You have been assigned this mountain to show others it can be moved!

♥♥♥ Vi er tilbage i december 2016, vi bliver lige nødt til at kigge tilbage til udgangspunktet for at forstå dagens blog indlæg ♥♥♥

Jeg ligger i fosterstilling i min seng, bag en lukket dør til soveværelset. Jeg græder i stride strømme og prøver at gøre det så stille så muligt, for resten af familien lever stadigvæk deres liv lige udenfor i køkkenet, stuen, kontoret og børneværelserne.

Jeg har fået et vink med en vognstang. Jeg troede jeg var rask af min arbejdsrelaterede stress, men efteråret har vist mig at nedsat tid og en lang sommerferie på 4 uger, ikke medførte nogen sønderlig bedring i min tilstand. Så snart arbejdspresset kom tilbage, startede symptomerne op for fuld drøn igen.

Jeg er bange. Dødsens angst. Min livsplan og mit livsværk forsvinder som morgentågen, der brændes væk af varmen fra solen. Jeg har kæmpet med næb og kløer for at få greb om mine symptomer, for jeg VIL kraftedeme beholde mit job, mine spændende arbejdsopgaver, mine gode kolleger og trygge økonomiske fundament. Men symptomerne kaster mig rundt i et psykisk og fysisk smertehelvede, som jeg – trods mit gode intellekt – ikke kan finde kan finde hverken hoved eller hale i.

 

mindfulmale

 

Mit hoved er ved at eksplodere af bekymrings-tanker om fremtiden og jeg kæmper med at holde distance til fortidens spøgelser, der stjæler min sjælefred og min sindsro med flashbacks, mareridt og automatiserede reptile forsvarsmønstre. Jeg føler jeg er havnet i helvede.

Udenfor soveværelsesdøren kan jeg høre René og børnene snakke og grine. Det er en lettelse, at de stadig vågner op til en ny dag med glæde og gå på mod. Præcis som jeg har gjort næsten hver eneste dag af mig liv.

Jeg kan ikke kende mig selv. Jeg er ikke sådan en der ligger og græder i fosterstilling og er heller ikke en der mister grebet om tingene. Men det er jeg lige nu. En sølle udgave af mig selv, hende jeg var før jeg fik PTSD og arbejdsrelateret stress. Jeg kan slet ikke kende mig selv og jeg aner virkelig ikke mit gode råd i forhold til at “komme op på hesten igen” og “se at komme videre med livet”. Jeg sidder fast i et mørke jeg ikke anede eksisterede, og jeg kan ikke finde lyskontakten.

Da René kommer i seng vil han give mig et kram. Det er tydeligt at han ønsker at kysse mine tårer væk, holde om mig og berolige mig. Men jeg skubber ham væk. Både med hænder og et udstrakt ben. “Gå væk, jeg kan ikke udholde nærhed lige nu, mit hoved er ved at eksplodere”. Han går over på den anden side og lægger sig under dynen. Jeg hulker og siger “Jeg har mistet alt”. Men sandheden er at jeg kun er på vej til at miste mit arbejde og en økonomisk tryghed. Jeg har stadig en kærlig og sød kæreste, dejlige og velfungerende børn, et solidt netværk og en masse animal-friends der elsker mit selskab. Men jeg ser det ikke. For jeg er faldet ned i et hul. Jeg har ikke flere kræfter at kæmpe med. Jeg kan ikke holde symptomerne ud og en uvis fremtid uden sikkerhed for et bedre helbred og en sund økonomi. Jeg er blevet opslugt af frygten.

Dagen efter pakker jeg en taske med alt min medicin. Jeg har planlagt at drage over i sommerhuset mange hundrede kilometer væk. Og spise min medicin. Der vil gå tid inden de finder mig. Jeg skriver et afskedsbrev til mine børn. Undskylder for at jeg ikke kan holde ud at være i min krop mere. Fortæller dem at de er det bedste der nogensinde er sket mig. Og så tager jeg pligtskyldigt hundene i skoven for en sidste gang.

