Jeg elsker min indre posedame!

 

Dette er lidt et humoristisk blogindlæg, om at man nogle gange havner der, hvor man har alt at vinde – blot ved at vende det hele på hovedet og ryste posen grundigt… Bare lige, så man bliver så tilpas forstyrret, at man begynder at gå en helt anden vej 🙂

 

giphy

 

I december 2017 da jeg ikke længere ønskede at være her på denne jord, var jeg ramt af så meget forvirring og indre smerte, at jeg mistede orienteringen og fornuften.

 

Egoét fortalte mig, at hvis jeg ikke længere kunne være uddannelsesleder, og ikke længere kunne følge MIN livsplan, så havde jeg selv og livet mistet sin værdi. Jeg vidste selvfølgelig ikke, at der var en bedre plan end den jeg selv havde lagt. Og jeg vidste heller ikke, at hvis man inviterer egoet ind i sit liv til at vurdere hvad der er godt og skidt, så flytter FRYGTEN med.

 

Ligesom jeg havde skrevet afskedsbrev til mine børn og pakket min taske med alt min medicin, for at drage i sommerhuset langt væk for at lægge mig til at dø, spurgte jeg heldigvis Gud/Universet “Hvad vil du mig?” og “Hvad er det jeg skal?”. Svaret var “Du skal være stille, så du kan lytte”.

 

Eftersom jeg var frustreret, opgivende, ulykkelig og følte mig knust, blev jeg irriteret over et så uklart svar – når jeg nu stod med den ene fod i graven. Jeg synes nu nok, at Gud kunne hitte på noget mere hjælpsomt, trygt og KLART. Men jeg fik et svar – så tydeligt som hvis Gud havde stået lige ved siden af mig – så jeg valgte at pakke ud og blive lidt endnu.

 

Jeg begyndte at lytte til hvad der egentlig foregik indeni mig.

Jeg var BANGE!

Bange for om jeg kunne holde til alle mine symptomer.
Bange for om jeg skulle miste alt hvad jeg havde bygget op.
Bange for at miste min forstand.
Bange for at være en nobody.
Bange for at være en taber på overførselsindkomst.
Bange for om min kæreste stadig ville have mig, nu jeg ikke var smart i en fart uddannelsesleder mere.
Bange for om jeg nogensinde ville knække koden til essensen af mig selv.
Bange for om jeg kunne finde tilliden til mig selv og andre igen.
Bange for om jeg kunne få en fleks-bevilling, så jeg ikke skulle miste mit hus.
Bange for at blive fattig.

Men mest af alt var jeg bange for hvordan mit liv skulle udvikle sig, når det nu ikke blev som jeg havde planlagt.

 

Jeg måtte konstatere, at jeg ikke var i gang med at tage livet af mig selv på grund af min PTSD. Men på grund af mit indre psykiske miljø, som var skabt af mig selv – mit ego – som elskede at fange min opmærksomhed omkring frygtsomme forestillinger om fremtiden – en fremtid jeg ikke længere havde kontrol over…

Men havde jeg mon en indflydelse?

Og hvad hvis jeg opgav min indflydelse og overgav mig til at alt nok skulle ordne sig? Hvad hvis jeg nu gjorde, som man foreslår i buddhismenat søge glæden i roen, og lade livet udspringe af det?

 

Den næste tid var jeg MEGET stille og tænkte over, hvad der ville gøre mig glad.

– Det gør mig glad at mine børn er raske og trives!
– Det gør mig glad, når jeg føler mig udhvilet og sund.
– Det gør mig glad, at have dage med meget få symptomer.
– Det gør mig glad, at jeg har en familie og en kæreste.
– Det gør mig glad, at have venner.
– Det gør mig glad, at have dyr.
– Det gør mig glad, at være i naturen.
– Det gør mig glad, at læse en god bog.
– Det gør mig glad, når jeg er fordybet.
– Det gør mig glad, at bo tæt på min søns far, så min søn får en lettere hverdag mellem to familier.

 

Jeg gav mig også tid til at tænke over, hvad jeg IKKE ville med mit liv.

– Jeg vil aldrig nogen sinde mere, have det så skidt, at jeg ønsker at dø. Mine børn fortjener et liv sammen med deres mor.
– Jeg vil aldrig mere, være en anden end den jeg er.
– Jeg vil aldrig mere indgå i relationer, hvor jeg ikke føler mig set, hørt og mødt som den jeg oprindelig er.
– Jeg vil aldrig mere lade fortiden diktere min glæde ved nutiden.
– Jeg vil aldrig mere være så bange for fremtiden, at jeg ikke kan føle glæde i nutiden.
– Jeg vil aldrig nogensinde mere gå på kompromis med mit helbred, for at leve op til mine egne forventninger som samfundsborger.

