Forventningens smerte.

Hun står der foran mig.

Med tårerne trillende ned ad kinderne.

Et lille bitte menneske.

Hun orker ikke mere kamp. Den kamp hun har med kommunen om at få den hjælp hun føler hun har brug for og ret til. Kommunen fejler igen og igen. Hun føler sig fanget, ufri og overladt til sig selv.

Mennesker omkring hende er begyndt at trække sig. Hun fortæller om ensomhed, der kryber ind på hende. Og afmagten over blive forladt af dem hun stolede på skærer i hendes hjerte.

Jeg ved godt, at der ikke er noget jeg kan sige eller gøre for at ændre på den følelse der tynger hende lige nu. Alligevel forsøger jeg mig. Også selvom jeg dybest set ved, at jeg godt kan spare mine ord. Hun er der ikke endnu, der hvor hun er helt vågen, parat til forandring. Måske når hun derhen inden længe, måske når hun aldrig derhen. Men en ting ved jeg, lige nu er alle mine ord spild af tid, så efter lidt “samtale” lader jeg hende bare græde, aer hende på armen, lytter til hende og krammer hende.

For jeg har mødt hende før i andre udgaver. En direktør. En skolelærer. En husmor. En professionel triatlet. En skuespiller.  Listen er lang – udfordringen er den samme. Men det vidste jeg ikke før jeg selv blev ramt.

Ramt af livets foranderlighed og evige bevægelse.

Ramt, nedlagt og sat til vægs.

Ikke af livet som det nu engang ER.

Men af mine egne FORVENTNINGER til hvordan livet, menneskene omkring mig, og systemerne burde være.

Lige præcis som hos denne lille kvinde, med tårene løbende ned af kinderne, der står foran mig, blev mit liv fyldt med smerte af en eneste årsag. Mine egne forventninger.

Jeg skulle selv prøve at stå i en situation, hvor jeg følte at ALT blev taget fra mig og INTET hjalp, før jeg forstod, at jeg gjorde mig selv til fange i mit eget liv. Og at jeg ti-doblede min livssmerte ved at leve et liv på forventningernes holdeplads.

Gennem mit liv som psykiatrisk sygeplejerske har jeg set andre voksne gå helt i knæ, og nogle gange endda helt i opløsning, fordi de hele tiden ventede på at noget ville forandre sig, at livet ville blive retfærdigt, at nogen ville give dem hvad de følte de havde brug for og følte de havde ret til. Og der sad de så og ventede som den berømte Grubler, på at nogen skulle komme og GØRE noget, for at livet ville være til at holde ud igen.

 

grubleren

 

Det tidspunkt i mit liv, hvor jeg har været hårdest ramt af den følelse, der idag fik tårene frem på kinderne af en lille smuk kvinde, var da jeg ventede på om Kommunen mon ville hjælpe mig med en fleks-bevilling. Terapeuten i Regions Psykiatrien havde banket ind i mit hoved med 7 tommer søm, at hvis jeg skulle gøre mig forhåbninger om at leve et liv med færre symptomer, så skulle jeg acceptere at en væsentlig nedsat arbejdstid var en nødvendighed for at holde mit overaktive nervesystem i ro. HVIS jeg skulle følge hans vurdering, og tro på hans ord og erfaring, var en fleks-bevilling en nødvendighed.

At være i “kløerne” på det professionelle behandlingssystem og at være i “kløerne” på kommunen, skal prøves og erfares på egen krop, før end man til fulde forstår, hvordan det opleves at kontrollen over arbejdsliv og økonomi er lagt i andre menneskers hænder. Det er sværere end det sværeste jeg har oplevet. Fordi jeg ALTID selv har haft styr på mit liv, på min økonomi, på mine uddannelser og på mine jobs.

Og skulle jeg følge Psykiatriens anvisninger, måtte jeg gå den lange vej igennem Kommunens vurderings-apparat. ALT i mig blev sat på prøve!

