Størst af alt er kærligheden, men hvad er da kærlighed?

Det er super let at opføre sig kærligt, venligt og imødekommende overfor mennesker man elsker eller ikke har noget udestående med. Sværere bliver det at være kærlig, når man nærer modstand eller er blevet såret. Præcis det samme gælder for medfølelse. Det er langt lettere at føle medfølelse, end at rette medfølelsen ud i en handling, hvor man måske ikke kender personen, eller selv skal yde noget fx  miste penge, tid eller overskud.

De fleste af os der er konfirmeret i Danmark kender til afslutningen af Paulus Første Brev til Korinterne “Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden”.

Men hvordan kan vi udvikle os mere målrettet henimod større kærlighed og medfølelse?Både rettet mod os selv, men også mod vores medmennesker og alle levende skabninger på jorden?

 

Filosofien og kærligheden

 

De tidlige filosoffer forsøgte at undersøge og diskutere kærligheden som fænomen, da det allerede i det tidlige Grækenland var helt åbenlyst at kærlighed var en langt større kraft end mange af menneskets andre følelser. Platon opdelte kærlighed i Agape, Philia, Storge og Eros

Agabe, handler om at kærlighed først er kærlighed, når den er givet væk gennem handling. Man kan kalde det spirituel kærlighed eller om Master Fatman siger “kosmisk kærlighed”. En kærlighed, der giver uden at forvente noget tilbage. Giver fordi den ikke kan lade være. En kærlighed, som vi alle ønsker os omsluttet af. For kristne er det også den kærlighed, som Gud elsker mennesket med – og som vi bør elske Gud tilbage med.

Philia, handler om mental kærlighed. Der, hvor man udveksler kærlige følelser eller handlinger. Et samfund kan bygges på Philia, da den handler om dydighed, fortrolighed og hensyn. Om ligevægt. Det er i dag betegnelsen for en spirituel kærlighed uden der nødvendigvis er handling bag følelsen. Vi kan føle med tiggeren, uden at føle behov for at give ham penge, mad eller tag over hovedet.

Storge, er kærlighed  til familien. Især forældrenes kærlighed til deres børn, den kærlighed hvor man elsker uanset, hvad barnet har gjort af fejl og skade. Storge er altså den kærlighed, som er knyttet til personer, som man er bundet til for evigt om man har lyst eller ej.

Eros, er den romantiske kærlighed. Fysisk og psykisk tiltrækning mellem to mennesker. Forelskelsen. Det lange samliv. Den kærlighed, som mange taler om, når de taler om kærlighed, og som Hollywood lever af. Eros kan dog også være en tiltrækning af det smukke i et andet menneske, hvilket kaldes platonisk kærlighed. Den platonisk kærlighed hører under Eros, da der er tale om en tiltrækning mellem to mennesker omend tiltrækningen ikke er af seksuel karakter.

På den måde kan man let og overskueligt skille kærlighedsbegrebet lidt ad, og så er det måske også lettere at forstå de forskellige religioners bud på, hvad kærlighed er for noget.

 

kærlighed

 

Vores egen Kierkegaard skelner derudover mellem 2 former for kærlighed; den spirituelle kærlighed, hvor Gud elsker mennesket, og vi bør elske Gud tilbage. Og så den anden form for kærlighed, som foregår i relationer mellem mennesker.

 

Kærligheden i Islam.

 

I Islam taler man om 3 forskellige kærligheds-relationer; Guds kærlighed til mennesket, Menneskets kærlighed til Gud og Kærligheden mellem mennesker. Men kærligheden uddybes endvidere med:

Mahabbah = Kærlighed er ligesom et frø der vokser til at blive noget større og smukkere.

Muwaddah = Kærlig venskab

Rahmah = Barmhjertighed

Al-Istahbab = præference, den troende har en præference for Gud (kærlighed) over alt andet

Al-Shaghaf  = smittet med kærlighed, viser sig når kærlighed trænger igennem hjertets indre kammer.

Al -Hanan = Blidhed

Al-Raghab  =længsel, en længsel efter Gud (uendelig kærlighed)

Der er mange henvisninger i koranen til kærlighed, og der henvises på forskellige måder.