 

HVIS KONSEKVENSEN af ovenstående er, at jeg mister min status på arbejdsmarkedet, mit (nye) hus og min bil – og jeg ender på gaden med en barnevogn, fyldt med poser med mine vigtigste ejendele – SO BE IT …

BARE jeg må beholde min sjælefred og et liv med så få symptomer som muligt.

BARE mine børn må forblive sunde og raske.

BARE at jeg bliver ved med at holde fast i den bedste udgave af mig, den jeg hele tiden har skulle være, den MIG som jeg fandt igennem stilheden og terapien.

Jeg vil bare have lov til at være mig, og at være mor – så er ALT andet ligegyldigt for mig.

 

BUM…. så kom freden til mig – som flodbølger, der skyllede igennem mine årer.

 

Det gik op for mig, at stort set alt det der giver mig glæde er HELT gratis, og jeg behøver kun at være mig og mor, for at leve i det.

 

Hver gang uroen kommer tilbage, for det gør den jo, så kigger jeg i min dagbog – tilbage til den dag hvor FREDEN kom til mig. Den kom fordi jeg OVERGAV mig, sparkede døren ind til min værste frygt, satte mig sammen med den – og fandt ud af at den byggede på pis og papir. Den byggede i hvert fald ikke på det, der giver mit liv sit oprindelige værdi. Den kom fordi jeg dybest set erkendte, at den plan jeg havde lagt for mit liv, skubbede mig ud i et liv i kontrol (af symptomer og situationer) og frygt. Og at “nogen” måske havde andre og bedre planer for mig.

 

“Det mindede mig om en del af teksten i sangen: Hil dig frelser og forsoner”

“Derfor beder jeg med tårer,

Led den (kærligheden) ind i mine årer.

Floden (kærligheden) som kan klipper vælte.

Floden (kærligheden) som kan isbjerg smelte.

Som kan blodskyld tvætte af…

Du (kærligheden) som har dig selv mig givet.

Lad i dig (kærligheden) mig elske livet.

Så for dig (kærligheden) kun hjertet banker.

Så kun du (kærligheden) i mine tanker,

…er den dybe sammenhæng”.

 

 

Så jeg valgte derfor at leve i kærlighed. Kærlighed til mig selv. Kærlighed til min krop og mit sind. Kærlighed til mine omgivelser. At leve i kærlighed og ro blev mit nye fokus. Og hver gang egoet blandede sig med sit snik-frygt-snak, LYTTEDE jeg med sindsro – og vendte tilbage til kærligheden til livet.  

 

Men UROEN (angsten og frygten) forsøger da tit at få et greb i mig.

Daglig.

Men den kan ikke rigtig få fat.

For jeg fandt ud af, at jeg ikke har noget imod at leve mit liv som posedame, det vil altså sige, jeg er PARAT til at miste ALT – hvis jeg bare må få lov at beholde mit helbred og mine børn.

 

Den erkendelse jeg fik ved at sidde sammen med min værste frygt, kunne jeg aldrig have fået, hvis jeg havde forsøgt at skubbe det væk. Dulme mig i stoffer, alkohol, kager og Netflix. Havde jeg ikke LYTTET, ville jeg aldrig have forstået, at min frygt byggede på pis og papir – og fucking LUFTKASTELLER med ligegyldige ting puttet indeni.

 

Min livsglæde kan jeg opnå ved at leve på gaden med en barnevogn med personlige ejendele i. For jeg ville stadig være MIG, som jeg er nu – efter mit livs største røvtur. Jeg ville stadig have mine tre dejlige børn og min familie og vennekreds.

 

– Ville det være bøvlet og besværligt at leve sådan – Hell Yes…
– Ville jeg savne min egen seng – Hell Yes…
– Ville jeg blive frustreret og irriteret over at have mistet alle materielle goder – HELL YES !!!

 

Men hvis byttehandlen bestod i, at jeg KUNNE beholde mit helbred uden for mange symptomer, at mine børn havde det godt, og jeg kunne forblive mit ægte autentiske selv – så ville det være det hele værd ♥♥♥

 

Har du nogensinde givet dig selv lov til at lave sådan en visualiseringsøvelse? 

 

Ellers kan jeg kun sige … prøv det … Egoet elsker at holde dig optaget af bekymringer og frygtsomme tanker – for så har egoet din fulde opmærksomhed 😉

 

Men TÆNK hvis du kunne sætte dig selv (bare lidt) FRI, af din frygtsomme tankeslaveri? Præcis som jeg gjorde?

 

Jeg blev ikke en glad og fri posedame. Jeg blev en glad og fri Chanett… Måske en karriere som posedame venter mig en dag? Jeg ved det ikke, for min fleks-ansøgning er ikke vurderet endnu, så jeg aner ikke hvad min økonomiske fremtid bringer… men jeg er klar – om Gud/universet/”Nogen” skulle ønske det… Bring it on 🙂

landevejsridder1
Billedet er lånt fra google… Jeg aner ikke hvem damen er… Men hun ser skøn og glad ud ❤

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s