Mine 3 mænd og hvad jeg lærte af dem.

Min voksne datter har fødselsdag. Jeg ankommer lidt senere end alle de andre, for jeg har været på arbejde. Da jeg træder ind i haven får jeg straks øje på mine 2 eks-mænd.

Ja, jeg er en af dem der har “fjumret” grundigt rundt i kærlighedslivet og fået to børn med to forskellige mænd – og vundet mig nogle ekstra børn undervejs også. Astrologisk vil man måske forklare min “fjumren rundt” med at jeg er skytte. At jeg er et frit menneske, der har mere travlt med at undersøge livet, end at holde mig til relationer. Spirituelt vil man måske forklare min “fjumren rundt” med at jeg er en søgende sjæl, der er løsrevet fra jordelivets “længsler”. En psykolog ville nok mene, at jeg er bom stærk, ikke er bange for at stå selv og meget lidt kompromissøgende, når det kommer til kærlighed. En psykiater ville måske diagnosticere mig med en tilknytningsforstyrrelse. Måske er alle fire forklaringer sande, hvem ved?

 

“Jeg VED bare at mine 3 mænd er kommet til mig, FORDI jeg skulle lære nogle vigtige ting om livet, om kærligheden, om relationer og ikke mindst om mig selv.”

 

Jeg kigger på min første mand, som jeg mødte i starten af 20erne. Han er næsten 2 meter høj. Har mørk krøllet hår, mørkebrune venlige øjne. Han er bredskuldret, slank og altid ekstremt smart i tøjet. Alt sidder altid perfekt på ham, som om at tøjet er syet præcis til ham. Ved hans side står hans lyshårede smukke kone. Hun er også høj og slank, og ligesom ham altid klædt i tøj, der sidder som det skal. Hun ser sød og imødekommende ud, hvilket hun også er. Hun er et perfekt match til ham. De klæder hinanden og har været sammen i mange år. Udrettet mange ting sammen. Skabt et dejligt liv med spændende jobs, udsigt over havet fra deres nybyggede lejlighed, mange gode venner, vinterbadning og rejser rundt omkring i verden. De er et rigtigt powerpar.

Jeg er GLAD for, at præcis denne mand blev min første mand. Jeg kom lige fra et virkelig dysfunktionelt ungdoms-forhold. Et grænseløst forhold med mange voldsomme konflikter. Et forhold hvor vi begge vidste, at vi ikke trives, men tryghed holdt os sammen til den dag det hele eksploderede, og jeg kom virkelig slemt til skade. Både fysisk og psykisk. Min ungdoms-kæreste mødte jeg lige efter min mors død, hvor jeg var i dyb sorg, ensom, snot forvirret over alt i hele verden. Jeg anede intet om mig selv og mine egne grænser, og forstod dybest set ikke han-kønnet eller kærlighedens væsen.

Heldigvis mødte et par år efter min voksne datters far. Han lærte mig, at kvinder ikke behøver at gå i joggingtøj, at de gerne må klæde sig sensuelt og feminint. Han lærte mig, at konflikter kan løses uden man bliver højrøstet. Han lærte mig, at man ikke behøver at tage ALLE konflikter, nogle kan man bare lade ligge, uden noget går tabt. Han lærte mig at intimitet kræver nærvær – og for mit vedkommende også mod. Han lærte mig, at tilknytning er en forudsætning for, at kærligheden kan få plads til at vokse. Han lærte mig, at jeg var et vanvittig rastløst menneske og dermed til tider umulig at holde ud.  Og måske vigtigst af alt, så lærte han mig, at jeg skulle udvikle mig, hvis jeg virkelig ønskede mig et langvarigt forhold. Han gav mig også en datter, der ligner sin far udenpå og sin mor indeni. Min skønne egenrådige, kloge og smukke datter med løvemanke, som sin far.

 

bella og mor

 

Dengang i starten af 1990erne da jeg mødte ham, havde jeg VIRKELIG brug for et menneske, der kunne lære mig at de-eskalere konflikter. Der kunne lærer mig, at konflikter ikke nødvendigvis skal løses med hjertet oppe i halsen og med boksehandsker på. Jeg havde VIRKELIG brug for at møde en mand, der gav plads til min rædsel ved knytte mig til en mand, så jeg langsomt kunne give plads til den sårbarhed, der følger med at elske en anden. Og jeg havde VIRKELIG brug for at komme i kontakt med min feminine side. ALT dette gav han til mig ♥

Vi skiltes uden det store drama, jeg kunne ikke udholde København og han kunne ikke udholde tanken om at vende tilbage til Jylland. Han er til fest, farver og sene nattetimer med høj alkoholprocent kombineret med et krævende og ambitiøst arbejdsliv. Jeg var til naturoplevelser og hjemmeliv, og et arbejdsliv der primært skulle imødekomme min datters behov for ro og fordybelse. Det var ret åbenlyst, at vi ikke skulle rejse videre sammen som ægtefæller. Hvis vi forsøgte ville jeg skulle give afkald på mit store behov for at være tæt på naturen, på min familie og mine venner. Jeg skulle give afkald på mit store ønske om at have en familie med en mand, der ønskede et familieliv, og måske en villa med have og en søskende til vores datter. Til gengæld fik jeg en ærlig og tryg samarbejdspartner for vores fælles datter. Og selvom jeg ikke ville have hans udgave af et liv (om jeg så fik det foræret på et sølvfad), så er jeg fuld af respekt for det menneske han er og det liv han har valgt. Hans kone har været en virkelig stor bonus for min datter, og hun har altid bakket op om vores samarbejde. Jeg bliver altid ramt af en dyb taknemmelighed, når jeg møder min datters far og hans kone.

Jeg kigger derefter på min anden mand, som jeg mødte i starten af 30erne. Da jeg mødte ham lignede han en græsk Gud. Jeg kan huske første gang jeg så ham stå ud af badet. Mit hjerte stod nærmest stille og mine hænder rakte automatisk ud, for at mine fingerspidser kunne røre ved hans smukke krop. Idag til fødselsdagen er Guden blevet til en Familiefar med stort F, præcis som han ønskede sig. Hans krop bærer præg af alt for meget arbejde, det forkerte mad, for lidt motion og for meget ansvar på skuldrene. Ved hans side står han utrolig søde og smukke kone. Jeg er i tvivl om jeg nogensinde har mødt et menneske der er så åben, kærlig og venlig som hende. Og mellem dem står en lille bitte fyr, det nyeste barn på stammen. Guden er blevet til Farmand igen og igen – og er samtidig også en travl Forretningsmand. Og han har fået en kvinde ved hans side der vil det samme som ham, en han kan lave familie sammen med. Hun er en fantastisk nærværende og kærlig bonusmor for mine børn ♥

Da jeg mødte ham for efterhånden mange år siden,  i starten af år 2002, havde jeg brug for en Beskytter, for jeg har lige udviklet alvorlig PTSD, og stod dårligt på fødderne helt selv. Og denne mand kan tage et lederskab! Derudover har jeg brug for en fysisk kontakt, så mit nervesystem kan falde til ro, en fysisk kontakt som ikke er naturlig for mig at søge. Men præcis denne mand, aktiveres min sanselighed med den intensitet jeg aldrig har oplevet før. Jeg lærer en ny side af mig selv at kende. At min krop kan søge fysisk kontakt af sig selv. En kontakt, som var så livsvigtig for mig, for at kunne få mere ro på min PTSD.

Men det er ikke det eneste denne mand har og kan, som jeg tiltrækkes af. Han er Familiemenneske helt ind i cellerne. Til modsætning fra min første mand, der slet ikke var sikker på han ønskede sig Vovse, Volvo, Villa eller børn, så vil min mand nummer 2 bare have det HELE. Og det vil jeg også! Min første mand har tæmmet min frygt for knytte mig til mænd, så min mand nummer 2 kan mase sig direkte igennem mit panser, så hurtigt at jeg ikke når at mærke ordentlig efter. Hvor min forelskelsen i min første mand primært var fyldt med frygt og forvirring, er forelskelsen i min anden mand helt vanvittig åben og fantastisk tillidsfuld – en åbenhed min første mand har skabt i mig.

Men jeg har stadig meget at lære. Min tilknytning er som et siv i vinden. Der skal ingenting til for at jeg bliver bange og sætter mit gamle panser op. Han har også sine egne sår med sig, der giver ham en adfærd, som ikke vibrerer godt med mine behov. Og vi starter ret tidligt i vores forhold på en dysfunktionel dans, hvor vi åbner os for hinanden, lukker os for hinanden, mistilliden flytter ind, sammen med ord der slet ikke skal bo i vores hus, og handlinger der ikke hører til i et kærlighedsforhold. Men vi VIL vores familie. Vi er gode til det der familie-halløj. Vores børn trives. Vi har etableret os enorm godt. Vores vilje til hinanden er større end vores evner. Vi sårer hinanden hele tiden. Finder hinanden igen. Frastødes af hinanden. Der er hele tiden store følelser i spil, aldrig ro og fred. Samtidig med at der er en masse ved ham som jeg tager dyb afstand fra, så er han stadig min græske gud. Når afstanden har varet for længe, fordi jeg har trukket mig hen i mit beskyttelsesrum, så tiltrækkes jeg af ham, savner ham, længes efter ham – og vender tilbage igen og igen… Med blødende sår, haltende og mere og mere psykisk forslået. Mere og mere forvirret. Min familie og mine venner siger at jeg bliver skyggen af mig selv. Jeg oplever at jeg mister mig selv i forsøget på at holde sammen med ham.

