CLEAN

“Mit navn er Chanett og jeg er dopamin-junkie”, sådan kunne det have lydt, hvis der fandtes en gruppe for Anonyme Dopamin Afhængige i Danmark. Jeg passer desværre hverken ind hos Anonyme Alkoholikere, Anonyme Narkomaner eller Anonyme Sexafhængige…

For den afhængig jeg har haft – i alt for mange år – har jeg sammen med en stor del af resten af den vestlige verden. Vi kunne lave et kæmpe netværk af Anonyme Dopamin Afhængige, alle os der har kæmpet med stress, udbrændthed, angst, traumer og depression, for vi er alle i samme båd. Vi har levet alt for længe som afhængige.

Jeg er i dag nået til første døgn som CLEAN dopamin-junkie !!!

Der er et stykke vej til måneds-nålen og endnu længere års-nålen. Nålen man får for at være CLEAN, og som man kan tage på trøjen og “blære” sig med, eller bare ydmygt gemme i lommen og røre ved, når man er lige ved at “falde i” igen.

Grunden til at jeg nu er på første døgn som CLEAN dopamin-junkie, kan jeg takke min påbegyndte yoga uddannelse for. I dette blogindlæg vil jeg gennemgå mine refleksioner over hvorfor jeg – sammen med rigtig mange andre mennesker – havner i stress, angst og depressions-fælden, og hvordan man på det personlige plan kan tage en U-turn, hvis man vel og mærket er villig til at betale prisen. For der er en pris der skal betales, når man dropper en “sutteklud” for resten af livet.

 

Det følelsesregulerende system

 

Jeg har ligesom rigtig mange andre mennesker lært, at jeg er min egen lykkes smed. Jeg har fået ind med modermælken, at jeg er designeren af mit eget liv, og at det er min opgave alene, at træffe de rette valg, således at jeg kommer i mål med de drømme jeg har.

 

“Min kreative hjerne og mit medfølende hjerte har altid gjort, at jeg har haft masser af drømme og ambitioner, som jeg målrettet har forsøgt at komme i mål med”. 

 

Noget af det jeg desværre ikke fik med ind igennem modermælken var indsigten i og forståelsen af det følelsesregulerende system. Det var først noget jeg lærte efter at det var gået galt for mig.

En opgørelse fra Danske Regioner viser, at vi lige nu har mindst 250.000 mennesker med en depression, mindst 250.000 mennesker med angst og ca. 75.000 med spiseforstyrrelser, der er i risiko for at falde ud af arbejdsmarkedet, og dertil viser nye tal at vi har ca. 430.000 danskere, der oplever symptomer på alvorlig stress hver dag. Mere end 2000 mennesker lever med diagnosen PTSD, som gør det vanskeligt at fungere helt eller delvis på arbejdsmarkedet. Jeg tænker at disse tal alene, bør være en appel til at vi får kigget lidt grundigere på den dopamin-junkie-epidemi vi er midt i.

Allerede som ung fik placeret mig i det man kan kalde et mentalt højrisiko job, kendetegnet ved at man “bliver konfronteret med ulykker, trusler, traumer, overgreb, død eller andre voldsomme begivenheder gennem sit møde med kriseramte eller traumatiserede mennesker eller et job, som på en anden vis stiller store krav om indlevelse og om at håndtere smertefulde følelser.” (Rikke Høgsted)

Jeg levede samtidig med en indre konstruktion af ambition og vilje til at nå i mål med de ting jeg satte mig for. I 4. klasse begyndte jeg med svømmekonkurrencer, i 7. klasse fandt jeg ud af at jeg også kunne løbe konkurrencer. Jeg elskede at få høje karakterer i skolen (folkeskole, gymnasium, sygeplejerskeuddannelse, diplom uddannelse og kandidatuddannelse) og være “en dygtig datter og en dygtig elev”. Jeg har skrevet ekstremt mange opgaver i mit liv og gået til ekstremt mange eksaminer. Jeg var aldrig nogensinde vedholdende og afventende på svaret, når jeg en sjældent gang imellem spurgte mig selv “hvorfor er det så vigtigt for dig at være dygtig og få anerkendelse?”

