CLEAN

“Mit navn er Chanett og jeg er dopamin-junkie”, sådan kunne det have lydt, hvis der fandtes en gruppe for Anonyme Dopamin Afhængige i Danmark. Jeg passer desværre hverken ind hos Anonyme Alkoholikere, Anonyme Narkomaner eller Anonyme Sexafhængige…

For den afhængig jeg har haft – i alt for mange år – har jeg sammen med en stor del af resten af den vestlige verden. Vi kunne lave et kæmpe netværk af Anonyme Dopamin Afhængige, alle os der har kæmpet med stress, udbrændthed, angst, traumer og depression, for vi er alle i samme båd. Vi har levet alt for længe som afhængige.

Jeg er i dag nået til første døgn som CLEAN dopamin-junkie !!!

Der er et stykke vej til måneds-nålen og endnu længere års-nålen. Nålen man får for at være CLEAN, og som man kan tage på trøjen og “blære” sig med, eller bare ydmygt gemme i lommen og røre ved, når man er lige ved at “falde i” igen.

Grunden til at jeg nu er på første døgn som CLEAN dopamin-junkie, kan jeg takke min påbegyndte yoga uddannelse for. I dette blogindlæg vil jeg gennemgå mine refleksioner over hvorfor jeg – sammen med rigtig mange andre mennesker – havner i stress, angst og depressions-fælden, og hvordan man på det personlige plan kan tage en U-turn, hvis man vel og mærket er villig til at betale prisen. For der er en pris der skal betales, når man dropper en “sutteklud” for resten af livet.

 

Det følelsesregulerende system

 

Jeg har ligesom rigtig mange andre mennesker lært, at jeg er min egen lykkes smed. Jeg har fået ind med modermælken, at jeg er designeren af mit eget liv, og at det er min opgave alene, at træffe de rette valg, således at jeg kommer i mål med de drømme jeg har.

 

“Min kreative hjerne og mit medfølende hjerte har altid gjort, at jeg har haft masser af drømme og ambitioner, som jeg målrettet har forsøgt at komme i mål med”. 

 

Noget af det jeg desværre ikke fik med ind igennem modermælken var indsigten i og forståelsen af det følelsesregulerende system. Det var først noget jeg lærte efter at det var gået galt for mig.

En opgørelse fra Danske Regioner viser, at vi lige nu har mindst 250.000 mennesker med en depression, mindst 250.000 mennesker med angst og ca. 75.000 med spiseforstyrrelser, der er i risiko for at falde ud af arbejdsmarkedet, og dertil viser nye tal at vi har ca. 430.000 danskere, der oplever symptomer på alvorlig stress hver dag. Mere end 2000 mennesker lever med diagnosen PTSD, som gør det vanskeligt at fungere helt eller delvis på arbejdsmarkedet. Jeg tænker at disse tal alene, bør være en appel til at vi får kigget lidt grundigere på den dopamin-junkie-epidemi vi er midt i.

Allerede som ung fik placeret mig i det man kan kalde et mentalt højrisiko job, kendetegnet ved at man “bliver konfronteret med ulykker, trusler, traumer, overgreb, død eller andre voldsomme begivenheder gennem sit møde med kriseramte eller traumatiserede mennesker eller et job, som på en anden vis stiller store krav om indlevelse og om at håndtere smertefulde følelser.” (Rikke Høgsted)

Jeg levede samtidig med en indre konstruktion af ambition og vilje til at nå i mål med de ting jeg satte mig for. I 4. klasse begyndte jeg med svømmekonkurrencer, i 7. klasse fandt jeg ud af at jeg også kunne løbe konkurrencer. Jeg elskede at få høje karakterer i skolen (folkeskole, gymnasium, sygeplejerskeuddannelse, diplom uddannelse og kandidatuddannelse) og være “en dygtig datter og en dygtig elev”. Jeg har skrevet ekstremt mange opgaver i mit liv og gået til ekstremt mange eksaminer. Jeg var aldrig nogensinde vedholdende og afventende på svaret, når jeg en sjældent gang imellem spurgte mig selv “hvorfor er det så vigtigt for dig at være dygtig og få anerkendelse?”

Jeg blev altså ret tidligt i mit liv et præstations menneske og det forsatte jeg med op igennem årene, samtidig med at jeg også stillede store faglige krav til mig selv, mest på det mellemmenneskelige plan, hvor jeg altid har sat en stor ære i at “mine” patienter har følt sig, set, hørt og mødt. Og at de har fået den omsorg der skulle til for at de havde noget at vokse af. Kravene stillede jeg til mig selv uagtet om jeg stod lige midt i min mors dødsfald, om jeg var midt i en svær graviditet, midt i en skilsmisse eller om jeg havde to bøjede ribben og hjernerystelse. Jeg havde en oplevelse af mig selv, som et viljestærkt og robust menneske, der kendte egne styrker og svagheder.

