The Heling Journey 5: Spirituel/åndelig connection

Jeg håber du hænger på endnu, og stadig har lyst og overskud til at arbejde med din egen heling gennem 2020. Vi er tæt på vejs ende, mangler kun 2 sessioner endnu ♥

Som jeg startede med at skrive i Januar, så er der et stærk sammenfald mellem konklusionerne i de to store studier af henholdvis Dan Buettner (Blue Zones) og Kelly Turner (Radical Remission). De to sidste områder vi mangler at behandle er betydningen af den spirituelle/åndelige connection og oplevelsen af at have et livsformål.

Fra start anbefalede jeg dig at sætte 5 minutter af hver eneste dag til at hvile dig. Enten sidde i naturen og bare lytte, eller tænde et lys og bare kigge på flammen. Hvis for meget stilhed er svært fra start, så lyt til noget lækkert musik eller en guidet meditation. Der skal skabes et rum indeni dig, hvor der er plads til den nye måde at se, mærke og opleve dig selv, andre og livet på. Og man kan måske netop sige, at når det kommer til vores forhold til noget der er “større” end os selv, så tyder meget på at ET RUM AF STILHED har stor betydning for vores evne til at connecte med essensen af os selv og vores skaber. Om vores skaber er “The Big Bang” eller en “Gud” har ifølge de to studier ikke så stor betydningen. Men anerkendelsen af, at vi er en del af naturens kræfter eller de guddommelige kræfter – at vi er SMÅ – i et STORT regnestykke, har betydning. At vi kan hente næring ved at række ud i naturens kraftfelt eller mod vores Gud giver ifølge en del større studier energi og styrke til at stå igennem svære stunder.

Hvis du ikke – indtil nu – har arbejdet BEVIDST og FOKUSERET med din spirtituelle/åndelige dimension, vil denne lektion sandsynligvis kræve meget af din åbenhed og nysgerrighed. Jeg håber at min egen historie vil være til inspiration for dig ♥

 

Guddommelige samtaler

I december 2017 havde jeg på trods af alt mit psykoterapeutiske arbejde, mit arbejde med egoet og smertekroppen, mit arbejde med ”Nuets Kraft”, mit arbejde med yoga, afspændingsøvelser og åndedrætsøvelser stadig meget indre uro. Måske fordi jeg følte, at jeg havde forsøgt mig med så mange forskellige tiltag, uden helt at kunne sige at jeg havde høstet frugten af min indsats. Jeg var udmattet og grebet af et svært tungsind og mørke.

 

Mange af os tro at healing er en fremadskridende progressiv proces, men min erfaring siger noget andet…

 

Min spirituelle krise opstod i forbindelse med min arbejdsprøvning, hvor jeg var meget forvirret og frustreret over min mangelfulde progression i arbejdstid. Dybest set var jeg forvirret over, hvad jeg egentlig skulle med mit arbejdsliv fremadrettet. Hvor kunne jeg placere mig og med hvilke opgaver, således at jeg kunne leve så symptomfrit fra min kroniske stress og PTSD som muligt? Jeg følte ingen lyst til at bruge min faglige viden i mit kommende job, men jeg havde heller ikke nogen ide om, hvad jeg så skulle leve af. Jeg følte mig fanget i et NU, som jeg havde svært ved at acceptere og samtidig fanget af egoets frygt for min økonomiske og faglige fremtid.

Efter flere måneder i smertekroppen og med meningsløsheden løbende igennem hver en åre i min krop, gav jeg op. Jeg skrev et brev til mine børn, hvor jeg fortalte, hvor højt jeg elskede dem, og jeg håbede, at de kunne tilgive mig for ikke at orke at leve sammen med min PTSD-parasit mere. Jeg græd som pisket, imens jeg skrev brevene, fordi jeg grundlæggende ikke ønskede, at mine børn skulle vokse op uden deres mor. Jeg vidste, at jeg var i gang med at udsætte dem for det største svigt en forælder kan gøre – nemlig at forlade dem for evigt. Men jeg kunne ikke holde ud at være i min urolige og højspændte krop mere. Jeg kunne ikke magte alle mine tilbagefald i overtænkning, grublerier og nyttesløse uproduktive tanker. Jeg kunne ikke vente på at høste frugten af mit udviklingsarbejde, så jeg pakkede min taske med al medicinen i huset og gjorde klar til at køre langt væk til sommerhuset ved Vesterhavet. Derovre var jeg sikker på, at det ikke ville blive mine børn, der fandt mig.