Jeg blev altså ret tidligt i mit liv et præstations menneske og det forsatte jeg med op igennem årene, samtidig med at jeg også stillede store faglige krav til mig selv, mest på det mellemmenneskelige plan, hvor jeg altid har sat en stor ære i at “mine” patienter har følt sig, set, hørt og mødt. Og at de har fået den omsorg der skulle til for at de havde noget at vokse af. Kravene stillede jeg til mig selv uagtet om jeg stod lige midt i min mors dødsfald, om jeg var midt i en svær graviditet, midt i en skilsmisse eller om jeg havde to bøjede ribben og hjernerystelse. Jeg havde en oplevelse af mig selv, som et viljestærkt og robust menneske, der kendte egne styrker og svagheder.

Hele mit liv har jeg haft en kæmpe stor ressource-tank knyttet til min organisme, hvor jeg bare kunne trykke lidt ekstra på speederen, og så fik jeg levere ekstra “benzin” at køre på. Og hele mit liv troede jeg at den slags adfærd var gratis, og at ressource tanken for altid ville være fyldt op.

Jeg vidste ikke, at ressource tanken havde sit helt eget navn, nemlig DRIVE SYSTEMET. Et system, som enhver organisme er udstyret med, og som leverer dopamin på kommando. Et “gratis” stof – der er helt lovligt på markedet – og som hele tiden kunne give mig mit næste kick, mit næste boost af energi og mit næste fix af Instant Pleasure.

Noget jeg ikke vidste før, men som jeg ved nu er, at mit DRIVE SYSTEM i rigtig mange år har hjulpet mig til at holde røven over vandoverfladen, og det har DRIVE SYSTEMET gjort på flere måder.

Fordi… udover at jeg får gratis og helt lovlige kick af energi, glæde og spænding, så kan systemet også sørge for, at “ting” som man helt ikke gider at være i følelsesmæssig kontakt med, eller “ting” som man ikke orker at tage sig af, kan forblive glemt i mange år. Disse “ting” kan ligge over i et hjørne af stuen som et gammelt usamlet puslespil og rode, fordi jeg havde andre vigtigere ting at tage mig af:

Jeg skal liiiige have købt den der kjole, de der sko, den der stol eller flotte plakat.

Jeg skulle liiiige følge med i den der (vildt vigtige) serie på tv.

Jeg skal liiiige have sparet sammen til den der fede rejse.

Jeg skal liiiige have gennemført denne her uddannelse.

Jeg skal liiige have manden, veninden, børnene eller kollegaen ændret til en bedre udgave af dem selv.

Jeg skal liiige flytte hen til det der hus eller denne her lejlighed, et lidt federe sted end hvor jeg bor nu.

Jeg skal liiiige have scoret mig det her nye job eller overbevist chefen om at jeg skal have disse nye opgaver eller denne her nye titel.

Jeg skal liiiige have tabt mig eller have gennemfør den mini triathlon.

Jeg skal lige have sparet op til denne der nye fine næse, eller nogle flottere bryster.

Dopamin føles virkelig dejligt i kroppen og er det “junk”, der er størst ekspert i at skabe nye ideer i os om, at det sted vi er LIGE NU, er et langt mindre fedt sted, end der hvor vi kan komme hen, hvis vi liiiige tager os lidt mere sammen, præstere lidt mere, når lidt mere, køber lidt mere, ændre på dit, dut og dat eller skifter kæresten og huset ud.

Dopamin er en sjover, der kommer snigende, som en tyv i natten, og implantere nye visioner, mål og drømme i hjernestammen på os, så vi bliver fritstillet for at være tilstede LIGE HER & NU. Dopamin befrier os fra at mærke os selv, og hjælper os til at generere den energi det kræver, hele tiden at være på flugt et andet sted hen, eller løbe efter nye ting vi bare må eje og have, selvom de måske dybest set kun skal ind i vores liv for at forstærke følelsen af falsk tryghed eller styrke vores i forvejen kæmpe ego af selviscenesættelse.

Vi bliver hele tiden forløst af vores lille dopamin kick, når vi er optaget af vores egne præstationer, når vi er engageret i at “redde” andre fra dem selv med vores engagement og gode råd, når vi er beskæftiger os med tanker der er optaget af noget skidt eller godt der skete i enten fortiden eller som måske kommer til at ske ude i fremtiden. Sådan holder vores dopamin afhængighed os evigt beskæftiget.

Nærvær

“Men skal vi da slet ikke have nogle drømme, skal vi bare holde op med at præstere og stille os hen i et hjørne på yogamåtten og vende røven i vejret, og regne med at lykken bor der?” siger vores afhængighed til os, mens den presser os psykologisk, fordi den savner sit næste fix.

