellige punkter:

  1. hvis jeg blev meldt til sport/musik/spejder, skulle jeg gå sæsonen ud, også selvom jeg blev ulykkelig af det
  2. hvis jeg lovede noget, skulle jeg også holde det, også selvom det måske gik ud over mig selv
  3. hvis jeg selv hældte maden op, skulle jeg også spise op

 

Umiddelbart vil de fleste måske mene, at det kan der være noget ret og rimeligt i. Men lad os lige vende den på hovedet…

  1. når vi melder os til noget i fritiden, ved vi så altid hvad vi går ind til? Er det ikke noget man erfarer undervejs?
  2. når man lover noget, skal man så altid holde det? Hvad nu hvis der opstår noget, som gør at det ville være usmart eller usundt at holde aftalen?
  3. når man hælder mad op på tallerken er man som reglen i starten af et måltid og derfor er man ret sulten. Kan man altid vide hvor hurtig man bliver mæt? Skal man spise på mætheds-fornemmelse eller med hovedets opfundne regler?

 

I vores hjem foregik en årelang kamp mellem mine forældre om leveregler. Især gav det anledning til voldsom uenighed, når min far synes vi skulle spise op, mens min mor synes at vi kun skulle spise, hvis vi var sultne. Min fars leveregel opstod nok som et udtryk for at man skulle respektere maden og kokken (han er vokset op med sult), min mors leveregel kom nok af at hun var ernærings-uddannet og vidste en del om mad og kroppens biokemi (et gæt kunne også være hun selv er blevet tvunget til at spise op).

 

Er du egentlig bevidst om hvor dine leve regler kommer fra?

 

Mit kandidatspeciale viste i analysedelen, at hvis man ikke er BEVIDST om sine leve regler, så kommer man let til at lade sig styre af andres. Og ingen tvivl om, at min fars leveregler i mange år har været mit moralske kompas i livet.

Og selvom jeg har beskæftiget mig med spørgsmålet på et fagligt plan, har jeg først de seneste år fået bevidstgjort mig selv nok til at vide, hvem der styrer mit liv. Sandheden er, at jeg i mange år var streng underlagt selv-diktatur og selv-censur, hvor det var samfundets mere eller mindre “pop”smarte leveregler jeg var styret af, eller min fars mere nordjyske og basale (til tider nærmest primitive) regler.

Måske kender du nogle af de ubevidste leveregler mange af os lever med?

Jeg må tage mig sammen nu, og hvis det bliver svært, må jeg tage mig endnu mere sammen

Jeg skal kunne klare alt, ellers er jeg svag.

Jeg skal kunne håndtere alt, hvad livet sender mig, ellers er jeg ikke noget klog og dygtig nok

Jeg skal altid lægge en ekstra indsats, ellers bliver jeg bliver jeg ikke set

Jeg skal altid være smilende, sød og imødekommende ellers kan ingen lide mig

Hvis jeg ikke lever op til samfundets forventninger vil jeg blive en freak, som ingen kan bruge til noget

Se lige denne video, den er en rigtig god illustration på, hvad der måske foregår på det ubevidste plan, hos mange af os.

 

 

 

 

Måske er du styret af nogle helt andre regler end de ovenfor beskrevne. Og er det oprigtigt dine egne regler og du trives med dem, så er det godt. Men hvis det er bevidstløst adopterede regler fra “autoritets-figurer”, som undertrykker dig og stjæler din livsglæde er det mindre godt.

En god øvelse er at sætte sig ned og spørge sig selv om de leve regler man lever efter, nu også er sine egne 🙂

 

Spørgsmål til identifikation af dine leveregler:

Når du tænker tilbage, hvad fik du så at vide, enten direkte fortalt eller gennem normer og handlinger, om hvordan du skulle opføre dig?

Hvad skete der, hvis du ikke opførte dig, som du skulle?

I din barndom eller i en kritisk periode, hvad blev du så straffet eller kritiseret for?

Når du tænker tilbage, hvordan kunne du så vide, at du ikke havde levet op til de forventninger folk omkring dig havde, til dig?

Hvad blev du rost for?

Hvad skulle du gøre for at få omsorg og kærlighed?

Kan du huske, at du tog nogle beslutninger, i din barndom eller en kritisk periode, om hvordan du skulle opføre dig?

Kan du huske nogle talemåder eller normer fra din barndom eller den kritiske periode (fx “forsigtighed betaler sig”, “Man skal yde før man kan nyde” etc.)?

Hvilke faste principper har du i dag for hvordan du og andre mennesker skal opføre sig (dine leveregler)?

(Kilde: Din Fremtid Nu)

 

Ellers kan du måske lade dig inspirere i nogle af mine leveregler:

  • Jeg må gerne tage forkerte beslutninger, bestemme mig om og lærer af det undervejs.
  • Når der sker dårlige ting i mit liv er det ikke altid min skyld, men det er mit ansvar at lære noget af det.
  • Skyld og skam er gæster der kommer på besøg i ny og næ, og jeg behøver ikke tro på alt hvad de har at sige.
  • Sorg og smerte er en naturlig del af livet, som jeg ikke behøver at gøre andet ved end at byde dem velkomne og lade dem få tale rum.
  • Jeg er alene ansvarlig for mit liv, og kun jeg kan tage ansvaret for at gøre det rigtig for mig og for mig alene. Jeg vil altid blive et mere elskeligt medmenneske, når min egen kop er fuld. Jeg kan ikke give af ingenting.
  • Når jeg har opført mig urimeligt, er det letteste bare at sige undskyld.
  • Når andre har opført sig urimeligt, er det letteste at bede dem om ikke at gøre det igen.
  • Alle livets ups and downs giver mig mulighed for at blive endnu mere mig selv
  • Det jeg fokuser på med mine tanker, ord og handlinger, er det jeg bliver bedst til, og derfor er det også vigtigt at sørge for at vande de planter, som jeg ønsker skal gro. 
  • Kærlighed er simpelt, men det er livet og mennesker ikke altid. Jeg må gerne bestemme mig om undervejs i livet i forhold til de mennesker og de fællesskaber jeg investerer min tid i.
  • Ubehag ved det liv jeg lever, er en invitation til at kigge nærmere på hvis regler jeg lever efter.
  • Jeg behøver ikke at kunne lide alle og alle behøver ikke kunne lide mig.
  • Når jeg møder nogen jeg ikke kan lide, er det letteste for mig at gå min vej.
  • Jeg må gerne vælge min egen familie, den familie jeg er født ind i giver ikke nødvendigvis det bedste vækstpotentiale.
  • Indre ro er den gave jeg får, når jeg lever i overensstemmelse med mine egne behov og har givet slip på forestillingen om at jeg er sat i verden for at opfylde andres.
  • Jeg kan godt være helt ok som menneske, selvom jeg ikke altid er smilende og i overskud.
  • Jeg er elsket, også selvom jeg har mine fejl.

