Jeg elsker min indre posedame!

 

Dette er lidt et humoristisk blogindlæg, om at man nogle gange havner der, hvor man har alt at vinde – blot ved at vende det hele på hovedet og ryste posen grundigt… Bare lige, så man bliver så tilpas forstyrret, at man begynder at gå en helt anden vej 🙂

 

giphy

 

I december 2017 da jeg ikke længere ønskede at være her på denne jord, var jeg ramt af så meget forvirring og indre smerte, at jeg mistede orienteringen og fornuften.

 

Egoét fortalte mig, at hvis jeg ikke længere kunne være uddannelsesleder, og ikke længere kunne følge MIN livsplan, så havde jeg selv og livet mistet sin værdi. Jeg vidste selvfølgelig ikke, at der var en bedre plan end den jeg selv havde lagt. Og jeg vidste heller ikke, at hvis man inviterer egoet ind i sit liv til at vurdere hvad der er godt og skidt, så flytter FRYGTEN med.

 

Ligesom jeg havde skrevet afskedsbrev til mine børn og pakket min taske med alt min medicin, for at drage i sommerhuset langt væk for at lægge mig til at dø, spurgte jeg heldigvis Gud/Universet “Hvad vil du mig?” og “Hvad er det jeg skal?”. Svaret var “Du skal være stille, så du kan lytte”.

 

Eftersom jeg var frustreret, opgivende, ulykkelig og følte mig knust, blev jeg irriteret over et så uklart svar – når jeg nu stod med den ene fod i graven. Jeg synes nu nok, at Gud kunne hitte på noget mere hjælpsomt, trygt og KLART. Men jeg fik et svar – så tydeligt som hvis Gud havde stået lige ved siden af mig – så jeg valgte at pakke ud og blive lidt endnu.

 

Jeg begyndte at lytte til hvad der egentlig foregik indeni mig.

Jeg var BANGE!

Bange for om jeg kunne holde til alle mine symptomer.
Bange for om jeg skulle miste alt hvad jeg havde bygget op.
Bange for at miste min forstand.
Bange for at være en nobody.
Bange for at være en taber på overførselsindkomst.
Bange for om min kæreste stadig ville have mig, nu jeg ikke var smart i en fart uddannelsesleder mere.
Bange for om jeg nogensinde ville knække koden til essensen af mig selv.
Bange for om jeg kunne finde tilliden til mig selv og andre igen.
Bange for om jeg kunne få en fleks-bevilling, så jeg ikke skulle miste mit hus.
Bange for at blive fattig.

Men mest af alt var jeg bange for hvordan mit liv skulle udvikle sig, når det nu ikke blev som jeg havde planlagt.

 

Jeg måtte konstatere, at jeg ikke var i gang med at tage livet af mig selv på grund af min PTSD. Men på grund af mit indre psykiske miljø, som var skabt af mig selv – mit ego – som elskede at fange min opmærksomhed omkring frygtsomme forestillinger om fremtiden – en fremtid jeg ikke længere havde kontrol over…

Men havde jeg mon en indflydelse?

Og hvad hvis jeg opgav min indflydelse og overgav mig til at alt nok skulle ordne sig? Hvad hvis jeg nu gjorde, som man foreslår i buddhismenat søge glæden i roen, og lade livet udspringe af det?

 

Den næste tid var jeg MEGET stille og tænkte over, hvad der ville gøre mig glad.

– Det gør mig glad at mine børn er raske og trives!
– Det gør mig glad, når jeg føler mig udhvilet og sund.
– Det gør mig glad, at have dage med meget få symptomer.
– Det gør mig glad, at jeg har en familie og en kæreste.
– Det gør mig glad, at have venner.
– Det gør mig glad, at have dyr.
– Det gør mig glad, at være i naturen.
– Det gør mig glad, at læse en god bog.
– Det gør mig glad, når jeg er fordybet.
– Det gør mig glad, at bo tæt på min søns far, så min søn får en lettere hverdag mellem to familier.

 

Jeg gav mig også tid til at tænke over, hvad jeg IKKE ville med mit liv.