Ovre blandt mine elskede træer, løfter jeg mit forgrædte ansigt mod himlen og trækronerne og hvisker “Gud, hvad er det du vil mig?”. Jeg ved ikke engang rigtig om der findes en Gud. For frygten har opslugt både tro, håb og kærligheden i mig. Men jeg hører et klokkeklart svar, som stod Gud lige ved siden af mig “Ti stille, vær stille og lyt så”.

Jeg går hjem. Aer mine hunde og tørrer deres poter. Og går så ind for at pakke ud igen. Nu ved jeg hvad jeg skal. Jeg skal kun en eneste ting. Jeg skal forholde mig i ro.

 

♥♥♥ Vi er nu i November 2018 ♥♥♥

Jeg er lige kommet hjem fra arbejde. Det har været en dejlig formiddag. Jeg har været med i Nordfyns kommune og hørt Chefens oplæg om praksisnær demens omsorg. klokken er kun 13. Solen skinner fra en skyfri himmel, men det er råkoldt udenfor. Jeg tager hundene med i skoven. Den er simpelthen så smuk lige nu. Donna forsvinder helt i de brune blade og Barney ræser rundt så bladene flyver ham om ørerne. Naturens kraft sætter ind på vinter. De høje træer vajer i vinden og suser med den mest vidunderlige lyd. den går lige i sjælen. Jeg lytter…

Chanett græsmark

Der er så stille indeni. Jeg har haft sindsro længe nu. Livet forsætter med alt dens uro og larm, men indeni mig er der fred. Jeg har lært at være stille, lytte og acceptere alt hvad jeg støder på indeni og udenfor. Mine tanker, mine følelser, min adfærd, andres adfærd, livets betingelser.

Jeg synes det er lidt mærkeligt at komme hjem fra arbejde midt på dagen. Og vide at det eneste jeg skal nu, er at drage omsorg for mig selv. Jeg har stadig noget indeni mig der tirrer mig og siger “Sæt i gang”, “Så gør dog noget”, “Slendrian”. Men jeg ved at den stemme er den samme stemme, der førte mig direkte ind i løvens hule fyldt med dæmoner og symptomer. Jeg smiler op mod himlen. Jeg griner lidt af Barney, da han står lige på næsen i mudder og blade.

Da jeg kommer hjem finder jeg min telefon frem. Jeg skriver en kærlig hilsen til min voksne datter og min voksne søn i København. Jeg finder blenderen frem, så jeg kan lave en bær smoothie. Jeg finder panden frem, så jeg kan lave pandekager. Når min mindste kommer hjem skal vi spille et spil, drikke smoothie og spise pandekager. Han nyder at jeg er nærværende. At jeg rent faktisk hører hvad han siger. At jeg kan sidde stille på stolen. Han mærker tydeligt min ro, der smitter af på ham og alt andet omkring mig.

Jeg er forholder mig neutralt til morgendagens mulige dramaer og katastrofer. Dem må jeg tage mig af i morgen. Det er noget sammenbruddet og sygdommen har lært mig. Jeg har lært at være lige nu. Jeg har lært at sjælefred og sindsro er noget jeg selv skaber, ligesom det også er mig selv der skaber præcis det modsatte. Verdens støj og larm tilhører verden, det tilhører ikke mig. Jeg elsker verden, men nu har jeg lært at docere så sindet kan følge med.

Ahhh, livet er godt… Og hvor er det bare fantastisk hvor godt det kan blive, når man lytter og lærer hvad stilhed bringer med sig. Når frygt erstattes med tillid til livet og tillid til processen. Tænk, hvis jeg havde vidst – den aften hvor jeg lå grædende i fosterstilling – at mit liv skulle blive sådan her blot 2 år senere? Fordi jeg accepterede, at det bjerg jeg stod overfor i december 2016 var mit bjerg, kan jeg i dag på min blog og på min Facebook gruppe Et fredeligt liv med traumer og PTSD støtte andre i processen med at leve fredeligt med traumer og PTSD.

 

♥♥♥ Thank You, God ♥♥♥ Thank you, Inner Self ♥♥♥ Thank you, wise soul ♥♥♥