Hvad så nu, lille du?

Kender du det med at ville mere end du kan? Og de følelser det aktiverer i dig, når du mærker at dine ressourcer ikke rækker til det du drømmer om?

I weekenden fik jeg min certificering som yoga lærer. Et hårdt kapitel i mit liv er overstået. For yoga uddannelsen er ikke for “sarte sjæle”. Og jeg har med årene erkendt at jeg er en “sart sjæl”, som min mormor ville have udtrykt det. Uddannelsen har krævet mere af mig, end jeg umiddelbart har haft af give, og det har på mange måder været en realitets korrigerende oplevelse at gennemføre uddannelsen.

 

Chanett yoga pølle

 

At bo på et godt fyldt hotel i en hel weekend, sammen med en masse fremmede mennesker.

At være social fra klokken 7-22, hvor jeg samtidig er blevet bedt om at strække min krop mere end den kan, stå i stillinger der kræver mere fysisk styrke end mine muskler har, og balancere mere på arme og ben, end jeg har balance til.

At sove mindre end 6 timer flere dage i stræk.

… har ikke kun være en udfordring for mig – Chanett – som person, men især har det været slidsomt for mit nervesystem. Min PTSD parasit har ligget på spring, klar til at vågne helt op og genetablere “venskabet” med alle kroppens celler, og overtage min krop – igen.

Men det skete ikke ♥

Til gengæld har yoga uddannelsen været en lærerig berigende rejse. Hvor jeg ikke kun har fundet “mig selv” fuldt ud, som den type af yogalærer jeg er, men også har lært at min krop og mit sind i fællesskab rummer en enorm visdom, når jeg gennem yoga giver plads til kommunikation og fællesskab mellem det der foregår over halsen og under halsen.

“Yoga bliver aldrig nogensinde til en slags gymnastik for mig. Heller ikke selvom jeg nu er grundigt ført ind i Hatha yogaens fysiologi. Jeg tror aldrig jeg vil komme til at kunne trives med at undervise i “gymnastik” yoga. Altså der hvor korrekte stillinger er de vigtigste ingredienser. For mig er yoga så meget mere end det, og det er præcis det jeg vil forsætte min undervisning ud fra”. 

En af mine med-studerende Maria Hanratty udtrykte sin yoga filosofi således i sin eksamensopgave:

Min yogis sang. 

Du, min krop. Mit tempel.

Dig, jeg lod stå til, forsømt og forrådt.

Bange var jeg, når jeg gik i dine mørke sale, med kun en lille fakkel som lys.

Det hjemsøgte tempel med de uhyggelige skygger, der skræmte mig og gjorde ond.

Jeg turde ikke kigge, turde ikke gå tæt på. 

Og når jeg sjældent kastede et skræmt og flygtigt blik, så jeg dansende uhyrer og djævle på din uhyggelige væg.

Du knagede og knirkede, og kom med lyde jeg aldrig helt forstod.

Du gjorde mig kun bange og gav mig lyst til at komme ud.

Gennem yogaens fortryllelse krævede du din ret og bad mig lytte og se.

Langsomt tændtes templets lamper og vinduernes gardiner blev flået væk. 

Da så jeg endelig din skønhed.

De smukkeste malerier fra gulv til loft viste sig for mit blik. Mine tårer faldt på dit gulv.

Der var billeder af oprørte have og uvejr på himlens hvælv. Men aldrig uhyggelige og frygteligt skræmmende, blot et smukt billede af noget der var glemt.

Der var også billeder af de smukkeste enge og legende børn og blomster i flor.

Og endelig forstod jeg, at jeg gemte på en fortælling, helt fra jeg blev født på denne jord. 

Jeg fik lyst til at mærke og røre. At gå helt tæt på. 

At lege, danse, føle og se. At gå på opdagelse i dine mange rum. 

Efter måneder ømmer du dig stadig, men kommer dig dag for dag. 

Jeg er flyttet ind og vi er sammen. Og jeg har fået skabt et rigtigt hjem.

Jeg er langsomt begyndt at reparere huller og revner, som er blevet skabt af års forfald.

Som tak har du klargjort en af dine vægge, hvor jeg kan male et helt nyt maleri.

På gulvet står en farvepallet, med de smukkeste farver i.

Og mens jeg maler, hører jeg din sang og nynner stille med. 

Du, min krop, mit smukkeste tempel.

Du, min yogis sang. 

 

Maria rammer nerven i hvad yoga er for mig. En genetablering af krop, sind og ånd. Som sagtens kan foregå uden at de fysiske stillinger nogensinde bliver smukke eller helt korrekte, men som langsomt fører os tilbage til glæden ved kroppens sang, den fortælling den har til os om livet der er levet. Og den taknemmelighed kroppen udviser, når vi lytter til den. Og til tider endda får følelsen af fri leg og sammenhørighed.

På det mentale plan, har uddannelsen givet mig den erkendelse, at jeg ikke skal tage flere uddannelser. Jeg vil gerne dykke ned i yogaen og meditationens teknikker og mange arter, men det er slut med at præstere. Min krop siger “nej tak” og jeg tænker at jeg vil lytte og fra nu af blot følge min nysgerrighed og tilegne mig ny viden og flere færdigheder, uden absolut at skulle have et bevis med hjem.

Hvad så nu, lille du?

Jo, i øjeblikket er jeg i gang med at uddybe min tekniske viden og kunne om mindfulness via et evidensbaseret online kursus. Min egen meditations praksis får noget at spille bolde op ad, når jeg fordyber mig i andre “tænkninger” indenfor mindfulness praksis.

Min nysgerrighed og appetit på ny viden har ingen grænser. Jeg er bare et super nysgerrig menneske. Videbegærlig. Og det får aldrig ende. Men samtidig vil jeg ikke præstere mere.

Jeg har presset mig selv igennem så mange eksaminer, på så mange uddannelser, samtidig med at jeg har haft ansvaret for at skabe nogle gode børn, skabe et godt hjem, passe på mit parforhold og passe mit job. Jeg har så mange karakterer stående i min karakterbog. Samtidig har jeg ignoreret kroppens signaler i så mange år, at kroppen har mistet tilliden til at jeg passer på den. Alt sammen i bestræbelserne på at få opfyldt nogle bestemte drømme. Drømme om et bestemt slags liv, der så ud på en bestemt måde. Man kan måske endda gå så langt som til at sige, et drømmeliv der fik MIG til at fremstå på en bestemt måde…

Yogaen afslørede min “afhængighed” af præstation. Jeg har levet det meste af mit liv i “at gøre” i stedet for “at være”. Fra nu af skal jeg derfor noget andet. Jeg vil “mærke” læring gennem kroppen og tillader mig selv at hægte præstationsdelen af. Det føles som en god beslutning. Og jeg er glad for at yogaen har ført mig til den erkendelse, sammen med alle de andre erkendelser den efterhånden har givet mig.

Endelig hænger krop, sind og ånd sammen for mig. Endelig kan jeg træffe beslutninger, hvor det ikke har været mine mentale strukturer og trang til præstation (og mere på CVét ), der styrer mine handlinger. Yoga har gjort mig fri af mine egne begrænsende tanker om mig selv, om andre og om verden – måske yoga vil gøre det samme for dig? ♥

Som Jack Kornfield udtrykker det:

“In the end, just three tings matter.

How well we have lived.

How well we have loved.

How well we have learned to let go”

 

♥Tak fordi du læste med. Må du være fyldt med kærlighed, tillid og glæde♥

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s