– Jeg vil aldrig nogen sinde mere, have det så skidt, at jeg ønsker at dø. Mine børn fortjener et liv sammen med deres mor.
– Jeg vil aldrig mere, være en anden end den jeg er.
– Jeg vil aldrig mere indgå i relationer, hvor jeg ikke føler mig set, hørt og mødt som den jeg oprindelig er.
– Jeg vil aldrig mere lade fortiden diktere min glæde ved nutiden.
– Jeg vil aldrig mere være så bange for fremtiden, at jeg ikke kan føle glæde i nutiden.
– Jeg vil aldrig nogensinde mere gå på kompromis med mit helbred, for at leve op til mine egne forventninger som samfundsborger.

 

HVIS KONSEKVENSEN af ovenstående er, at jeg mister min status på arbejdsmarkedet, mit (nye) hus og min bil – og jeg ender på gaden med en barnevogn, fyldt med poser med mine vigtigste ejendele – SO BE IT …

BARE jeg må beholde min sjælefred og et liv med så få symptomer som muligt.

BARE mine børn må forblive sunde og raske.

BARE at jeg bliver ved med at holde fast i den bedste udgave af mig, den jeg hele tiden har skulle være, den MIG som jeg fandt igennem stilheden og terapien.

Jeg vil bare have lov til at være mig, og at være mor – så er ALT andet ligegyldigt for mig.

 

BUM…. så kom freden til mig – som flodbølger, der skyllede igennem mine årer.

 

Det gik op for mig, at stort set alt det der giver mig glæde er HELT gratis, og jeg behøver kun at være mig og mor, for at leve i det.

 

Hver gang uroen kommer tilbage, for det gør den jo, så kigger jeg i min dagbog – tilbage til den dag hvor FREDEN kom til mig. Den kom fordi jeg OVERGAV mig, sparkede døren ind til min værste frygt, satte mig sammen med den – og fandt ud af at den byggede på pis og papir. Den byggede i hvert fald ikke på det, der giver mit liv sit oprindelige værdi. Den kom fordi jeg dybest set erkendte, at den plan jeg havde lagt for mit liv, skubbede mig ud i et liv i kontrol (af symptomer og situationer) og frygt. Og at “nogen” måske havde andre og bedre planer for mig.

 

“Det mindede mig om en del af teksten i sangen: Hil dig frelser og forsoner”

“Derfor beder jeg med tårer,

Led den (kærligheden) ind i mine årer.

Floden (kærligheden) som kan klipper vælte.

Floden (kærligheden) som kan isbjerg smelte.

Som kan blodskyld tvætte af…

Du (kærligheden) som har dig selv mig givet.

Lad i dig (kærligheden) mig elske livet.

Så for dig (kærligheden) kun hjertet banker.

Så kun du (kærligheden) i mine tanker,

…er den dybe sammenhæng”.

 

 

Så jeg valgte derfor at leve i kærlighed. Kærlighed til mig selv. Kærlighed til min krop og mit sind. Kærlighed til mine omgivelser. At leve i kærlighed og ro blev mit nye fokus. Og hver gang egoet blandede sig med sit snik-frygt-snak, LYTTEDE jeg med sindsro – og vendte tilbage til kærligheden til livet.  

 

Men UROEN (angsten og frygten) forsøger da tit at få et greb i mig.

Daglig.

Men den kan ikke rigtig få fat.

For jeg fandt ud af, at jeg ikke har noget imod at leve mit liv som posedame, det vil altså sige, jeg er PARAT til at miste ALT – hvis jeg bare må få lov at beholde mit helbred og mine børn.

 

Den erkendelse jeg fik ved at sidde sammen med min værste frygt, kunne jeg aldrig have fået, hvis jeg havde forsøgt at skubbe det væk. Dulme mig i stoffer, alkohol, kager og Netflix. Havde jeg ikke LYTTET, ville jeg aldrig have forstået, at min frygt byggede på pis og papir – og fucking LUFTKASTELLER med ligegyldige ting puttet indeni.

 

Min livsglæde kan jeg opnå ved at leve på gaden med en barnevogn med personlige ejendele i. For jeg ville stadig være MIG, som jeg er nu – efter mit livs største røvtur. Jeg ville stadig have mine tre dejlige børn og min familie og vennekreds.