Og jeg forstår ikke på daværende tidspunkt, at den ukærlige adfærd vi har overfor hinanden, er et tegn på, at det ikke er rigtig KÆRLIGHED vi føler. Jeg ved ikke på det tidspunkt, at hvis man ELSKER hinanden, så kommer respekten og omsorgen helt af sig selv. Så jeg tror, at jeg elsker ham. Og vi er begge styret af fælles visioner, kampvilje, ansvarlighed og tryghed. Ingen af os ønsker at blive skilt og byde vores børn endnu flere forandringer. Vi synes de har oplevet nok. Ingen af os orker at gå ud af endnu et forhold med alt hvad det indbefatter, vi er trætte… Og begge dybt ulykkelige.

Da jeg mødte min mand nummer 2 havde jeg virkelig brug for en Ægtemand og det fællesskab vi kunne bruge til at skabe rammen om en familie. Det fik jeg. Og jeg fik også en dejlig lille søn. Smuk som en græsk Gud, med et sind som Buddha.

 

Chanett og Luchas

 

Jeg fik den Beskytter jeg havde brug for. Men der var en pris, for som jeg udviklede mig fra et skræmt PTSD offer til en mere selvstændig kvinde, begyndte hans naturlige lederskab at stramme om min sjæl. Min mand nummer 2 lærte mig, at jeg havde nogle mørke sider fyldt med aggression, vrede, bitterhed og trangen til at ville have ret. Det havde jeg brug for at lære. Lære at det jeg sender ud får jeg tilbage. Vores forhold lærte mig også, at man kan forveksle kærlighed med fysisk tiltrækning og tryghed. Det lærte mig, at jeg ikke skal ledes af nogen i mit eget hjem, for så føler jeg mig domineret. Vores forhold lærte mig, at vi mennesker fortolker virkeligheden på vidt forskellig måde, og at det kan ende i konflikt, hvis vi tror vi skal blive enige om ALT hvad vi oplever, tolker og ser. Og måske vigtigst af alt, så lærte han at jeg skal have en kæreste med milde øjne, hvor jeg kan blive ved med at vokse, også i en retning som måske kun giver mening for mig selv.

Vi skiltes – til forskel fra mit første ægteskab – med en masse drama. Fordi vi nok dybest set ikke elskede hinanden, fordi vi passede så ekstremt dårligt sammen, på så ekstremt mange måder, udviklede skilsmissen sig til en katastrofe, hvor jeg virkelig skal tage mig sammen for ikke at blive flov over mig selv. Den læring er jeg SÅ glad for at jeg fik med fra denne relation, fordi den blev et spejl til mig på, hvad jeg indeholder som menneske, hvis jeg lader mig presse hårdt nok. Jeg lærte i sidste ende at FLYTTE MIG, at gå væk fra det der er usundt for mig. Hvis jeg var blevet sammen med ham, skulle jeg have givet afkald på nogle af mine mest sårbare, kreative og drømmende sider, for det ville han ikke have værdsat. Jeg ved, at sammen med ham, var jeg kommet til at skulle kæmpe for at blive forstået, set, hørt og mærket, som den jeg selv oplever at jeg er. Og en dag indså jeg bare, at det ikke var noget jeg ville kæmpe mig til i et kærlighedsforhold.

“Erfaringerne fra mine 2 første ægteskaber, blev den klippe jeg kunne bygge på, den dag min soulmate trådte frem i mit liv. Jeg var brændt klar og ren af den modstand og de knubs jeg havde fået. Og havde samtidig en åben bevidsthed om mig selv som menneske, der hvor jeg går til, det jeg kan og det jeg endnu ikke har lært”. 

 

Jeg flytter blikket fra mine to eks-mænd og vender blikket lidt ind i mig selv. Fyldt med taknemmelighed over alle de skønne mennesker disse to mænd har bragt ind i mit liv. Taknemmelig over den læring de har givet mig. Taknemmelig for den åbenhed de har skabt i mig. Taknemmelig for de børn jeg har fået. Både de to jeg har født og de øvrige der er kommet med.

Min tredje mand er ikke med til min datters fødselsdag i dag, for han er til Samsø festival. Han er faktisk ikke engang min rigtige mand endnu, selvom vi fejrer 7 år sammen i dette år. Indtil nu har jeg hverken haft modet, helbredet eller økonomien til at gifte mig med ham, for han er til STORE bryllupper. Og det skal han selvfølgelig have hvis/når vi en dag gifter os. Nogle dage vil jeg vildt gerne gifte mig med ham og hører sådan “rigtig” sammen, andre dage tænker jeg at det er noget pjat, at vi sagtens kan hører “rigtig” sammen uden bryllup og vielsesattest. Han ved jeg har det sådan, og ligesom med alt andet, så giver han bare plads til mig, masser af plads. For som han siger “hvis det ikke er død vigtigt for mig, så er det ikke vigtigt nok til at presse dig”… Sådan en pragmatisk tilgang lever han med i livet, lige bortset fra når det kommer til at jeg er et rodehoved og at mit rengøringsbehov er væsentligt mindre end hans.

Min nuværende “mand” mødte jeg på et tidspunkt, hvor jeg ikke rigtig havde nogle ønsker og behov tilbage i forhold til at have et hverdagsliv med en mand. Jeg havde det godt som singlemor med mine børn og med et arbejde der fyldte mig op. Så vores møde var ikke præget af ret meget andet, end en kæmpe overraskelse over at jeg endelig sad overfor et helt igennem AUTENTISK menneske, You Get What You See.

René var min kaffe-date nummer XX, i en periode hvor jeg datede mest for sjovt, når mine børn ikke var hjemme hos mig. Jeg havde mødt smukke mænd, kloge mænd – nogle gange i kombination – flyvske mænd, uærlige mænd, selvfede mænd, kedelige mænd, helt almindelig søde mænd. Men INGEN var som René ♥ Den måde han fortalte om sine børn på. Den måde han fortalte om sig selv på. Den måde han forholdt sig til livet på. Den måde han så på mig på. Den måde han lyttede på. Den måde han smilte på med sine smukke tænder, bløde læber og varme øjne. Den omsluttende måde han krammede på. Den måde han fjollede på – det var næsten for meget – men han får mig til at grine højt hver eneste dag, det har ingen andre formået. ALT ved ham ramte ind i mig på en måde, hvor jeg mærkede (helt ubevidst) at “her er plads til mig – hele mig”.

Som i alle andre forhold, så blev vi en dag ramt af hverdagen og virkeligheden. Den “grumme” virkelighed. Der hvor forelskelsens løgnagtige slør letter og man virkelig SER hinanden. Vi opdagede hurtigt, at hans iltre sigøjner blod og mit nordjydske sindige blod kunne skurre noget så gevaldigt. Han synes jeg virker arrogant, afvisende og ligeglad, når han står med blodsprængte øjne af frustration over at der er kommet hønselort med ind i huset under mine sko, eller en af hundene har spist en gren i sofaen. Jeg synes han er en utålelig og hysterisk hidsigprop, når han lader sig gå på at krummer på køkkenbordet og hunde hår i krogene.

Jeg svejer aldrig mere, som et siv i vinden, i min kærlighed til ham. Vi ved begge to, at hvis vores forskellighed fører til, at vi holder op med at opfører os kærligt overfor hinanden, så må vi måske en dag vælge at bo hver for sig. Hellere det end uden hinanden. For vi er hinandens yin og yang. Vi komplementerer hinanden. Vores forskellige styrker og svagheder gør, at vi står mega stærkt sammen. Vi løfter hinanden og giver hinanden plads til at vokse helt vildt, strittende ud i alle mulige retninger. Og den tid vi har været sammen er et vidnesbyrd om, at når vi står sammen kan vi udrette mirakler. Når han ikke koger (han er jo af sigøjnerblod og løve af stjernetegn) over mit roderi og totale mangel på rengøringsfinesse, har vi en rolig hverdag. Når vi taler sammen, så taler vi RIGTIG sammen, nysgerrigt, dybt og længe.

