The Healing Journey 4: Tilknytning

Nu er vi kommet til 4. session af The Healing Journey, og denne gang handler det om tilknytning, altså en uddybelse af session 3 der handlede om de livsvigtige relationer.

Men inden vi kommer dertil, skal vi lige opsummere på 1, 2, og 3. session omkring ernæring, aktivitet/ hvile og de livsvigtige relationer.

Trin 1 var at udvikle en øget bevidsthed om forskellen mellem hvad kroppen har lyst til (og kalder på) og hvad kroppen har behov for. Altså at bruge ernæring som en del af helingsprocessen.

Trin 2 var en øget bevidsthed om udfordringen om at få bevæget sig nok og få lukket lidt ned for den mentale aktivitet som online livet giver.

Trin 3 handlede om at øge bevidstheden om vores relationer og hvordan vi navigerer i dem. Især med fokus på hvad vi forventer af andre og os selv, når vi er ramt af sygdom og svære livs-kriser.

Og vi husker at minde os selv om at:

 

SELV SMÅ FORANDRINGER KAN GØRE EN KÆMPE FORSKEL.

 

Og at … The Healing Journey absolut ikke handler om at skabe skyldfølelse over det man ikke magter, men om at skabe en ØGET BEVIDSTHED om, hvordan man lever sit liv.

 

AT ØGE SIN BEVIDSTHED ER FØRSTE SKRIDT PÅ EN LANG REJSE.

 

Så hvis du er kommet i kontakt med skyld og skam, så giv dig selv et kram, og forsæt med at regulere i de elementer der giver mening for dig ♥♥♥

REJSEN SKAL IKKE VÆRE ET PRÆSTATIONS-PROJEKT, MEN ET OMSORGSPROJEKT.

 

HandsTogether-300x200

 

Forskning peger på, at det giver psykisk uro og stress, hvis vi ikke føler en sund tilknytning til de mennesker vi har i vores liv… Mange mennesker der har udviklet alvorlig stress eller lever med traumer i rygsækken er ikke bevidste om, at deres tilknytning kan være blevet forstyrret meget tidligt i livet.

At blive alvorlig syg med stress er et tegn på, at man ikke kan passe ordentligt på sig selv i de krav der stilles fra omverden. Denne mangel på evne til at passe på sig selv har et OPHAV. At vi stiller for store krav til os selv, eller har svært ved at parere på andres krav, kan skyldes ubevidste tilknytningsmønstre.

Hvis man lever med traumer forårsaget i relationer, vil det have stor indflydelse på evnen til relationsdannelse senere i livet. En øget bevidsthed og strategisk længerevarende indsats vil kunne hjælpe os til sundere mønstre.

De nære relationer er ikke tabt på gulvet fordi vi har fået skrammer, men fordi de svømmer i ubevidshedens store dybe hav, med strømninger under havoverfladet og krusninger på havoverfladen. Derfor skal vi alle undersøge vores tilknytningsmønstre  med kærlighed og nysgerrighed ♥

Kender du det, at du helt vildt gerne vil være tæt på nogen, og pludselig har du ikke lyst mere? Nogle gange fordi de har sagt eller gjort noget, der har fået dig til at ”pakke dig selv væk” og andre gange ved du ikke engang hvorfor? Forklaringen kan ligge i, at du gennem din barndom og ungdom har mødt betydningsfulde ”andre” der ikke har levet op til den tillid, som barnet i dig har givet dem. Traume ekspert Lars Sørensen skriver i sin bog ”Smertegrænsen”:

 

”NÅR ET MENNESKE, AF ET ANDET MENNESKE UDSÆTTES FOR OVERLAGT VOLD, OVERGREB ELLER UDNYTTELSE MISTES TROEN PÅ MENNESKEHEDEN, OG OFTE RIVES TILLIDEN TIL TILVÆRELSEN MED I FALDET. EFTERFØLGENDE KAN INTET BANALT OG TRIVIELT FORSAT VÆRE BANALT ELLER TRIVIELT. INTET ER, HVAD DET GIVER SIG UD FOR AT VÆRE, OG HVIS NOGET LYKKES FOR EN PERSON, KAN VEDKOMMENDE KUN OPFATTE DET SOM NOGET, DER SKER PÅ LÅNT TID”.

 

Kan du genkende det? For det kan jeg!