  • Mit selvbillede, som en god samfundsborger, der kører masser af penge i statskassen så også de svageste borgere kan få hjælp.
  • Min selvforståelse, mon jeg slet ikke var så stærk, dygtig, klog og modstandsdygtig, som jeg selv gik og troede? Hvorfor kunne jeg ikke gøre mig selv rask, når jeg nu vidste så meget?
  • Min selvagtelse, for hvem var jeg uden mit fine job og min fine titel?
  • Min selvagtelse, for havde jeg overhovedet værdi som menneske, hvis jeg ikke længere kunne hjælpe andre, ja ikke engang hjælpe mig selv?

Men det der var allermest på prøve, var noget der lå meget langt fra min egen bevidsthed. Godt gemt af vejen, indtil jeg en dag hørte en oplæg af Eckhart Tolle om egoet. Jeg havde ingen bevidsthed om, at mine forventninger trak mig nedad… Længere og længere ned. Fordi jeg gik og ventede på at “noget skulle ske”, som kunne få denne tilstand af ubehag ved at være afmægtig klient til at “gå væk”.

Jeg troede seriøst på, at hvis Kommunen bare gjorde dit, dut og dat… Hvis min kære mand bare lod være med at udtrykke vrede og irritation på den og den måde…. Hvis min økonomi ikke vaklede sådan… Hvis andre bare var lidt mere eller lidt mindre af dit, dut og dat… Og hvis jeg ikke havde fået den skide begrænsende sygdom… SÅ VILLE JEG VÆRE TRYG, GLAD OG LYKKELIG.

 

say yes Tolle

 

Det gik op for mig, nærmest som en åbenbaring, at jeg hele tiden gik og ventede… Satte mig selv, min udvikling og mit liv på pause knap, og ventede på “noget” skulle ske. Jeg besluttede at fra nu af ville jeg frigøre mig fra processen i Regions Psykiatrien og processen i Kommunen. Lade de to ting i mit liv gå deres egen gang i eget tempo, og fra nu af 100 procent fokusere på 2 ting, nemlig at forbedre mit helbred og styrke min livsglæde.

Ved hjælp af Eckhart Tolles visdom fik jeg langsomt kigget mig selv i spejlet. Jeg fik vendt og drejet alle mine forventinger til livet. Og jeg gik ind i en undersøgelse, næsten meditativ, af de løgne om livet som Egoet bildte mig ind. Og Jesus Christ, det var noget af en øjenåbner… Sikke mange skjulte forventninger jeg bar rundt på.

 

Sindets ego strukturer

 

Hver gang jeg følte ubehag, modstand, frustration og afmagt kunne jeg finde årsagen i sindets ego strukturer. Uden undtagelse! Det var noget af en kindhest til mig selv at opdage, at selvom jeg var mega elegant til at “pakke det ind” så fandt mit sind på mange beklagelser, meget modstand, reaktivitet og illusion fremfor realisme i løbet af en dag. Det er mega svært at få øje på disse manifestationer i sig selv, hvis man ikke anstrenger sig og accepterer det man får øje på, selvom det gør nas. Noget jeg genkendte fra de mange patienter jeg selv har været kontakt person for i min tid som sygeplejerske, hvor jeg ofte oplevede det som overaktive forsvarsmekanismer ala:

“Det har jeg allerede prøvet”

“Det forstår jeg godt, det virker bare ikke”

“Jamen, det er også fordi at…”

“Det kan da ikke være rigtigt at …”

“Hun/han/det burde da også…”

Osv… Osv…Osv…

Og man fristes selvfølgelig til at spørge om det er rimeligt, at vi ikke må forvente noget af livet, af systemet, af menneskene omkring os? Og jow da, det må vi da gerne… Men spørgsmålet er om der er visdom i at leve sådan???

 

expectations tolle

 

Min lidelse skabt blandt andet af sygdommen PTSD førte mig fra Eckhart Tolle til 1100- tallets Sufi-skole, hvor man ser på lidelse på en væsentlig anden måde end jeg er “skolet” til.