Der må ikke være tvang i religionen, thi sandheden er visselig let at skelne fra løgnen. ( Koran 2:257)

Og vi har udelukkende sendt dig som en barmhjertighed for alverden. (Koranen, 21:108)

Den som udviser tålmodighed og tilgiver, har i sandhed praktiseret den mest noble form for mod og beslutningernes styrke. (Koranen, 42:43)

Allah er med dem, hvis lov er gensidig rådgivning, tålmodighed og retfærdighed. (Koranen, 42:38)

Kærlighed i hinduismen

 

Indenfor hinduismen sidestilles kærlighed med familielivet. Kærlighed er det samme som at skabe en harmonisk familie både i det helt nære, og familie som noget større, først sin kaste, dernæst hele menneskeligheden. For at forstå at kærlighed ses på den måde, må man forstå fundamentet i hinduismen:

Dharma: læren om den kosmiske orden
Samsara: læren om genfødslernes kredsløb
Karma: læren om “årsag og virkning”, dvs. at fysiske og psykiske handlinger har skæbnesvangre konsekvenser i nuværende og kommende eksistenser
Moksha: læren om, at det er muligt at blive udfriet af lidelse (dvs. genfødslernes kredsløb).

Hinduer stræber efter etisk fuldkommenhed, og derfor fylder næstekærligheden også mere end kærligheden i deres skrifter. Etikken i hinduismen ligner de øvrige verdensreligioner fx. de ti bud i Det gamle Testamente. Men en direkte formulering af et bud om kærlighed findes ikke. I stedet findes princippet Ahimsa, som dækker over ikke vold eller ikke at beskadige andre levende væsener, men at værne om dem. Hvilket ligger ekstremt tæt på det kristne princip “Du skal elske din næste, som dig selv”. Grunden til at fokus er på andre levende væsener skyldes hinduernes ønske om at skabe god karma og bryde med genfødselskredsløbet, fordi lidelse (Moksa) er en uundgåelig del af menneskelivet på jorden, og hinduer ønske at komme i “himlen” og ikke tvinges til at leve igen som menneske. At bryde lidelsen, sikres gennem “gode gerninger” rettet mod sin næste (andre mennesker og dyr).

På mange måder minder dette om mange kristnes forestilling om, at når man dør kommer man i himlen, hvis man har fulgt Guds befaling. Lidelsen hører jordelivet til. Enten frisættes man gennem døden (hvis man har opført sig “korrekt”) eller også venter man på jordens undergang og Jesus/Jehovas osv genkomst. Faktum er, at man både i hinduismen og i kristendommen opfatter “ret tanke, tro og handling” som adgangsbilletten ud af jordelivets lidelse.

 

Kærlighed i buddhismen

 

Indenfor Buddismen, som jeg ikke kan kalde en religion, da der ikke er nogen Gud, fylder kærligheden meget. Der er ligefrem læresætninger konkret om kærlighed.

Kærlighed er, ifølge buddhismen, meget forskelligt fra den kærlighed, vi kender i den vestlige verden og religioner (med Gud i centrum). Fordi, i buddhismen, er kærlighed en ren følelse, som du giver uselvisk til et andet levende væsen. Det medfører en total følelse af velbefindende og glæde, hvis du ved, at du ikke har forårsaget smerte hos andre levende væsener. I stedet hjælper du ved at give dem din glæde, din godhed og dit venskab.

I den vestlige verden og mange religioner er kærlighed beskrevet som et tosidigt koncept, som altid involverer en anden Gud/menneske, Menneske/Gud eller menneske/menneske. Det er tosidigt, fordi den på den ene side behøver den andens accept og den anden side fokuserer på dig selv. I buddhismen er denne tosidighed kun ensrettet gennem medfølelse som højeste princip. Den buddhistiske ide om kærlighed siger også, at kærlighed altid skal komme fra det samme sted som håbet. Målet for det er at blive oplyst og blive i stand til at eliminere den slags lidelser, som vi finder i den vestlige opfattelse af kærligheden. Det er en slags ægte ønske om den anden persons velbefindende, hvor du deler din energi og dine ressourcer til den andens bedste.