 

Man kan selvfølgelig stille kritisk spørgsmål ved, om vi bare kan skabe et samfund fuld af individuelle regler? Man kunne tænke det ville ende i det rene ANARKI !!! Men med mindre du er psykopat og ligeglad med de mennesker du har omkring dig, og du er ligeglad med grundloven og færdselsloven, så må vi spørge os selv hvordan vi har fået skabt et samfund med så ekstremt mange mennesker der udvikler stress og psykiske sygdom såsom depression og angst. Et af svarene kunne være, at vi ikke er bevidste om at vi har ret til AUTONOMI, så længe vi ikke skader andre med den.

At “passe ind” kan blive en høj pris at betale, hvis det at “passe ind” medfører en undertrykkelse af alt hvad der er dig. Vi mennesker er jo flok-dyr og dødsens angste for ikke at “passe ind”, det handler simpelthen om overlevelse. Derfor skal det også være en BEVIDST proces, at få kigget på om du er i gang med at sælge din sjæl til Djævelen, for at “passe ind”. Min erfaring er, at når du bliver helt dig selv vil du også tiltrække de mennesker og skabe de fællesskaber der passer til dig. Et kendt citat er “Be you, and the world will ajust”. 

 

HUSK: Du skal være dig, ikke en kopi af andre.

♥♥♥♥♥♥♥♥

 

 

 

 

 

 

 

 

Formålet med livet er…

Prøv at forestille dig et øjeblik … den vilde tanke det er… at det eneste formål der reelt set er med livet …. er at opleve LIVET ♥

Det eneste du skal er, at opleve:

DIG SELV

DEM DU MØDER

DET DU FØLER

DET DU TÆNKER

DET DU GØR

Forestil dig at alt andet blot er en illusion… En livsløgn!

Det betyder faktisk, at du er administrerende kreativ direktør i dit eget liv.

Du bestemmer:

HVAD DU BRUGER DIN TID PÅ

HVEM DU BRUGER DEN SAMMEN MED

 

Og du har ansvaret for at:

BRUGE DIN TID MENINGSFYLDT

 

Chanett græsmark

 

Det er så MIND-BLOWING en tanke, at man næste ikke kan fatte dimensionerne af den. For det hamsterhjul vi lever i, tror vi jo på er noget vi skal. Vi tænker hele tiden negative tanker, der fastholder os i troen på, at meningen med livet er at præstere noget, at blive til noget, at gøre noget bestemt, at være noget bestemt…

 

♥♥♥ Meditation er en GAVE, for det er igennem de stille stunder med dig selv, hvor du ikke analyserer, vurderer og bedømmer alt det du oplever, at du har mulighed for at mærke essensen af det der er dig og blive fri ♥♥♥

 

For du er ikke som din nabo, din kollega eller din familie. Du er helt unik. Du er ikke dine tanker, du er ikke dine følelser, du er ikke dine handlinger… Men du er den der oplever alt det der er indeni dig og alt det der er udenom dig. Det er dig der er betragteren. Det er dig der er designeren.

 

Er det ikke befriende at vide, at det eneste du skal er at opleve livet? Og at du heldigvis er dansk statsborger, og derfor ikke kun skal tænke på hvor du skal skaffe mad og vand fra! Mange af os bliver fanget i vores krybdyrs-system, hvor vi kun er optaget af at undgå fare, ubehag og smerte, men der er en vej ud af dette fangeskab.

 

Prøv at lave en måneds meditationer (minimum 5 minutter hver dag), hvor fokus er:

“Hvad skal der til for at JEG oplever det bedste af livet?”

 

Og skriv så de svar ned du får… Det er GULD ♥

 

Det er muligt, at det ender med at du sælger dit hus og flytter til en bjælkehytte i nord Norge. Måske opsiger du dit præstigefyldte job med den høje løn og bytter til et liv på landet med et job i et lokalt gartneri. Måske bliver du skilt og bliver nonne/præst i Frankrig. Hvem ved? Men en ting er sikkert. Hvis du aldrig spørger dig selv hvordan du oplever det bedste af livet, så er det ikke dig der lever livet. Men livet der lever dig.

 

For mit eget vedkommende valgte jeg jo, at jeg aldrig nogensinde mere vil være syg af stress. Jeg vil aldrig nogensinde mere sætte noget før mit helbred. Og det betød en indtægtsnedgang til 1/4 del af det jeg havde at leve af før. NUL rejser, NUL nyt tøj, NUL cafe besøg, NUL biograf besøg osv. Men jeg elsker naturen og den er HELT GRATIS. Jeg elsker at spille med mine børn og det er helt GRATIS. Jeg elsker stille morgener – og det er helt GRATIS. Jeg elsker at træne med min hund – og det er helt GRATIS. Jeg elsker at høre podcasts og læse blogs – og det er helt GRATIS. Jeg elsker at lave yoga og mindfulness – og det gør jeg helt GRATIS hjemme i min stue ♥

Gjorde det ondt at lave en så kraftig regulering i mit økonomiske liv? – ja!

Var det svært at lave en så kraftig regulering i mit økonomiske liv? – ja!

Er jeg blevet gladere og har min krop-sind-ånd det bedre? – JA!!!!!

 

Føler du dig inspireret, er der masser af spændende læsning om emnet her: 

Meningen med livet

https://www.information.dk/kultur/2011/08/peter-bastian-meningen-livet-livet

https://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/hvad-er-meningen-med-livet-0

https://videnskab.dk/kultur-samfund/hvad-er-meningen-med-livet

The Healing Journey – Ernæring

YES, så kom dagen hvor vi starter vores Healingsjourney sammen ♥

Noget af det første der sker, når man rammes af alvorlig stress eller bryder sammen af ubehandlede traumer er, at vi rammes af massiv TRÆTHED. Det er en træthed vi ikke kan hvile os fra, den har ligesom bare taget bo i vores krop. Vores naturlige tilstand er ikke at være trætte på en måde, så vi ikke kan hvile os fra det. Så den voldsomme træthed skyldes en ubalance i vores biokemi.

Derudover vil vi have kognitive forstyrrelser, hvor vi får svært ved at bevare OVERBLIKKET og STRUKTUREN skrider. Vi ved fra forskning at stress påvirker hjernen, fordi vi bliver forgiftet af stress hormoner.

Disse tre ting er årsagen til at vi ofte ender ud med at spise alt for meget sukker og fedt fra forarbejdede fødevarer, og vi indtager måske også for meget koffein for at bekæmpe trætheden.