Men som den ansvarlige hundeejer jeg er, ville jeg lige lufte mine hunde en tur i skoven, inden jeg kørte fra dem. Jeg havde i lang tid følt mig totalt forladt af Gud, men alligevel valgte jeg at sende en bøn afsted: ”Hjælp mig Gud, hvad skal jeg dog gøre?” Og så klart som stod Gud ved siden af mig, hørte jeg en indre stemme sige: ”Vær stille. Ti stille”.

Midt i mit tankemæssige kaos, var det som om, at Gud satte foden ned foran mig. Jeg stod endda helt stille der på den mudrede skovsti i fuldstændigt chok over, hvor enkelt opgaven var. Det, jeg skulle nu, var at være stille. Jeg skulle holde op med at forsøge at præstere noget. Skulle holde op med at prøve at forstå og forklare noget. Det eneste, jeg skulle gøre, var at vente på, at frugten af mit arbejde blev moden til høstning. Egoet (intellektet) sprang straks op som en trold af en æske bange for at miste sit greb om mig. Kunne det virkelig være så enkelt? Kunne det nu passe, at jeg bare skulle være stille, så ville alt blive, som det skulle være? Nej, det var egoet (intellektet) slet ikke villigt til at sætte mig fri til.

Jeg gik hjem fra skoven med en syret oplevelse af lettelse i kroppen. Jeg skulle ikke noget som helst. Jeg skulle bare være til stede. Alt var godt. Jeg var tryg.

Jeg har gennem hele mit liv haft mange samtaler med Gud. Da jeg var helt ung, havde jeg en lang række gentagne vejledende drømme, hvor jeg var helt sikker på, at det var Jesus, der vejledte mig. Det er egentlig ret sjovt, at jeg har denne klippefaste tro på noget guddommeligt, for jeg er vokset op i et nærmest ateistisk hjem, hvor jeg måtte tro på Gud, Fanden og enhver anden, bare jeg opførte mig ordentligt overfor andre levende væsener. Derudover er jeg typisk intellektuel evidens-rytter, der har brug for BEVIS for at noget ER. Hvilket står i stærk kontrast til min Guds-tro.

Jeg tror ikke på den religiøse dogmatiske udgave af Gud som den almægtige fader, der skal dømme ondt og godt, og som vil straffe os for vores synder. Men jeg tror på Gud, som en universel balancerende kærlighedskraft, der kan skubbe os i den rigtige retning, hvis vi er stille nok og lytter. Gud er for mig ikke en ekstern figur, men en energi der er indeni os og en, som er forbundet med alt levende omkring os.

Den kraft, som viste sig indeni mig ovre i skoven, og vejledte mig i min mørkeste stund, er den samme kraft, der får solen til at stå op om morgenen, og får den til at gå ned om aftenen. Samme kraft som får solsikken til at dreje sit kønne hoved mod solen, og samme kraft som får solsorten til at synge de smukkeste aftensange.

Så sandheden har vi adgang til indeni, hvis vi formår at være stille nok til, at vi kan høre sandhedens hvisken. For sandheden råber ikke. Den er der bare, hvis vi vil være stille og lytte. Men jeg havde haft så travlt med at regne den ud. Prøve at finde ud af hvad jeg kunne klare på arbejdsprøvningen, og hvad jeg skulle bagefter. Og det evige skyldsspørgsmål om, hvorvidt det var min egen skyld, at jeg var syg?

Men Gud hviskede til mig, at sygdom er en del af livet. Det ville ikke give mening at spørge, om vores elskede hund var skyld i sin ørebetændelse. Sygdom er bare en del af livet. Ligesom fødsel og død er. Accepter det.

 

Det er ikke din skyld, at du er blevet syg, men det er dit ansvar at gøre alt, hvad du kan for at blive rask.