“Læren om kærlighed givet af Buddha er klar, videnskabelig og gyldig… Kærlighed, forelskelse, glæde og sindsro er den ægte natur af et oplyst menneske. Der findes fire aspekter af sand kærlighed inde i os selv og inde i os alle sammen og i alting.”

Thich Nhat Hanh

Kærligheden er ifølge buddhismen uendelig, fordi energien, det giver dig, kommer fra kosmos og ikke fra dig som et individ. Hvis kærligheden ikke har alle disse kendetegn, vi allerede har nævnt, så siger buddhisterne, at det bare er en selvisk projicering af dine egne behov og eget begær. Vi elsker så at sige ikke for at blive elsket, men fordi det er det eneste rigtige at gøre.

Buddhismens etiske normer kommer til udtryk i de fem forskrifter, der gælder for alle buddhister. Som buddhist skal man:

1. Afholde sig fra at tage noget levende væsens liv.
2. Afholde sig fra at tage, hvad der ikke gives.
3. Afholde sig fra utugt .
4. Afholde sig fra falsk tale.
5. Afholde sig fra at indtage destillerede og gærede drikke, der forårsager beruselse og hensynsløshed.

Man kan sige at disse normer udtrykkes gennem de fire aspekter af kærlighed, som Thich Nhat Hanh henviser til:

Ubetinget godhed

  • Handlingen om at være ædel af hjerte og sind betyder, at vi gør det bedste vi kan for os selv, samtidig med at vi respekterer og yder omsorg for dem, der omgiver os
  • At være respektfuld, bekymre sig om hinandens velfærd, og at finde en personlig balance ved at være ædel i dine handlinger og ord er en værdi, som ingen bør forsømme

Glæde og lykke

  • Teksterne fra buddhismen minder os om, at for at elske en person, er er nødt til at observere dem og finde ud af, hvad der gør dem glad.
  • Denne forståelse bliver vejen, hvor mennesker mødes og for at fremme denne gensidige forståelse.
  • Lykke observeres og udtrykkes
  • Kærlighed tilbydes med glæde – aldrig gennem tårer eller afpresning.

Medfølelse

  • Medfølelse skal forstås som et ædelt og oprigtigt ønske om at lindre lidelserne for andre levende væsener
  • Buddhismen minder os om, at for at finde årsagen til andres lidelse, så er ord nogle gange ikke nok. Ord er muligvis ikke altid lige oprigtig eller modige.
  • Du skal lære at observere, og at udvikle empati, der gør det muligt for dine øjne at læse en andens sjæl. Som du allerede kan gætte, inviterer denne åndelige tilgang dig også til at lære at meditere.
  • Først når du finder din egen indre balance og ro, kan du forbinde dig med andre i deres følelsesmæssige verdener.

Retfærdighed og frihed

  • Dette er et vigtigt og komplekst aspekt i forhold i livet. Hvis du elsker andre, hvordan kan du fremme deres frihed? Uden at du føler at du mister din egen?
  • Hvordan er du medskaber i et retfærdigt liv for både dig selv og andre levende væsener? Fx ønsker du dig måske friheden til at købe et fedt stykke tøj, og du synes det er retfærdigt, fordi du har knoklet på jobbet for at få tøjet. Men hvad nu hvis netop den trøje er syet af en uretfærdig underbetalt kineser, der ikke har meget frihed fordi hendes arbejdsdag er 16 timer, for at hun har nok penge til mad til sine børn?
  • Den buddhistiske lærer inviterer til stilhedspraksis, der giver mulighed for at lære at navigerer mellem egen og andres retfærdighed og frihed. Em stilhed der skaber rum og mulighed for at lære at styre sit begær og herskertrang så ingen kommer til skade.

Kærligheden i Jødedommen

 

Jøderne tager udgangspunkt i det vi kristne kalder Det Gamle Testamente, herunder de ti bud og Toraen, jødernes etiske grundafsæt.