Da jeg møder ham ved jeg ikke, at jeg har brug for at møde en mand med et stort temperament, så jeg kan få konfronteret min frygt for aggression hos store mænd. Jeg ved ikke, at han kommer til at spille en stor rolle for at jeg kan vikle mig ud af PTSD parasittens stramme greb. Men det bliver igennem hans opfarende temperament, at jeg får mulighed for at arbejde med min frygt, så jeg har mulighed for at blive sikker i mig selv igen. Jeg bryder mig ikke om det i starten, og de første 6 år af vores forhold, prøver at få ham til at styre sig – indtil det en dag går op for mig, at hans temperament er en gave…

“Jeg ved at det her er KÆRLIGHED, fordi han giver mig helt fri til at være hele mig. Og når jeg giver plads til min mest flippede side, står han ved siden af og klapper og kysser mig stolt på panden. Når jeg søger dybere efter at forfine mine karaktertræk, så jeg kan blive en endnu bedre udgave af mig selv, skaber han rummet og opmuntrer mig undervejs og roser altid mine resultater. Samtidig er han aldrig bleg for at sige sin sandhed. Råt og uforsødet, men altid med en kærlig bevidsthed om vores forskellighed og i respekt for at det han ser måske ikke er den fulde sandhed”. 

 

Han fortæller mig meget ofte, at han aldrig har følt sig så fri og så støttet, som han oplever med mig. Og jeg tænker “Du er en Løve. Du ville dø i et bur”… Jeg ved at selvom han har sin fulde frihed til at afsøge alle områder af sit liv, så vil han altid vende tilbage. Mæt på oplevelser, med ro i krop og sind efter at have “jaget” rundt efter sin “fangst” (som kan være en god druktur med vennerne, en fed koncert oplevelse, en arbejdsmæssig ambition.)

 

Rene og Chanett

 

Vi mennesker ved ikke altid, hvorfor vi forelsker os i præcis dem vi gør. Men vi kan være sikre på, at uanset hvor mange knubs vi får, uanset hvor dysfunktionelt det er, uanset hvor meget vi gerne ville have undværet forholdet – så er der meget vigtig læring at hente om os selv igennem vores tætteste relationer. Viden og erfaring som vi kan bruge til vores fremadrettede udvikling mod en bedre udgave af os selv. Derfor hylder jeg ALLE kærlighedsforhold, også dem med fysisk og psykisk vold, og dem hvor kærligheden i virkeligheden slet ikke var kærlighed, men begær, besiddertrang, afhængighed og tryghed.

 

“Gaver kommer nogle gange til os i grimt gave papir. Det handler om at tage ejerskab over de erfaringer, vi får af de mennesker vi tiltrækker og tiltrækkes af. Det handler om at vokse som menneske, også når vi tiltrækker noget som kommer til at gøre virkelig ondt.”

 

Jeg VED i hvert fald, at hvis jeg var blevet i et liv sammen med mine to eks-mænd var jeg blevet dybt ulykkelig, jeg ville have skulle udslette vigtige behov og sider af mig selv – og i sidste ende ville jeg have mistet mig selv.

Jeg ved også, at uden mine to eks-mænd var jeg ikke blevet æltet og formet, så jeg i dag kan leve med min Soulmate. En Soulmate som svarede helt korrekt på mit spørgsmål “Hvad nu hvis jeg ikke ved, præcis hvad jeg gør?” og han siger “Det er helt i orden”. Min soulmate der gang på gang overtræder færdelslovene inde i mit hoved, så jeg kan udvikle mig yderligere som menneske. Min soulmate, der engang imellem kommer til at køre mig over, men også sørger for at jeg lander blødt. Min soulmate med sigøjnerblod i årene, hvor tallerkenerne nogle gange flyver gennem rummet. Hvem siger at jeg ikke gerne vil leve sådan, hvis det er ham jeg skal leve sådan med?

Nej, det er ikke altid nemt at vokse sammen. Men det er lettere, når vi er sammen med et menneske, hvor vi er helt igennem frie til at udvikle os til at blive mere og mere os selv. Det er ægte kærlighed! Hvis vi ikke kan udvikle os til at blive mere og mere os selv, mens vi er sammen, er det måske ikke kærlighed, men noget helt andet der er på spil?

Jeg slipper ham igen om nødvendigt, hvis vi taber kærligheden på gulvet i processen, hvor vi vokser som mennesker. Men jeg vil altid være ham evig taknemmelig for de muligheder han åbnede i mig og de indsigter jeg fik.

Og hermed giver jeg ordet til et af mine yndlingsbands, nemlig TV2 og teksten fra sangen “Nærmest Lykkelig”, der har inspireret mig til dette blog indlæg ♥♥♥

Hva så, hvis du er flyttet ind i mine tanker
Og jeg ikke kan få dig ud af mit blod
Hvem sir det ikke er dig som gang på gang
Overtræder færdselsloven inde i mit hoved

Kører rundt og rundt
Og så fuld fart over for rødt
Hvem sir jeg har det mindste imod
At bli’ kørt over når man lander så blødt?

Kom nu igen, elsk så natten passer
Til den her simple sang
Kom nu igen, elsk mig så det ligner
Det vi kom her for, og som måske var meningen engang?

Rolig, rolig sku vi så lige se
At komme ned på jorden igen
Sådan kan man ikke og nogen gange er det da
Bestemt heller ikke lige nemt
Der er dage hvor tallerknerne ryger gennem luften
Og det hele kører op og ned
Hvem sir jeg ikke kan li at ha det sådan
Når det er dig jeg har det sådan med?

Hva nu hvis jeg ikke ved, præcis hva jeg gør
Hva nu hvis du sir, det er helt i orden
Er vi så ikke nærmest lykkelige vi to? ♥

En Jain… Er et etisk super menneske!

Det gik ret hurtigt op for mine forældre, at jeg var anderledes. Inden jeg overhovedet kunne tale, kunne jeg aktivt give udtryk for min utilfredshed, sorg og smerte, hvis min far klaskede en flue eller min mor kom til at træde på en mariehøne. Jeg græd hvis jeg så tilskadekomne dyr, og kunne vræle hele vejen fra Fredericia til Limfjorden, hvis vi havde ramt en fugl med bilen på motorvejen og min far ikke ville vende bilen og køre tilbage og tjekke op på fuglen. Præcis som hvis han havde ramt et menneske!

Tidligt begyndte jeg at brokke mig, hvis mine legekammerater ødelagde myrernes flotte boliger, ville fange sommerfugle eller når nogen jagtede duerne på gågaden. Og selvom mine forældre synes, at jeg til tider var pisse irriterende og hysterisk, så var de begge præcis så glade for dyr, at de til en vis udstrækning kunne forstå hvor vigtigt det var for mig at behandle alle dyr med respekt. De lod mig redde alle de nødstedte dyr jeg mødte på min vej, og hjalp til med at grave huller til værdig begravelse om nødvendigt.

Som Teenager meldte jeg mig ind i Dyrenes Beskyttelse, Forsøgsdyrenes Værn og Green Peace. Jeg led af frygtelige mareridt, hvis jeg så TV Avisen med harpunering af hvaler, grinde fangst og minkfarme. Min kærlighed til dyr var uendelig stor, uden at jeg helt forstod, at det der lå på min tallerken OGSÅ var et levende følende væsen.

Det opdagede jeg først, da jeg i midten af 80erne blev ansat som medhjælp på en nærliggende gård.  Jeg elskede af køre forbi køerne på marken, og vidste ret tidligt i mit liv, at køer var mine yndlingsdyr. Så selvfølgelig ville det fedeste studiejob i hele verden da være at arbejde med malkekøer. Min fars ven, der havde en grisefarm, tiltrak mig ikke helt på samme måde. Dels fordi jeg synes det stank helt frygteligt inde fra stalden, men også fordi jeg krympede mig, når vi besøgte gården og jeg kunne høre grisenes høje skrig inde bag de tykke mure, som man kun måtte komme ind i, hvis man havde beskyttesestøj på, og helst kom fra myndighederne eller ansat på gården. Jeg forstod ikke, hvordan svin der elskede mudder og jord, kunne være så sarte at jeg kunne gøre dem syge. Og hjertet sank i brystet på mig, når jeg så små nyfødte grise ligge udenfor stalddøren i en trillebør. Men jeg spurgte aldrig hvorfor de var døde og forbandt dem ikke med min elskede leverposteg, min grillpølse og min fars lækre saftige frikadeller.

Som ansat på en stor gård fyldt med skønne køer og nuttede kalve blev drømmen meget hurtigt til et mareridt. Jeg passede mit arbejde, men blev mere og mere berørt. Jeg arbejde sammen med en landmand og hans to medhjælpere, der uden tvivl havde valgt arbejdet af samme årsager som mig, nemlig kærligheden til dyrene og til naturen. Men de havde, til modsætning til mig, lært at dissociere og forliget sig med at det var produktionsdyr. De havde lært at lukke ned for deres følelser. Og i min tid på gården så jeg hvordan gode mennesker kan gøre onde handlinger og samtidig sove godt om natten. Jeg blev mere og mere ødelagt, og måtte til sidst give op, selvom jeg godt vidste at det betød, at flere kalve ville dø, af den simple årsag at jeg ikke længere var der til at hjælpe dem med at lære at drikke af trug (noget landmanden og medhjælperne ikke havde tid til). Jeg vidste også at alle mine mange tusinde spørgsmål, satte refleksioner i gang hos mændene, som var nyttige for køerne fx hvorfor de slog dem med skovle bagi, vred deres haler om, stak albuer ind i siden på dem eller slog dem over mulen eller benet. Der ville også mangle en til at holde landmanden op på at vi skulle have tilsyn på den halte ko nummer 488, og en som blev pisse sur, hvis vi var for hurtige til at nuppe kalven for koen. Jeg holdt på regler og former og var ikke bange for at råbe op og sætte refleksioner i gang. Til sidst kunne jeg bare ikke holde psykisk til det mere og jeg måtte forlade mine elskede køer og deres kalve. I mange år derefter drak jeg ikke mælk og spiste ikke ost.

