Er du dig?

Det meste af mit liv har jeg levet i den forestilling, at hvis jeg var helt mig selv, så kunne jeg risikere at ingen kunne lide mig og jeg ville ende med at blive ensom. Jeg troede, at der var en pris der skulle betales, for at jeg kunne elskes.

Den første del af mit liv var jeg ikke bevidst om denne forestilling, den lå hengemt i en skuffe der hed “ting jeg ikke er i kontakt med”. Det var først da jeg begyndte at arbejde med mig selv, at jeg opdagede, at jeg seriøst troede på, jeg altid skulle være smilende, imødekommende, venlig, lyttende, hjælpsom og overbærende for at blive holdt af.

Det var først meget senere igen, at jeg kom til den erkendelse, at jeg blev udmattet af at være sammen med andre mennesker, fordi jeg led af en vrangforestilling om mig selv og andre. Jeg var sølet til i indre domme over mig selv, og holdt mig selv i en kort snor i samværet med andre mennesker. Jeg var bange for at være for lidt. Jeg var bange for at være for meget. Mine domme over mig selv foregik så subtil, at jeg ikke selv lagde mærke til det! Jeg mærkede kun resultatet: social udmattelse.

For mig blev det en svær erkendelse og en meget lang rejse, at få brudt med denne vrangforestilling. En vrangforestilling som  jeg nu ved, at jeg har til fælles med en stor del af de vidunderlige mennesker jeg har mødt på min vej. Idag gør det ondt på mig, når jeg møder vidunderlige mennesker, der ikke ser deres eget lys og som betvivler egen værdi.

Det er sindsygt så mange år jeg har gået og været usikker på min egen værdi som menneske. 

Men hvorfor er det, at vi tror, at vi skal bøje og flexe på os selv i en uendelighed, for at blive værdige til andre menneskers opmærksomhed og kærlighed?

Når vi er helt små, starter opdragelsen af os. Vi skal tilpasse os en verden fuld af forældrenes forventninger. Det er lige fra det øjeblik vi for første gang kommer til at bide vores mor i brystet med vores ene nye tand, og hun skifter ansigtsudtryk fra mild til vred, til den dag vi får de første skæld ud for vi ikke har “opføre os ordentligt”. Meget tidligt i vores liv begynder vores selv-sanktionering og selv-regulering.

Jeg havde engang en lille dreng i min private dagpleje, der slog sig selv over fingerene, når hans små fingre kom til at tage fat i noget, han troede han ikke måtte røre ved. Dette eksempel er meget sigende for den tidlige selv-sanktionering.

Senere i vores liv lader vi vores følelses-udtryk og adfærd regulere af de pædagoger og skolelærere der med blikke og skæld ud påvirker os til gennem skyld og skam, at opleve os selv som rigtige og forkerte. Senere igen bliver vi en del af fællesskaber, der diktere hvad der er cool og hvad der er mindre cool, og for ikke at ryge ud af fællesskabet kan vi mere eller mindre ubevidst kopiere disse normer, for at blive fri for latterliggørelse og udstødelse. Og vi er jo flokdyr, så udstødelse er det samme som døden.

Hos mange mennesker der er blevet “hårdt opdraget” (fysisk eller psykisk) eller som har været udsat for mobning lægges der meget tidlig i livet den lille spire, til den konstante frygt for ikke at “være god nok, sød nok, pæn nok”. De fleste af os pakker frygten ned i kassen “vi ikke tør mærke” og går videre i livet, uden at forstå at vi bliver tømt for energi af at være sammen med andre mennesker, når vi anstrenger os for meget for at være sådan en “alle kan lide” i stedet for at være autentiske og helt igennem os selv.