Og her vil den første dags CLEAN dopamin-junkie måske gerne lige have lov at få ordet et øjeblik.

Livet handler ikke om, at vi skal sidde på en yogamåtte og gøre ingenting. Men det handler om at få balance i det følelsesregulerende system, så vi kan holde til livet hele livet ud. Og når vi er i balance har vi også en mere bæredygtig drivkraft. Det handler om at være ærlig omkring hvad man bruger sine ressourcer på, og være benhård til at trække grænsen for det der sluger energien. Og nogle gange er vi selv den største energisluger, fordi vi ikke lytter til og respekterer kroppens signaler, og blot forsætter bevidstløst ud af livets landevej på en ressource-tank, der naturligvis har en udløbsdato.

Da jeg blev syg med alvorlige stress symptomer var min første reaktion, at jeg måtte være gået i overgangsalderen:

  1. fordi jeg var alt for livsglad og stærk til at udvikle stress, sagde både mit kæmpe ego og junkien i mig, der blev bange for at miste næste fix.
  2. fordi mit psykologiske forsvar, dybest set godt mærkede at det brændte under fødderne på mig, men forsvarede min frihed til at jagte mine drømme, ved at opsætte forsvaret benægtelse.

Min indre dopamin-junkie har styret mig hele mit liv, men da jeg blev ramt af arbejdsrelateret PTSD i 2002, hvor mit trivselskar for første gang i mit liv blev HELT tomt og stod tørt i flere måneder, der kom DRIVE SYSTEMET til undsætning og hjalp mig. DRIVE SYSTEMET åbnede helt op for sluserne og overstrømmede mig med den ekstra dopamin energi, så jeg kunne komme afsted på uddannelse og derved også have kræfterne til et skifte i arbejdsliv, hvor jeg ikke længere kunne passe udadreagerende mennesker med psykiske problemer.

DRIVE SYSTEMET blev min bedste ven, selvom jeg dansede med Satan Himself – og i bagklogskabens udlidelige klare lys, skulle have slået følgeskab med det BEROLIGENDE SYSTEM i stedet.

Det beroligende system er nemlig det eneste system, der kan hjælpe mennesker med stress, udbrændthed, angst, traumer og depression ud på den anden side, da det er det eneste af de 3 systemer, der sænker vores aktivitet i nervesystemet. Og med hormonet oxytocin modvirker de skader, der opstår i nervesystemet efter for mange år med høje doser af adrenalin, kortisol, serotonin og dopamin.  

Nogle kloge hoveder skulle allerede dengang tilbage i 2002, da min krop flippede ud over de overfald jeg havde været udsat for, have fortalt mig at det BEROLIGENDE SYSTEM aktiveres gennem latter, naturen, berøring, bevidst præstationsfrit samvær med både sig selv og andre.

Det ville være fint, hvis jeg havde vist at yogaen i den grad har sin berettigelse, fordi yoga afkræver udøveren dybe vejrtrækninger, der aktiverer det parasympatiske nervestem, ligesom de mange forskellige stillinger påvirker kroppens muskulatur og bindevæv, som løsner op i de mange spændinger kroppen bakser med på grund af kortisolens og adrenalinets sammentrækkende effekt på kroppens muskulatur (spæn væk fra tigeren – muskulatur).

Det var først efter 3 sammenhængende dage med yoga, at jeg blev CLEAN på en helt ny måde.

Jeg kom hjem med en ekstrem træt krop, der typisk ville forårsage sukkercravings, men det mærkede jeg ikke noget til. Jeg kom hjem med et roligt og fokuseret sind, der tænker mere klart end nogensinde før. Jeg kom hjem med en afspændt krop, hvor jeg bedre kan trække vejret og nyde den kropslige ro, uden behov for at fixe noget (nyt) i mit liv.

Alle mennesker der kæmper med stress, angst, depression eller traumer bør have tilbudt behandling, der hviler på to ben. Vi har alle behov for kognitivt at forstå nervesystemet og vores symptomer, og hvordan vi selv kan være med det at afbalancere det. Her er samtale terapi rigtig fint. Men det er først, når vi forstår vores beroligende system på en kropslig måde, og genkender måden det kan styre os i afgrunden på, at vi kan begynde at regulere på de tre systemer.

