Tør du lege med livets muligheder?

Jeg husker tydeligt en lørdag aften, hvor jeg var cirka 12 år. Jeg havde siddet hele dagen og skrevet en fantasy historie, om en pige der hver dag gik forbi en mur på vej til skole. Bag muren var alle dyr og planter bevidste levende væsener, der kunne kommunikere gennem telepati. En dag, hvor pigen var på vej til skole, var der et hul i muren som hun kravlede igennem, og således lærte hun sine nye venner at kende. Træet Trisse, Rosen Rosa, Bæveren Birger og Haren Hanne.

Jeg gik op til min mor i stuen for at læse novellen op. Hun lyttede interesseret og sagde “Det er godt nok en god historie. Hvor er du altså bare god til at skrive”. Og så fortalte jeg hende, at jeg tænkte at jeg nok ville være forfatter, når jeg blev stor.

Samtalen udviklede sig som følgende:

Min mor: Jeg tror altså ikke man kan leve af at skrive bøger. Det er meget svært.

Min mors samlever: Man skal passe på med ikke at flyve højere end vingerne kan bære.

Min mor: Det er altid en god ide, at tage sig en god uddannelse. For eksempel sygeplejerske. Så kan du jo skrive alle de noveller og bøger som du gerne vil i din fritid, og så se hvor det bærer hen?

Min mors samlever: Ja, der er ikke nogen grund til at tro, at træerne vokser ind i himlen. Man må vælge sig et fagligt virke der er til at leve af.

Og ja, selvfølgelig havde de ret. Det er svært at leve af et forfatterskab.

Men når det så er sagt, så tænker jeg at netop denne samtale med min mor og hendes samlever fik skelsættende betydning for den måde jeg senere i livet har truffet valg på.

Jeg lærte altid at søge TRYGHEDEN fremfor KREATIVITETEN og LYSTEN.

 

free from culture

 

Vi har alle skelsættende oplevelser i vores interaktion, der kan få afgørende betydning for hvordan vi vælger at leve. Og der skulle gå rigtig mange år inde jeg mødte 2 andre mennesker, der fik mig til at bryde med den slumrende bevidstløshed, som min fiksering på tryghed medførte. To mennesker der inspirerede mig til at bryde med den kulturelle norm jeg var opvokset i.

Jeg fortryder bestemt ikke, at jeg har taget en uddannelse til sygeplejerske, hvor jeg har brugt mange år på at fordybe mig i den menneskelige natur. Jeg fortryder ikke min sundhedsfaglige kandidat eksamen, hvor jeg har kunne nørde rundt i den menneskelige psyke. Ej heller ærgrer jeg mig over, at jeg tog en diplom i voksnes læreprocesser, hvor jeg kunne rode rundt i teorier og metoder, der drejede sig om vores fantastiske valnødde-hjerne og dens evne til at lære nyt. Alt sammen bruger jeg den dag i dag, bare på en helt ny måde.

 

48382807_723882714662950_1184003615992315904_n

 

Men det blev alligevel et helt andet liv for mig, da jeg i 2018 blev ansat i konsulentfirmaet Malene Kjær Lassen. Her mødte jeg to mennesker, min chef og hendes mand Morten, der er medejer af C/M Lassen. Disse to mennesker lever et arbejdsliv LAAANGT væk fra “Flyv ikke højere end vingerne bærer”. I hvert fald i den forstand, som jeg tog det til mig, i samtalen med min mor og hendes samlever tilbage i 1982.

Ved at observere og lytte til Malene og hendes mand Morten kunne jeg for første gang se og mærke, hvor hæmmet et fagligt liv jeg har levet. Jeg har simpelthen ikke turde række ud efter de drømme jeg har i mig. Det gik for alvor op for mig, ved at observere deres leg med deres faglige liv, at jeg hele tiden begrænsede mig selv. Det blev især tydeligt ved en personalesamtale jeg havde med Malene en dag i starten af min ansættelse, hvor jeg nævnte at jeg sad og nørklede med en masse tekster om at leve med PTSD. Og hendes umiddelbare reaktion var:

Malene: Chanett, jeg har læst dine blog indlæg. Du skriver simpelthen så fantastisk. De tekster om livet med PTSD, skal du altså udgive i bogform, så andre kan få hjælp af det du har lært gennem dit sygdomsforløb.