Mange af os tror, at stress og traumer skal fixes ved at gå til psykolog og tale om det. Og selvom psykoterapi kan være en rigtig god måde at skabe mening i sygdommen, så har vi en krop i krise der ikke kommer ud af krisen ved at snakke. Stress og traumer efterlader kroppen i biologisk ubalance og kaos (1)

 

mindful spisning

 

Da jeg blev sygemeldt med alvorlig stress i november 2015, havde jeg allerede haft diagnosen PTSD i 12 år. Og stressen var et udtryk for total kollaps. Jeg havde lever mit liv efter mine drømme alene, helt uden at konsultere kroppen og høre om den kunne klare min jagt på at indfrie mine ambitioner.

Det første jeg gjorde da jeg blev syg var at spørge mig selv om jeg passede godt på min krop? Det er trods alt kroppen der skal få mig ud af sengen om morgenen og få mig til at holde hele dagen igennem. Svaret var et rungende NEJ!

Men de nye gode kostvaner var super svær at implementere. Fordi jeg var så frygtelig træt og havde svært ved at bevare overblikket og strukturen i indkøb, madlavning og food prep. Jeg valgte den RADIKALE løsning! Det var lettest for mig at overskue. Men jeg har udarbejdet et alternativer til de af jer, som ikke fungerer med radikale løsninger.

For når man skal implementere en ny sundere livsstil, er det vigtigt at man tager udgangspunkt i hvad der er lykkes for dig før. Det nytter ikke bare at mase på med 100 km i timen og så miste pusten inden mål linjen. Målet hedder 95 procent uforarbejdet frugt, grønt, bønner, linser, frø og nødder. For vi skal super power vores krop med essentielle vitaminer og mineraler.

Så her er de 2 bud på hvordan du meget hurtigt kan få hjulpet din stress og traumeramte krop ud af den ubalance den er i:

 

Den radikale løsning

 

Du starter med 21 dages detox. Vi vil ikke give kroppen et chok, for den er allerede presset nok i forvejen. Så selvom vi kalder dette den radikale løsning, skal det foregå med nænsomhed.

Morgenmad/Formiddagen er smoothie. Du blender 1 liter havremælk, 1 dl chiafrø, 1/2 pose vilde blåbær, 1/2 pose jordbær, en håndfuld (frosne) grønkål eller spinat og en moden banan. Det drikker du hele formiddagen, når du har lyst. Du må gerne spæde til med frugt og grønt som du kan skære i mundrette bider. Og drikke alt det vand du har lyst til. Obs: Hvis du er vant til at starte dagen med en kop kaffe, så overvej om du skal forsætte. Hvis du strammer buen for hårdt vil dit projekt falde til gulvet. Jeg forsatte med 1 kop kaffe for ikke at ødelægge mit eget projekt.

Frokost/ Eftermiddagen er grøn suppe. Du koger 1 broccoli, 1/2 blomkål, 1 kop edemame bønner og 2 rødløg med 1 boullion terning. Du blender grønsagerne tilsat lidt af kogevandet. Du tilsætter 1 tsk chilipulver, salt, peber, 2 knuste fed hvidløg og 1 avokado i blenderen. Obs: Hvis du allerede nu kan fornemme, at du ikke kan klare en formiddag på smoothie efterfuldt af en eftermiddag på suppe, så tag et stykke rugbrød med LEVEpostej (se opskrift nedenfor) på til frokost.

Aftensmad: Frit valg, så længe det er uforarbejdet med. Det vil sige rene råvarer. Jeg vil anbefale noget med en kraftig smag, så smagsløgene bliver mættet fx. Dahl eller Chili Sin Carne (se opskrifter nedenfor). Spis en portion mere i løbet af aftenen hvis du bliver sulten igen.

Food Prep: Hvis du er sygemeldt så læg din food prep efter morgenmaden, hvor du har mest energi. Skrald eller skær en masse grønsager og frugt ud i stykker og sæt dem i køleskabet i bokse. Jeg kan anbefale de klare glasbokse fra Ikea, for det giver sådan et smukt syn i køleskabet. Du skal sørge for at du får mindst 3 stykker frugt dagligt, meget gerne 4. Jeg vil anbefale at du veksler mellem frugten, så du kommer omkring så mange frugter som muligt. Derudover vil jeg anbefale at du får både gulerødder, peberfrugter, blomkål og selleri som snack.

Hver dag: Spiser du en håndfuld blandede nødder, valnød, hasselnød, mandel, peanuts eller pistacie.

Efter de 21 dage forsætter du med at stræbe efter 95 procent plantekost. Og det er fordi studier viser, at de områder i verden hvor man er mest fri for sygdom og lever længst, er områder hvor man spiser meget meget lidt animalsk, mindre end 5 procent af kosten kommer fra kød, mælk og æg.

Derfor: Læg en hel klar plan for hvilke dage og i hvilke situationer du må spise kød, mælkeprodukter eller forarbejdet mad. Husk at det max må fylde 5 procent af dit samlede indtag af mad. Forarbejdet mad skal i denne sammenhæng blot forstås, som mad der ikke fremstår i sin oprindelige form. Hvis du skal spise kød vil jeg virkelig anbefale at køre ud til en økologisk/biodynamisk gårdbutik og købe den der. Dyret skal være fedet op på græs, ikke korn og majs, derfor er det vigtigt at dyret har været fritgående. Hvis du absolut skal købe kød i en butik, så gå efter fritgående dyr.

Efter de 21 dages detox forsætter du resten af Rejsen med den alternative løsning.

 

Food1

 

Den alternative løsning

 

Hvis du kan se af ovenstående, at du ikke magter en radikal ændring af kostvaner, så kan du vælge en mere tilpasset ændring. Men beslut dig for at målet alligevel skal være 95 procent plantekost. Vi vil gerne HEALE kroppen og derfor bliver vi også nødt til at forholde os til hvad forskningen siger. At HEALE noget der allerede er gået i stykker kræver en radikal indsats uagtet om det så er i den tilpassede form.

Start med at skrive en liste over fødevarer du føler en vis afhængighed af. Min er fx kaffe, vin og slik. I gamle dage var jeg også afhængig af en ostemad. Når du har overblik over din liste, så skriv til dig selv, hvor meget af disse ting du føler du bliver nødt til at tage med dig i dine nye kostvaner, for at du ikke kører surt i det.

Morgenmad: Start dagen med enten havregrød med nødder og bær ovenpå (se opskrifter nedenfor) eller med en morgenmuffin (se opskrift nedenfor). Derefter forsætter du formiddagen på frugt og grønt i snack form.

