Mine 3 mænd og hvad jeg lærte af dem.

Min voksne datter har fødselsdag. Jeg ankommer lidt senere end alle de andre, for jeg har været på arbejde. Da jeg træder ind i haven får jeg straks øje på mine 2 eks-mænd.

Ja, jeg er en af dem der har “fjumret” grundigt rundt i kærlighedslivet og fået to børn med to forskellige mænd – og vundet mig nogle ekstra børn undervejs også. Astrologisk vil man måske forklare min “fjumren rundt” med at jeg er skytte. At jeg er et frit menneske, der har mere travlt med at undersøge livet, end at holde mig til relationer. Spirituelt vil man måske forklare min “fjumren rundt” med at jeg er en søgende sjæl, der er løsrevet fra jordelivets “længsler”. En psykolog ville nok mene, at jeg er bom stærk, ikke er bange for at stå selv og meget lidt kompromissøgende, når det kommer til kærlighed. En psykiater ville måske diagnosticere mig med en tilknytningsforstyrrelse. Måske er alle fire forklaringer sande, hvem ved?

 

“Jeg VED bare at mine 3 mænd er kommet til mig, FORDI jeg skulle lære nogle vigtige ting om livet, om kærligheden, om relationer og ikke mindst om mig selv.”

 

Jeg kigger på min første mand, som jeg mødte i starten af 20erne. Han er næsten 2 meter høj. Har mørk krøllet hår, mørkebrune venlige øjne. Han er bredskuldret, slank og altid ekstremt smart i tøjet. Alt sidder altid perfekt på ham, som om at tøjet er syet præcis til ham. Ved hans side står hans lyshårede smukke kone. Hun er også høj og slank, og ligesom ham altid klædt i tøj, der sidder som det skal. Hun ser sød og imødekommende ud, hvilket hun også er. Hun er et perfekt match til ham. De klæder hinanden og har været sammen i mange år. Udrettet mange ting sammen. Skabt et dejligt liv med spændende jobs, udsigt over havet fra deres nybyggede lejlighed, mange gode venner, vinterbadning og rejser rundt omkring i verden. De er et rigtigt powerpar.

Jeg er GLAD for, at præcis denne mand blev min første mand. Jeg kom lige fra et virkelig dysfunktionelt ungdoms-forhold. Et grænseløst forhold med mange voldsomme konflikter. Et forhold hvor vi begge vidste, at vi ikke trives, men tryghed holdt os sammen til den dag det hele eksploderede, og jeg kom virkelig slemt til skade. Både fysisk og psykisk. Min ungdoms-kæreste mødte jeg lige efter min mors død, hvor jeg var i dyb sorg, ensom, snot forvirret over alt i hele verden. Jeg anede intet om mig selv og mine egne grænser, og forstod dybest set ikke han-kønnet eller kærlighedens væsen.

Heldigvis mødte et par år efter min voksne datters far. Han lærte mig, at kvinder ikke behøver at gå i joggingtøj, at de gerne må klæde sig sensuelt og feminint. Han lærte mig, at konflikter kan løses uden man bliver højrøstet. Han lærte mig, at man ikke behøver at tage ALLE konflikter, nogle kan man bare lade ligge, uden noget går tabt. Han lærte mig at intimitet kræver nærvær – og for mit vedkommende også mod. Han lærte mig, at tilknytning er en forudsætning for, at kærligheden kan få plads til at vokse. Han lærte mig, at jeg var et vanvittig rastløst menneske og dermed til tider umulig at holde ud.  Og måske vigtigst af alt, så lærte han mig, at jeg skulle udvikle mig, hvis jeg virkelig ønskede mig et langvarigt forhold. Han gav mig også en datter, der ligner sin far udenpå og sin mor indeni. Min skønne egenrådige, kloge og smukke datter med løvemanke, som sin far.