For mig blev yoga vejen, men der er så utrolig mange måder vi kan komme ind i kroppen og hjælpe den til restitution. Bevidst vejrtrækning og muskulær afspænding er en del af rigtig mange idrætsgrene. Hvis man formår at holde præstations-ræset ude af sin måde at bruge kroppen på, så det bliver et balanceret samvær der er målet, og ikke et tal på et ur eller en toning af overarmen, så er der meget at hente i idrættens verden, hvis man har overbelastet sin organisme, fordi man som jeg er dopamin-junkie.

Det er lidt pinligt at erkende, at der skulle hele tre døgns asen og masen med mit sind og min krop til, før end jeg nåede til den helt dybe erkendelse af, at det er dopamin junkie jeg er. Det er i dopaminens rus, at jeg har mit gemmested. Og det er slut nu. Mit sind og min krop har virkelig måtte samarbejde på et ekstremt højt plan, for at jeg kom igennem dette første modul af yoga uddannelsen.

Jeg er sikker på, at min tilgang til mit arbejdsliv, til min omgang med andre mennesker og min holdning til mig selv, både mentalt og fysisk, har ændret sig for altid henover denne weekend, og det er jeg dybt taknemmelig for. Modul 1 på uddannelsen kom som sendt fra himlen 🙂

CLEAN på første døgn – over and out ❤

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fifty Shades Of Fucked Up…

 

“Nej Chanett, det må du altså ikke sige om dig selv. Du er et af de mest normale mennesker jeg kender” siger min kæreste, der har holdt mig ud de sidste 7 år.

”Jo, jeg er skør! At jeg er Fifty Shades Of Fucked Up, er lige så sikkert, som at solen står op i øst. Jeg orker ikke længere, at lade som om jeg er normal eller nogensinde bliver det, for det kommer ikke til at ske”.

… Og lad os for et øjeblik være ærlige! Det er skørt, at rende rundt og være bange for noget, som for længst er et overstået kapitel i mit liv. Og det er skørt at være udmattet ind til marven, når man har haft mange år til at få hvilet ud efter katastrofen ramte. Ligesom det er skrup-skørt at blive frustreret over eller bange for uskyldige mennesker, som uheldigvis kommer til at sige eller gøre noget, som trigger noget der skete for en milliard år siden.

 

Dybest set ved jeg godt at jeg er et helt normalt begavet og velreflekteret menneske, som forsøger at leve normalt med et unormalt og skadet nervesystem, som forårsager at jeg til tider tænker, føler og handler skørt. 

 

Samtalen udspiller sig egentlig mellem min kæreste og mig, fordi jeg har været til samtale med min chef, hvor emnet igen igen var at få tilpasset opgaverne til mine sårbarheder. Samtalen med chefen har efterladt mig med en ny sorg over alt det jeg ikke længere kan, men også med respekt for min chefs ærlighed, og accept af at livet nogle gange er uforudsigeligt. Man kan godt tro, at noget bliver på en bestemt måde, og så viser det sig at sådan bliver det slet ikke…

Jeg har været i fleks-job i 8 måneder og har følt mig som en ged, der er fanget i en labyrint uden udgang. Det har været som om, at uanset hvilke opgaver jeg har fået, så løber jeg ind i en blindgyde på grund af min PTSD. Uanset hvor meget jeg forsøger, så er det umuligt at finde en udgang – til friheden – til at blive en lille bitte smule Chanett igen. Hende der havde en ekstra ressource-tank at køre på, hende der godt kunne overleve nogle travle arbejdsdage med foden på speederen og i overhalingsbanen. Hende der havde en vis føling med sine ressourcer og kunne regne med sig selv.

 

goat1

 

Den tid er åbenbart ovre, for enten brager arbejdsopgaverne ind i overfølsomme Chanett, der ikke kan tåle for mange stimuli eller også brager arbejdsopgaverne ind i Chanett med det lave kognitive funktionsniveau, der har svært ved at fokusere og koncentrere sig. Der kan også ske det, at Chanett overhører sine signaler, går i præstationsmode og får en kæmpe røvfuld af symptom-storm efter at have været ude og lave noget sjovt på arbejde. Det er som om, at der er fuld stop i labyrintens mange gange, hver eneste gang jeg prøver på at være en lille smule Chanett, der har det fagligt sjovt på en lille bitte smule af den gamle måde.