Frokost: 1 rugbrød med LEVEposteg,  bønnedeller med salat, eller en buddha bowl. Derefter forsætter du eftermiddagen på frugt og grønt i snack form.

Aftensmad: Spis det du plejer, men spis det på en dessert tallerken i stedet. Derefter forsætter du aftenen på frugt og grønt i snack form.

Hver dag: Spiser du en håndfuld blandede nødder, valnød, hasselnød, mandel, peanuts eller pistacie.

 

Spis gerne mørkt chokolade, men med måde!

Hvis man er vant til at spise meget sukker, kan man godt savne følelsen af et stykke slik i munden. Dine bær smoothie sikrer dig et fint blodsukker, så det er ofte ikke sukker craving som sådan man rammes af, mere savnet efter slik i munden. Spis i moderate mængder dvs under 50 gram og fordel det gerne til de tidspunkter af dagen hvor du plejer at crave slik. Du kan også putte mørkt chokolade i dine muffins. Læs mere her: https://www.naturli.dk/artikel/er-moerk-chokolade-virkelig-sundt/

 

Hvorfor juicer vi ikke?

Grunden til at jeg ikke anbefaler at juice under en detox er fordi man fjerner mange fibre ved at juice. Og vi skal bruge alle de fibre vi kan mestre til at holde os mætte og til at rense kroppen ud. Det er vores fibre der gør en stor del af udrensnings-arbejdet og holder tarmen aktiv og “fit”. Læs mere her: https://highonlife.dk/nyheder/smoothies-der-maetter

Opskrifter

Lad dig inspirere på nedenstående hjemmesider. Det behøver ikke at være kedeligt at spise plantebaseret og det er en myte at det er dyrt. Grønsager og frugt er LANGT billigere end kød, æg og mælkeprodukter. Det handler om at du ikke køber mere ind end du kan spise og at du laver STORE PORTIONER til fryseren.

Morgenmadsmuffins: https://www.englerod.dk/2016/09/morgenmadsmuffins/

Chokolademuffins: https://albertestengaard.dk/sunde-veganske-bananmuffins/

Havregrød: https://iform.dk/sunde-opskrifter/havregroed-er-den-sundeste-fastfood

Leveposteg: http://sofreakingvegan.dk/?p=368

Buddha bowl: https://www.vanloseblues.dk/category/buddha-bowl/

Bønnedeller: https://plantepusherne.dk/styr-paa-dellerne-guide-universalopskrift-veganske-frikadeller/

Dahl: https://miasommer.wordpress.com/2011/09/02/dhal/

Chili sin carne: https://miasommer.wordpress.com/2018/11/26/chili-sin-carne/

Masser af inspiration hos Sanne på facebook fx: https://www.facebook.com/foodofcompassion/

 

Hvorfor din kost er så vigtig i healing af stress og traumer?

Fordi kroppen og især din hjerne har været forgiftet af adrenalin og kortisol! (2)

Nu er du klar til at afgifte dig selv og er i gang med at hele din krop op med de biologiske ubalancer stress og traumerne har forsaget.

Hvis du vil fordybe dig yderligere i kost, kan du læse videre her: https://compassionfokuseretlivsstil.com/category/spis-for-livet-afliv-kostmyterne

 

Gode råd til rejsen.

  • Du kan godt starte med at blive MERE TRÆT, når du pludselig reducerer i raffineret sukker og koffein. Men der går under en uge, så vender det igen.
  • Du skal handle stort ind, gerne i Rema hvor du kan få alt det du skal bruge til de opskrifter jeg har henvist til.
  • Lav store portioner og frys ned, så du kan tage en ny portion i fryseren hver morgen.
  • Sørg for masser af smag i din mad.
  • Køb økologisk der hvor du kan.
  • Lav dine snack for 3 dage ad gangen og gem i beholdere i køleskabet.
  • Går du sukker eller fedt kold, så snup en chokolade muffin.
  • Når du øger dit fiber indtag, så hold øje med om du får væske nok. Minimum 1,5 liter vand hver dag ved siden af Te og/eller kaffe. Hvis du ikke kan undvære sukkerholdige drikke, så minimer det kraftigt.
  • Start på at tage B12 vitaminer og D vitamin, hvis du ikke allerede gør det. Når du spiser 95 procent plantebaseret, så har du kun brug for B12 vitamin, som man tilsætter dyrenes mad. D vitamin er godt om vinteren i danmark. Plantebaseret kost er den mest vitamin og mineral rige kost man kan spise og der er masser af protein i grønsager, så det er bare at læne sig tilbage og “enjoy the ride” mens kroppen langsomt men sikkert reparerer sig selv. Jo flere år du har været syg, jo længere tid tager reparationen. But you can do it ♥

 

Regel nummer 1

 

På The Healing Journey er det FORBUDT at skælde sig selv ud, hvis man ikke følger rådene undervejs. Hvis man “falder i” og spiser/drikker noget der ikke er anbefalet skal man NYDE, det mens man gør det 🙂

Det her skal nemlig ikke blive endnu et præstationsprojekt, hvor man kan fejle og slå sig selv oveni hovedet med at man ikke er perfekt ♥

Regel nummer 1 er den eneste regel der er på Rejsen. Og du skal huske at uanset hvor svært det er, så har du allerede vundet noget ved ganske små forandringer!

 

Kilder

(1) https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2007/Publ2007/CFF/Stress/stress_langvarigstress_almenpraksis,-d-,pdf.ashx

(2) http://www.stressforeningen.dk/hjernen-og-stress/

 

Hvis du ikke allerede har læst optakten til The Healing Journey, så kan du gøre det her: https://compassionfokuseretlivsstil.com/2020/01/26/the-healing-journey-2020/

 

Vegansk-Mad-Pyramide-7

 

Du kan købe denne smukke plantebaserede kostpyramide på http://www.simonholst.dk

 

 

 

The Healing Journey 2020

Vil du med mig på en rejse? En rejse hvor vi i fællesskab undersøger vores ubalancer og langsomt – men sikkert – får vendt skuden, så kroppen, sindet og sjælen kan restituere og vende tilbage til fuldkommen sundhed?

Jer der har fulgt mig på bloggen, ved at jeg har arbejdet holistisk med mit helbred, siden jeg brød sammen med stress og ubearbejdede traumer i November 2015. Og jeg har været vidt omkring. Det nytter ikke at fokuseret på at arbejde med sindet, hvis man lider af psykiske sygdom, ligesom det ikke nytter at fokusere på kost og motion, hvis man lider af fysisk sygdom – krop, sind og sjæl hænger tæt sammen og derfor skal der en holistisk indsats til, hvis man ønsker at ændre på status.