Sufierne beskæftiger sig en del med at forstå lidelsen. De mener, at det er i lidelsen, at vi æltes og transformeres fra at være taget til fange af os selv og egne illusioner, til at blive frie mennesker. Det ved jeg i dag er sandt, men da jeg stod med i “bakseriet”, utrygheden og usikkerheden med processerne i Regions Psykiatrien og Kommunen var det langt mindre åbenlyst for mig. Jeg troede sgu da ikke, at min lidelse delvis var selvskabt. Jeg mente den primært bundede i min sygdom og i at verden var nærmest umulig at have med at gøre.

Jeg ville bare have, at tingene ville arte sig og lægge sig til rette, således at jeg kunne komme videre med mit liv. Jeg forstod ikke, at lidelsen var en gave til mig, så jeg kunne æltes ud af mine illusioner om at tryghed kommer gennem kontrol af livet. Jeg vidste ikke engang, at netop dette var et issue i mit liv.

 

Sufi lidelse

 

Og fra Sufi-skolen blev jeg – af min nysgerrighed – ført over i buddhismen, hvor man jo som de fleste ved betragter lidelse som, at livet er lidelse. Punktum.

Men pointen er, at det liv vi tror vi lever, er en illusion. Det handler derfor om ikke at gå ind i lidelsen, men om at gå den ottefoldige vej, som er vejen, der fører til lidelsens ophør. Så sammen med mit Ego-bevidstheds-arbejde, arbejdede jeg mig møjsommeligt videre af den ottefoldige vej. Den ottefoldige vej, hjalp mig ud af KAMPEN for et bedre liv, og ind i livet med ACCEPT af livets uforudsigelighed, uretfærdighed og begrænsninger.

 

EightfoldPath

 

Midt i alt dette selv-arbejde, hvor jeg pludselig havde fået den åbenbaring, at jeg ikke skulle gå og vente på “noget”, fordi jeg derved forpestede og forgiftede mit NU – som var det ægte liv fri for illusioner – med forventningen om at “nogen” skulle gøre noget eller at “noget” skulle ske GAV JEG SLIP.

Jeg forstod dybt inde, at det er mig der bestemmer hvad jeg taler om og hvordan jeg taler om det (right speech) – og derfor også er Herre over om jeg dræner mig selv eller andre, mens jeg taler.

Jeg forstod, at jeg bestemmer mine handlinger (actions). Hvad jeg vælger at beskæftige mig med i løbet af dagen, som kan enten bibringe glæde eller stjæle glæde. Jeg accepterer at jeg har begrænsninger i mine handlinger grundet min sygdom. Jeg forstod, at beklagelse af mine og andres begrænsninger skulle ud af mit eget sprog og mine handlinger (og heller ikke opsøge selskab, hvor fokus var på beklagelser).

Jeg forstod at min livsstil (right livelihood) var mit ansvar. Og at jeg skulle passe på mit helbred gennem krop-sind-ånd fokus. Fokus på bevægelse, mad og søvn. Fokus på at gøre andre godt. Forstå værdien af non-attachment. Non-attachment betyder, at fordi livet hele tiden er i bevægelse og forandring, så vil vi skabe lidelse for os selv, hvis vi knytter os for meget til objekter udenfor os selv. Jeg oplevede fx stor lidelse da jeg mistede mit job som uddannelsesleder, fordi jeg var for knyttet til den identitet, samt faglige og økonomiske tryghed som netop dette job gav mig. For andre kan det handle om at de knytter sig for meget til andre personer, og derfor oplever stor lidelse, hvis disse personer vælger at gå deres vej. Det handler altså ikke om, at vi ikke må nyde vores job, økonomi, mennesker vi holder af, smykker, bil, sommerhus m.m, men det handler om at være parat til at give slip, hvis livet bevæger sig i den retning. Både i buddhismen og hinduismen ses livet, som i evig forandring, noget lever og noget dør, noget kommer og noget går. Vi skal være villige til at leve i denne bevægelse, og have visdom til at tage imod og slippe igen, hvis vi vil mindske egen lidelse.