 

– Ville det være bøvlet og besværligt at leve sådan – Hell Yes…
– Ville jeg savne min egen seng – Hell Yes…
– Ville jeg blive frustreret og irriteret over at have mistet alle materielle goder – HELL YES !!!

 

Men hvis byttehandlen bestod i, at jeg KUNNE beholde mit helbred uden for mange symptomer, at mine børn havde det godt, og jeg kunne forblive mit ægte autentiske selv – så ville det være det hele værd ♥♥♥

 

Har du nogensinde givet dig selv lov til at lave sådan en visualiseringsøvelse? 

 

Ellers kan jeg kun sige … prøv det … Egoet elsker at holde dig optaget af bekymringer og frygtsomme tanker – for så har egoet din fulde opmærksomhed 😉

 

Men TÆNK hvis du kunne sætte dig selv (bare lidt) FRI, af din frygtsomme tankeslaveri? Præcis som jeg gjorde?

 

Jeg blev ikke en glad og fri posedame. Jeg blev en glad og fri Chanett… Måske en karriere som posedame venter mig en dag? Jeg ved det ikke, for min fleks-ansøgning er ikke vurderet endnu, så jeg aner ikke hvad min økonomiske fremtid bringer… men jeg er klar – om Gud/universet/”Nogen” skulle ønske det… Bring it on 🙂

landevejsridder1
Billedet er lånt fra google… Jeg aner ikke hvem damen er… Men hun ser skøn og glad ud ❤

Evidensbaseret traume behandling – en verden af muligheder!

Da jeg blev sygemeldt i 2003 med alvorlige belastningssymptomer efter en række voldsomme hændelser i psykiatrien, fik jeg akut hjælp af en almindelig privat praktiserende psykolog, og ikke en behandler med speciale i traume terapi.

Psykologen talte med mig om mine symptomer, og fik mig til at indse, at jeg ikke skulle tilbage på mit job som psykiatrisk sygeplejerske, før min søvn havde stabiliseret sig.

Senere blev jeg sendt til en speciallæge i psykiatri, hvor jeg udfyldte en masse spørgsmål på et spørgeskema, og derefter gav han mig diagnosen PTSD efter to samtaler af cirka en times varighed.

Jeg vidste godt hvad PTSD var, men forstod ikke hvordan den udspillede sig på hverdagsplan, udover det åbenlyse med at den snuppede min søvn pga mareridt (om at blive jagtet og slået ihjel), at jeg havde flash-backs (svedte, rystede og fik hjertebanken ved høje lyde og pludselige bevægelser) og at jeg havde modstand på at tale om mine oplevelser, fordi jeg følte intens frygt, skyld og skam, når jeg blev konfronteret med oplevelserne.

Kort sagt, den teoretiske viden jeg havde som psykiatrisk sygeplejerske, om PTSD, hjalp mig ikke en dyt. Jeg kom aldrig i gang med de refleksioner og processer, der kunne føre mig til en dybere indsigt i, hvordan jeg kunne mestre mit hverdagsliv med triggere og belastningssymptomer. Det jeg senere fandt ud af, at man i fagsprog kalder person-specifik viden. Jeg var altså overladt til at klare situationen selv, og det gjorde jeg ved at indkapsle traumerne (også kaldet feje ind under gulvtæppet), og forsætte med at leve mit liv så godt jeg nu kunne.

question-mark-2314111_960_720

 

Det blev altså først mange år senere i 2016, at jeg fik løftet gulvtæppet og set hvad der var gemt af hemmeligheder underneden. Jeg blev ikke bremset op af PTSD symptomerne, men af alvorlig arbejdsrelateret stress. Jeg kampsvedte, havde hjerteflimmer, tics ved øjnene, blødte voldsomt, manglede koncentration, overblik, fokus og hukommelse. Kort sagt, jeg levede et liv, hvor jeg var ved at sætte mit liv på spil.

I de seneste år, har man heldigvis fået meget mere viden om akutte traume reaktioner og PTSD, og man er langsomt ved at få afprøvet forskellige metoder specifikt på traume ramte mennesker. Jeg fik tilbud støttende samtaler ved en psykoterapeut med i PTSD teamet i Odense Lokal Psykiatri. Og gudskelov for det.