Men ingen tvivl, jeg VAR væsentlig anderledes end alle andre omkring mig. Og i mange år kaldte jeg det særlig sensitiv, nervøs, overfølsom osv – simpelthen fordi jeg ikke havde andre ord for det. Jeg følte mig alene med min smerte og langsomt gled jeg tilbage i bevidstløshed, måske i virkeligheden bare for at overleve. Jeg holdt fast på at mine mælkeprodukter skulle være økologiske – fordi jeg på daværende tidspunkt troede at økologi var dyrevelfærd – men dovenskab, mangle på overskud og så videre gjorde at jeg ikke fulgte mit hjerte.

Et hjerte, en måde at være i verden på, en tilstand af indre stærk overbevisning som havde været installeret i mig før jeg fik sprog, men som bare ikke passede ind i den vestlige livsstil, og som ville kræve for meget af mig at følge. Det var simpelthen for bøvlet.

MANGE år senere, efter mine børn er blevet store, finder jeg så ud af at min krop er ved at brænde sammen, hvilket kræver en massiv kostændring at få rettet op på. Jeg søger inspiration til grøn madlavning på Facebook og støder ind i nogle ret “radikale” og “kværulerende” mennesker, som kalder sig selv for veganere. Især to af dem går til mig, Casper Hilt og Tobias Holm. Jeg synes de er provokerende, men drages imod deres argumenter og mange indlæg og kommentarer, for dybt inde ved jeg, at de begge er det, jeg vil kalde for sandsigersker. Og det virker som om, at de begge er ret ligeglade med mine finere følelser og min dovenskab. De bliver ved med at stikke til mig, vejlede mig og stille sig til råds indtil jeg holder op med at undskylde mine egne handlinger og forklare min manglende fremdrift med dovenskab. De kurerer mig med henvisning til film, artikler osv. Senere støder Lisel Vad Olsson til med sin noget mildere kommunikation og alt hendes evidens. Der er ingen vej udenom. Fra den ene dag til den anden bliver jeg veganer – men samtidig føler jeg, at jeg endelig er kommet HJEM ♥

vegan def

Jeg finder ud af, at der er TUSINDEVIS af min slags, placeret i Danmark, Norden… Ja, i hele verden er der mennesker som tænker og føler som mig, og som dybt dybt inde må bekende sig til “Ikke skade princippet”. Jeg er IKKE alene. Jeg er en ud af MANGE. Sikke en befrielse, sikke en glæde og sikke en trøst.

Den grønne plantemad hjælper på mit helbred, men ikke nok. Jeg bliver også nødt til at indse at der skal en omfattende livsstilsændring til. Det går op for mig, at jeg hele mit liv har været drevet af mine drømme alene, at jeg ikke har forstået at forene mine kerneværdier om non-violence med kunsten at leve livet i glæde. Mine værdier tynger mig, jeg kan næsten ikke rumme alt den lidelse i verden, og jeg skal finde en måde at balancere ikke kun kroppen, men også sindet på.

I den travle HR afdeling jeg arbejder i, har jeg et par år tidligere fået en ny kollega. Mette har en særlig energi omkring sig. Udover at hun er sød og smuk udenpå, behøver man ikke lang tid i hendes selskab for at vide, at hun er lige så sød og smuk indvending. Jeg tror, at Mette har opdaget, at mit system er ved at bryde sammen. Uden at være direkte konfronterende prikker hun gentagne gange til mig, henover nogle år, om at jeg skal prøve at tage med til YOGA. Jeg gider egentlig ikke YOGA, som jeg synes er kedeligt og noget pjat. Men til første YOGA time begynder jeg at græde. Lidt mærkeligt, eftersom jeg ikke er et græde-menneske. Min nysgerrighed driver mig til at undersøge hvad YOGA er for noget mærkeligt noget, og hvorfor jeg begynder at græde, når jeg står i mærkelige stillinger på et gulv sammen med en masse andre. Jeg finder hurtigt ud af, at fysisk YOGA (gymnastik yoga) ikke er YOGA. Yoga er livskunsten, at erkende lidelse og transformere lidelse.

For at gøre en meget lang historie kort, så opdager jeg Jain-folket. Folket bag “ikke at skade noget som helst levende væsen” filosofien.

Gandhi er blevet vores tids repræsentation for Jain-filosofien, omend han er Hindu, så voksede han op blandt Jainister og tog sine værdier med ud i verden herfra. Hans spirituelle læremester blev udvalgt blandt asketiske Janister, og Gandhi blev senere en vis mentor for både Martin Luther King og Nelson Madela.

Ved at studere Janiernes livskunst og kombinere den med praksisudøvelse af Yoga, fandt jeg en måde at udholde lidelse på, og samtidig forsøge at være et LYS for dem som stadig bevæger sig i MØRKET (Begæret efter tryghed, konformitet, magt, og … kød, mælk, æg produceret på andre levende væseners ufrihed og lidelse). Mange veganere, inklusiv mig selv, kan have det svært med menneskedyret. Dette grådige, ureflekterede og ubarmhjertige dyr, der udsletter alt på sin vej for at komme i mål med egne lyster og begær. Men i Jain filosofien er vi alle ET – ONENESS – hvilket betyder, at hvis jeg tager afstand fra andre, tager jeg afstand fra mig selv. Vi kan ikke både være skilt fra hinanden gennem vrede, frustration, afmagt og had – og samtidig løse lidelsesproblemerne sammen. Og sammen skal vi stå, ifølge Jain folket – for at få løst den omfattende ødelæggelse af Moder Jord og alle hendes levende skabninger.

Lad mig forklare deres afsæt for denne overbevisning. Da The Big Bang skete i sin tid var alt stof. En samling af partikler, atomer, der danner og nedbryder bindinger med hinanden, i det de former og forandrer “legemerne” i verden igen og igen. Af Alexander Den Stores rejseberetninger fremgår det at den moderne atomteori, som Grækerne siges at være ophavsmændene bag, egentlig stammer fra Jain filosofferne. På baggrund af at vi alle er ET stof, altså en række partikler der er i uendelig transformation og binding med hinanden, udspringer de 5 grundprincipper i Janismen:

Ahimsa – ikke vold/ikke skade – dvs undgå skadelige tanker, følelser og handlinger. Logikken er at det du skaber i tanke, følelse og handling uundgåeligt vil ramme dig selv igen (karma). Ikke at skade, dels op i 4 former: Tilfældig, erhvervsmæssigt, beskyttende og forsætligt. Tilfældig og erhvervsmæssigt er uundgåeligt i en dagligdag, hvor vi skal transportere os selv fra a til b. Nogle mennesker er måske tvunget ud i erhverv der involverer omsætning af varer med fx. kød, mælk og æg i. Man skal forsøge at undgå tilfældig og erhvervsmæssig skade i videst mulig omfang, men “sthula”, altså forsætlig skade er den værste. fx du spiser kød, mælk eller æg ikke af sult og nød, men af lyst. Du tilsidesætter medfølelse (compassion) for begær.

Indbyrdes afhængighed – dvs alle sjælenes udvikling afhænger af hinandens indbyrdes støtte og respekt.

Relativisme – dvs der findes ikke nogle endegyldige sandheder i verden, kun en mængde af lige gyldige synspunkter. Det er svært for vestlinge at acceptere at 2 og 2 ikke nødvendigvis giver 4, men her skal vi huske at Østens kulturer ikke er ontologiske men fænomenlogiske, altså bygger på levet oplevelse og ikke logisk matematik. Det handler altså ikke om at finde EN sandhed, men at undersøge hvad vi hver især finder sande for OS, og derfra udvikle os i indbyrdes støtte og respekt.

Medfølelse – dvs tilgivelse og venlighed overfor ALLE levende væsener. Hvis vi er nærige med tilgivelse og venlighed vil det ramme tilbage på os selv, da tilgivelse og venlighed ER energi og nærighed på medfølelse er stagneret energi – og vi vil blive ramt af samme energi (karma).

Sindsro og frygtløshed skal balancere sindet og hjælpe os til klarhed så vi undgår at volde utilsigtet skade. Sindsro skabes gennem daglig struktur og disciplinering af begær, samt mantraer, hvor man søger at sende medfølelsen ud i verden gennem recitationer og sang.