 

bella og mor

 

Dengang i starten af 1990erne da jeg mødte ham, havde jeg VIRKELIG brug for et menneske, der kunne lære mig at de-eskalere konflikter. Der kunne lærer mig, at konflikter ikke nødvendigvis skal løses med hjertet oppe i halsen og med boksehandsker på. Jeg havde VIRKELIG brug for at møde en mand, der gav plads til min rædsel ved knytte mig til en mand, så jeg langsomt kunne give plads til den sårbarhed, der følger med at elske en anden. Og jeg havde VIRKELIG brug for at komme i kontakt med min feminine side. ALT dette gav han til mig ♥

Vi skiltes uden det store drama, jeg kunne ikke udholde København og han kunne ikke udholde tanken om at vende tilbage til Jylland. Han er til fest, farver og sene nattetimer med høj alkoholprocent kombineret med et krævende og ambitiøst arbejdsliv. Jeg var til naturoplevelser og hjemmeliv, og et arbejdsliv der primært skulle imødekomme min datters behov for ro og fordybelse. Det var ret åbenlyst, at vi ikke skulle rejse videre sammen som ægtefæller. Hvis vi forsøgte ville jeg skulle give afkald på mit store behov for at være tæt på naturen, på min familie og mine venner. Jeg skulle give afkald på mit store ønske om at have en familie med en mand, der ønskede et familieliv, og måske en villa med have og en søskende til vores datter. Til gengæld fik jeg en ærlig og tryg samarbejdspartner for vores fælles datter. Og selvom jeg ikke ville have hans udgave af et liv (om jeg så fik det foræret på et sølvfad), så er jeg fuld af respekt for det menneske han er og det liv han har valgt. Hans kone har været en virkelig stor bonus for min datter, og hun har altid bakket op om vores samarbejde. Jeg bliver altid ramt af en dyb taknemmelighed, når jeg møder min datters far og hans kone.

Jeg kigger derefter på min anden mand, som jeg mødte i starten af 30erne. Da jeg mødte ham lignede han en græsk Gud. Jeg kan huske første gang jeg så ham stå ud af badet. Mit hjerte stod nærmest stille og mine hænder rakte automatisk ud, for at mine fingerspidser kunne røre ved hans smukke krop. Idag til fødselsdagen er Guden blevet til en Familiefar med stort F, præcis som han ønskede sig. Hans krop bærer præg af alt for meget arbejde, det forkerte mad, for lidt motion og for meget ansvar på skuldrene. Ved hans side står han utrolig søde og smukke kone. Jeg er i tvivl om jeg nogensinde har mødt et menneske der er så åben, kærlig og venlig som hende. Og mellem dem står en lille bitte fyr, det nyeste barn på stammen. Guden er blevet til Farmand igen og igen – og er samtidig også en travl Forretningsmand. Og han har fået en kvinde ved hans side der vil det samme som ham, en han kan lave familie sammen med. Hun er en fantastisk nærværende og kærlig bonusmor for mine børn ♥

Da jeg mødte ham for efterhånden mange år siden,  i starten af år 2002, havde jeg brug for en Beskytter, for jeg har lige udviklet alvorlig PTSD, og stod dårligt på fødderne helt selv. Og denne mand kan tage et lederskab! Derudover har jeg brug for en fysisk kontakt, så mit nervesystem kan falde til ro, en fysisk kontakt som ikke er naturlig for mig at søge. Men præcis denne mand, aktiveres min sanselighed med den intensitet jeg aldrig har oplevet før. Jeg lærer en ny side af mig selv at kende. At min krop kan søge fysisk kontakt af sig selv. En kontakt, som var så livsvigtig for mig, for at kunne få mere ro på min PTSD.

