Livet efter traumer og stress…

Når man først har været slået helt vinkelskævt af et overaktivt nervesystem, uagtet om det er traumer eller stress, der har ramt dig, så bliver livet aldrig helt det samme igen.

Man har ikke kun tabt noget, man har også vundet noget.

Hvad man har vundet, kan i perioder være rigtig svært at få øje på, men det er der…

Jeg er stadig mig, med mit gamle selvbillede af at være stærk som en bjørn, og min gamle selvforståelse af at jeg kan gennemføre alt jeg sætter mig for.

Men sandheden er, at sådan forholder det sig ikke længere.

Jeg er blevet skrøbelig og sprød. Mine ressourcer svinger så meget, at det er svært for mig at forudsige om jeg kan holde en aftale. For jeg ved ikke om jeg har kræfterne, når vi først når frem til dagen. Det kan være næsten umuligt at forstå, i forhold til hvem jeg var før. Og når jeg forsøger at forklare det til raske, der stadig har en reservetank tank at køre på, så virker min forklaring patetisk. Men sandheden er, at mine traumer og den arbejdsrelaterede stress snuppede min reservetank, og jeg har ikke set den siden. Det er som at køre i en bil, hvor jeg ikke kan se hvor meget benzin der er tilbage i tanken. Jeg navigerer nærmest i blinde i forhold til mine ressourcer. Det er ikke kun utrygt, ikke at kunne stole på sine egne ressourcer, men det kan også være pinligt, når jeg lover folk noget, som jeg så ikke kan holde. For jeg er et menneske, der sætter en ære i at folk kan stole på mig. Mens sandheden nu er, at jeg ikke kan stole på mig selv i forhold til aftaler og forpligtelser. Det er hvad jeg har tabt.

Men hvad har jeg så vundet? Jeg har vundet adgangen til en ærlig krop. Når den sender mig et signal, kan jeg være sikker på, at jeg får betaling ved kasse 1 hvis jeg ikke reagerer på signalet. Jeg har vundet den gave, at jeg ikke længere kan køre rovdrift på kroppen med mål og ambitioner der er skabt i mit hoved. Kroppen vil ikke længere lystre. Hvis jeg vil for meget, så er det sikkert som amen i kirken, at jeg ligger i min seng flere dage ude af stand til andet end at lufte hunde og lave mad til mig selv og mine børn. Fra fyldt bæger til tomt bæger på få sekunder, hvis jeg ikke hele tiden udviser respekt for kroppens signaler. Jeg har også vundet en ny kærlighed til min seje krop, der har tålt rigtigt meget. Jeg forstår godt den er træt nu, og ikke gider at finde sig i mig om mine planer mere. Vigtigst af alt er måske at jeg har vundet en NY realisme, nemlig at træerne IKKE vokser ind i himlen. Der ER en udløbsdato på samarbejdet mellem sind og krop, hvis man iskoldt ignorere kroppens behov gennem flere år, og lader sindet fræse af sted med visioner og drømme uden at konsultere den krop der skal bære opgaven.

Kommer jeg nogensinde til helt at forstå og acceptere den kæmpe forandring der er sket i mit liv med kronisk sygdom? Det kan jeg godt blive i tvivl om!

Jeg har stadig en indre stemme, der engang imellem stikker af for mig, og hvor jeg igen igen fylder for meget på min tallerken. For jeg VIL SÅ GERNE bidrage med de talenter, kompetencer og evner jeg har. Jeg føler at jeg har så meget at give af. Så meget kærlighed, omsorg og viden jeg gerne vil dele med andre.

Men sandheden er, at mit nervesystem ønsker sig et stille og lille liv. Måske bare i år, måske mange år frem. Men det stille og lille liv er det der skal hjælpe til restitutionen af nervesystemet. Der skal ikke ske så meget. Meget mindre end jeg ønsker.

Så virkeligheden er, at jeg må trække stikket på rigtig mange mennesker, som jeg faktisk gerne vil dele livet med, fordi kroppen ikke kan være med. Den har brug for enorme mængder af hvile og stilhed for at trives. Jeg tror at jeg stadig, nogle år frem i tiden, vil føle mig som Fifty Shades Of Fucked Up, fordi jeg ikke kan finde balancen i at ville mere end jeg kan. Men jeg tager imod udfordringen, forsøger på at være venlig mod mig selv, når jeg lover mere end jeg kan holde, forsøger at være nænsom overfor mig selv, når jeg har kørt kroppen til grænsen.

Hvis jeg ikke kan vinde over senfølgerne, kan jeg i hvert fald forsøge at vinde det gode liv, hvor jeg nyder det jeg kan, og accepterer det jeg ikke kan.

 

sindsro

 

Må dit liv være fyldt med kærlighed og glæde, må du være sund i sind og krop, må du leve dit liv i tillid til processen ♥♥♥

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s