Jeg har gennem mit virke som psykiatrisk sygeplejerske ofte mødt mennesker, der har været meget alene i verden. Nogle gange har det været selvvalgt, andre gange er de blevet valgt fra. Mange af disse mennesker har nogle meget rodede relationer til andre mennesker. De er som et siv i vinden. Nogle gange trækker de folk meget tæt på, fordi de ønsker nærvær og ægte intimitet og kontakt. Andre gange skubber de folk væk, fordi det er for krævende at være i kontakt.

Jeg har ofte set traumatisererede mennesker række ud igen og igen, for derefter til sidst at kollapse i forsøget på at forstå sin egen ensomhed og utryghed, og for til sidst passivt at overgive sig til en skæbne, hvor der ingen sikkerhed, forståelse og omsorg er. Lars Sørensen beskriver SÅ fint, hvad der sker i andre mennesker (familie, partnere, venner, kolleger og professionelle), når den traumeramte rækker ud:

 

”FOR DEN RAMTE KAN ANDRES TILBUD OM INDLEVELSE FØLES HULE, NÅR DEN BASALE TILLID ER MISTET. FOR DEN OBJEKTIVE TILSKUER (NETVÆRKET) SYNES INDLEVELSEN UDEN GRÆNSER, MEN STILLET OVERFOR GRUSOMHEDER ER NEUTRALITET VANSKELIG AT OPRETHOLDE, OG HVIS SMERTEGRÆNSEN (I NETVÆRKET) FØRST ER NÅET, KAN DET FØLES SOM NØDVENDIGT AT HOLDE AFSTAND TIL FORSTÅELSEN, HVIS MAN IKKE SELV SKAL BLIVE REVET MED OG RISIKERE A MISTE SIN EGEN TRO, TILLID OG PSYKISKE BALANCE. UBEHAGET VED AT VÆRE VIDEN TIL MENNESKELIG LIDELSE, KAN STIGE TIL UBÆRLIGE HØJDER… OG SOM MODREAKTION KAN RESULTATET BLIVE TIL VANTRO, SKEPSIS OG DESVÆRRE OGSÅ MISTILLID…”

 

Jeg tror, at mange traume-ramte lever i stilhed og med meget få kontakter, fordi de gennem årene forgæves har forsøgt at række ud, at forstå sig selv og omverdens reaktioner, og til sidst ender det i social kollaps. Jeg har set traume-ramte søge ind og ud af deres familier, ofte med stort drama som råberi, gråd, skrigeri og isolationstendens til følge. Og jeg har set det samme ske om og om igen i kæresterelationer mellem traumeramte og skiftende partnere.

“FOR MIG HAR DET GIVET MENING, AT LAVE DEN SAMMENLIGNING, AT SOM DET LILLE SPÆDBARNS SKRIG KALDER PÅ OMSORG, OG DER INGEN RESPONS ER, SÅ UDLØSES APATIEN, SOM VI SER PÅ RUSSISKE SPÆDBØRNEHJEM. SÅDAN KAN DET OGSÅ GÅ RELATIONELT, FOR TRAUMERAMTE, DE REAGERER, RÆKKER UD IGEN OG IGEN MED FORSKELLIGE REAKTIONER – FOR TIL SIDST AT ENDE I APATIEN”.

 

Det kan være så smertefuldt og slidsomt at være i tætte relationer, når man tidligt i livet har mistet tilliden til selve menneskeheden og tilværelsen, fordi en ”betydningsfuld anden” tog tillid fra os gennem vold, overgreb eller udnyttelse. Min erfaring fra psykiatrien er, at hvis traumerne er opstået imellem børn og forældre, er risikoen for at udvikle tilknytnings- og relationsforstyrrelser meget større, end hvis traumerne opstår mellem børn og mindre betydningsfulde andre. Og i det følgende vil jeg gerne forklare baggrunden for at traume-ramte kan få problemer i relationerne. Jeg kan kun anbefale, at hvis du som traume-ramt gentagne gange har problemer i dine relationer med andre, så søg terapeutisk hjælp. Man kan udvikle sig enormt meget ved at forstå, hvordan traumerne arbejder i relationerne. Og gennem denne bevidsthed og forståelse, kan der findes nye veje i livet. Man skal aldrig mistet håbet om gode relationer – for der er håb, for dem der vil åbne deres bevidsthed og forstå ♥♥♥

 

mother child

 

GRUNDLÆGGENDE TILLID OG BARNETS KALD PÅ OMSORG.