 

Jeg har altid haft et behov for at kalde en spade for en spade, og det med at kalde mig selv skør er på sin vis en befrielse. Bare at bekende kulør om, at jeg er evigheds-ejer af en PTSD parasit, der infiltrerer min psyke, min krop og mit hverdagsliv på måder, der til stadighed overrasker mig.

 

Siden jeg blev sygemeldt med stress i november 2015 fra min stilling, som daglig leder af specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje i Region Syddanmark, har jeg gjort ALT hvad der står i min magt for at blive rask igen.

Jeg er skiftet til 100 procent plantekost, for at aflaste mine stressede organer.

Jeg har været i langvarig psykoterapi.

Jeg har læst op på alt forskning omkring stress og traumer, og givet den fuld gas på at afprøve alle de stress- og traume terapeutiske metoder, der har givet mening for mig. Herunder prolonged-exposure, traume narrativ, kropsbehandlinger, styrketræning, cardio træning, reiki healing, mindfulness, yoga.

Jeg har arbejdet målrettet med at bearbejde den krise det er, når man bliver bremset af kronisk sygdom.

Jeg har genbesøgt sorg-terapien, både fordi jeg har sørget over mit funktionstab, men også fordi en terapeut sagde til mig at jeg havde indkapslet sorg tilbage fra tabet af min mor.

Jeg har arbejdet med mit selvbillede, mit indre barn, skyggesider, kerneværdier og The Dark Night Of The Soul.

Samtidig med dette, har jeg – henover 3 år – arbejdet sammen med kommunen om at få et overblik over mit funktionsniveau gennem mange samtaler og arbejdsprøvninger. Først i min gamle virksomhed (Region Syddanmark) og senere et andet sted, i den lille konsulentvirksomhed, hvor jeg nu er ansat.

Jow jow… Og bevares … Jeg har da bestemt fået det bedre af det store nye kendskab jeg har på det personlige plan om at leve med den kroniske sygdom PTSD, og jeg har bestemt lært at revidere min opfattelse af det gode liv, og jeg har også lært at regulere i mine forventninger og min måde at være i livet på.

 

Men jeg er samtidig nået til et punkt af pludselig realisme, hvor det slet ikke giver mening at tale om traume heling længere… Traumerne sidder i minder, som er faktiske dele af fortiden. De sidder i kroppens fysiske forsvar, både i musklerne, bindevævet og organerne. Og traumerne sidder i det psykologiske forsvar kæmp-flygt-frys. Alt dette får mig til tider til at tænke skørt, føle skørt og handle skørt.  

 

Der bor traume parasitten, og det er efterhånden gået op for mig, at den nok bliver boende for evigt. For den er ikke sådan lige at slippe af med. Hvis man kunne det, så ville man ikke betegne PTSD, som en kronisk sygdom. Ved gennemgang af nyeste forskning kan jeg se, at det kniber med de lykkelige beretninger om, at man kan blive rask af PTSD.

Selvom jeg har fornægtet det, i alle de foregående år, hvor jeg har arbejdet målrettet på at blive rask, så ser jeg nu, at hvis JEG ikke kan, hvem skulle så kunne? Jeg er uddannet psykiatrisk sygeplejerske og kognitiv behandler, jeg har en kandidateksamen med speciale i psykiatri og jeg har en pædagogisk diplom med speciale i voksnes læreprocesser. Jeg har en god familie med masser af støtte. Jeg har en god mand, der ser mig og rummer mig. Jeg har 3 velfungerende børn, der ikke belaster mig. Jeg har gamle trygge nære venskaber. Jeg flittig, grundig og så er jeg modig. Jeg tør godt konfrontere nattens monstre og mine flash backs, jeg tør godt stå nøgen og råbe til verden at jeg er psykisk syg – og alligevel har jeg ikke knækket koden til heling af mine traumer. Jeg har eddermame et godt CV at kurere mig selv med, men jeg er ikke blevet rask.

Hvad med Fru Larsen, der sad ved sin bank kasse og fik et oversavet jagt gevær stukket i ansigtet, eller Jørn der er togfører og for tredje gang på et år kører en ulykkelig krop over på skinnerne, eller Jonas der så sin soldater kammerat sprængt i 1000 stykker af en vejside bombe og selv kom hjem med kun et ben, eller Jens der altid har drømt om at blive politibetjent og som indenfor de første 2 år på jobbet får utallige brosten i hovedet og trusler på livet af store vrede kokainfyldte rockere? Eller lad os tage Louise, der har skiftet plejefamilie 4 gange og som blev voldtaget af sin plejebror, eller Brian hvis far drak og blev voldelig og det gik altid udover Brian, eller Camilla der har været mor for sin mor hele livet, fordi mor er utilregnelig pga paranoid skizofreni?