Jeg har lænet mig op ad den nuværende evidens i forhold til restitution og heling efter sygdom. Primært med udgangspunkt i tre kilder, der har det til fælles at de bygger på et gigantisk datamateriale og en meget systematisk undersøgelsesform.

Jeg genvandt da også en stor del af min energi, ro og klarsyn. Desværre blev 2019 et hulans svært år for mig at komme igennem, og mange af mine gamle vaner krøb tilbage i mit liv. Jeg spiser godt nok vegansk, men alligevel blev jeg doven med maden købte mere og mere forarbejdet mad og spiste for meget slik, drak for meget saftevand, cola og kaffe. Jeg gik kortere ture, tog i stedet bilen til hundeskoven og slap hundene fri til leg. Jeg holdt op med at cykle på arbejde, men tog bilen. Jeg droppede styrketræning og nøjes med yogaen. Jeg glemte min daglige taknemmelighedspraksis osv osv. Konsekvensen blev kolosal træthed og et uklart og mørkere sind.

Du kender det helt sikkert. Det med at man egentlig var godt på vej og lige pludselig kommer der for mange forstyrrelser, der gør at man taber de nye gode vaner på gulvet igen.

 

Så måske vil du, sammen med mig, gøre 2020 til dit rejseår. Et år hvor du er mere selv kærlig, mere opmærksom på dig selv og hvor du fordyber dig i de indre barriere du har mod selvhealing. Måske tænker du “NEJ, jeg har da ikke indre barrierer mod selvhealing”. Men JO! er du kommet i ubalance, så er det fordi du ikke er opmærksom på dine indre barrierer, for din krop, dit sind og din sjæl vil gerne i balance, og det er kun dig der kan stå i vejen ♥

I løbet af 2020 vil jeg vildt gerne, samme med dig, genoptage min rejse mod selvhealing. Hver måned tager vi et skridt tættere på vores indre barrierer mod selvhealing. Vi arbejder os systematisk frem, så vi i december 2020, har været omkring alle de ting som forskerne peger på er den rette vej mod selvhealing og det gode liv. På rejsen møder du blandt andet:

Phd Colin Cambell med Kinastudiet, den største undersøgelse af ernæring på verdensplan. Ved at undersøge verdens sundeste og længstlevende mennesker fandt Colin Cambell sammen med sit store forskerhold frem til 3 konklusioner:

1. Jo større variation af vegetabilske fødevarer i kosten, desto større sundhedsmæssigt udbytte. Variation sikrer en bredere dækning af kendte og ukendte behov for næringsstoffer

2. Forudsat der er tilstrækkelig variation, kvalitet og kvantitet af vegetabilske fødevarer, kan en sund og ernæringsmæssig komplet kost opnås uden brug af animalske fødevarer (B12-vitamin er en undtagelse)

3. Jo tættere fødevarerne er på deres naturlige tilstand — minimal opvarmning, saltning eller tilberedning — desto sundere er de.

Prøv at lytte med her: https://www.youtube.com/watch?v=4NbBRsmL6s8&t=298s

Dan Buettner fra National Geographic, der er ophavsmanden til undersøgelsen, der fik navnet Blue Zones. Han har sammen med et forskerteam undersøgt hvor i verden man har den højeste levealder og laveste forekomst af sygdom. De blå Zoner var Okinawa i Japan, Sardinien i Italien, Nicoya i Costa Rica, Øen Ikaria udenfor Grækenland og byen Loma Linda i Californien. Det de 5 steder havde til fælles var:

  1. Naturlig bevægelse
  2. Oplevelsen af livsformål
  3. Nødvendigheden af pauser
  4. Moderat spisning
  5. 95 procent plantebaseret måltider
  6. Dagligt indtag af rødvin (økologisk uden tilsætningsstoffer)
  7. Spirituelt/åndeligt tilhørsforhold
  8. Familien først
  9. Livslange venskaber.

Prøv at lytte med her: https://www.youtube.com/watch?v=ff40YiMmVkU

 

Og sidst men ikke mindst …

Phd Kelly Turner, der har specialiseret sig i radical remission, dvs at hun har undersøgt hvad 1500 syge mennesker har gjort for at blive raske af livstruende sygdom. Hun fandt 9 ting, som alle 1500 syge havde gjort, som sammenfattes her:

  1. Radikal ændring af kostvaner over mod plantebaseret kost.
  2. Tage det fulde ansvar for egen helbred.
  3. Følg din intuition.
  4. Brug urter og naturlige supplementer til din kost, men ikke i pilleform.
  5. Kom af med undertrykte følelser.
  6. Øgning af positive følelser.
  7. Tag imod social support.
  8. Skab dybde i din spirituelle connection.
  9. Ha en stærk grund til at leve.

Prøv at lytte med her: https://www.youtube.com/watch?v=157qny9r94g

♥♥♥

Som du kan se er der en stærk sammenfald mellem konklusionerne i de tre store studier. Igennem hele 2020 vil jeg hver måned skabe et rum for dig til selv refleksion over din egen måde at leve livet på. Jeg vil allerede her fra start af anbefale dig at sætte 5 minutter af hver eneste dag til at hvile dig. Enten sidde i naturen og bare lytte, eller tænde et lys og bare kigge på flammen. Hvis for meget stilhed er svært fra start, så lyt til noget lækkert musik eller en guidet meditation. Der skal skabes et rum indeni dig, hvor der er plads til den nye måde at se, mærke og opleve dig selv, andre og livet på.

Jeg håber du vil med mig ♥

I februar starter vi med forskning omkring kostens betydning for selvhealing, hvor jeg også kommer med konkrete forslag til en ny madplan for dig. Sammen skal vi undersøge de barrierer vi kan have i os, i forsøget på at spise sundere og ændre vedvarende i vores kostvaner.

I øjeblikket kan du se filmen HEAL på Netflix, som jeg varmt kan anbefale som intro til din Healing Journey. Den kan også købes på blockbuster og Apple TV.

 

heal

 

Livet efter traumer og stress…

Når man først har været slået helt vinkelskævt af et overaktivt nervesystem, uagtet om det er traumer eller stress, der har ramt dig, så bliver livet aldrig helt det samme igen.

Man har ikke kun tabt noget, man har også vundet noget.

Hvad man har vundet, kan i perioder være rigtig svært at få øje på, men det er der…

Jeg er stadig mig, med mit gamle selvbillede af at være stærk som en bjørn, og min gamle selvforståelse af at jeg kan gennemføre alt jeg sætter mig for.

Men sandheden er, at sådan forholder det sig ikke længere.