 

Vores evne til at bevare tilliden til andre mennesker og til tilværelsen starter i spædbarnslivet. Barnet er født med tillid. Barnet er født med en tro på, at skrig og fagter kan vække omsorg og sikre en kærlig nærværende respons fra forældrenes side af. Men den perfekte barndom eksisterer ikke. Lang de fleste af os har været udsat for, at vores forældre misforstod vores signaler. Helt grundlæggende kunne de komme til at give mad, mens vi græd af mavekneb. De kunne skifte ble, mens vi græd af træthed, eller de kunne lægge os til at sove, mens vi græd af sult. Det er helt normalt at børn udsættes for den slags misforståelser i kontakten. Fra spædbarnsforskningen ved man, at hvis forældrene DE FLESTE GANGE formår at tolke barnets signaler korrekt, så vil barnet beholde sin grundlæggende tillid til verden. Jo, flere misfortolkninger og/eller afvisninger, jo større risiko for at barnet udvikler utryghed i relationer.

I filmen ”Er du mors lille dreng” vises der tydelig, hvilke konsekvenser det har, hvis børn vokser op hos forældre, der ikke kan møde barnets skrig og fagter (kalden) med den korrekte respons. Forskning peger også på, at barnets nervesystem opfanger forældrenes hensigt. Så hvis vi for eksempel forsøger på at trøste et sulten barn ved at køre en tur med barnevognen, og barnets uro forsætter, fordi vi har mistolket dem, og det slutter med tilfredsstillelsen med mad, så bevares barnets tillid intakt, fordi forælderen bliver ved med at forsøge, indtil løsningen findes.

 

TILLID, BØRNEOPDRAGELSE OG MIKRO-CHOK.

 

Jeg er barn af 70erne. I 70erne måtte man gerne slå børn bagi, hvis de var ”slemme” og man måtte gerne slå dem over fingeren, hvis de ”pillede”. Så vidt jeg ved, er det ikke noget mine forældre praktiserede overfor mig, jeg har ikke nogle erindringer om at være blevet slået. Men jeg husker, at min mor har haft fat i mine overarme og vred sagt ”kig på mig, når jeg taler til dig”, hvilket også var normalt i 70erne. Man skulle kigge på de voksne, mens man fik skældud. Jeg husker også, at min far bøjede sin store krop henover mig, og sagde ”Har jeg ikke sagt at….” og at jeg blev meget bange for ham, selvom han slet ikke gjorde mig noget. Blot hans kropspositur var nok til at skræmme mig.
Børnepsykologer refererer til det man kalder ”mikro-chok”. Altså den kropslige chok tilstand barne- kroppen sættes i, hvis betydningsfulde voksne pludselig råber, slår ud, rusker osv i barnets krop. For mange børn, er dette en del af den almindelige børneopdragelse. Og det er det desværre stadig, den dag i dag. Jeg har den hypotese, at disse ”mikro-chok”, hvis der er nok af dem, og hvis de har været ”rystende” nok, sætter sig i barnesindet. Hvis barnesindet ”forstår” disse overgreb på kroppen, vil barnet langsomt kunne tilpasse sig situationen, og måske manøvre sig udenom de situationer, hvor man kan udløse overgrebene. Hvis barnet ikke ”forstår” forældrenes vrede, sættes det i barnekroppen som en slags relationel forvirring og utryghed.

 

FORUDSIGELIGHED HOS ”BETYDNINGSFULDE ANDRE” OG UDVIKLING AF RELATIONEL TILLID.

 

Min oplevelse er, at de mennesker der er hårdes ramt i relationelle traume-reaktioner, er mennesker, der ikke er vokset op med betydningsfulde forudsigelige voksne. Når vi allerede fra helt små, oplever at vi er ude af stand til at gennemskue reaktionerne hos dem vi er helt og aldeles afhængige af, så ryster det vores grundvold og truer hele vores eksistens.

Børn har behov for voksne, hvor de stort set altid kan regne med den reaktion de får. Hvis forældre har et eksplosivt temperament, hvis forældre er ødelagt af druk med forsinkede reaktioner til følge, eller hvis man har en psykisk syg forælder, der den ene dag er glad og rummelig og den anden dag er ked af det og afvisende, så er det meget forvirrende at være et lille barn. Især hvis reaktionerne medfører grænseoverskridelser, vold, overgreb og udnyttelse (herunder manipulation). Forudsigelighedsfaktoren hos de voksne, som barnet er afhængig af, er i min optik vanvittig vigtig for den videre udvikling af tillid.