Chanett: Jamen, jeg er jo ikke psykolog eller psykiater. Måske ved jeg slet ikke nok om traumer til at kunne udgive en bog.

Malene: Jeg kende ikke nogen der ved så meget om det felt end du gør. Skriv bogen, så hjælper jeg med udgivelsen. Den bog skal ud. Basta.

 

forsidefoto_ebog

 

Og jeg skrev og skrev. Samtidig med at jeg observerede Malene og Morten endnu mere. Jeg opdagede, at de tør lege med livets muligheder. De tør kaste sig ud i kreative processer og ideer, som muligvis bliver til noget eller muligvis ikke bliver til noget. De tør tage chancer for at komme i mål med deres drømme og de er villige til at arbejde hård for at få tingene til at lykkes. Deres indbyrdes kommunikation og måde at leve sammen på giver plads til at idé generere, afprøve, beslutte sig om, fejle og lave en ommer. Klassiske fejl bliver ikke betragtet som FEJL, men som FORSØG der fører til ny læring. Og hele kulturen omkring deres to private virksomheder er at lege med muligheder og ideer. Ting der ikke lykkes bliver mødt af en vis portion ærgrelse, der hurtigt blev transformeret til ACCEPT og andre tiltag. De er begge udstyret med stærke innovative hjerner og modet til at udvikle sig i mødet med de ønsker og behov deres kunder har.

Jeg har aldrig set noget lignende!!!

Mit møde med Malene og Morten gav mig modet til at drømme igen. Drømme om at blive forfatter. Drømme om at skabe et arbejdsliv, hvor jeg kan formidle det jeg dybest set tror på og som giver mening for mig. Drømme om at forfatterskab og undervisning i mindfulness/yoga kan gå hånd i hånd. Tro på at nogen kan bruge min erfaring, faglige viden, kompetencer og min stemme til noget.

Hver gang jeg får en ide og præsenterer den for min chef, kan jeg se noget tænde i hendes øjne. Hun ser potentiale. Hun stiller ikke engang spørgsmålstegn ved om mine vinger kan bære. Jeg kan se på hendes kropssprog, at hun ved jeg har stærke vinger, som fungerer allerbedst, når de er strakt ud i deres fulde potentiale.

Så jeg fik skrevet den bog. Det havde jeg aldrig fået gjort uden hendes opbakning.

Og jeg er begyndt på en ny, fordi jeg nu tør drømme.

Jeg fik startet på den yogauddannelse.

Og forventer at starte på mindfulness instruktør uddannelsen inden så længe.

I alt for mange år turde jeg ikke række ud. Jeg cirklede rundt om essensen af det der oprigtigt er mig, fordi jeg har lært “safe play”. Men en leg er først god, når vi tør udfordre os selv 🙂 Og ja, det kræver mod at lege med sit arbejdsliv, turde tænke ud af boksen, lege med nye konstellationer af indtægtsmuligheder. Men gevinsten er stor. Man får sin arbejdsglæde og energi tilbage. Den der gik tabt i alt det konforme og tryghedssøgende.

Kan du fx huske følelsen første gang du besluttede dig for at springe af gyngen på legepladsen, mens den var højest oppe?

Eller da du første gang sprang fra 3 meter vippen i svømmehallen?

Eller da du skulle gå på stylter første gang?

Blev du god til det, fordi du lod det blive ved tanken? Blev du modigere efter at du havde forsøgt og det viste sig at du mestrede det?

Når vi bliver slået ud i arbejdslivet, bliver vi nødt til at komme op på hesten igen, for at genfinde vores værdi som mennesker. For uanset hvordan vi vender det, så giver det værdi at turde noget, at ville noget, at udvikle noget… Måske kommer dit nye arbejdsliv til at se helt anderledes ud, end du nogensinde har forestillet dig, hvis du tør konsultere dit hjerte og din kreativitet? Måske kan noget lade sig gøre, som du ikke i din vildeste fantasi havde turde håbe på? I hvert fald skete dette netop for mig 🙂

Hvis nu at DU skulle lege lidt mere med livets muligheder, hvor ville DU så starte? ♥♥♥

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s