Fifty Shades Of Fucked Up…

 

“Nej Chanett, det må du altså ikke sige om dig selv. Du er et af de mest normale mennesker jeg kender” siger min kæreste, der har holdt mig ud de sidste 7 år.

”Jo, jeg er skør! At jeg er Fifty Shades Of Fucked Up, er lige så sikkert, som at solen står op i øst. Jeg orker ikke længere, at lade som om jeg er normal eller nogensinde bliver det, for det kommer ikke til at ske”.

… Og lad os for et øjeblik være ærlige! Det er skørt, at rende rundt og være bange for noget, som for længst er et overstået kapitel i mit liv. Og det er skørt at være udmattet ind til marven, når man har haft mange år til at få hvilet ud efter katastrofen ramte. Ligesom det er skrup-skørt at blive frustreret over eller bange for uskyldige mennesker, som uheldigvis kommer til at sige eller gøre noget, som trigger noget der skete for en milliard år siden.

 

Dybest set ved jeg godt at jeg er et helt normalt begavet og velreflekteret menneske, som forsøger at leve normalt med et unormalt og skadet nervesystem, som forårsager at jeg til tider tænker, føler og handler skørt. 

 

Samtalen udspiller sig egentlig mellem min kæreste og mig, fordi jeg har været til samtale med min chef, hvor emnet igen igen var at få tilpasset opgaverne til mine sårbarheder. Samtalen med chefen har efterladt mig med en ny sorg over alt det jeg ikke længere kan, men også med respekt for min chefs ærlighed, og accept af at livet nogle gange er uforudsigeligt. Man kan godt tro, at noget bliver på en bestemt måde, og så viser det sig at sådan bliver det slet ikke…

Jeg har været i fleks-job i 8 måneder og har følt mig som en ged, der er fanget i en labyrint uden udgang. Det har været som om, at uanset hvilke opgaver jeg har fået, så løber jeg ind i en blindgyde på grund af min PTSD. Uanset hvor meget jeg forsøger, så er det umuligt at finde en udgang – til friheden – til at blive en lille bitte smule Chanett igen. Hende der havde en ekstra ressource-tank at køre på, hende der godt kunne overleve nogle travle arbejdsdage med foden på speederen og i overhalingsbanen. Hende der havde en vis føling med sine ressourcer og kunne regne med sig selv.

 

goat1

 

Den tid er åbenbart ovre, for enten brager arbejdsopgaverne ind i overfølsomme Chanett, der ikke kan tåle for mange stimuli eller også brager arbejdsopgaverne ind i Chanett med det lave kognitive funktionsniveau, der har svært ved at fokusere og koncentrere sig. Der kan også ske det, at Chanett overhører sine signaler, går i præstationsmode og får en kæmpe røvfuld af symptom-storm efter at have været ude og lave noget sjovt på arbejde. Det er som om, at der er fuld stop i labyrintens mange gange, hver eneste gang jeg prøver på at være en lille smule Chanett, der har det fagligt sjovt på en lille bitte smule af den gamle måde.

 

Jeg har altid haft et behov for at kalde en spade for en spade, og det med at kalde mig selv skør er på sin vis en befrielse. Bare at bekende kulør om, at jeg er evigheds-ejer af en PTSD parasit, der infiltrerer min psyke, min krop og mit hverdagsliv på måder, der til stadighed overrasker mig.

 

Siden jeg blev sygemeldt med stress i november 2015 fra min stilling, som daglig leder af specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje i Region Syddanmark, har jeg gjort ALT hvad der står i min magt for at blive rask igen.

Jeg er skiftet til 100 procent plantekost, for at aflaste mine stressede organer.

Jeg har været i langvarig psykoterapi.

Jeg har læst op på alt forskning omkring stress og traumer, og givet den fuld gas på at afprøve alle de stress- og traume terapeutiske metoder, der har givet mening for mig. Herunder prolonged-exposure, traume narrativ, kropsbehandlinger, styrketræning, cardio træning, reiki healing, mindfulness, yoga.