Jeg var engang kontaktperson for en pige, som havde en meget veluddannet mor og far, som boede i et meget fint hjem i Nordsjælland. Deres datter var meget smuk og selv veluddannet. Hun kunne bare ikke få sine kæreste-relationer til at fungere. Hver gang hun fandt en kæreste, havde hun enten et mønster af at ”teste” hans kærlighed, hvor hun ifølge sine egne observationer, opførte sig de-evaluerende og misbrugte hans tillid. Eller hun havde et mønster, hvor hun ville have kæresten tæt på, for derefter at slå op, for derefter at opsøge ham igen og slå op. Et tredje mønster var idealisering og afhængighed. Hun følte sig helt tom, hvis de ikke var sammen, og meget urolig hvis han skulle ud i byen selv. Alt efter de typer hendes kærester var, udspillede disse mønstre sig igen og igen. Hun blev indlagt efter et selvmordsforsøg, fordi en idealiseret kæreste, havde slået op med hende, efter at hun havde fået et jalousi anfald til en fest, i den virksomhed, hvor de begge arbejdede.

Hun og jeg gravede møjsommeligt de tre mønstre frem af hendes hverdags”kuffert” og fik langsomt et overblik over, hvor de stammede fra. I hendes hjem, måtte man kun være sød. Hvis man ikke var sød, kunne man sidde på sit værelse til man blev god igen, og man blev først talt til igen, når forældrene havde lyst. Når mor var alene hjemme (far var hos elskerinden) var moderen tryghedssøgende, de skulle se video sammen og være en slags veninder. Når far var hjemme, var datteren et nul for moderen, som kun var optaget af faderen. Når faderen havde venner på besøg, viste han stolt sin smukke datter frem, hvor dygtig hun var på sin hest og ved klaveret. Når ham blev fuld, kaldte han hende for en billig luder, der aldrig ville finde et fornuftigt mandfolk. Gennem flere indlæggelser (for selvmordsforsøg) fandt vi ud af, at hun slet ikke kunne finde ud af hvem hun var. Hun kunne ikke finde ud af om hun var noget værd som menneske.

I sine nære forhold ”genopførte” hun de kendte mønstre fra sit barndomshjem med moderens nærhed og distance og faderens de-evaluering og idealisering. Når hun og jeg havde samtaler, fortalte hun om et dybt hul af savn efter ægte nærvær og intimitet. Hun endte med at blive ”rask”, få en fast kæreste, få stabile veninde-relationer, et stabilt arbejdsliv og i det hele taget et fornuftigt forhold til den dysfunktionelle familie hun var vokset op i. Og dette skete gradvist henover en årrække, hvor hun havde åbnet sin bevidsthed for sine dramatiske ”genopførelserne” af sit barndomshjem i alle andre relationer. Det var en enorm stor lettelse for hende, da hun fandt ud af, at hun selv stod bag dramaet, reaktionerne, ensomheden og isolationen. Det gav hende håb, at hun vidste at det hele var genopførsel af et barndoms-skuespil inde i hende selv.

 

TILKNYTNINGSFORMER OG RELATIONER.

 

Fordi den perfekte barndom ikke eksisterer og de perfekte forældre heller ikke gør, så er det heller ikke sådan, at vi altid under enhver stress-situation kan være tillidsfulde og robuste. Vi har alle ”en rem af hud”, altså nogle reaktioner og modreaktioner som følger med os ind i vores voksne relationer.
I det følgende vælger jeg at beskrive tilknytningen, dels via dels via John Bolwbys tilknytningsteori, Mary Ainsworths ”fremmed-situation” og den amerikanske psykiater Perry Browns studier.