Min egen historie er, at jeg voksede op med en travl far, der var meget svær at komme i følelsesmæssig kontakt med. Derudover var han meget sikker i sin sag på, hvordan hans børn skulle være og især hvordan de ikke skulle være. Og som alle børn søgte jeg hans opmærksomhed, anerkendelse og kærlighed ved at tilpasse mig og blive “en sød og dygtig datter”. Ubevidst forsøgte jeg fra helt lille at regne ud, hvordan jeg mon fik hul igennem til kontakt med ham, så jeg kunne få den følelsesmæssige omsorg jeg havde brug for. Min far var meget optaget af at forsørge sin familie og havde som mange andre forældre hovedet oppe i røven på sig selv, for at komme i mål med sine ambitioner og livsdrømme.

Senere kom jeg i en ekstrem dysfunktionel folkeskoleklasse  med meget mobning og fysisk vold.  Mobningen ramte som sådan ikke mig, men jeg stillede mig imellem, og blev derfor også et mål. Især for fysiske overgreb. Spyt, slag og spark til og fra skole uden de voksne så det. Mit gymnastik tøj blev smidt op på skolens tag, mine afleveringer blev smidt ud af vinduet eller trampet på. Der blev tisset i min vandflaske i frikvartererne og der blev lagt daggammelt sæd under mit pålæg.

Jeg faldt helt udenfor klassen med mine velopdragne manerer og velregulerede adfærd, som jeg havde fået med hjemmefra. Jeg kunne slet ikke leve op til den hårde tone. Så den eneste overlevelses-strategi jeg kunne finde på, var at få en så skarp tunge, at jeg kunne tæske dem med ord og mine fine moral principper.

Med årene fik det den konsekvens, at jeg skabte et falsk selv. En identitet jeg følte jeg kunne hvile nogenlunde i. Jeg udviklede et kæmpe moralsk over-jeg. Hjemmefra fik jeg at vide, ret kontant, hvad der var godt og skidt, passende og upassende. Både min far og mor så lidt ned på andre mennesker, der ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt og klare sig selv. I skole så jeg den direkte konsekvens af menneskeligt forfald. Næsten alle drenge i klassen havde kontakt med politiet inden 9. klasses afslutning.

Derfor blev min ubevidste overlevelses-strategi, at jeg skulle være klogere, hurtigere, skarpere og bedre end alle andre. Verden var ret sort og hvid. Delt op i godt og ondt, rigtigt og forkert. Alt blev vurderet intellektuelt og dømt via mit stærke moralske kodeks. På den måde kunne jeg hævde mig overfor drengene i klassen, få en masse positiv opmærksomhed fra mine lærere og samtidig med – engang imellem med held – skaffe mig lidt opmærksomhed fra min far, som langsomt begyndte at opdage, at hans datter havde “et godt hoved skruet på skuldrene”.

Problemet var imidlertid at min falske selv havde en slagside.

Den ene slagsiden var, at jeg blev et moralsk over-menneske, der på usympatisk vis kunne finde på at kvadre mine medmennesker i såvel dialog som debatter, ved altid at påpege de moralske implicitter af deres menneskelige adfærd. Og jeg levede med en lup, hvor jeg som en detektiv gik på jagt efter andre menneskers svagheder, ligesom jeg gjorde med drengen i folkskolen, for at sikre mig at magten blev på min banehalvdel. Jeg var faktisk kun tryg, når det var mig der lå øverst. I debatter, i 800 meter konkurrenceløb, til elitesvømning, til hundetræning osv.

Den kamp jeg førte i skolegården og til og fra skole fulgte mig op igennem gymnasiet, ind på sygeplejerskeuddannelsen og et godt stykke videre op i mit liv. Jeg var hele tiden i en konkurrence med mig selv og med andre, om at være den stærkeste, hurtigste og klogeste.

Pudsig nok var folk en smule urolige ved mit selskab på grund af min skarpe moralske tunge. Og det forhindrede mig i at få den tætte trygge dybe kontakt med andre mennesker. Det jeg ønskede mig allermest, men som jeg ikke anede hvordan jeg skulle opnå.

En anden slagside var, at jeg forvekslede sårbarhed med svaghed. Den rå tid i folkeskolen havde efterladt mig med et tykt armeret panser, hvor ingen fik lov at komme ind. De måtte se den dygtige, kloge, moralske Chanett… Og intet mere… Det var hvad andre fik af mig. Og med det fulgte en ensomhedsfølelse, som intet havde med mine omgivelser at gøre. Men som var skabt af fortidens sår, mine selvbeskyttelses-strategier og mine ubevidste valg.