Matraer er centrale og kan lyde som følgende:

“Må mit selv altid være venligt imod alle levende væsener, have behag i de hæderliges selskab, nære utrættelig sympati og medfølelse med dem der lider, og være neutral overfor den hvis sind er fordærvet”.

Jainister er kendt for at deltage og bidrage økonomisk til kampanger rette mod medfølelse for dyrene. Meget tidligt, langt tid før veganismen kom til Danmark havde forretningsmænd med Jain rødder allerede gang i aktivismen mod den organiserede kød-, mælke- og æggeindustri.

 

jain news

 

I de dele af Indien hvor der er mange Jain Templer og Jain Forsamlingshuse, er der også shelters til kasteløse og til nødstedte dyr. Og det er almindelig praksis at der på hver gadehjørne står trug til katte, hunde og andre dyr, hvor Jainister efter deres måltider leverer deres madrester. Der er templer for insekter (som bæres ud af husene inden madlavning), så insekterne ikke kommer til skade på ildstedet. Og der er templer for duer, hvor rester af korn, ris og brød lægges til fuglene. Det er kun tilladt at dræbe dyr, hvis det skal lindre dyrs lidelse og det ikke kan lindres på anden vis.

Et andet mantra lyder:

“Alle levende væsener har sjæle ligesom du. Ligesom du kan lide, således kan de. Ligesom du kan glædes således kan de. Ingen ønsker at være ulykkelige og leve i smerte og ufrihed. Hvis du lever med denne bevidsthed i din sjæl, vil du ikke længere være i stand til at forårsage smerte og drab. Sådan vil du kun gøre mod andre, som du ønsker andre kan gøre mod dig”.

Jain folket er ikke kun økologiske veganere, de spiser heller ikke rodfrugter (da disse betragtes som levende forbundne med jorden via deres rødder. De spiser kun plukke modne frugter, og når de renser deres grønsager gør de det med et lille klæde under, således at eventuelle små-dyr man bæres tilbage i naturen og ikke drukner i vasken.

Levende væsener inddeles efter niveauer:

Jain hirarki

Alle levende væsener har sjæle der burde være frie. Ingen bør hindre nogen sjæl i at følge sin egen vej med henblik på at blive frigjort. At skade en andens sjæl, gør at ens eget sind bliver hårdere – hvilket medfører at man bliver ramt af “hård” karma og ved genfødsel bevilges man et “hårdere” skæbne.

For at slå en sløjfe på hele indlægget, så er jeg ikke et sekund i tvivl om at jeg er født Jain. Jeg er dog ikke et etisk super menneske, men jeg strækker mig HVER ENESTE DAG, så langt jeg overhovedet kan, for ikke at skade andre levende væsener. Siden jeg blev født har det lagt mig på sinde – HELE TIDEN! Hvorfor jeg havnede hos danske forældre er en mystik, som jeg har tænkt mig at undersøge til bunds 😉 I så mange år følte jeg mig alene og mærkelig med mine anti speciesistiske holdninger. Ligesom man kan være racist, og opleve at fx den hvide race er overlegen, kan man også opleve menneskeracen som overlegen. Jeg har aldrig kunne begribe logikken i, at mennesket mener at have retten til at herske over dyr og dominere dem, holde dem i fangeskab og udnytte dyrets ressourcer. Ligesom jeg har aldrig begrebet logikken i menneskelige hierarkier, hvor politikere fx skal have mere i løn og bedre arbejdsforhold end rengøringsassisteten på min søns skole. Jeg kommer nok aldrig til at forstå at et levende væsen, kan have mere værdi end et andet. Og at nogle levende væsener må dominere og fratage andre levende væsener deres frihed.

At erkende og acceptere at jeg etisk er den del af et folk, der bor tusindevis af kilometer væk, at alt hvad min sjæl har lægtes efter og mærker logikken i, rent faktisk eksisterer i verden, er en vild følelse efter så mange år i “sjælelig ensomhed”. Jeg har friheden til at være helt mig selv, præcis som jeg er, og jeg behøver ikke have andres accept for at være hele mig, med alt hvad jeg er. Mennesker der accepterer, ja måske endda forstår lidt af det som er mig, kan jo blive i mit liv så længe de har lyst. Og dem der synes jeg er helt gak gak er jo velkomne til at vælge mig fra, og søge andre bekendtskaber hvori de føler en sammenhøringhed. Og sådan er verden jo så vidunderligt indrettet. Vi har muligheden for at være 100 procent tro mod og selv og helt igennem autentiske. Vi er ikke forkerte, fordi vi ikke deler værdier med dem omkring os. Det eneste vi har brug for er erkendelse og accept af at vi er på forskellige rejser i livet. Jeg har ikke længere brug for at være som andre, jeg har bare brug for at være som mig. De mennesker der forlader mit selskab gør det af deres grunde og dem der tiltrækkes af mit selskab gør det af deres grunde. Sjovt nok skulle jeg fødes som Dansk med en Jain sjæl… Det tog mig noget tid at regne ud at medfølelse og frihed ER de vigtigste værdier i mit liv. Det føles ret fedt at være her – helt HJEMME i mig selv – også selvom det er i kolde Danmark 🙂

Måske har du opdaget, at du ikke kun er friheds aktivist, dyre elsker , vegetar eller veganer, men at der er noget meget dybere i dig, der omfatter hele din måde at forstå og være i verden på. I givet fald, kan det være at du også er født Jain og ønsker at strække dine friheds aktivisme eller veganisme yderligere til et liv på plante-steorider 😉 Hvis du er nysgerrig kan du læse bogen Janinernes Livskunst fra forlaget Systime. Hvis du vil arbejde videre med Ahimsa via Yoga, vil jeg anbefale dig at kontakte veganeren Sanne på: https://www.facebook.com/foodofcompassion/  ♥♥♥

keep-calm-and-practice-ahims

 

 

 

Det lav frekvente menneske.

“Shit, jeg er træt. Hvordan kan et menneske på så kort tid dræne mig fuldstændig for energi?”

Sådan tror jeg, at mange har tænkt i løbet af deres liv, uden vi er gået ind i en videre undersøgelse af hvad der egentlig foregik i situationen.

På moderne dansk kaldes disse lav frekvente mennesker og for følelsesvampyrer, energityve og energislugere. 

 

emotional-Vampire-800x404

 

Min første hypotese, som jeg opererede ud fra i mange år, var dels bygget op omkring at jeg så mig selv som et ultra sensitiv menneske. Et menneske der ligesom tog alt ind. Og at jeg måtte lære at lade være med at lade andre menneskers energier påvirke mig så meget. Hypotesen gik også på, at jeg havde svært ved at “stå i mig selv” og derfor let lod mig påvirke og trække ned af andres energier.

Men det var lige indtil jeg stødte på de nye teorier om mennesker med lav vibration. Jeg undersøgte fænomenet, og ganske rigtigt, de mennesker jeg typisk blev drænet af at være sammen med, havde en række fælles karakteristika, der kunne forklares via teorien om “Low vibration” eller “Low frequence”.

 

“Vi kender det allesammen. At der er nogle mennesker vi føler os utrolig godt tilpas sammen med, og nogle mennesker vi endda føler os opløftede af. En modpol hertil er logisk nok, at der også må jo så være mennesker vi bliver trukket ned af”.

 

For at få et godt liv, må vi derfor lære at håndtere samvær med disse lav frekvente mennesker, og samtidig også lære hvad vi gør, hvis vi selv skulle blive ramt af lav frekvens.

Som psykiatrisk sygeplejerske, og nu her hvor jeg ofte er sammen med traumeramte mennesker i forskellige sammenhænge, bliver jeg jævnligt konfronteret med lav frekvente mennesker. Jeg har selv levet med en meget lav vibration i en periode af mit sygdomsforløb med traumer. Når jeg møder mennesker med lav frekvens, som jeg ikke står i et “afhængighedsforhold” til fx familie og tætte venner, så kan jeg godt holde mig fri for andres lav frekvente energier. Men lige så snart det er et menneske der betyder noget for mig, på et dybere niveau, begynder jeg at få udfordringer med at bevare min egen frekvens, som jeg møjsommeligt har oparbejdet gennem bevidsthedsarbejde.

Så hvad kendetegner – i følge teorien – det lav frekvente menneske?

  • stort kontrolbehov (bygger på ikke erkendt livs-angst)
  • konkurrencementalitet (jeg er lidt bedre/lidt klogere end dig).
  • søger ikke ligebyrdige relationer, har behov for at være “on top”
  • ulykkelige
  • opgivelse
  • vrede
  • frustration
  • irritabilitet
  • bitterhed
  • pessimisme
  • skyld
  • skam
  • lavt selvværd
  • beklager og brokker sig meget
  • udadprojicerende (optaget af andres fejl og mangler)
  • det er nogens skyld, ansvarsfralæggelse
  • tunnelsyn (med rigtig og forkert tænkning)

I den periode af mit sygdomsforløb, hvor jeg havde allerflest symptomer, havde jeg ikke ret meget af give af. Og i bagklogskabens ulidelige klare lys kan jeg se, at mange af de ovenstående fænomener også var manifesteret i mit liv. Det er en hård nød at knække, at erkende på et dybere plan, at man render rundt i lav vibration og risikerer at trække andre med ned. Men når den erkendelse først er faldet på plads, kan man begynde at udfordre sig selv og langsomt bygge en højere frekvens op.