Jeg er blevet skrøbelig og sprød. Mine ressourcer svinger så meget, at det er svært for mig at forudsige om jeg kan holde en aftale. For jeg ved ikke om jeg har kræfterne, når vi først når frem til dagen. Det kan være næsten umuligt at forstå, i forhold til hvem jeg var før. Og når jeg forsøger at forklare det til raske, der stadig har en reservetank tank at køre på, så virker min forklaring patetisk. Men sandheden er, at mine traumer og den arbejdsrelaterede stress snuppede min reservetank, og jeg har ikke set den siden. Det er som at køre i en bil, hvor jeg ikke kan se hvor meget benzin der er tilbage i tanken. Jeg navigerer nærmest i blinde i forhold til mine ressourcer. Det er ikke kun utrygt, ikke at kunne stole på sine egne ressourcer, men det kan også være pinligt, når jeg lover folk noget, som jeg så ikke kan holde. For jeg er et menneske, der sætter en ære i at folk kan stole på mig. Mens sandheden nu er, at jeg ikke kan stole på mig selv i forhold til aftaler og forpligtelser. Det er hvad jeg har tabt.

Men hvad har jeg så vundet? Jeg har vundet adgangen til en ærlig krop. Når den sender mig et signal, kan jeg være sikker på, at jeg får betaling ved kasse 1 hvis jeg ikke reagerer på signalet. Jeg har vundet den gave, at jeg ikke længere kan køre rovdrift på kroppen med mål og ambitioner der er skabt i mit hoved. Kroppen vil ikke længere lystre. Hvis jeg vil for meget, så er det sikkert som amen i kirken, at jeg ligger i min seng flere dage ude af stand til andet end at lufte hunde og lave mad til mig selv og mine børn. Fra fyldt bæger til tomt bæger på få sekunder, hvis jeg ikke hele tiden udviser respekt for kroppens signaler. Jeg har også vundet en ny kærlighed til min seje krop, der har tålt rigtigt meget. Jeg forstår godt den er træt nu, og ikke gider at finde sig i mig om mine planer mere. Vigtigst af alt er måske at jeg har vundet en NY realisme, nemlig at træerne IKKE vokser ind i himlen. Der ER en udløbsdato på samarbejdet mellem sind og krop, hvis man iskoldt ignorere kroppens behov gennem flere år, og lader sindet fræse af sted med visioner og drømme uden at konsultere den krop der skal bære opgaven.

Kommer jeg nogensinde til helt at forstå og acceptere den kæmpe forandring der er sket i mit liv med kronisk sygdom? Det kan jeg godt blive i tvivl om!

Jeg har stadig en indre stemme, der engang imellem stikker af for mig, og hvor jeg igen igen fylder for meget på min tallerken. For jeg VIL SÅ GERNE bidrage med de talenter, kompetencer og evner jeg har. Jeg føler at jeg har så meget at give af. Så meget kærlighed, omsorg og viden jeg gerne vil dele med andre.

Men sandheden er, at mit nervesystem ønsker sig et stille og lille liv. Måske bare i år, måske mange år frem. Men det stille og lille liv er det der skal hjælpe til restitutionen af nervesystemet. Der skal ikke ske så meget. Meget mindre end jeg ønsker.

Så virkeligheden er, at jeg må trække stikket på rigtig mange mennesker, som jeg faktisk gerne vil dele livet med, fordi kroppen ikke kan være med. Den har brug for enorme mængder af hvile og stilhed for at trives. Jeg tror at jeg stadig, nogle år frem i tiden, vil føle mig som Fifty Shades Of Fucked Up, fordi jeg ikke kan finde balancen i at ville mere end jeg kan. Men jeg tager imod udfordringen, forsøger på at være venlig mod mig selv, når jeg lover mere end jeg kan holde, forsøger at være nænsom overfor mig selv, når jeg har kørt kroppen til grænsen.

Hvis jeg ikke kan vinde over senfølgerne, kan jeg i hvert fald forsøge at vinde det gode liv, hvor jeg nyder det jeg kan, og accepterer det jeg ikke kan.

 

sindsro

 

Må dit liv være fyldt med kærlighed og glæde, må du være sund i sind og krop, må du leve dit liv i tillid til processen ♥♥♥

Er du dig?

Det meste af mit liv har jeg levet i den forestilling, at hvis jeg var helt mig selv, så kunne jeg risikere at ingen kunne lide mig og jeg ville ende med at blive ensom. Jeg troede, at der var en pris der skulle betales, for at jeg kunne elskes.

Den første del af mit liv var jeg ikke bevidst om denne forestilling, den lå hengemt i en skuffe der hed “ting jeg ikke er i kontakt med”. Det var først da jeg begyndte at arbejde med mig selv, at jeg opdagede, at jeg seriøst troede på, jeg altid skulle være smilende, imødekommende, venlig, lyttende, hjælpsom og overbærende for at blive holdt af.

Det var først meget senere igen, at jeg kom til den erkendelse, at jeg blev udmattet af at være sammen med andre mennesker, fordi jeg led af en vrangforestilling om mig selv og andre. Jeg var sølet til i indre domme over mig selv, og holdt mig selv i en kort snor i samværet med andre mennesker. Jeg var bange for at være for lidt. Jeg var bange for at være for meget. Mine domme over mig selv foregik så subtil, at jeg ikke selv lagde mærke til det! Jeg mærkede kun resultatet: social udmattelse.

For mig blev det en svær erkendelse og en meget lang rejse, at få brudt med denne vrangforestilling. En vrangforestilling som  jeg nu ved, at jeg har til fælles med en stor del af de vidunderlige mennesker jeg har mødt på min vej. Idag gør det ondt på mig, når jeg møder vidunderlige mennesker, der ikke ser deres eget lys og som betvivler egen værdi.

Det er sindsygt så mange år jeg har gået og været usikker på min egen værdi som menneske. 

Men hvorfor er det, at vi tror, at vi skal bøje og flexe på os selv i en uendelighed, for at blive værdige til andre menneskers opmærksomhed og kærlighed?

Når vi er helt små, starter opdragelsen af os. Vi skal tilpasse os en verden fuld af forældrenes forventninger. Det er lige fra det øjeblik vi for første gang kommer til at bide vores mor i brystet med vores ene nye tand, og hun skifter ansigtsudtryk fra mild til vred, til den dag vi får de første skæld ud for vi ikke har “opføre os ordentligt”. Meget tidligt i vores liv begynder vores selv-sanktionering og selv-regulering.

Jeg havde engang en lille dreng i min private dagpleje, der slog sig selv over fingerene, når hans små fingre kom til at tage fat i noget, han troede han ikke måtte røre ved. Dette eksempel er meget sigende for den tidlige selv-sanktionering.