Jeg har arbejdet målrettet med at bearbejde den krise det er, når man bliver bremset af kronisk sygdom.

Jeg har genbesøgt sorg-terapien, både fordi jeg har sørget over mit funktionstab, men også fordi en terapeut sagde til mig at jeg havde indkapslet sorg tilbage fra tabet af min mor.

Jeg har arbejdet med mit selvbillede, mit indre barn, skyggesider, kerneværdier og The Dark Night Of The Soul.

Samtidig med dette, har jeg – henover 3 år – arbejdet sammen med kommunen om at få et overblik over mit funktionsniveau gennem mange samtaler og arbejdsprøvninger. Først i min gamle virksomhed (Region Syddanmark) og senere et andet sted, i den lille konsulentvirksomhed, hvor jeg nu er ansat.

Jow jow… Og bevares … Jeg har da bestemt fået det bedre af det store nye kendskab jeg har på det personlige plan om at leve med den kroniske sygdom PTSD, og jeg har bestemt lært at revidere min opfattelse af det gode liv, og jeg har også lært at regulere i mine forventninger og min måde at være i livet på.

 

Men jeg er samtidig nået til et punkt af pludselig realisme, hvor det slet ikke giver mening at tale om traume heling længere… Traumerne sidder i minder, som er faktiske dele af fortiden. De sidder i kroppens fysiske forsvar, både i musklerne, bindevævet og organerne. Og traumerne sidder i det psykologiske forsvar kæmp-flygt-frys. Alt dette får mig til tider til at tænke skørt, føle skørt og handle skørt.  

 

Der bor traume parasitten, og det er efterhånden gået op for mig, at den nok bliver boende for evigt. For den er ikke sådan lige at slippe af med. Hvis man kunne det, så ville man ikke betegne PTSD, som en kronisk sygdom. Ved gennemgang af nyeste forskning kan jeg se, at det kniber med de lykkelige beretninger om, at man kan blive rask af PTSD.

Selvom jeg har fornægtet det, i alle de foregående år, hvor jeg har arbejdet målrettet på at blive rask, så ser jeg nu, at hvis JEG ikke kan, hvem skulle så kunne? Jeg er uddannet psykiatrisk sygeplejerske og kognitiv behandler, jeg har en kandidateksamen med speciale i psykiatri og jeg har en pædagogisk diplom med speciale i voksnes læreprocesser. Jeg har en god familie med masser af støtte. Jeg har en god mand, der ser mig og rummer mig. Jeg har 3 velfungerende børn, der ikke belaster mig. Jeg har gamle trygge nære venskaber. Jeg flittig, grundig og så er jeg modig. Jeg tør godt konfrontere nattens monstre og mine flash backs, jeg tør godt stå nøgen og råbe til verden at jeg er psykisk syg – og alligevel har jeg ikke knækket koden til heling af mine traumer. Jeg har eddermame et godt CV at kurere mig selv med, men jeg er ikke blevet rask.

Hvad med Fru Larsen, der sad ved sin bank kasse og fik et oversavet jagt gevær stukket i ansigtet, eller Jørn der er togfører og for tredje gang på et år kører en ulykkelig krop over på skinnerne, eller Jonas der så sin soldater kammerat sprængt i 1000 stykker af en vejside bombe og selv kom hjem med kun et ben, eller Jens der altid har drømt om at blive politibetjent og som indenfor de første 2 år på jobbet får utallige brosten i hovedet og trusler på livet af store vrede kokainfyldte rockere? Eller lad os tage Louise, der har skiftet plejefamilie 4 gange og som blev voldtaget af sin plejebror, eller Brian hvis far drak og blev voldelig og det gik altid udover Brian, eller Camilla der har været mor for sin mor hele livet, fordi mor er utilregnelig pga paranoid skizofreni?

Ingen af dem har nogensinde læst forskning om traumer, men lever hver dag med realiteterne af traumer i kroppen, hvilket forhindrer dem i at leve det liv de ønsker sig. Meget få af dem har fået tilbudt traumebehandling, men har til gengældt talt med en masse velmenende psykologer og rådgivere, der ingen anelse har om, hvad det vil sige at leve i en traumekrop og håndtere et fastlåst frygtsomt traumesind.