Som sygeplejerske blev jeg som en løvemor for mine patienter. Patienterne måtte kun se den søde og omsorgsfulde Chanett. Den samme Chanett som mine kæledyr havde glæden af. Dem der ikke var på mine patienters side, fik min skarpe moralske tunge at føle. Også selvom det var overlægen, så stod jeg ikke tilbage for at klaske ham verbalt.

Da jeg blev mor skete det samme. Jeg viste mine børn den søde og omsorgsfulde mor, men jeg havde samtidig travlt med at forsætte den sociale arv, som jeg fik med hjemmefra – her i vores familie opfører vi os ordentligt og klarer os selv. Vi er ikke svagpissere, vi er stærke og stolte!”.  Når mine børn viste sårbarhed hældende jeg enten til den ene side og blev sygeplejerske omsorgsfuld, eller til den anden side og blev en kopi af min “tag dig sammen” far.

Så jeg levede i mange år et liv, hvor jeg kun viste udvalgte dele af mig, og hvor jeg slog lige så hårdt med mine skarpe tunge som en professionel bokser med stærke næver, hvis man kom i vejen for mig. Man kunne enten være min ven eller min fjende.

Alt det jeg skriver her, var jeg jo ikke bevidst om. Jeg vidste ikke at jeg var gået helt galt i byen, og at grunden til at jeg aldrig var helt tilpas sammen med andre, skyldes at jeg havde nogle tidlige skrammer fra erfaringer, der var blevet pakket væk i kassen “jeg ikke turde kigge i”. Jeg havde ingen anelse om, at jeg levede med et falsk selv.

NOGLE GANGE er livet grusomt. Og det er det, når man bliver ramt af alvorlig sygdom. I mit tilfælde skete der det, at min sygdom blev det spark der skulle til, for at jeg kunne starte rejsen hjem til mit ægte selv.

 

be you and the world

 

Min PTSD kom som en frelser! Den æltede mig, mosede mig, kværnede mig til jeg blev sårbar og blød. Jeg havde ikke kræfter til at kæmpe imod med. Så jeg måtte leve med at være skrøbelig. I 4 år var jeg skyggen af mig selv, af mit gamle selv vel at mærke. Jeg var ynkelig, vrælende, træt, brokkende, bange, vred, anklagende og mange andre grimme ting, som jeg ønskede at jeg have kræfter til at skjule for min omverden. For det var mine skyggesider, som jeg hadede og ikke ville vide af. Det var svaghed. Det var mangel på ansvarlighed. Og mangel på kontrol.

Langsomt lærte jeg at respektere mine skyggesider. Se dem som et udtryk for at jeg blot er et menneske. Et udmattet menneske. Et bange menneske. Et menneske der har brug for andre. Jeg gav slip på mine tidligere forestillinger om hvem og hvad jeg skulle være. Jeg gav slip på min vanvittige vrangforestilling om, at jeg kun er elsket hvis jeg er sød og klog hele tiden.

I mine lange studer alene, gik jeg i flere år ved havet og i skoven. Jeg sad herhjemme ved mit lille alter. Jeg lå i min seng og kiggede op i loftet. Jeg mediterede, jeg groundede med åndedrættet og jeg dyrkede langsom bevidst yoga, og pludselig kom denne gryende fornemmelse af, at jeg kun er noget i kraft af andre. At jeg er et lille sårbart væsen, der nu og for altid vil være afhængig af andre menneskers omsorg og kærlighed. Og at alle andre – uanset hvordan de udtrykker sig – er præcis som mig. Vi har alle brug for at blive set, hørt, mærket og forstået. Ingen kan stå alene. Vi er alle lige for Gud, så at sige. Vi er alle børn af Moder Jord, og har en gang på denne jord, hvor vi er berettiget til at være. At være helt os selv uden at skulle præstere noget som helst.