 

Det er uden tvivl muligt, at jeg kunne have haft færre stressende og belastende oplevelser i mit liv, hvis jeg havde truffet nogle andre valg. Men jeg gjorde faktisk hele tiden mit bedste ud fra den viden og erfaring, jeg havde på daværende tidspunkt. Derfor var jeg ikke skyldig. Men jeg er ansvarlig. Jeg er ansvarlig for at gøre mit yderste for at få det bedste liv skruet sammen som muligt. Jeg er ansvarlig for at tage vare på mig selv og nyde livet sammen med alle mine kære. Den efterfølgende tid brugte jeg i stilhed. Jeg blev sygemeldt i 14 dage fra min arbejdsprøvning, for jeg havde brug for stilhed til at sætte den nye ansvarlige kurs.

 

Gud og jeg var enige om, at jeg nu engang havde fået det her liv for at opleve mest mulig glæde og gøre mest mulig godt.

 

Nu ville jeg være stille og tie stille, indtil jeg kunne mærke, at jeg ikke skulle være stille mere. Jeg blev forbundet med essensen i mig og essensen af det, Gud og livet ville mig. Jeg skulle først og fremmest leve i glæde, og det kunne jeg kun, hvis jeg drog omsorg for mig selv, og hvis jeg levede et meningsfuldt liv ud fra mine kerneværdier. Så jeg tog 14 dage i stilhed. Det hjalp! Gud fik ret, og jeg fik min længe ventede indre fred, som ikke har forladt mig siden.

 

Dark Night Of The Soul

 

Det kan måske undre, at jeg skulle ud i så alvorlige selvmordstanker, førend jeg fik sat kursen mod et fredeligt liv med traumer. Men jeg skulle lære en virkelig vigtig lektie om livet, kriser og sammenbrud og det var:

 

Det er altid lige før daggry, at natten er mørkest.

 

Via en bekendt blev jeg præsenteret for Kim. Kim havde selv en pudsig historie med sig. Han havde haft stor succes indenfor sit fag, men blev pludseligt ramt af en massiv følelse af meningsløshed og ligegyldighed overfor alt det, han havde haft succes med at skabe.” Man kan sige, at hans sjæl ville noget andet end det, han selv havde planlagt.  Kim var den første, der præsenterede mig for noget, jeg fandt brugbart til at forstå den kæmpemæssige lidelse og det meningstab, jeg stod midt i, da krisen ramte.

”Dark Night Of The Soul” lyder enorm mystisk og fremmedartet, men i virkeligheden er det noget ekstremt jordnært, som rigtig mange andre mennesker også har oplevet, og som er ret velbeskrevet i litteraturen. De fleste bliver, ligesom jeg gjorde, bange, når alt det, der før gav mening, pludselig opløses uden nogen form for erstatning. I mit tilfælde startede dette skred i forbindelse med, at jeg blev ramt af stress, opblusningen af PTSD-symptomer og truslen om at miste mit job.  Men ”Dark Night Of The Soul” kan også opstå, uden at man kan pege på en udløsende faktor. Ofte sker det pludseligt og uventet, fordi vi i alt for lang tid har ignoreret vores intuition og nægtet at gå ind i en nødvendig forandringsproces.

Jeg havde længe kunnet mærke stressen snige sig ind på mig, uden jeg dog var bevidst om, at det var stress. Jeg havde skubbet ubehaget væk, fordi jeg ikke ønskede flere forandringer i mit liv. Jeg var i modstand på den transformation, der var i gang inde i mig. Når man ikke følger livets intention og strøm, presser sjælen på. For mig førte det til et meningssammenbrud, og hvis jeg ikke havde haft den vise og erfarne Kim ved min side i den proces, ville jeg nok have tolket min reaktion som en tung depressiv dyne, der lagde sig om mig. For i mit sammenbrud mistede jeg ikke kun oplevelsen af mening, men jeg følte også, at Gud havde forladt mig. I virkeligheden havde jeg forladt Gud, fordi jeg ikke ville give slip og erkende, at det liv, jeg havde skabt, ikke længere var sandt for mig.