Hele mit liv har jeg haft en kæmpe stor ressource-tank knyttet til min organisme, hvor jeg bare kunne trykke lidt ekstra på speederen, og så fik jeg levere ekstra “benzin” at køre på. Og hele mit liv troede jeg at den slags adfærd var gratis, og at ressource tanken for altid ville være fyldt op.

Jeg vidste ikke, at ressource tanken havde sit helt eget navn, nemlig DRIVE SYSTEMET. Et system, som enhver organisme er udstyret med, og som leverer dopamin på kommando. Et “gratis” stof – der er helt lovligt på markedet – og som hele tiden kunne give mig mit næste kick, mit næste boost af energi og mit næste fix af Instant Pleasure.

Noget jeg ikke vidste før, men som jeg ved nu er, at mit DRIVE SYSTEM i rigtig mange år har hjulpet mig til at holde røven over vandoverfladen, og det har DRIVE SYSTEMET gjort på flere måder.

Fordi… udover at jeg får gratis og helt lovlige kick af energi, glæde og spænding, så kan systemet også sørge for, at “ting” som man helt ikke gider at være i følelsesmæssig kontakt med, eller “ting” som man ikke orker at tage sig af, kan forblive glemt i mange år. Disse “ting” kan ligge over i et hjørne af stuen som et gammelt usamlet puslespil og rode, fordi jeg havde andre vigtigere ting at tage mig af:

Jeg skal liiiige have købt den der kjole, de der sko, den der stol eller flotte plakat.

Jeg skulle liiiige følge med i den der (vildt vigtige) serie på tv.

Jeg skal liiiige have sparet sammen til den der fede rejse.

Jeg skal liiiige have gennemført denne her uddannelse.

Jeg skal liiige have manden, veninden, børnene eller kollegaen ændret til en bedre udgave af dem selv.

Jeg skal liiige flytte hen til det der hus eller denne her lejlighed, et lidt federe sted end hvor jeg bor nu.

Jeg skal liiiige have scoret mig det her nye job eller overbevist chefen om at jeg skal have disse nye opgaver eller denne her nye titel.

Jeg skal liiiige have tabt mig eller have gennemfør den mini triathlon.

Jeg skal lige have sparet op til denne der nye fine næse, eller nogle flottere bryster.

Dopamin føles virkelig dejligt i kroppen og er det “junk”, der er størst ekspert i at skabe nye ideer i os om, at det sted vi er LIGE NU, er et langt mindre fedt sted, end der hvor vi kan komme hen, hvis vi liiiige tager os lidt mere sammen, præstere lidt mere, når lidt mere, køber lidt mere, ændre på dit, dut og dat eller skifter kæresten og huset ud.

Dopamin er en sjover, der kommer snigende, som en tyv i natten, og implantere nye visioner, mål og drømme i hjernestammen på os, så vi bliver fritstillet for at være tilstede LIGE HER & NU. Dopamin befrier os fra at mærke os selv, og hjælper os til at generere den energi det kræver, hele tiden at være på flugt et andet sted hen, eller løbe efter nye ting vi bare må eje og have, selvom de måske dybest set kun skal ind i vores liv for at forstærke følelsen af falsk tryghed eller styrke vores i forvejen kæmpe ego af selviscenesættelse.

Vi bliver hele tiden forløst af vores lille dopamin kick, når vi er optaget af vores egne præstationer, når vi er engageret i at “redde” andre fra dem selv med vores engagement og gode råd, når vi er beskæftiger os med tanker der er optaget af noget skidt eller godt der skete i enten fortiden eller som måske kommer til at ske ude i fremtiden. Sådan holder vores dopamin afhængighed os evigt beskæftiget.

Nærvær

“Men skal vi da slet ikke have nogle drømme, skal vi bare holde op med at præstere og stille os hen i et hjørne på yogamåtten og vende røven i vejret, og regne med at lykken bor der?” siger vores afhængighed til os, mens den presser os psykologisk, fordi den savner sit næste fix.

Og her vil den første dags CLEAN dopamin-junkie måske gerne lige have lov at få ordet et øjeblik.

Livet handler ikke om, at vi skal sidde på en yogamåtte og gøre ingenting. Men det handler om at få balance i det følelsesregulerende system, så vi kan holde til livet hele livet ud. Og når vi er i balance har vi også en mere bæredygtig drivkraft. Det handler om at være ærlig omkring hvad man bruger sine ressourcer på, og være benhård til at trække grænsen for det der sluger energien. Og nogle gange er vi selv den største energisluger, fordi vi ikke lytter til og respekterer kroppens signaler, og blot forsætter bevidstløst ud af livets landevej på en ressource-tank, der naturligvis har en udløbsdato.