 

high-vibration

 

Jeg ELSKER selv at være sammen med mennesker med høj frekvens. Høj frekvens er IKKE høj energi. Så høj frekvente mennesker løber ikke maniske rundt og griner højt, de er bare super behagelige at være sammen med, fordi de hviler i sig selv. Denne “hvilen i sig selv” udspringer af personlig styrke, klarsyn, indre fred, Oneness (sammenhørighed), indre tryghed, nysgerrighed og universel kærlighed. Vi har alle mødt sådan et menneske på vores vej igennem livet, og man føler sig sååååå godt tilpas sammen med dem, fordi de står i sig selv og kan holde på deres energi. Man mærker straks, at de tager det fulde ansvar for dem selv, så man selv kan tillade sig at være “helt sig selv” i deres selskab ❤

 

high-low-vibration

 

Mange mennesker med traumer, personlighedsforstyrrelser og langvarige kroniske sygdomme kan blive en pestilens at være sammen med. Ikke fordi de er dårlige mennesker, men fordi deres sygdom presser deres vibrationer nedad.

Ofte opdager mennesker med lav frekvens, at de bliver forladt af mennesker de ellers gerne ville beholde i deres liv. De spørger sig selv, “hvorfor forlader de mig?”, men kommer ikke længere i refleksionen, fordi deres lav frekvente energi ikke rækker til at forstå, at andre mennesker drænes af deres selskab, og derfor må trække sig for at beskytte dem selv, og have energi til at leve deres eget liv. Det er også en super smertefuld erkendelse at lade synke ind, at man er ensom fordi man er ulidelig at være sammen med.

Den gode nyhed er, at man ikke behøver at være et offer for sin sygdom og modgang, man har faktisk muligheden for at løfte sin energi, selvom man lever med sygdom.

Første skridt – observer dit humør. 

I stedet for at sige “Jeg er træt”, “Jeg er ked af det”, “Jeg er ensom”… så lær at sige “Jeg føler træthed”… “Jeg føler sorg/savn”… “Jeg føler mig alene/ensom”… Følelser er IKKE dig. De er bevægelser af energier indeni dig. Energier er ALTID i bevægelse, og derfor vil denne øvelse også lære at skille dit SELV fra dine følelser.

Med denne nye form for selvbevidsthed, kan du derfor beslutte at dine bevægelser i dit følelsesliv ikke længere skal fylde i dine relationer. STOP for en periode med ALT negativ snak. Det er en prøve periode, hvor det er forbudt at tale om sin sygdom, det er forbudt at tale negativt om sig selv og andre, det er forbudt at tale om fortiden og om fremtiden. Prøveperioden varer i en måned. Beslut at der kun må komme ord ud af munden på dig, der ikke er farvet af dine følelsesmæssige negative strømninger.

Det er vigtigt, at vi ikke neglicere vores følelser, de skal have lov til at være der. De er en del af livet og en del af os. Men mange af os mangler træning og disciplin i hvornår de skal fylde og hvor meget de skal fylde. Kort sagt, hvor meget af vores nærvær de skal have lov at stjæle.

I denne måned deler du kun dine negative følelser med en dagbog. Hver dag, når du står op, skriver du som det første i din dagbog “Dette er en ny dag, lad mig fylde den op med gode oplevelser” og om aftenen må du så dele alle de negative tanker du har lyst til, men afslutte med “Tak for alt det gode jeg også har oplevet i dag. Tak fordi jeg bevæger mig og lærer nye ting om mig selv. Jeg accepterer livet præcis som det udfolder sig og jeg bliver hver dag bedre til at navigere på en kærlig måde både overfor mig selv og overfor andre”. Du vil blive overrasket over den transformation du går igennem, når du opdager, hvordan du trækker dig selv ned i humøret ved at gentage dine egne negative mønstre. Ved at disciplinere os selv i en prøveperiode, vil vi opdage, hvordan vi påvirker vores eget humør, og hvordan vi spreder vores “negative følelses gylle” ud på verden, så vi er fri for at rumme vores følelser selv.

 

Andet skridt – observer dit sind.

Når man lever med høj frekvens, har man klare tanker, man lærer og aflærer hurtigt og løser livets udfordringer med kreativ problemløsning. Når man lever i lav frekvens lever man med sløret tænkning, tunnelsyn (rigtig og forkert tænkning), langsom indlæring og aflæring og sidder fast (og panikker ofte også) i problemløsning.

Vejen til et “renere” sind med højere frekvens er at blive et mere tålmodigt menneske, med en højere grad af accept af livets polariteter. Hvor der er mørke, må der også være lys. Hvor der er meget mørke, må der i den anden pol være meget lys. Livet er i en evig bevægelse mellem disse to. Hvis vi afviser mørket, fordi vi ikke kan rumme vores lidelse, vil vi forstærke det. Så ACCEPT af DET SOM ER, er en vigtig øvelse på vejen mod en højere frekvens.

Du skal i mindst en måned forpligte dig på at indlægge daglig nydelse i dit program. Denne nydelse skal være noget der tidligere i dit liv har lagt grobund til glæde. det kan være at gå til stranden og lytte til vandets klukken, at gå en tur i skoven og lytte til trækronernes fejende bevægelser, det kan være at danse vildt rundt i stuen til dit ungdomsyndlingsband, det kan være at bage bananmuffins og pynte dem rigtig flot, eller male på sten. Du skal gøre denne nydelsesting hver eneste dag i en måned. Hvis du springer over en dag, forlænger du måneden med en ekstra dag.

Du skal morgen, middag og aften have et mantra, som du enten siger eller synger højt for dig selv i minimum 5 minutter. det kan sagtens foregå på toilettet på arbejde. Mens du siger/synger dit mantra, skal du være nærværende tilstede i det du siger/synger. Altså ligesom da vi lærte at bede Fader Vor til vores konfirmation. Et mantra kan være “Jeg er elsket, præcis som jeg er”, “Jeg er fuld af kærlig energi og deler den gerne med verden”, “Jeg søger og jeg vil finde”, “Jeg må gerne lave fejl, for jeg lærer så længe jeg lever”, “Jeg tilgiver mig selv og alle andre for de fejl vi mennesker begår og den utilstrækkelighed vi bører i os”. “Jeg er her med et formål”… Du kan også vælge at synge højt til din yndlingssalme, hvis det giver dig en god energi.

 

Tredje skridt – tjek in i kroppen. 

Mennesker der kører på lav frekvens har en tendens til at misligeholde kroppens naturlige balance – også kaldet homeostase, i stedet junker de sig med koffein, sukker, hvidt mel og alkohol. Mange af de symptomer vi oplever som fysiske, har i virkeligheden en psykisk oprindelse. Det er noget jeg har oplevet på egen krop, hvor jeg i alt for mange år har levet i et højaktivt nervesystem med alt for meget adrenalin og kortisol i blodet med mange ubalancer til følge. Voldsomme blødninger, bylder, nældefeber, infektioner, ledsmerter, muskelspændinger, hovedpiner, dårlig søvn m.m

For mig har det været en nødvendig strategi, at fjerne de lav frekvente “fødevarer” fra vores hus, således at jeg skal helt ud af huset for at hente usunde ting. Derudover startede jeg for nogle år siden med en ret konsekvent strategi omkring åndedrættet, da det er gennem åndedrættet at vi rent faktisk kan justere på vores nervesystem og dermed også hvilke hormoner der huserer i kroppen på os. Jeg bruger dagligt Yoga og åndedrætsmeditationer sammen med tid i naturen til at balancere kroppens hormoner, og er da også sluppet af med alle ovenstående symptomer helt ved egen kraft.

Hvis du nu anerkender, at du kører på en for lav frekvens og at det har konsekvenser for dit humør, dit sind, dit helbred og dine relationer – så fortvivl ikke – sæt igang med ændringer, der kan hjælpe dig op i højere vibration. Vær vedholdende og konsekvent. Og når du falder af hesten – for det gør du – så sætter du dig op igen og forsætter. der er ingen tid at spilde, kun den tid du ikke investerer i dig selv. 