Mosebøgernes har mange forskrifter på kærlighed fx “Du må ikke hævne dig eller gemme på vrede mod dit folks børn, du skal elske din næste som dig selv” (3 Mos 19,18)

Begrundelsen for at gøre godt mod næsten er i Det Gamle Testamente, at Israels Gud, Jahve engang befriede folket fra af slaveriet i Ægypten og gjorde det til sit folk. Denne guddommelige kærlighedshandling er motivet til, at den enkelte skal gøre godt både mod en anden fra folket og mod den fremmede i folket.

I Det Gamle Testamentes grundsprog, hebraisk, har buddet en bred betydning

“Du skal elske”

  • Erotisk kærlighed
  • Kærlighed mellem forældre og børn eller søskende
  • Samhørighedsfølelse mellem slægtninge
  • Hengivenheden mellem venner
  • Elevens varme forhold til sin lærer
  • Slavens venlige indstilling over for sin herre

“din næste”

  • Det menneske man netop står overfor
  • Medborgeren
  • Det menneske der befinder sig i nærheden (næste – nær)

“som dig selv”

  • Som værende lig dig selv

En jødisk teolog, Leo Baeck, siger det sådan her: “Elsk din næste, han er ligesom du… i dette ligesom du, ligger hele sætningens pointe. Givet hermed er begrebet medmenneske. Han er som du. Han er dig lig i det egentlige, du og han er som medmennesker ét”. (religion.dk)

Måske er det netop i kærligheden til vores næste, især hvis det er et problemfyldt i jordiske kærlighedsforhold eller familieforhold, at det begynder at knibe med at “vende den anden kind til”. For det er det Jesus beder os om, Vi skal være store nok til at hæve os over øje for øje og tand for tand, som det fremgår af Det Gamle Testamente. Men betyder “at vende den anden kind til” at vi skal finde os i overgreb fra andre mennesker, at de nedværdiger os, krænker os og gør os ondt. Nej, det betyder det ikke. For vi er blevet bedt om at elske den anden som vi elsker os selv. Og i kærligheden til os selv, skal vi elske den anden således at han/hun ikke kan gøre os ondt længere. Man kan tolke nogle af de gamle skrifter som, at vi kun gør hinanden ondt, når vi har forladt Gud (=kærligheden) og dermed er fanget i eget begær. Det mest kærlige er i de tilfælde, at beskytte os selv og dermed også den anden  UDEN at gå til modangreb. Det kan undertiden gøre at man må stoppe ukærlige relationer, uagtet hvor tætte disse mennesker er på os. Tilgivelse kan i visse tilfælde være det mest kærlige at gøre på lang afstand af en person, der er fanget i eget begær, besiddertrang, kontrolbehov osv. Da disse “synder” udspringer af frygt og ikke kærlighed. Således er det kærligst, både overfor en selv og overfor den anden, at fjerne sig fra ulykken, så at sige.

 

Kærlighed i kristendommen

 

Jeg opfatter mig selv som kristen buddhist, og ser ingen problemer i dette, da buddhismen ikke har nogen Gud og dermed heller ikke er en religion. Buddhismen kommer med en række visdomsperler  i forhold til at leve et medfølende liv, og intet af det der fremgår af de buddistiske skrifter er uforenelige med de kristne bud. Buddhismen er for mig præcis ligesom færdselsloven. Færdelsloven er ikke beskrevet i biblen, men giver en vis rettesnor for at bevæge sig i trafikken på en sikker på, og på samme måde anskuer jeg buddistisk livspraksis, som en vis rettesnor i forholdet til min relation til mennesker, dyr og kloden. Så i min verden konflikter dette ikke, men kan ses som et supplement.

For mig er Gud kærlighed, såsom konkret GUD = Kærlighed. Mit belæg findes i Biblen således;

”Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham (…) Frygt findes ikke i kærligheden,  men den fuldendte kærlighed fordriver frygten (…). Vi elsker, fordi han elskede os først.  Hvis nogen siger: »Jeg elsker Gud,« men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set.  Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder.”