 

tilknytningslineal Bruce Perry

 

Vi fødes ind i den trygge tilknytningsform. Som beskrevet ovenfor, så findes den perfekte barndom bare ikke, og derfor kan vi udvikle tilknytningsmønstre, der på denne ene eller anden måde er forstyrret af manglende nærvær, mistolkninger, afvisninger, svigt, mikro-chok og reele chok-traumer.
Når ”betydningsfulde andre” ikke er til rådighed med deres nærvær eller ikke forstår at læse barnets signaler, følelser og behov, oplever barnet manglende tryghed og en eksistentiel angst for ikke at overleve, da det er prisgivet forældrene. For at beskytte sig imod denne angst lærer barnet forskellige måder at overleve på, hvilket jeg har illustreret i billedet ovenfor.
Disse måder at organisere sig på foregår ubevidst og giver problemer senere i livet i de relationer vi indgår i. Vi har sjældent kun ét tilknytningsmønster, men noget fra alle fire mønstre. Dog dominerer typisk ét af disse mønstre. Men tilknytningsmønstre kan ændres gennem bevidsthed og måske professionel hjælp. Min erfaring er, at jo flere traumer der ligger i den primære relation mellem forældre og børn (plejeforældre og børn) jo større terapeutisk indsats skal der gøres, for at det traume-ramte menneske kan slippe fri af sin relations-angst. Jo senere vi er skadede (f.eks gennem voldeligt ægteskab) jo lettere er det at få tilknytningsforstyrrelserne på plads, hvis den primære omsorg var på plads. Men der er ikke nogle sikkerheder, da sindet jo har sine egne veje.
Forskning viser, at cirka 55 procent i den vestlige verden har et trygt tilknytningsmønster, har ca. 20 procent et undgående tilknytningsmønster, ca. 15 procent et ængsteligt/ambivilant mønster og 5-10 procent et desorganiseret mønster.

 

SÅDAN VISER TILKNYTNINGSFORSTYRRELSER SIG I MIT LIV.

 

Jeg kan ikke alene forklare mine problemer med tilknytning, igennem mit spædbarns-forhold til mine primære voksne, altså min mor og far. Min indre fornemmelse er, at de har forsøgt at løse opgaven, men min mor var uden tvivl ramt af dyb ubearbejdet sorg over at min storebror døde som spæd (2 år før jeg blev født), og min far var særdeles fysisk og psykisk fraværende grundet karriere. Jeg tror ikke de har været lette at opnå en god dyb kontakt til. På den anden side, så er jeg ikke et omsorgsvigtet barn. Jeg har fået kys, kram, putteritualer med godnathistorier, anerkendelse (for præstationer) og alle de ydre ting har været på plads. God kost, hjælp til skolearbejde, støtte i fritidsinteresser osv.

Gennem dagbogsskrivning har jeg fundet frem til, at jeg har lidt fra hver tilknytningskategori at ”kæmpe” med. Jeg har grundlæggende det sunde tilknytningsmønster, men når jeg bliver usikker på ”den anden” træder de to andre mønstre i kraft. Min usikkerhed kommer primært til udtryk i forelskelser og når jeg skal have vigtige samarbejdsrelationer med reserverede personer, der ikke giver ret meget af dem selv.

Mit ene mønster er undgående. Når jeg er presset har jeg tidligere søgt sikkerheden i mig selv. Jeg var ikke god til at bede om trøst. Jeg var undvigende i min kropskontakt. Jeg ville hellere være alene, end at blive i noget ”krævende”. Jeg er sikker på, at dette mønster stammer fra min folkeskoletid, hvor jeg gik i en meget dysfunktionel klasse med nogle bøller som kunne udvise virkelig voldsom mobbe-adfærd. Nogle gange ramte den mig, og andre gange ramte den andre. Og det fik ofte splittet klassen totalt ad. Så det blev overlevelse med hver mand for sig, fordi man ikke kunne stole på, hvem der holdte med hvem. Mobberne havde nemlig medløbere, som var dødesens-angste for at blive holdt udenfor, og derfor kunne opføre sig som ”stikkere”.

Mit andet mønster var det ængstelige. Hvor jeg kunne opleve mig selv oms klæbende, svingende selvværd og oplever angst ved brud på rutiner. Jeg tror, at dette mønster stammer fra min mors kræft forløb, som jo endte med at jeg mistede hende, selvom jeg kæmpede bravt for at holde hende i live så længe som muligt. Ligesom mønsteret også stammer fra min distancerede far, som det var svært for mig at opnå en følelsesmæssig god kontakt med. Han var en meget regelret mand, og enten var noget rigtigt eller forkert. Meget fordømmende i specifikke henseender. Følelser og behov var for ”tøsedrenge”. Det er som om, at jeg aldrig følte mig helt tilstrækkelig, jeg kæmpede forgæves for min mors liv og jeg kæmpede forgæves for at blive set som jeg er, af min far. Især i forelskelser og i samarbejds-situationer med mennesker, der ikke giver så meget af sig selv. Jeg kunne overskride mine egne grænser for at skabe en kontakt, og jeg var villig til at sælge ud af mine egne værdier for at fastholde en kontakt.