 

Hvis du allerede lever i høj frekvens – men har en person i dit netværk, som du af forskellige årsager er forpligtet til at have samvær med, så følg denne strategi:

Første skridt – prøv at tale med personen om hvordan du oplever samværet med dem. Vis dem evt denne her blog. Nogle mennesker vil få en AHA oplevelse, andre vil afvise dine observationer. Husk, når du taler med personen, at du kun skal fortælle om dine observationer: “Jeg har lagt mærke til (observation), det dræner mig for energi og jeg får lyst til at trække mig fra dig. Hvad tænker du vi kan gøre?”. Mange vil blive enten fornærmede eller kede af det, opleve det som negativ kritik, du skal derfor gøre dig overvejelser om denne samtale er nødvendig for at du ikke trækker dig, og være parat til at tage imod personens respons, for derefter at gå i tænkeboks, om kontakten kan forsætte som hidtil eller skal afgrænses. Hvis personen ikke tager ansvaret på dig og går med ind i en konstruktiv dialog, så må du gå videre til skridt 2.

Andet skridt. Afgræns kontakten til et niveau hvor du kan håndtere, at et menneske du holder af eller er forpligtet på, kører på lav frekvens. Gør dig klart, at du ikke kan ændre på det, at du ikke har ansvaret for at ændre på den anden, men at du har ansvaret for at passe på din egen energi.

Tredje skridt. Fokuser herefter udelukkende på at bevare din egen energi i relationen. Giv ikke mere end du har at give af. Tank op til samvær med personen og afgift dig selv bagefter ved at gennemgå de trin ovenfor som sikrer din egen vibration. HOLD STRAKS OP med at forvente noget af personen med lav frekvens, forhold dig til realiteterne og forhold dig til dit eget ansvar for din egen frekvens. Bliv ved med at afgrænse kontakten, indtil du kan mærke at du kan holde din egen energi i det tidsrum du er konfronteret med personen. Hvis det ikke er muligt, bliver du nødt til at overveje om relationen skal ophøre. det kan i praksis få store konsekvenser for dig, som du skal være villig til at tage. Hvis det er i familie sammenhæng, kan det skabe spændinger hvis en person stopper kontakten med den anden. Hvis det er på arbejdspladsen, kan du blive nødt til at skrive job, hvis der ikke kan rokeres rundt. osv. Det er et ekstremt vigtigt livsværktøj, at man ikke lader de “forkerte” mennesker komme under huden på os, og dermed give dem indflydelse på vores liv. Dette livsværktøj er essentielt, for at bevare sine egne personlige vibrationer. Kritik fra en menneske i lav frekvens er ofte forklædt som god vilje og venlighed, men du mærker sandsynligvis manipulationen. Her skal du være obs på, at dit Ego ikke blander sig, så du skubber mennesker fra dig som rent faktisk kommer i god intention, så det er igen dit bevidsthedsniveau, der afgør den rette handling.

Som udgangspunkt kan du følge denne her:

best advice

Husk at dit liv er dit ansvar! ♥♥♥

 

 

 

Forventningens smerte.

Hun står der foran mig.

Med tårerne trillende ned ad kinderne.

Et lille bitte menneske.

Hun orker ikke mere kamp. Den kamp hun har med kommunen om at få den hjælp hun føler hun har brug for og ret til. Kommunen fejler igen og igen. Hun føler sig fanget, ufri og overladt til sig selv.

Mennesker omkring hende er begyndt at trække sig. Hun fortæller om ensomhed, der kryber ind på hende. Og afmagten over blive forladt af dem hun stolede på skærer i hendes hjerte.

Jeg ved godt, at der ikke er noget jeg kan sige eller gøre for at ændre på den følelse der tynger hende lige nu. Alligevel forsøger jeg mig. Også selvom jeg dybest set ved, at jeg godt kan spare mine ord. Hun er der ikke endnu, der hvor hun er helt vågen, parat til forandring. Måske når hun derhen inden længe, måske når hun aldrig derhen. Men en ting ved jeg, lige nu er alle mine ord spild af tid, så efter lidt “samtale” lader jeg hende bare græde, aer hende på armen, lytter til hende og krammer hende.

For jeg har mødt hende før i andre udgaver. En direktør. En skolelærer. En husmor. En professionel triatlet. En skuespiller.  Listen er lang – udfordringen er den samme. Men det vidste jeg ikke før jeg selv blev ramt.

Ramt af livets foranderlighed og evige bevægelse.

Ramt, nedlagt og sat til vægs.

Ikke af livet som det nu engang ER.

Men af mine egne FORVENTNINGER til hvordan livet, menneskene omkring mig, og systemerne burde være.

Lige præcis som hos denne lille kvinde, med tårene løbende ned af kinderne, der står foran mig, blev mit liv fyldt med smerte af en eneste årsag. Mine egne forventninger.

Jeg skulle selv prøve at stå i en situation, hvor jeg følte at ALT blev taget fra mig og INTET hjalp, før jeg forstod, at jeg gjorde mig selv til fange i mit eget liv. Og at jeg ti-doblede min livssmerte ved at leve et liv på forventningernes holdeplads.

Gennem mit liv som psykiatrisk sygeplejerske har jeg set andre voksne gå helt i knæ, og nogle gange endda helt i opløsning, fordi de hele tiden ventede på at noget ville forandre sig, at livet ville blive retfærdigt, at nogen ville give dem hvad de følte de havde brug for og følte de havde ret til. Og der sad de så og ventede som den berømte Grubler, på at nogen skulle komme og GØRE noget, for at livet ville være til at holde ud igen.

 

grubleren

 

Det tidspunkt i mit liv, hvor jeg har været hårdest ramt af den følelse, der idag fik tårene frem på kinderne af en lille smuk kvinde, var da jeg ventede på om Kommunen mon ville hjælpe mig med en fleks-bevilling. Terapeuten i Regions Psykiatrien havde banket ind i mit hoved med 7 tommer søm, at hvis jeg skulle gøre mig forhåbninger om at leve et liv med færre symptomer, så skulle jeg acceptere at en væsentlig nedsat arbejdstid var en nødvendighed for at holde mit overaktive nervesystem i ro. HVIS jeg skulle følge hans vurdering, og tro på hans ord og erfaring, var en fleks-bevilling en nødvendighed.

At være i “kløerne” på det professionelle behandlingssystem og at være i “kløerne” på kommunen, skal prøves og erfares på egen krop, før end man til fulde forstår, hvordan det opleves at kontrollen over arbejdsliv og økonomi er lagt i andre menneskers hænder. Det er sværere end det sværeste jeg har oplevet. Fordi jeg ALTID selv har haft styr på mit liv, på min økonomi, på mine uddannelser og på mine jobs.

Og skulle jeg følge Psykiatriens anvisninger, måtte jeg gå den lange vej igennem Kommunens vurderings-apparat. ALT i mig blev sat på prøve!

  • Mit selvbillede, som en god samfundsborger, der kører masser af penge i statskassen så også de svageste borgere kan få hjælp.
  • Min selvforståelse, mon jeg slet ikke var så stærk, dygtig, klog og modstandsdygtig, som jeg selv gik og troede? Hvorfor kunne jeg ikke gøre mig selv rask, når jeg nu vidste så meget?
  • Min selvagtelse, for hvem var jeg uden mit fine job og min fine titel?
  • Min selvagtelse, for havde jeg overhovedet værdi som menneske, hvis jeg ikke længere kunne hjælpe andre, ja ikke engang hjælpe mig selv?

Men det der var allermest på prøve, var noget der lå meget langt fra min egen bevidsthed. Godt gemt af vejen, indtil jeg en dag hørte en oplæg af Eckhart Tolle om egoet. Jeg havde ingen bevidsthed om, at mine forventninger trak mig nedad… Længere og længere ned. Fordi jeg gik og ventede på at “noget skulle ske”, som kunne få denne tilstand af ubehag ved at være afmægtig klient til at “gå væk”.

Jeg troede seriøst på, at hvis Kommunen bare gjorde dit, dut og dat… Hvis min kære mand bare lod være med at udtrykke vrede og irritation på den og den måde…. Hvis min økonomi ikke vaklede sådan… Hvis andre bare var lidt mere eller lidt mindre af dit, dut og dat… Og hvis jeg ikke havde fået den skide begrænsende sygdom… SÅ VILLE JEG VÆRE TRYG, GLAD OG LYKKELIG.

 

say yes Tolle

 

Det gik op for mig, nærmest som en åbenbaring, at jeg hele tiden gik og ventede… Satte mig selv, min udvikling og mit liv på pause knap, og ventede på “noget” skulle ske. Jeg besluttede at fra nu af ville jeg frigøre mig fra processen i Regions Psykiatrien og processen i Kommunen. Lade de to ting i mit liv gå deres egen gang i eget tempo, og fra nu af 100 procent fokusere på 2 ting, nemlig at forbedre mit helbred og styrke min livsglæde.

Ved hjælp af Eckhart Tolles visdom fik jeg langsomt kigget mig selv i spejlet. Jeg fik vendt og drejet alle mine forventinger til livet. Og jeg gik ind i en undersøgelse, næsten meditativ, af de løgne om livet som Egoet bildte mig ind. Og Jesus Christ, det var noget af en øjenåbner… Sikke mange skjulte forventninger jeg bar rundt på.