Da jeg blev syg med alvorlige stress symptomer var min første reaktion, at jeg måtte være gået i overgangsalderen:

  1. fordi jeg var alt for livsglad og stærk til at udvikle stress, sagde både mit kæmpe ego og junkien i mig, der blev bange for at miste næste fix.
  2. fordi mit psykologiske forsvar, dybest set godt mærkede at det brændte under fødderne på mig, men forsvarede min frihed til at jagte mine drømme, ved at opsætte forsvaret benægtelse.

Min indre dopamin-junkie har styret mig hele mit liv, men da jeg blev ramt af arbejdsrelateret PTSD i 2002, hvor mit trivselskar for første gang i mit liv blev HELT tomt og stod tørt i flere måneder, der kom DRIVE SYSTEMET til undsætning og hjalp mig. DRIVE SYSTEMET åbnede helt op for sluserne og overstrømmede mig med den ekstra dopamin energi, så jeg kunne komme afsted på uddannelse og derved også have kræfterne til et skifte i arbejdsliv, hvor jeg ikke længere kunne passe udadreagerende mennesker med psykiske problemer.

DRIVE SYSTEMET blev min bedste ven, selvom jeg dansede med Satan Himself – og i bagklogskabens udlidelige klare lys, skulle have slået følgeskab med det BEROLIGENDE SYSTEM i stedet.

Det beroligende system er nemlig det eneste system, der kan hjælpe mennesker med stress, udbrændthed, angst, traumer og depression ud på den anden side, da det er det eneste af de 3 systemer, der sænker vores aktivitet i nervesystemet. Og med hormonet oxytocin modvirker de skader, der opstår i nervesystemet efter for mange år med høje doser af adrenalin, kortisol, serotonin og dopamin.  

Nogle kloge hoveder skulle allerede dengang tilbage i 2002, da min krop flippede ud over de overfald jeg havde været udsat for, have fortalt mig at det BEROLIGENDE SYSTEM aktiveres gennem latter, naturen, berøring, bevidst præstationsfrit samvær med både sig selv og andre.

Det ville være fint, hvis jeg havde vist at yogaen i den grad har sin berettigelse, fordi yoga afkræver udøveren dybe vejrtrækninger, der aktiverer det parasympatiske nervestem, ligesom de mange forskellige stillinger påvirker kroppens muskulatur og bindevæv, som løsner op i de mange spændinger kroppen bakser med på grund af kortisolens og adrenalinets sammentrækkende effekt på kroppens muskulatur (spæn væk fra tigeren – muskulatur).

Det var først efter 3 sammenhængende dage med yoga, at jeg blev CLEAN på en helt ny måde.

Jeg kom hjem med en ekstrem træt krop, der typisk ville forårsage sukkercravings, men det mærkede jeg ikke noget til. Jeg kom hjem med et roligt og fokuseret sind, der tænker mere klart end nogensinde før. Jeg kom hjem med en afspændt krop, hvor jeg bedre kan trække vejret og nyde den kropslige ro, uden behov for at fixe noget (nyt) i mit liv.

Alle mennesker der kæmper med stress, angst, depression eller traumer bør have tilbudt behandling, der hviler på to ben. Vi har alle behov for kognitivt at forstå nervesystemet og vores symptomer, og hvordan vi selv kan være med det at afbalancere det. Her er samtale terapi rigtig fint. Men det er først, når vi forstår vores beroligende system på en kropslig måde, og genkender måden det kan styre os i afgrunden på, at vi kan begynde at regulere på de tre systemer.

For mig blev yoga vejen, men der er så utrolig mange måder vi kan komme ind i kroppen og hjælpe den til restitution. Bevidst vejrtrækning og muskulær afspænding er en del af rigtig mange idrætsgrene. Hvis man formår at holde præstations-ræset ude af sin måde at bruge kroppen på, så det bliver et balanceret samvær der er målet, og ikke et tal på et ur eller en toning af overarmen, så er der meget at hente i idrættens verden, hvis man har overbelastet sin organisme, fordi man som jeg er dopamin-junkie.

Det er lidt pinligt at erkende, at der skulle hele tre døgns asen og masen med mit sind og min krop til, før end jeg nåede til den helt dybe erkendelse af, at det er dopamin junkie jeg er. Det er i dopaminens rus, at jeg har mit gemmested. Og det er slut nu. Mit sind og min krop har virkelig måtte samarbejde på et ekstremt højt plan, for at jeg kom igennem dette første modul af yoga uddannelsen.

Jeg er sikker på, at min tilgang til mit arbejdsliv, til min omgang med andre mennesker og min holdning til mig selv, både mentalt og fysisk, har ændret sig for altid henover denne weekend, og det er jeg dybt taknemmelig for. Modul 1 på uddannelsen kom som sendt fra himlen 🙂

CLEAN på første døgn – over and out ❤

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s