Da jeg forlod Gud, føltes det som om, jeg var havnet det mørkeste sted, jeg nogensinde havde været. Spirituelle har givet det navnet ”Sjælens Mørke Nat”. Kim gav mig den trøst, at det var meningen, at jeg skulle igennem denne fase af meningsløshed for at komme ud i mit nye liv. Meningen var rent faktisk, at jeg skulle opleve, at det, der tidligere var vigtigt, nu var ligegyldigt. For mig var det ekstremt skræmmende at miste mening og retning, ikke have nogen planer for mit liv, være fyldt med svær stress og PTSD-symptomer og så blive forladt af Gud.

At tabe meningen med livet var en trussel imod min eksistens, der triggede min krybdyrhjerne. Den kunne ikke finde ud af, om den skulle kæmpe, flygte eller fryse. Min situation var helt ukendt for min hjerne, og det føltes både utrygt og skræmmende at trække vejret lige der midt i den intethed, jeg var havnet i. Jeg følte, at jeg var ved at dø indeni, og den vise Kim fortalte mig så, at det var jeg faktisk også. Gamle ideer, værdier og mål døde, jo mere jeg arbejdede med mit ego og smertekroppen. Slangens ham blev skrællet af kroppen, og jeg følte mig sårbar og fritsvævende i intetheden. Kim fortalte mig, at en nødvendig del af ”Dark Night Of The Soul” var, at jeg tålte denne intethed. Den skulle være der, for at der kunne skabes plads til noget nyt.  Det møjsommelige arbejde, jeg havde lagt i at komme i kontakt med mit indre barn, med egoet og smertekroppen, skabte ny plads, så jeg kunne forbinde essensen i mig selv med min intuition. Men jeg genkendte slet ikke det sprog, som sjælen brugte. Derfor følte jeg mig tom. Kim fik ret i, at dette store frirum, der blev skabt ved at egoet og smertekroppen var afsløret, langsomt men sikkert blev fyldt ud igen. Følelsen af intethed var tegn på, at jeg var i gang med en dyb transformation, og ikke som jeg først troede – nemlig at jeg var ved at blive skør.

You necessarily have to be lost, before you’re found
T. Scott McLeod

Det psykiske ubehag ved ikke at vide, hvad der er på den anden side af transformationen, rører naturligvis mange af os, der har fået koblet tryghed sammen med kontrol. Traumemennesker bryder sig ikke om uforudsigelighed, for de fleste af os er kommet til skade netop igennem uforudsigelige oplevelser. Derfor er jeg så lykkelig for, at jeg havde Kim som guide, som forsikrede mig om, at når processen nåede til ende, så ville jeg opleve, at mit liv fik ny mening. At jeg ville opleve dyb følelse af formålene i mit liv og en oplevelse af, at være forbundet med verden ved hjælp af en ny form for tryghed.

”Dark Night Of The Soul” medførte for mig, at jeg mistede mit behov for at forklare og forsvare, hvem jeg er, og hvad jeg har behov for. Jeg føler mig mere nærværende tilstede i livet med en ny opmærksomhed og bevidsthed. Og bedst af det hele så er den nye Chanett koblet sammen med det indre barn, altså den udgave af Chanett fra før traumerne, den tillidsfulde, nysgerrige, observerende, kreative og fortællende Chanett.

The journey of the dark night of the soul is where we learn who we are, without people telling us.
Adèle Green

 

Dit Evige Selv

 

I min sorteste stund af ”Dark Night Of The Soul” stødte jeg på det spirituelle fænomen ”Dit Evige Selv”. Med min naturvidenskabelige tilgang til livet skulle jeg i første omgang lige sluge min modstand mod dette lidt ”langhårede” fænomen, og derfor vil jeg også beskrive præmissen for fænomenet.

Lad os visualisere, at der eksisterer et evigt jeg. Vi fødes med vores sjæl i kroppen, og sjælen forlader kroppen, når kroppen dør. Sjælen består af energi og anvender vores nuværende krop som et hylster. Vores sjæl har en eneste opgave, og det er at lære os at leve i fuldkommen kærlighed. Vores sjæl har haft andre kroppe at bo i flere liv tilbage. Den ved præcis, hvilken familie vi skal fødes ind i, hvilke forældre vi har behov for, og hvilken smerte vi skal lære at rumme, for at vi kan opnå al den visdom, der skal til for at udvikle 100 procent tillid og kærlighed. Når vi gennem forskellige liv og gennem forskellige kroppe har tilegnet os evnen til at acceptere og tilgive alt DET SOM ER, vil vores sjæl endelig tilslutte sig verdensånden.