Jeg begyndte at vise mere og mere af mig selv. Jeg holdt op med at skjule min sårbarhed. Jeg besluttede at alle måtte få adgang til alt det der er mig, så længe de er nænsomme i kontakten. Jeg holdt op med at sætte mit lys under en skæppe. Jeg begyndte at tro på, at nogle mennesker – men ikke alle mennesker –  kan vokse i mit lys, og måske endda tænde deres eget, hvis det er gået ud.

Og vigtigst af alt erfarede jeg ret hurtigt, at hvis jeg bare er helt mig selv, vil resten af verden tilpasse sig. Der er ikke nogen pris at betale, der er kun en gevinst. Dem der bliver tiltrukket af min energi vil søge mig, og alle andre vil gå væk. På den måde er universet så viselig indrettet, hvis bare vi tillader os selv, at være helt os selv.

Men HVORDAN bliver jeg mig, hvis mit autentiske jeg er blevet udslettet gennem for hård og skæv opdragelse, gennem mobning eller mangel på omsorg? Det gør du ved at blive helt stille. Helt stille i meget lang tid. Så du langsomt kan få adgang til det der foregår indeni. Du kan sandsynligvis mærke det som en længsel. Som en stille hvisken. En kalden på noget. Alt det du elsker ved andre mennesker, ethvert elsket udtryk og enhver elsket handling fra et andet menneske er et tegn til dig. Det er det du skal dyrke. Så kig dig omkring på de mennesker du har omkring dig. Og bliv til det du elsker ved andre. Hvis du er et sort, negativt og brokkende menneske, fordi du fx ubevidst kopiere dine forældres, så begyndt langsomt at disciplinere dig selv. Jeg har givet mig selv opgaver af en måneds varighed. Nogle gange noget helt banalt såsom at jeg ikke måtte kommentere på andres bilkørsel (LOL) eller at jeg ikke måtte brokke mig. Man kan starte med at diciplinere de ord der kommer ud af munden, som ikke er overens med den adfærd man elsker hos andre. Skab dig selv. Bliv et menneske du selv kan elske, så kan du være ret sikker på at andre også vil elske dig. Nogle af os er tvunget ud i at gen-opdrage os selv til at blive et menneske vi selv kan holde af. Det er en spændende rejse, der altid kan påbegyndes. Og vær nu nænsom ved dig selv, for du vil uundgåeligt falde tilbage i negative tanker, ord og handlinger undervejs på rejsen. Pyt med det, der er mange veje til Rom.

At jeg gav slip på alle mine domme over mine egne svagheder, medførte også automatisk at mine domme over andres svagheder blev forvandlet til en varm og ægte medfølelse. At jeg begyndte at opføre mig venligt og kærligt overfor mig selv i såvel tanke, ord og handling medførte at jeg også automatisk gør det overfor andre, også dem der har en uhensigtsmæssig adfærd. At jeg tillader mig selv at sætte sunde grænser, gør også at jeg bliver opsøgt af mennesker, som kan lide mig for den jeg er, med de grænser jeg har.

At være et nøgent menneske, er nu for mig den eneste måde at være menneske på. Det giver ro og fred indeni. Og det er blevet rart at være både i mit hoved og i min krop.

Så gå igennem dit liv med fred. Bliv mere og mere dig selv. Der er jo kun en person du skal være sammen med hele livet, og det er dig selv. Vær dig selv en god og nænsom ven, det fortjener du ♥

 

At blive menneske

 

Det koster mere end du ved,

At vinde sig en sjæl

Først må du ned i vejens grus

Og under hver mands hæl

Og værgeløs og lille

Må du være alles nar

Du skal gennem skam og angst

Brændes ren og klar

Først når den lille stolthed

Smelter bort i smertens bål

Når du måske med bange sind

Et stolt og ydmygt mål

For først når du har mistet alt

Når du har grædt og lidt

Får du dit eget ansigt

Som for evigt kun er dit

Da vil de ske at alle

Du møder på din sti

må hviske: Se! Et menneske

Går netop nu forbi.

 

Grethe Risbjerg Thomsen

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s