Men det er ikke det eneste denne mand har og kan, som jeg tiltrækkes af. Han er Familiemenneske helt ind i cellerne. Til modsætning fra min første mand, der slet ikke var sikker på han ønskede sig Vovse, Volvo, Villa eller børn, så vil min mand nummer 2 bare have det HELE. Og det vil jeg også! Min første mand har tæmmet min frygt for knytte mig til mænd, så min mand nummer 2 kan mase sig direkte igennem mit panser, så hurtigt at jeg ikke når at mærke ordentlig efter. Hvor min forelskelsen i min første mand primært var fyldt med frygt og forvirring, er forelskelsen i min anden mand helt vanvittig åben og fantastisk tillidsfuld – en åbenhed min første mand har skabt i mig.

Men jeg har stadig meget at lære. Min tilknytning er som et siv i vinden. Der skal ingenting til for at jeg bliver bange og sætter mit gamle panser op. Han har også sine egne sår med sig, der giver ham en adfærd, som ikke vibrerer godt med mine behov. Og vi starter ret tidligt i vores forhold på en dysfunktionel dans, hvor vi åbner os for hinanden, lukker os for hinanden, mistilliden flytter ind, sammen med ord der slet ikke skal bo i vores hus, og handlinger der ikke hører til i et kærlighedsforhold. Men vi VIL vores familie. Vi er gode til det der familie-halløj. Vores børn trives. Vi har etableret os enorm godt. Vores vilje til hinanden er større end vores evner. Vi sårer hinanden hele tiden. Finder hinanden igen. Frastødes af hinanden. Der er hele tiden store følelser i spil, aldrig ro og fred. Samtidig med at der er en masse ved ham som jeg tager dyb afstand fra, så er han stadig min græske gud. Når afstanden har varet for længe, fordi jeg har trukket mig hen i mit beskyttelsesrum, så tiltrækkes jeg af ham, savner ham, længes efter ham – og vender tilbage igen og igen… Med blødende sår, haltende og mere og mere psykisk forslået. Mere og mere forvirret. Min familie og mine venner siger at jeg bliver skyggen af mig selv. Jeg oplever at jeg mister mig selv i forsøget på at holde sammen med ham.

Og jeg forstår ikke på daværende tidspunkt, at den ukærlige adfærd vi har overfor hinanden, er et tegn på, at det ikke er rigtig KÆRLIGHED vi føler. Jeg ved ikke på det tidspunkt, at hvis man ELSKER hinanden, så kommer respekten og omsorgen helt af sig selv. Så jeg tror, at jeg elsker ham. Og vi er begge styret af fælles visioner, kampvilje, ansvarlighed og tryghed. Ingen af os ønsker at blive skilt og byde vores børn endnu flere forandringer. Vi synes de har oplevet nok. Ingen af os orker at gå ud af endnu et forhold med alt hvad det indbefatter, vi er trætte… Og begge dybt ulykkelige.

Da jeg mødte min mand nummer 2 havde jeg virkelig brug for en Ægtemand og det fællesskab vi kunne bruge til at skabe rammen om en familie. Det fik jeg. Og jeg fik også en dejlig lille søn. Smuk som en græsk Gud, med et sind som Buddha.

 

Chanett og Luchas

 

Jeg fik den Beskytter jeg havde brug for. Men der var en pris, for som jeg udviklede mig fra et skræmt PTSD offer til en mere selvstændig kvinde, begyndte hans naturlige lederskab at stramme om min sjæl. Min mand nummer 2 lærte mig, at jeg havde nogle mørke sider fyldt med aggression, vrede, bitterhed og trangen til at ville have ret. Det havde jeg brug for at lære. Lære at det jeg sender ud får jeg tilbage. Vores forhold lærte mig også, at man kan forveksle kærlighed med fysisk tiltrækning og tryghed. Det lærte mig, at jeg ikke skal ledes af nogen i mit eget hjem, for så føler jeg mig domineret. Vores forhold lærte mig, at vi mennesker fortolker virkeligheden på vidt forskellig måde, og at det kan ende i konflikt, hvis vi tror vi skal blive enige om ALT hvad vi oplever, tolker og ser. Og måske vigtigst af alt, så lærte han at jeg skal have en kæreste med milde øjne, hvor jeg kan blive ved med at vokse, også i en retning som måske kun giver mening for mig selv.