Skal alle disse mennesker føle skyld og skam over at de løber hovedløse rundt i samme labyrint som mig? Skal de monstro forsvare sig i kommunens sygedagpengesystem, uden at have ord for deres egen udgave af Fifty Shades Of Fucked Up? Og hvor mange gange mon de skal samle sig selv op efter at have fejlet og mistet et job, en arbejdsprøvning, en kæreste relation eller et godt venskab, fordi deres kæmp-flygt-frys mekanisme tog over, uden de selv forstod hvad der lige skete? Skal de blive flove over deres egen utilstrækkelighed, fordi de ikke kan levere det andre mennesker kan? Nej, det skal de ikke!

 

Selvom jeg har følelsen af at løbe rundt i en labyrint, som en forvirret ged – så ved jeg nu at svaret på det gode liv ikke bliver, at jeg kan gøre mig selv rask af min PTSD, men nok nærmere at fralægge mig sygdommens skyld og skam, og samtidig bruge mit medfødte MOD, til at etablere et liv med glæde og mening.

 

For måske giver det slet ikke mening, at jagte drømmen om et liv, hvor jeg er rask og ikke længere Fifty Shades Of Fucked Up. Måske giver det lang mere mening at bruge mit MOD på at gnave mig ud af labyrinten og se hvad der er på den anden side af alt det jeg kender som mig og mit liv?

Forskeren Brené Brown siger at MOD er usikkerhed, risiko og følelsesmæssigt udsathed. Hun siger også, at alle de forsøg hun har lavet med MODIGE mennesker viser, at MOD er virkelig skræmmende og føles farligt, og at det mest skræmmende af alt må være, at stå ved livet ende og opdage tabet over det man ikke forsøgte.

Så jeg bliver ved med at forsøge… Jeg prøver at tåle min usikkerhed, når jeg skal gå nye skridt. Jeg prøver at løbe en risiko ved at gøre ting jeg aldrig har prøvet før og tåle at jeg kan fejle. Og jeg afprøver hele tiden barren for følelsesmæssig udsathed, ved at stille mig åben og nøgen til skue for almenvellet, for at vise verden hvordan det er at leve med traumer.

For jeg ved at jeg ikke er alene. Jeg er ikke den eneste i verden der opfører mig skørt i mine relationer, der ikke kan stole på mine ressourcer og som er Fifty Shades Of Fucked Up In So Many Ways.

Jeg er kun en ud af mange der har svært ved at klare mig i livet, både på arbejdsmarkedet og i mine relationer – FORDI min PTSD parasit styrer showet, uagtet om mit fornuftige hoved gerne vil stå ved roret, så sidder traumerne så fast i ur-kroppen der kun tænker i kæmp-flygt-frys, at mit fornuftige hoved ofte taber slaget om ror-pinden til PTSD parasitten. Og det er lang tid siden jeg holdte op med at kæmpe mod min sygdom, for kamp skaber stress hormoner, og det elsker PTSD parasitten, det er det den vokser og gror af. Den tåler til gengæld dårligt, at blive overvandet med ACCEPT.

 

Det er meget lettere bare at være en ged – bare erkende at det er det man er, og så bruge gedens primære styrke, nemlig evnen til at gnave sig igennem en hvilket som hæk, direkte ud i sårbarheden, men også MODET til at være i verden på nye måder.

 

Det gik op for mig for nylig, da min søn kom hjem og fortalte, at hans far havde sagt til ham, at han nok ikke skulle læne sig for meget op ad sin mor, for jeg var jo psykisk syg. Jeg KUNNE have ladet mit ego tage over og blive vred. Lade forurettelsen strømme gennem årene over at min eks-mand kunne finde på at sige sådan til sin søn om hans mor.

Men episoden fik mig til at se krystalklart.