 

HVAD HAR JEG VUNDET GENNEM BEVIDSTHEDEN OM MINE TILKNYTNINGSMØNSTRE?

 

Det dybe bevidsthedsarbejde kan føre en i retningen af at forstå sine egne reaktioner i mødet med andre mennesker. Føles denne relation sikker og tryg, så flyder kærligheden/venligheden/tilliden også frit! Eller bliver jeg undvigende og flytter mit fokus over på andre ting, i stedet for at undersøge hvad kærligheden/venligheden/tilliden blokeres af? Eller bliver jeg nervøs/ambivilant, selvom jeg kan mærke kærligheden/venligheden/tilliden, men jeg tør ikke give los? Eller vælter jeg disorganiseret rundt i følelser eller reaktioner, som jeg ikke forstår noget som helst af, ofte kombineret med at jeg søger kærlighed/venlighed og tillid, hos mennesker der er ude af stand til at give mig det jeg har brug for?

 

tilknytningstyper

 

Jeg har endelig fået kontakt med min kerne, efter at jeg har fundet ud af hvilke typer mennesker og situationer der gør mig sårbar. Og jeg har fundet ud af hvor mit mønster stammer fra. Ved at have denne bevidsthed, kan jeg også bedre forholde mig til, hvis jeg trækker mig eller overskrider mine egne grænser, når jeg er sammen med andre mennesker.

Især har jeg jo kunne bede min mand om hjælp, til at holde mig tættere ved ham, når jeg bliver stresset af mine PTSD symptomer. Ellers glider jeg væk fra ham og forsøger at tackle det selv. Og i forhold til samarbejdsrelationer med reserverede mennesker, ved jeg nu, at det er et tegn på usikkerhed, hvis jeg bliver ”klæbende” og får svingende selvværd. Det tackler jeg ved at notere mig, at nu står jeg overfor et reserveret menneske, og så finder jeg roen i mig selv, ved at minde mig selv om, at min tryghed ikke skal findes ved at åbne den anden op, men ved at blive i mig selv, og huske på, at jeg ikke behøver ”den reserverede” til at spejle at jeg er ”god nok”.

Formålet med at undersøge sine egne tilknytningsmønstre er, at forstå sine egne reaktioner i forhold til andre. Åbne for den mulighed at vi selv står i vejen, for den nærhed og kærlighed vi ønsker os. Både gennem vores reaktioner og modreaktioner på os selv og andre. Livet bliver så meget mere rigt, hvis vi er bevidste om hvordan vi skaber vores egen virkelighed, med de fedtede briller som vores barndom har udstyret på vores næse.

 

I Maj måned er din opgave i The Healing Journey at undersøge dine egne tilknytningsmønstre:

 

  1. Hvor let var den psykiske adgang til din mor? Hvilke udfordringer har hun haft, som kan have tage energi fra din og hendes relation? Hvad har hun sagt og gjort, som sidder fast i dig, og hvor du nu har mulighed for at tilgive og komme videre? Hvordan tænker du at din relation til din mor, har påvirket dine mønstre til andre nære relationer senere i livet? Hvilke opmærksomhedspunkter skal du have med videre i livet?
  2. Hvor let var den psykiske adgang til din far? Hvilke udfordringer har han haft, som kan have tage energi fra din og hans relation? Hvad har han sagt og gjort, som sidder fast i dig, og hvor du nu har mulighed for at tilgive og komme videre? Hvordan tænker du at din relation til din far, har påvirket dine mønstre til andre nære relationer senere i livet? Hvilke opmærksomhedspunkter skal du have med videre i livet?
  3. Prøv at lave en lille minianalyse af dine tilknytningsmønstre: fx hos https://www.lenebojer.dk/tilknytningstest/
  4. Lav en liste over karaktertræk, værdier/holdninger eller vaner som du er glad for at du har fået med hjemmefra (også selvom det er blevet “indlært” på en negativ måde).
  5. Lav en liste over tanker, følelser, holdninger og handlinger som du mistænker du har med hjemmefra, som du gerne vil give slip på nu (velvidende at processen kan tage et godt rum tid – så GIV TID).

 

Rigtig god arbejdslyst og

husk at Rom ikke blev bygget på en dag ♥

 

may you be happy

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s