Senere i vores liv lader vi vores følelses-udtryk og adfærd regulere af de pædagoger og skolelærere der med blikke og skæld ud påvirker os til gennem skyld og skam, at opleve os selv som rigtige og forkerte. Senere igen bliver vi en del af fællesskaber, der diktere hvad der er cool og hvad der er mindre cool, og for ikke at ryge ud af fællesskabet kan vi mere eller mindre ubevidst kopiere disse normer, for at blive fri for latterliggørelse og udstødelse. Og vi er jo flokdyr, så udstødelse er det samme som døden.

Hos mange mennesker der er blevet “hårdt opdraget” (fysisk eller psykisk) eller som har været udsat for mobning lægges der meget tidlig i livet den lille spire, til den konstante frygt for ikke at “være god nok, sød nok, pæn nok”. De fleste af os pakker frygten ned i kassen “vi ikke tør mærke” og går videre i livet, uden at forstå at vi bliver tømt for energi af at være sammen med andre mennesker, når vi anstrenger os for meget for at være sådan en “alle kan lide” i stedet for at være autentiske og helt igennem os selv.

Min egen historie er, at jeg voksede op med en travl far, der var meget svær at komme i følelsesmæssig kontakt med. Derudover var han meget sikker i sin sag på, hvordan hans børn skulle være og især hvordan de ikke skulle være. Og som alle børn søgte jeg hans opmærksomhed, anerkendelse og kærlighed ved at tilpasse mig og blive “en sød og dygtig datter”. Ubevidst forsøgte jeg fra helt lille at regne ud, hvordan jeg mon fik hul igennem til kontakt med ham, så jeg kunne få den følelsesmæssige omsorg jeg havde brug for. Min far var meget optaget af at forsørge sin familie og havde som mange andre forældre hovedet oppe i røven på sig selv, for at komme i mål med sine ambitioner og livsdrømme.

Senere kom jeg i en ekstrem dysfunktionel folkeskoleklasse  med meget mobning og fysisk vold.  Mobningen ramte som sådan ikke mig, men jeg stillede mig imellem, og blev derfor også et mål. Især for fysiske overgreb. Spyt, slag og spark til og fra skole uden de voksne så det. Mit gymnastik tøj blev smidt op på skolens tag, mine afleveringer blev smidt ud af vinduet eller trampet på. Der blev tisset i min vandflaske i frikvartererne og der blev lagt daggammelt sæd under mit pålæg.

Jeg faldt helt udenfor klassen med mine velopdragne manerer og velregulerede adfærd, som jeg havde fået med hjemmefra. Jeg kunne slet ikke leve op til den hårde tone. Så den eneste overlevelses-strategi jeg kunne finde på, var at få en så skarp tunge, at jeg kunne tæske dem med ord og mine fine moral principper.

Med årene fik det den konsekvens, at jeg skabte et falsk selv. En identitet jeg følte jeg kunne hvile nogenlunde i. Jeg udviklede et kæmpe moralsk over-jeg. Hjemmefra fik jeg at vide, ret kontant, hvad der var godt og skidt, passende og upassende. Både min far og mor så lidt ned på andre mennesker, der ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt og klare sig selv. I skole så jeg den direkte konsekvens af menneskeligt forfald. Næsten alle drenge i klassen havde kontakt med politiet inden 9. klasses afslutning.

Derfor blev min ubevidste overlevelses-strategi, at jeg skulle være klogere, hurtigere, skarpere og bedre end alle andre. Verden var ret sort og hvid. Delt op i godt og ondt, rigtigt og forkert. Alt blev vurderet intellektuelt og dømt via mit stærke moralske kodeks. På den måde kunne jeg hævde mig overfor drengene i klassen, få en masse positiv opmærksomhed fra mine lærere og samtidig med – engang imellem med held – skaffe mig lidt opmærksomhed fra min far, som langsomt begyndte at opdage, at hans datter havde “et godt hoved skruet på skuldrene”.

Problemet var imidlertid at min falske selv havde en slagside.

Den ene slagsiden var, at jeg blev et moralsk over-menneske, der på usympatisk vis kunne finde på at kvadre mine medmennesker i såvel dialog som debatter, ved altid at påpege de moralske implicitter af deres menneskelige adfærd. Og jeg levede med en lup, hvor jeg som en detektiv gik på jagt efter andre menneskers svagheder, ligesom jeg gjorde med drengen i folkskolen, for at sikre mig at magten blev på min banehalvdel. Jeg var faktisk kun tryg, når det var mig der lå øverst. I debatter, i 800 meter konkurrenceløb, til elitesvømning, til hundetræning osv.

Den kamp jeg førte i skolegården og til og fra skole fulgte mig op igennem gymnasiet, ind på sygeplejerskeuddannelsen og et godt stykke videre op i mit liv. Jeg var hele tiden i en konkurrence med mig selv og med andre, om at være den stærkeste, hurtigste og klogeste.

Pudsig nok var folk en smule urolige ved mit selskab på grund af min skarpe moralske tunge. Og det forhindrede mig i at få den tætte trygge dybe kontakt med andre mennesker. Det jeg ønskede mig allermest, men som jeg ikke anede hvordan jeg skulle opnå.

En anden slagside var, at jeg forvekslede sårbarhed med svaghed. Den rå tid i folkeskolen havde efterladt mig med et tykt armeret panser, hvor ingen fik lov at komme ind. De måtte se den dygtige, kloge, moralske Chanett… Og intet mere… Det var hvad andre fik af mig. Og med det fulgte en ensomhedsfølelse, som intet havde med mine omgivelser at gøre. Men som var skabt af fortidens sår, mine selvbeskyttelses-strategier og mine ubevidste valg.

Som sygeplejerske blev jeg som en løvemor for mine patienter. Patienterne måtte kun se den søde og omsorgsfulde Chanett. Den samme Chanett som mine kæledyr havde glæden af. Dem der ikke var på mine patienters side, fik min skarpe moralske tunge at føle. Også selvom det var overlægen, så stod jeg ikke tilbage for at klaske ham verbalt.

Da jeg blev mor skete det samme. Jeg viste mine børn den søde og omsorgsfulde mor, men jeg havde samtidig travlt med at forsætte den sociale arv, som jeg fik med hjemmefra – her i vores familie opfører vi os ordentligt og klarer os selv. Vi er ikke svagpissere, vi er stærke og stolte!”.  Når mine børn viste sårbarhed hældende jeg enten til den ene side og blev sygeplejerske omsorgsfuld, eller til den anden side og blev en kopi af min “tag dig sammen” far.

Så jeg levede i mange år et liv, hvor jeg kun viste udvalgte dele af mig, og hvor jeg slog lige så hårdt med mine skarpe tunge som en professionel bokser med stærke næver, hvis man kom i vejen for mig. Man kunne enten være min ven eller min fjende.