Ingen af dem har nogensinde læst forskning om traumer, men lever hver dag med realiteterne af traumer i kroppen, hvilket forhindrer dem i at leve det liv de ønsker sig. Meget få af dem har fået tilbudt traumebehandling, men har til gengældt talt med en masse velmenende psykologer og rådgivere, der ingen anelse har om, hvad det vil sige at leve i en traumekrop og håndtere et fastlåst frygtsomt traumesind.

Skal alle disse mennesker føle skyld og skam over at de løber hovedløse rundt i samme labyrint som mig? Skal de monstro forsvare sig i kommunens sygedagpengesystem, uden at have ord for deres egen udgave af Fifty Shades Of Fucked Up? Og hvor mange gange mon de skal samle sig selv op efter at have fejlet og mistet et job, en arbejdsprøvning, en kæreste relation eller et godt venskab, fordi deres kæmp-flygt-frys mekanisme tog over, uden de selv forstod hvad der lige skete? Skal de blive flove over deres egen utilstrækkelighed, fordi de ikke kan levere det andre mennesker kan? Nej, det skal de ikke!

 

Selvom jeg har følelsen af at løbe rundt i en labyrint, som en forvirret ged – så ved jeg nu at svaret på det gode liv ikke bliver, at jeg kan gøre mig selv rask af min PTSD, men nok nærmere at fralægge mig sygdommens skyld og skam, og samtidig bruge mit medfødte MOD, til at etablere et liv med glæde og mening.

 

For måske giver det slet ikke mening, at jagte drømmen om et liv, hvor jeg er rask og ikke længere Fifty Shades Of Fucked Up. Måske giver det lang mere mening at bruge mit MOD på at gnave mig ud af labyrinten og se hvad der er på den anden side af alt det jeg kender som mig og mit liv?

Forskeren Brené Brown siger at MOD er usikkerhed, risiko og følelsesmæssigt udsathed. Hun siger også, at alle de forsøg hun har lavet med MODIGE mennesker viser, at MOD er virkelig skræmmende og føles farligt, og at det mest skræmmende af alt må være, at stå ved livet ende og opdage tabet over det man ikke forsøgte.

Så jeg bliver ved med at forsøge… Jeg prøver at tåle min usikkerhed, når jeg skal gå nye skridt. Jeg prøver at løbe en risiko ved at gøre ting jeg aldrig har prøvet før og tåle at jeg kan fejle. Og jeg afprøver hele tiden barren for følelsesmæssig udsathed, ved at stille mig åben og nøgen til skue for almenvellet, for at vise verden hvordan det er at leve med traumer.

For jeg ved at jeg ikke er alene. Jeg er ikke den eneste i verden der opfører mig skørt i mine relationer, der ikke kan stole på mine ressourcer og som er Fifty Shades Of Fucked Up In So Many Ways.

Jeg er kun en ud af mange der har svært ved at klare mig i livet, både på arbejdsmarkedet og i mine relationer – FORDI min PTSD parasit styrer showet, uagtet om mit fornuftige hoved gerne vil stå ved roret, så sidder traumerne så fast i ur-kroppen der kun tænker i kæmp-flygt-frys, at mit fornuftige hoved ofte taber slaget om ror-pinden til PTSD parasitten. Og det er lang tid siden jeg holdte op med at kæmpe mod min sygdom, for kamp skaber stress hormoner, og det elsker PTSD parasitten, det er det den vokser og gror af. Den tåler til gengæld dårligt, at blive overvandet med ACCEPT.

 

Det er meget lettere bare at være en ged – bare erkende at det er det man er, og så bruge gedens primære styrke, nemlig evnen til at gnave sig igennem en hvilket som hæk, direkte ud i sårbarheden, men også MODET til at være i verden på nye måder.

 

Det gik op for mig for nylig, da min søn kom hjem og fortalte, at hans far havde sagt til ham, at han nok ikke skulle læne sig for meget op ad sin mor, for jeg var jo psykisk syg. Jeg KUNNE have ladet mit ego tage over og blive vred. Lade forurettelsen strømme gennem årene over at min eks-mand kunne finde på at sige sådan til sin søn om hans mor.