Denne evige sjæl leder os hele livet igennem hen til netop de udfordringer, den modgang og den smerte, der skal til for at opnå de kærlighedskompetencer, som fuldstændig accept og tilgivelse er. Dette liv er blot et af de liv, hvori vi er lærlinge i kærlighedens tjeneste.

Det var en interessant øvelse for mig at prøve at se mit traumenarrativ i lyset af, at jeg havde en evig sjæl, der lod mig få præcis de oplevelser, den modstand og den smerte, der skulle til for at udvikle mig til at acceptere DET SOM ER, at kunne tilgive alt som var og dermed skubbe mig tættere på et liv i ren kærlighed.

Mennesket i os er i modsætning til sjælen fyldt med følelser, der raser og forsvarsmekanismer, der arbejder, når vi er pressede. Der er så meget læring at hente i menneskekroppen. Menneskelivet er i modsætning til det guddommelige liv fyldt med energier, der hele tiden rykker ved balance og orden. På den måde lærer vi at tage ansvar for, at det vi sender ud også vil vende tilbage i en eller anden lærerig form.

Hvis formålet med at jeg har haft netop de oplevelser, jeg har gennemlevet, for at udvikle mig til fuldkommen kærlighed, så kan jeg vel ikke andet end at sige tak? For kan der være noget højere mål med livet end kærligheden?

Jeg ved ikke, om det på nogen måde kan lette andre mennesker med traumer at forestille sig, at der er en højere mening med de traumatiske oplevelser, de har haft, end vores rationelle menneskehjerne kan begribe. Men for mig har det været givende at prøve denne lille visualiseringsøvelse på ”Dit Evige Selv”. Det har gjort en stor forskel for mig at sætte min lidelse ind i et større perspektiv og med højere formål end det, der bare handler om lille mig.

Hvis man ser sit eget lille liv i et meget større billede, så kan lidelse opløftes til noget andet, end det egoet og smertekroppen gerne vil bilde os ind, at lidelse er: Nemlig helt igennem nyttesløs.

With everything that has happened to you, you can feel sorry for yourself or treat what has happened as a gift. Everything is either an opportunity to grow or an obstacle to keep you from growing. You get to choose.
Wayne Dyer

 

Øvelser til Juni måned: 

  1. Sid helt stille minimum 5 minutter hver dag. Uden at foretage dig noget. Lad tankerne være, og søg dit eget åndedræt.
  2. GUDDOMMELIGE SAMTALER: Skriv et brev fra sjælen til dig selv. Forestil dig at du var “Dit højeste selv”, “Gud” eller din egen allerkærligste Moder Jord. Stil dig selv spørgsmålet: Jeg ville ønske for dig at du … Hvis du har svært ved dette, så skriv et brev fra dit voksne-jeg til dit barne-jeg, hvor du starter “Jeg ville ønske at nogen havde fortalt mig, at…” Brevet skal skrives som den dybeste kærlighedserklæring til dig selv ♥
  3. DARK KNIGHT OF THE SOUL. Skriv et brev til dig selv fra dit mørkeste sted. Lad alle dine dæmoner få plads på papiret. Lad dem fortælle dig alt hvad de har på hjerte. Det kan være et HAD der skal ud, en forbitrelse, en ærgelse en skuffelse. Skriv det hele ned. Lad alle negative følelser få deres egen stemme. Brænd det derefter eller riv papiret i stykker, og sig samtidig til dig selv “Jeg elsker dig, derfor giver jeg nu slip på mine dæmoner”.
  4. DIT EVIGE SELV. Lav en visualiseringsøvelse, svarende til beskrivelsen ovenfor. Forestil dig at den smerte du har gennemlevet har et stort smukt formål i din og andres udviklingshistorie. Skriv derefter din beretning ned.

 

Fodspor-i-sandet

Husk at du altid kan skrive til mig på compassion.for.livet@gmail.com, hvis du har noget du vil spørge om eller dele med dig efter at have deltaget i The Healing Journey. Men sommerferien er på vej, så du vil kunne forvente en lidt længere svartid fra mig end sædvanligt ♥