Vi skiltes – til forskel fra mit første ægteskab – med en masse drama. Fordi vi nok dybest set ikke elskede hinanden, fordi vi passede så ekstremt dårligt sammen, på så ekstremt mange måder, udviklede skilsmissen sig til en katastrofe, hvor jeg virkelig skal tage mig sammen for ikke at blive flov over mig selv. Den læring er jeg SÅ glad for at jeg fik med fra denne relation, fordi den blev et spejl til mig på, hvad jeg indeholder som menneske, hvis jeg lader mig presse hårdt nok. Jeg lærte i sidste ende at FLYTTE MIG, at gå væk fra det der er usundt for mig. Hvis jeg var blevet sammen med ham, skulle jeg have givet afkald på nogle af mine mest sårbare, kreative og drømmende sider, for det ville han ikke have værdsat. Jeg ved, at sammen med ham, var jeg kommet til at skulle kæmpe for at blive forstået, set, hørt og mærket, som den jeg selv oplever at jeg er. Og en dag indså jeg bare, at det ikke var noget jeg ville kæmpe mig til i et kærlighedsforhold.

“Erfaringerne fra mine 2 første ægteskaber, blev den klippe jeg kunne bygge på, den dag min soulmate trådte frem i mit liv. Jeg var brændt klar og ren af den modstand og de knubs jeg havde fået. Og havde samtidig en åben bevidsthed om mig selv som menneske, der hvor jeg går til, det jeg kan og det jeg endnu ikke har lært”. 

 

Jeg flytter blikket fra mine to eks-mænd og vender blikket lidt ind i mig selv. Fyldt med taknemmelighed over alle de skønne mennesker disse to mænd har bragt ind i mit liv. Taknemmelig over den læring de har givet mig. Taknemmelig for den åbenhed de har skabt i mig. Taknemmelig for de børn jeg har fået. Både de to jeg har født og de øvrige der er kommet med.

Min tredje mand er ikke med til min datters fødselsdag i dag, for han er til Samsø festival. Han er faktisk ikke engang min rigtige mand endnu, selvom vi fejrer 7 år sammen i dette år. Indtil nu har jeg hverken haft modet, helbredet eller økonomien til at gifte mig med ham, for han er til STORE bryllupper. Og det skal han selvfølgelig have hvis/når vi en dag gifter os. Nogle dage vil jeg vildt gerne gifte mig med ham og hører sådan “rigtig” sammen, andre dage tænker jeg at det er noget pjat, at vi sagtens kan hører “rigtig” sammen uden bryllup og vielsesattest. Han ved jeg har det sådan, og ligesom med alt andet, så giver han bare plads til mig, masser af plads. For som han siger “hvis det ikke er død vigtigt for mig, så er det ikke vigtigt nok til at presse dig”… Sådan en pragmatisk tilgang lever han med i livet, lige bortset fra når det kommer til at jeg er et rodehoved og at mit rengøringsbehov er væsentligt mindre end hans.

Min nuværende “mand” mødte jeg på et tidspunkt, hvor jeg ikke rigtig havde nogle ønsker og behov tilbage i forhold til at have et hverdagsliv med en mand. Jeg havde det godt som singlemor med mine børn og med et arbejde der fyldte mig op. Så vores møde var ikke præget af ret meget andet, end en kæmpe overraskelse over at jeg endelig sad overfor et helt igennem AUTENTISK menneske, You Get What You See.

René var min kaffe-date nummer XX, i en periode hvor jeg datede mest for sjovt, når mine børn ikke var hjemme hos mig. Jeg havde mødt smukke mænd, kloge mænd – nogle gange i kombination – flyvske mænd, uærlige mænd, selvfede mænd, kedelige mænd, helt almindelig søde mænd. Men INGEN var som René ♥ Den måde han fortalte om sine børn på. Den måde han fortalte om sig selv på. Den måde han forholdt sig til livet på. Den måde han så på mig på. Den måde han lyttede på. Den måde han smilte på med sine smukke tænder, bløde læber og varme øjne. Den omsluttende måde han krammede på. Den måde han fjollede på – det var næsten for meget – men han får mig til at grine højt hver eneste dag, det har ingen andre formået. ALT ved ham ramte ind i mig på en måde, hvor jeg mærkede (helt ubevidst) at “her er plads til mig – hele mig”.