Men episoden fik mig til at se krystalklart.

Min eks-mand mødte mig en måned før jeg udviklede PTSD. I de mange efterfølgende år var jeg på mange måder skrup-skør, fordi jeg hele tiden forsøgte at normalisere en hverdag, med et nervesystem der var i vildt oprør.

Det er bare ikke muligt at opføre sig normalt, når man pludselig er bange for alt muligt ulogisk.

Det er ikke muligt at opføre sig normalt, når man ikke får søvn nok pga mareridt.

Det er ikke muligt at opføre sig normalt i en kærlighedsrelation, når man pludselig ikke kan tåle nærhed, fysisk kontakt, pludselig bevægelser og diskussioner.

Min eks-mand har set så mange nuancer af skrup-skør adfærd fra min side af, så hvis jeg var ham ville jeg nok også give samme råd til min søn. Min eks-mand kender mig ikke længere, for vi har ikke haft en hverdag eller nogle former for personlige samtaler de sidste 8 år – og alligevel har manden ret, for jeg er psykisk syg af PTSD. At benægte det faktum, ville være præcis det samme, som hvis en veteran benægtede at han kun har et ben tilbage, når det er en åbenlys kendsgerning for alle at det andet ben er sprængt af.

Jeg spurgte min søn, hvordan han havde det med at jeg er psykisk syg med PTSD og hans svar var ”Jeg vil altid læne mig op af dig, mor. For du er et af de klogeste og sødeste mennesker jeg kender”. Og det er godt nok for mig! Det giver mig lyst til at præsentere dig – som læser – for Præsident Roosevelts tale ”Daring Greatly” fra 1910:

 

“Det er ikke kritikeren, der betyder noget, ej heller den person, som påpeger, hvor det stærke menneske snubler eller hvor, den der udretter noget, kunne have gjort det bedre. Æren tilhører det menneske, der rent faktisk er i arenaen, hvis ansigt er mærket af støv og sved og blod. Mennesket der kæmper tappert, som fejler, som kommer til kort igen og igen, fordi der ikke er nogen indsats uden fejl og mangler. Mennesket, der kender til dyb entusiasme, til stor dedikation, og giver sig selv til en værdig sag. Mennesket, om alt går vel, i sidste ende kender triumfen ved en høj præstation, og som i værste fald, hvis han eller hun fejler, i det mindste fejler mens der satses alt”.

 

Så hvis man aldrig har oplevet at være i en traumatiseret krop, og man ikke kender til den arena det er at leve med kronisk sygdom, så kan man pege, kritisere og fordømme lige så tosset man vil… Men man kommer aldrig til at kunne tage æren for det MOD og den VEDHOLDENHED det kræver, at gå ind i ARENAEN hver eneste morgen, sammen med sin PTSD parasit og prøve at få det bedste ud af livet. Og det er det vi gør – os med traumer. Hver morgen, når solen står op i øst, så går vi i arenaen med vores PTSD parasit. Vi arbejder med støv, sved, blod og tårer på, at få en god hverdag og være den bedste udgave af os selv. Som en forvirret ged moser vi rundt i labyrintens gange for at finde mulighederne for at udvikle os, lære nyt, prøve at være i verden på en fredeligere måde. Og DET skal vi have ÆREN for.

Hvis du er nået hertil i min blog, så har du muligheden for at få en gratis udgave af min bog ”Fodfæste – et fredeligt liv med traumer og PTSD”, som du kan læse mere om her:  https://www.facebook.com/pg/Houseofcompassion.dk/services/?service_id=2057922364327812

Du deltager i lodtrækningen om et eksemplar ved at sende mig en mail på: kontakt@houseofcompassion.dk, hvor du inviteres til at beskrive hvorfor netop du eller en af dine kære skal have bogen. Konkurrencen varer indtil den 1. juni 2019, hvor vinderen trækkes.

HUSK at du kun findes i en eneste udgave, og selvom du er Fifty Shades Of Fucked Up lige som mig, så har du også din egen eksistensberettigelse. Som den stædige ged du er, så gnav dig ud af din labyrint og tilbage til friheden i blot at være dig med alle dine nuancer, ressourcer og begrænsninger. For du er god nok som du er ❤