 

Sindets ego strukturer

 

Hver gang jeg følte ubehag, modstand, frustration og afmagt kunne jeg finde årsagen i sindets ego strukturer. Uden undtagelse! Det var noget af en kindhest til mig selv at opdage, at selvom jeg var mega elegant til at “pakke det ind” så fandt mit sind på mange beklagelser, meget modstand, reaktivitet og illusion fremfor realisme i løbet af en dag. Det er mega svært at få øje på disse manifestationer i sig selv, hvis man ikke anstrenger sig og accepterer det man får øje på, selvom det gør nas. Noget jeg genkendte fra de mange patienter jeg selv har været kontakt person for i min tid som sygeplejerske, hvor jeg ofte oplevede det som overaktive forsvarsmekanismer ala:

“Det har jeg allerede prøvet”

“Det forstår jeg godt, det virker bare ikke”

“Jamen, det er også fordi at…”

“Det kan da ikke være rigtigt at …”

“Hun/han/det burde da også…”

Osv… Osv…Osv…

Og man fristes selvfølgelig til at spørge om det er rimeligt, at vi ikke må forvente noget af livet, af systemet, af menneskene omkring os? Og jow da, det må vi da gerne… Men spørgsmålet er om der er visdom i at leve sådan???

 

expectations tolle

 

Min lidelse skabt blandt andet af sygdommen PTSD førte mig fra Eckhart Tolle til 1100- tallets Sufi-skole, hvor man ser på lidelse på en væsentlig anden måde end jeg er “skolet” til.

Sufierne beskæftiger sig en del med at forstå lidelsen. De mener, at det er i lidelsen, at vi æltes og transformeres fra at være taget til fange af os selv og egne illusioner, til at blive frie mennesker. Det ved jeg i dag er sandt, men da jeg stod med i “bakseriet”, utrygheden og usikkerheden med processerne i Regions Psykiatrien og Kommunen var det langt mindre åbenlyst for mig. Jeg troede sgu da ikke, at min lidelse delvis var selvskabt. Jeg mente den primært bundede i min sygdom og i at verden var nærmest umulig at have med at gøre.

Jeg ville bare have, at tingene ville arte sig og lægge sig til rette, således at jeg kunne komme videre med mit liv. Jeg forstod ikke, at lidelsen var en gave til mig, så jeg kunne æltes ud af mine illusioner om at tryghed kommer gennem kontrol af livet. Jeg vidste ikke engang, at netop dette var et issue i mit liv.

 

Sufi lidelse

 

Og fra Sufi-skolen blev jeg – af min nysgerrighed – ført over i buddhismen, hvor man jo som de fleste ved betragter lidelse som, at livet er lidelse. Punktum.

Men pointen er, at det liv vi tror vi lever, er en illusion. Det handler derfor om ikke at gå ind i lidelsen, men om at gå den ottefoldige vej, som er vejen, der fører til lidelsens ophør. Så sammen med mit Ego-bevidstheds-arbejde, arbejdede jeg mig møjsommeligt videre af den ottefoldige vej. Den ottefoldige vej, hjalp mig ud af KAMPEN for et bedre liv, og ind i livet med ACCEPT af livets uforudsigelighed, uretfærdighed og begrænsninger.

 

EightfoldPath

 

Midt i alt dette selv-arbejde, hvor jeg pludselig havde fået den åbenbaring, at jeg ikke skulle gå og vente på “noget”, fordi jeg derved forpestede og forgiftede mit NU – som var det ægte liv fri for illusioner – med forventningen om at “nogen” skulle gøre noget eller at “noget” skulle ske GAV JEG SLIP.

Jeg forstod dybt inde, at det er mig der bestemmer hvad jeg taler om og hvordan jeg taler om det (right speech) – og derfor også er Herre over om jeg dræner mig selv eller andre, mens jeg taler.

Jeg forstod, at jeg bestemmer mine handlinger (actions). Hvad jeg vælger at beskæftige mig med i løbet af dagen, som kan enten bibringe glæde eller stjæle glæde. Jeg accepterer at jeg har begrænsninger i mine handlinger grundet min sygdom. Jeg forstod, at beklagelse af mine og andres begrænsninger skulle ud af mit eget sprog og mine handlinger (og heller ikke opsøge selskab, hvor fokus var på beklagelser).

Jeg forstod at min livsstil (right livelihood) var mit ansvar. Og at jeg skulle passe på mit helbred gennem krop-sind-ånd fokus. Fokus på bevægelse, mad og søvn. Fokus på at gøre andre godt. Forstå værdien af non-attachment. Non-attachment betyder, at fordi livet hele tiden er i bevægelse og forandring, så vil vi skabe lidelse for os selv, hvis vi knytter os for meget til objekter udenfor os selv. Jeg oplevede fx stor lidelse da jeg mistede mit job som uddannelsesleder, fordi jeg var for knyttet til den identitet, samt faglige og økonomiske tryghed som netop dette job gav mig. For andre kan det handle om at de knytter sig for meget til andre personer, og derfor oplever stor lidelse, hvis disse personer vælger at gå deres vej. Det handler altså ikke om, at vi ikke må nyde vores job, økonomi, mennesker vi holder af, smykker, bil, sommerhus m.m, men det handler om at være parat til at give slip, hvis livet bevæger sig i den retning. Både i buddhismen og hinduismen ses livet, som i evig forandring, noget lever og noget dør, noget kommer og noget går. Vi skal være villige til at leve i denne bevægelse, og have visdom til at tage imod og slippe igen, hvis vi vil mindske egen lidelse.

Jeg forstod at jeg skulle engagere mig (right effort) i at skabe et godt liv trods begrænsninger. Og når jeg faldt af hesten, var det mit ansvar at sætte mig op igen. Mit liv er mit ansvar og jeg skal ikke gå og vente på hjælp inden jeg engagerer mig.

Jeg forstod at right mindfulness, at være ægte nærværende tilstede i livet, kun er muligt, hvis jeg kan holde fokus og koncentration (right concentration). Derfor krævede min nye livsstil et langsommere tempo end jeg var vandt til, og at der skal træffes rette fravalg.

Jeg forstod, at den rette forståelse (right understanding) af livet var essentiel for min livsglæde. At livet IKKE er retfærdigt. At livet er i evig forandring. At det ikke er altid jeg forstår meningen bag lidelsen, men at jeg tror at jeg æltes til at blive et mere ægte menneske af modstand og modgang. At modstand og modgang er gaver i grim indpakning.

Jeg forstod – vigtigst af alt – at den rette tankegang (right thought) ikke skabes i et overaktivt nervesystem. Da vil tankerne ikke være frie, men i kæmp-flygt-frys med dertil hørende tunnelsyn. Og at jeg for at få rette tankegang kontinuerligt måtte finde måder at afspænde mit nervesystem på, hvilket for mig blev gennem daglig meditation og yoga-praksis.

Så… inden Kommunen var kommet frem til en afgørelse af min sag, var jeg så optaget – på den fede måde – af at skabe ro på mit nervesystem og med at fylde glæde ind på hverdags-kontoen, at processerne i Regionen og på Kommunen var blevet sekundære, altså noget som bare måtte gå den gang det nu engang gjorde. Jeg mødte op, gjorde det JEG skulle gøre osv, men mit fokus var på at skabe ro på nervesystemet og skabe glæde i hverdagen. Alt sammen med totalt kaos i økonomi og arbejdsforhold, masser af uforudsigelighed, men med en helt igennem vidunderlig fred indeni, hvor jeg lod ting komme og lod ting ske i den fart det nu engang havde.

Så set fra mit synspunkt, blev min insisterende PTSD parasit min ven og min redning. Min lidelse gjorde mig for alvor “voksen”, fordi jeg lærte at JEG altid har siddet ved roret på MIT skib. Hvordan solen, vinden og havet er, har jeg inden indflydelse på – overhovedet – men jeg har indflydelse på den tilstand jeg rejser i livet med. Og her har forventinger skabt alt for meget lidelse i alt for mange år. Fordi jeg troede jeg havde RET til at forvente noget. Fordi jeg troede det var forventet at jeg forventede noget.

Så sidder du fast i din proces, uanset om det er med en proces, en behandling, en kommune, en partner, en familie eller en arbejdsplads – så prøv et øjeblik at stoppe op og undersøg om du er landet i skak-mat, fordi du lever i en illusion?

Prøv at forestille dig, at der ikke fandtes nogen kommune…

Prøv at forestille dig at der ikke findes nogen psykiatri…

Prøv at forestille dig at der ikke fandtes nogen familie eller partner…

Prøv at forestille dig at der ikke fandtes nogen arbejdsplads…

Hvis det ikke fandtes, ville du ikke kunne have nogen forventninger, til andre end dig selv.

Og hvordan ville du så gribe det hele an for at lindre din lidelse?

Hvordan ville du arbejde med lidelsen? Med afmagten? Med ubehaget? Hvis ansvaret lå på dine skuldre alene? Hvis der ikke var nogen der kunne hjælpe dig?

Hvordan ville du så skabe dit eget liv LIGE NU – LIGE HER?

 

get to choose.png