Min eks-mand mødte mig en måned før jeg udviklede PTSD. I de mange efterfølgende år var jeg på mange måder skrup-skør, fordi jeg hele tiden forsøgte at normalisere en hverdag, med et nervesystem der var i vildt oprør.

Det er bare ikke muligt at opføre sig normalt, når man pludselig er bange for alt muligt ulogisk.

Det er ikke muligt at opføre sig normalt, når man ikke får søvn nok pga mareridt.

Det er ikke muligt at opføre sig normalt i en kærlighedsrelation, når man pludselig ikke kan tåle nærhed, fysisk kontakt, pludselig bevægelser og diskussioner.

Min eks-mand har set så mange nuancer af skrup-skør adfærd fra min side af, så hvis jeg var ham ville jeg nok også give samme råd til min søn. Min eks-mand kender mig ikke længere, for vi har ikke haft en hverdag eller nogle former for personlige samtaler de sidste 8 år – og alligevel har manden ret, for jeg er psykisk syg af PTSD. At benægte det faktum, ville være præcis det samme, som hvis en veteran benægtede at han kun har et ben tilbage, når det er en åbenlys kendsgerning for alle at det andet ben er sprængt af.

Jeg spurgte min søn, hvordan han havde det med at jeg er psykisk syg med PTSD og hans svar var ”Jeg vil altid læne mig op af dig, mor. For du er et af de klogeste og sødeste mennesker jeg kender”. Og det er godt nok for mig! Det giver mig lyst til at præsentere dig – som læser – for Præsident Roosevelts tale ”Daring Greatly” fra 1910:

 

“Det er ikke kritikeren, der betyder noget, ej heller den person, som påpeger, hvor det stærke menneske snubler eller hvor, den der udretter noget, kunne have gjort det bedre. Æren tilhører det menneske, der rent faktisk er i arenaen, hvis ansigt er mærket af støv og sved og blod. Mennesket der kæmper tappert, som fejler, som kommer til kort igen og igen, fordi der ikke er nogen indsats uden fejl og mangler. Mennesket, der kender til dyb entusiasme, til stor dedikation, og giver sig selv til en værdig sag. Mennesket, om alt går vel, i sidste ende kender triumfen ved en høj præstation, og som i værste fald, hvis han eller hun fejler, i det mindste fejler mens der satses alt”.

 

Så hvis man aldrig har oplevet at være i en traumatiseret krop, og man ikke kender til den arena det er at leve med kronisk sygdom, så kan man pege, kritisere og fordømme lige så tosset man vil… Men man kommer aldrig til at kunne tage æren for det MOD og den VEDHOLDENHED det kræver, at gå ind i ARENAEN hver eneste morgen, sammen med sin PTSD parasit og prøve at få det bedste ud af livet. Og det er det vi gør – os med traumer. Hver morgen, når solen står op i øst, så går vi i arenaen med vores PTSD parasit. Vi arbejder med støv, sved, blod og tårer på, at få en god hverdag og være den bedste udgave af os selv. Som en forvirret ged moser vi rundt i labyrintens gange for at finde mulighederne for at udvikle os, lære nyt, prøve at være i verden på en fredeligere måde. Og DET skal vi have ÆREN for.

Hvis du er nået hertil i min blog, så har du muligheden for at få en gratis udgave af min bog ”Fodfæste – et fredeligt liv med traumer og PTSD”, som du kan læse mere om her:  https://www.facebook.com/pg/Houseofcompassion.dk/services/?service_id=2057922364327812

Du deltager i lodtrækningen om et eksemplar ved at sende mig en mail på: kontakt@houseofcompassion.dk, hvor du inviteres til at beskrive hvorfor netop du eller en af dine kære skal have bogen. Konkurrencen varer indtil den 1. juni 2019, hvor vinderen trækkes.

HUSK at du kun findes i en eneste udgave, og selvom du er Fifty Shades Of Fucked Up lige som mig, så har du også din egen eksistensberettigelse. Som den stædige ged du er, så gnav dig ud af din labyrint og tilbage til friheden i blot at være dig med alle dine nuancer, ressourcer og begrænsninger. For du er god nok som du er ❤

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s