Alt det jeg skriver her, var jeg jo ikke bevidst om. Jeg vidste ikke at jeg var gået helt galt i byen, og at grunden til at jeg aldrig var helt tilpas sammen med andre, skyldes at jeg havde nogle tidlige skrammer fra erfaringer, der var blevet pakket væk i kassen “jeg ikke turde kigge i”. Jeg havde ingen anelse om, at jeg levede med et falsk selv.

NOGLE GANGE er livet grusomt. Og det er det, når man bliver ramt af alvorlig sygdom. I mit tilfælde skete der det, at min sygdom blev det spark der skulle til, for at jeg kunne starte rejsen hjem til mit ægte selv.

 

be you and the world

 

Min PTSD kom som en frelser! Den æltede mig, mosede mig, kværnede mig til jeg blev sårbar og blød. Jeg havde ikke kræfter til at kæmpe imod med. Så jeg måtte leve med at være skrøbelig. I 4 år var jeg skyggen af mig selv, af mit gamle selv vel at mærke. Jeg var ynkelig, vrælende, træt, brokkende, bange, vred, anklagende og mange andre grimme ting, som jeg ønskede at jeg have kræfter til at skjule for min omverden. For det var mine skyggesider, som jeg hadede og ikke ville vide af. Det var svaghed. Det var mangel på ansvarlighed. Og mangel på kontrol.

Langsomt lærte jeg at respektere mine skyggesider. Se dem som et udtryk for at jeg blot er et menneske. Et udmattet menneske. Et bange menneske. Et menneske der har brug for andre. Jeg gav slip på mine tidligere forestillinger om hvem og hvad jeg skulle være. Jeg gav slip på min vanvittige vrangforestilling om, at jeg kun er elsket hvis jeg er sød og klog hele tiden.

I mine lange studer alene, gik jeg i flere år ved havet og i skoven. Jeg sad herhjemme ved mit lille alter. Jeg lå i min seng og kiggede op i loftet. Jeg mediterede, jeg groundede med åndedrættet og jeg dyrkede langsom bevidst yoga, og pludselig kom denne gryende fornemmelse af, at jeg kun er noget i kraft af andre. At jeg er et lille sårbart væsen, der nu og for altid vil være afhængig af andre menneskers omsorg og kærlighed. Og at alle andre – uanset hvordan de udtrykker sig – er præcis som mig. Vi har alle brug for at blive set, hørt, mærket og forstået. Ingen kan stå alene. Vi er alle lige for Gud, så at sige. Vi er alle børn af Moder Jord, og har en gang på denne jord, hvor vi er berettiget til at være. At være helt os selv uden at skulle præstere noget som helst.

Jeg begyndte at vise mere og mere af mig selv. Jeg holdt op med at skjule min sårbarhed. Jeg besluttede at alle måtte få adgang til alt det der er mig, så længe de er nænsomme i kontakten. Jeg holdt op med at sætte mit lys under en skæppe. Jeg begyndte at tro på, at nogle mennesker – men ikke alle mennesker –  kan vokse i mit lys, og måske endda tænde deres eget, hvis det er gået ud.

Og vigtigst af alt erfarede jeg ret hurtigt, at hvis jeg bare er helt mig selv, vil resten af verden tilpasse sig. Der er ikke nogen pris at betale, der er kun en gevinst. Dem der bliver tiltrukket af min energi vil søge mig, og alle andre vil gå væk. På den måde er universet så viselig indrettet, hvis bare vi tillader os selv, at være helt os selv.

Men HVORDAN bliver jeg mig, hvis mit autentiske jeg er blevet udslettet gennem for hård og skæv opdragelse, gennem mobning eller mangel på omsorg? Det gør du ved at blive helt stille. Helt stille i meget lang tid. Så du langsomt kan få adgang til det der foregår indeni. Du kan sandsynligvis mærke det som en længsel. Som en stille hvisken. En kalden på noget. Alt det du elsker ved andre mennesker, ethvert elsket udtryk og enhver elsket handling fra et andet menneske er et tegn til dig. Det er det du skal dyrke. Så kig dig omkring på de mennesker du har omkring dig. Og bliv til det du elsker ved andre. Hvis du er et sort, negativt og brokkende menneske, fordi du fx ubevidst kopiere dine forældres, så begyndt langsomt at disciplinere dig selv. Jeg har givet mig selv opgaver af en måneds varighed. Nogle gange noget helt banalt såsom at jeg ikke måtte kommentere på andres bilkørsel (LOL) eller at jeg ikke måtte brokke mig. Man kan starte med at diciplinere de ord der kommer ud af munden, som ikke er overens med den adfærd man elsker hos andre. Skab dig selv. Bliv et menneske du selv kan elske, så kan du være ret sikker på at andre også vil elske dig. Nogle af os er tvunget ud i at gen-opdrage os selv til at blive et menneske vi selv kan holde af. Det er en spændende rejse, der altid kan påbegyndes. Og vær nu nænsom ved dig selv, for du vil uundgåeligt falde tilbage i negative tanker, ord og handlinger undervejs på rejsen. Pyt med det, der er mange veje til Rom.

At jeg gav slip på alle mine domme over mine egne svagheder, medførte også automatisk at mine domme over andres svagheder blev forvandlet til en varm og ægte medfølelse. At jeg begyndte at opføre mig venligt og kærligt overfor mig selv i såvel tanke, ord og handling medførte at jeg også automatisk gør det overfor andre, også dem der har en uhensigtsmæssig adfærd. At jeg tillader mig selv at sætte sunde grænser, gør også at jeg bliver opsøgt af mennesker, som kan lide mig for den jeg er, med de grænser jeg har.

At være et nøgent menneske, er nu for mig den eneste måde at være menneske på. Det giver ro og fred indeni. Og det er blevet rart at være både i mit hoved og i min krop.

Så gå igennem dit liv med fred. Bliv mere og mere dig selv. Der er jo kun en person du skal være sammen med hele livet, og det er dig selv. Vær dig selv en god og nænsom ven, det fortjener du ♥

 

At blive menneske

 

Det koster mere end du ved,

At vinde sig en sjæl

Først må du ned i vejens grus

Og under hver mands hæl

Og værgeløs og lille

Må du være alles nar

Du skal gennem skam og angst

Brændes ren og klar

Først når den lille stolthed

Smelter bort i smertens bål

Når du måske med bange sind

Et stolt og ydmygt mål

For først når du har mistet alt

Når du har grædt og lidt

Får du dit eget ansigt

Som for evigt kun er dit

Da vil de ske at alle

Du møder på din sti

må hviske: Se! Et menneske

Går netop nu forbi.

 

Grethe Risbjerg Thomsen