Jeg forstod at jeg skulle engagere mig (right effort) i at skabe et godt liv trods begrænsninger. Og når jeg faldt af hesten, var det mit ansvar at sætte mig op igen. Mit liv er mit ansvar og jeg skal ikke gå og vente på hjælp inden jeg engagerer mig.

Jeg forstod at right mindfulness, at være ægte nærværende tilstede i livet, kun er muligt, hvis jeg kan holde fokus og koncentration (right concentration). Derfor krævede min nye livsstil et langsommere tempo end jeg var vandt til, og at der skal træffes rette fravalg.

Jeg forstod, at den rette forståelse (right understanding) af livet var essentiel for min livsglæde. At livet IKKE er retfærdigt. At livet er i evig forandring. At det ikke er altid jeg forstår meningen bag lidelsen, men at jeg tror at jeg æltes til at blive et mere ægte menneske af modstand og modgang. At modstand og modgang er gaver i grim indpakning.

Jeg forstod – vigtigst af alt – at den rette tankegang (right thought) ikke skabes i et overaktivt nervesystem. Da vil tankerne ikke være frie, men i kæmp-flygt-frys med dertil hørende tunnelsyn. Og at jeg for at få rette tankegang kontinuerligt måtte finde måder at afspænde mit nervesystem på, hvilket for mig blev gennem daglig meditation og yoga-praksis.

Så… inden Kommunen var kommet frem til en afgørelse af min sag, var jeg så optaget – på den fede måde – af at skabe ro på mit nervesystem og med at fylde glæde ind på hverdags-kontoen, at processerne i Regionen og på Kommunen var blevet sekundære, altså noget som bare måtte gå den gang det nu engang gjorde. Jeg mødte op, gjorde det JEG skulle gøre osv, men mit fokus var på at skabe ro på nervesystemet og skabe glæde i hverdagen. Alt sammen med totalt kaos i økonomi og arbejdsforhold, masser af uforudsigelighed, men med en helt igennem vidunderlig fred indeni, hvor jeg lod ting komme og lod ting ske i den fart det nu engang havde.

Så set fra mit synspunkt, blev min insisterende PTSD parasit min ven og min redning. Min lidelse gjorde mig for alvor “voksen”, fordi jeg lærte at JEG altid har siddet ved roret på MIT skib. Hvordan solen, vinden og havet er, har jeg inden indflydelse på – overhovedet – men jeg har indflydelse på den tilstand jeg rejser i livet med. Og her har forventinger skabt alt for meget lidelse i alt for mange år. Fordi jeg troede jeg havde RET til at forvente noget. Fordi jeg troede det var forventet at jeg forventede noget.

Så sidder du fast i din proces, uanset om det er med en proces, en behandling, en kommune, en partner, en familie eller en arbejdsplads – så prøv et øjeblik at stoppe op og undersøg om du er landet i skak-mat, fordi du lever i en illusion?

Prøv at forestille dig, at der ikke fandtes nogen kommune…

Prøv at forestille dig at der ikke findes nogen psykiatri…

Prøv at forestille dig at der ikke fandtes nogen familie eller partner…

Prøv at forestille dig at der ikke fandtes nogen arbejdsplads…

Hvis det ikke fandtes, ville du ikke kunne have nogen forventninger, til andre end dig selv.

Og hvordan ville du så gribe det hele an for at lindre din lidelse?

Hvordan ville du arbejde med lidelsen? Med afmagten? Med ubehaget? Hvis ansvaret lå på dine skuldre alene? Hvis der ikke var nogen der kunne hjælpe dig?

Hvordan ville du så skabe dit eget liv LIGE NU – LIGE HER?

 

get to choose.png

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s