Som i alle andre forhold, så blev vi en dag ramt af hverdagen og virkeligheden. Den “grumme” virkelighed. Der hvor forelskelsens løgnagtige slør letter og man virkelig SER hinanden. Vi opdagede hurtigt, at hans iltre sigøjner blod og mit nordjydske sindige blod kunne skurre noget så gevaldigt. Han synes jeg virker arrogant, afvisende og ligeglad, når han står med blodsprængte øjne af frustration over at der er kommet hønselort med ind i huset under mine sko, eller en af hundene har spist en gren i sofaen. Jeg synes han er en utålelig og hysterisk hidsigprop, når han lader sig gå på at krummer på køkkenbordet og hunde hår i krogene.

Jeg svejer aldrig mere, som et siv i vinden, i min kærlighed til ham. Vi ved begge to, at hvis vores forskellighed fører til, at vi holder op med at opfører os kærligt overfor hinanden, så må vi måske en dag vælge at bo hver for sig. Hellere det end uden hinanden. For vi er hinandens yin og yang. Vi komplementerer hinanden. Vores forskellige styrker og svagheder gør, at vi står mega stærkt sammen. Vi løfter hinanden og giver hinanden plads til at vokse helt vildt, strittende ud i alle mulige retninger. Og den tid vi har været sammen er et vidnesbyrd om, at når vi står sammen kan vi udrette mirakler. Når han ikke koger (han er jo af sigøjnerblod og løve af stjernetegn) over mit roderi og totale mangel på rengøringsfinesse, har vi en rolig hverdag. Når vi taler sammen, så taler vi RIGTIG sammen, nysgerrigt, dybt og længe.

Da jeg møder ham ved jeg ikke, at jeg har brug for at møde en mand med et stort temperament, så jeg kan få konfronteret min frygt for aggression hos store mænd. Jeg ved ikke, at han kommer til at spille en stor rolle for at jeg kan vikle mig ud af PTSD parasittens stramme greb. Men det bliver igennem hans opfarende temperament, at jeg får mulighed for at arbejde med min frygt, så jeg har mulighed for at blive sikker i mig selv igen. Jeg bryder mig ikke om det i starten, og de første 6 år af vores forhold, prøver at få ham til at styre sig – indtil det en dag går op for mig, at hans temperament er en gave…

“Jeg ved at det her er KÆRLIGHED, fordi han giver mig helt fri til at være hele mig. Og når jeg giver plads til min mest flippede side, står han ved siden af og klapper og kysser mig stolt på panden. Når jeg søger dybere efter at forfine mine karaktertræk, så jeg kan blive en endnu bedre udgave af mig selv, skaber han rummet og opmuntrer mig undervejs og roser altid mine resultater. Samtidig er han aldrig bleg for at sige sin sandhed. Råt og uforsødet, men altid med en kærlig bevidsthed om vores forskellighed og i respekt for at det han ser måske ikke er den fulde sandhed”. 

 

Han fortæller mig meget ofte, at han aldrig har følt sig så fri og så støttet, som han oplever med mig. Og jeg tænker “Du er en Løve. Du ville dø i et bur”… Jeg ved at selvom han har sin fulde frihed til at afsøge alle områder af sit liv, så vil han altid vende tilbage. Mæt på oplevelser, med ro i krop og sind efter at have “jaget” rundt efter sin “fangst” (som kan være en god druktur med vennerne, en fed koncert oplevelse, en arbejdsmæssig ambition.)