Johannes første brev kap 4.

Gennem mit liv, som nu er midtvejs, har jeg måtte konstatere at folk nogle gange har nogle mærkelige holdninger til hvad kærlighed er. Jeg har spekuleret meget over livets ondskab og grusomhed. Hvor er ophavet til dette? Vores frie vilje, som vi ikke kan styre eller er det Satan selv der står bag? Måske er forklaringen mere enkel end som så, uden at jeg forkaster de to øvrige forklaringer. Måske skyldes nogle af menneskets grusomme handlinger, de ting som Gud ifølge Biblen skulle have pålagt mennesker at gøre. For hvis den KÆRLIGE, alvidende og almægtige Gud gør sådan mod os, må vi så ikke gøre sådan mod hinanden? Legaliserer mennesker deres grusomhed, fordi Gud beskrives som grusom flere steder i biblen? Gud befalede fx omskæring af drengebørn og ofring af egne børn, stening af de utro og forfølgelse af minoriteter og vantro. En voldelig, hadsk og jaloux Gud er en Gud man let kommer til at frygte – og jeg forstår dybest set godt at folk flygter ud af kristendommen og kirken af disse årsager.

Jeg erkender, at jeg stærkt tvivler på om selveste den almægtige, alvidende og kærlige Gud, som er MIN Gud, har lagt opfordringer til ovenstående. Eller om skiftkloge og lærde dengang forsøgte sig med at bruge FRYGT til at styre den frie vilje og det menneskelige, næsten dyriske begær, som vi kan komme så galt afsted med og skade andre levende væsener og planeten med. Måske blev man nødt til at beskrive en Gud i de bibelske tekster, som mennesket skulle frygte? Frygt er en stærk reguleringsmekanisme, som muligvis har hjulpet os til et mere civiliseret samfund, dengang der endnu ikke fandtes jura og domstole.

Som det fremgår af ovenstående citat af Johannes Evangeliet, så mener jeg at kærlighed er fraværet af frygt. Og jeg har levet præcis længe nok til at sige, at når jeg har været omsluttet at frygt har jeg også mistet både tro, håb og kærligheden med. Så den der bliver i Gud skal leve fri for frygt. Det har været min største bedrift i livet, at blive i Gud (læs: kærligheden) og dermed leve frygt frit. Jeg har været nysgerrig på kærligheden i en så stor udstrækning, at jeg har undersøgt verdensreligioners syn på kærlighed, og jeg har brugt meditation og mindfulness til at ændre mit genstridige frygtsomme sind. Åndedrætsøvelser har været altafgørende og at slippe mit indre frygt regime. Måske fordi det er Gud selv der gav mig min livsånde, og når jeg undertrykker den, så undertrykker jeg også Gud?

Men hvad er da kærligheden? Hvordan kan jeg vide om det er kærligheden jeg vejledes af? Hvordan holder jeg frygt på afstand, så jeg ikke styres heraf? Hvordan kan jeg vide med så klippefast tro, at Gud er i mig, og det er Gud der vejleder mig i mit liv? Her vender vi tilbage til Korinterbrevene, hvor der står:

Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde.  

Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet.  

Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet. 

Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind.  Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag.  Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden.  Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Og her får jeg lyst til at slutte med et ganske hverdagsdansk citat fra Master Fatman himself. For han har for mig stået som et elsket menneske, der gennem sit 63 årige liv nåede at berøre mange hjerter med hans insisterende tro på den guddommelige kærlighed;

“Husk at livet er en gave og du skal leve det lige nu. Det med at leve lykkeligt, er lidt lettere, hvis du griber livet an lidt mere naivt”.

Og hvad er mere naivt end når en videnskabelig akademiker nørd som mig, har en klippefast tro på at noget jeg hverken kan måle eller veje faktisk findes? Vi kommer aldrig nogensinde til at kunne måle eller veje kærligheden (Gud), men det ændrer ikke på at vi kan mærke den, både når den er der og når den ikke er der. Og det er ganske vist ♥♥♥

Må du leve dit liv i tro, håb og tillid, men størst af alt er kærligheden. 

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s