 

Rene og Chanett

 

Vi mennesker ved ikke altid, hvorfor vi forelsker os i præcis dem vi gør. Men vi kan være sikre på, at uanset hvor mange knubs vi får, uanset hvor dysfunktionelt det er, uanset hvor meget vi gerne ville have undværet forholdet – så er der meget vigtig læring at hente om os selv igennem vores tætteste relationer. Viden og erfaring som vi kan bruge til vores fremadrettede udvikling mod en bedre udgave af os selv. Derfor hylder jeg ALLE kærlighedsforhold, også dem med fysisk og psykisk vold, og dem hvor kærligheden i virkeligheden slet ikke var kærlighed, men begær, besiddertrang, afhængighed og tryghed.

 

“Gaver kommer nogle gange til os i grimt gave papir. Det handler om at tage ejerskab over de erfaringer, vi får af de mennesker vi tiltrækker og tiltrækkes af. Det handler om at vokse som menneske, også når vi tiltrækker noget som kommer til at gøre virkelig ondt.”

 

Jeg VED i hvert fald, at hvis jeg var blevet i et liv sammen med mine to eks-mænd var jeg blevet dybt ulykkelig, jeg ville have skulle udslette vigtige behov og sider af mig selv – og i sidste ende ville jeg have mistet mig selv.

Jeg ved også, at uden mine to eks-mænd var jeg ikke blevet æltet og formet, så jeg i dag kan leve med min Soulmate. En Soulmate som svarede helt korrekt på mit spørgsmål “Hvad nu hvis jeg ikke ved, præcis hvad jeg gør?” og han siger “Det er helt i orden”. Min soulmate der gang på gang overtræder færdelslovene inde i mit hoved, så jeg kan udvikle mig yderligere som menneske. Min soulmate, der engang imellem kommer til at køre mig over, men også sørger for at jeg lander blødt. Min soulmate med sigøjnerblod i årene, hvor tallerkenerne nogle gange flyver gennem rummet. Hvem siger at jeg ikke gerne vil leve sådan, hvis det er ham jeg skal leve sådan med?

Nej, det er ikke altid nemt at vokse sammen. Men det er lettere, når vi er sammen med et menneske, hvor vi er helt igennem frie til at udvikle os til at blive mere og mere os selv. Det er ægte kærlighed! Hvis vi ikke kan udvikle os til at blive mere og mere os selv, mens vi er sammen, er det måske ikke kærlighed, men noget helt andet der er på spil?

Jeg slipper ham igen om nødvendigt, hvis vi taber kærligheden på gulvet i processen, hvor vi vokser som mennesker. Men jeg vil altid være ham evig taknemmelig for de muligheder han åbnede i mig og de indsigter jeg fik.

Og hermed giver jeg ordet til et af mine yndlingsbands, nemlig TV2 og teksten fra sangen “Nærmest Lykkelig”, der har inspireret mig til dette blog indlæg ♥♥♥

Hva så, hvis du er flyttet ind i mine tanker
Og jeg ikke kan få dig ud af mit blod
Hvem sir det ikke er dig som gang på gang
Overtræder færdselsloven inde i mit hoved

Kører rundt og rundt
Og så fuld fart over for rødt
Hvem sir jeg har det mindste imod
At bli’ kørt over når man lander så blødt?

Kom nu igen, elsk så natten passer
Til den her simple sang
Kom nu igen, elsk mig så det ligner
Det vi kom her for, og som måske var meningen engang?

Rolig, rolig sku vi så lige se
At komme ned på jorden igen
Sådan kan man ikke og nogen gange er det da
Bestemt heller ikke lige nemt
Der er dage hvor tallerknerne ryger gennem luften
Og det hele kører op og ned
Hvem sir jeg ikke kan li at ha det sådan
Når det er dig jeg har det sådan med?

Hva nu hvis jeg ikke ved, præcis hva jeg gør
Hva nu hvis du sir, det er helt i orden
Er vi så ikke nærmest lykkelige vi to? ♥

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s