Evidensbaseret psykoterapeutisk behandling

 

De fire psykoterapeutiske behandlingsformer, hvor vi nu ved, at der forelægger en del klinisk bevis for effekten af, er især traumefokuseret kognitiv adfærdsterapi med eksponering/prolonged exposure (TFKAT), individuel eye movement desensitization and reprocessing therapy (EMDR), adfærdsorienteret stress-management, samt cognitive processing therapy (CPT).

For at forstå hvad den kognitive adfærdsterapi handler om, vil jeg ganske kort lige give en introduktion, for derefter at forklare hvordan de forskellige metoder adskiller sig.

Kognitiv adfærdsterapi er en psykoterapeutisk retning, der tager udgangspunkt i tænkningen og evnen til at erkende. Et grundlæggende princip er at gøre tænkningen mere nuanceret, fleksibel og fornuftsbetonet, så den bliver mindre begrænsende, selvundertrykkende og angstfremkaldende. Og hvorledes gør terapeuten og klienten det?

De finder i fællesskab nogle situationer, som trigger traumemønstrene (kæmp-flygt-frys, eller offer-krænker-frelser). Situationerne gennemgås mundtligt, ved at terapeuten stiller en masse uddybende spørgsmål. På den måde bliver det tydeligt, hvilke forhold i situationen, der trigger klienten.

Herefter undersøges det hvilke tanker, der opstår i den specifikke situation. Der vil ofte være tale om såkaldt negative, automatiske tanker. Automatiske tanker opstår ofte så hurtigt i sindet, at man sjældent selv er klar over at de er der. Automatiske tanker er ofte tanker såsom:
Det her kan udvikle sig farligt.
Det er for farligt, at blive her.
Hvis jeg bliver her, kan jeg komme til skade.
Hvordan kommer jeg ud af denne her farlige situation?

Det er sådanne tanker, der er med at fastholde traumepatienten i sine traumatiske mønstre såsom kæmp-flygt-frys, eller offer-bøddel-krænker.

Næste skridt i terapien er, at øve sig i at skabe alternative tanker. Dvs. tanker, der er mere realistiske og i højere grad støtter og opmuntrer en selv, og som medvirker til, at man kan se mere nuanceret på sig selv, andre og situationen som helhed. Det er forskelligt fra person til person, hvad de alternative tanker rummer.

Det kan f.eks. være:
Det kan godt være han ligner min krænker, men det er jo bare en tilfældig bus passager.
Selvom han råber højt lige nu, så er det jo bare min mand, og ikke en stofpåvirket psykotisk patient.
Jeg kan godt gå her på gaden i fred, selvom jeg en gang blev overfaldet på en lignende gade.
Selvom det er mørkt nu, sker der ikke noget farligt.
Jeg ved at hvis jeg trækker vejret roligt, vil angsten dale og flugttrangen forsvinde.
Selvom han/hun er svær at tolke, er det ikke ens betydende med at han/hun vil mig noget ondt.
Jeg kender mine triggere, det varer nogle minutter, og så begynder jeg at blive mig selv igen.

Gennem træning af alternative tanker, vil angsten begynde at dale og situationer, der tidligere blev oplevet som truende, vil opleves mere neutrale. Man vil blive mere tryg i verden (når man ikke blander fortidens traume(r) sammen med nutidens virkelighed) og dermed vil meget af den forventningsangst som traume patienter lever med, også mindskes – hvilket øger den indre ro og livskvaliteten.

Det er min erfaring at man bliver mere modig, og dermed også villig til at udsættes sig selv for flere og flere ting, der tidligere aktiverede højstress/traume angst. Det er vigtigt, i den kognitive adfærdsterapi, at indøve vejrtrækningsmetoder og andre fysiske øvelser på samme tid, så sind (det kognitive) og krop (nervesystemet og det muskulære) samarbejder.
I den kognitive adfærdsterapi er der hjemmearbejde. Klienten og terapeut udarbejder sammen nogle øvelser, der oftest vil indebære at registrere sine egne tanker, at øve sig i at ændre dem og at udsætte sig for triggere af stigende sværhedsgrad. Det er meget vigtigt for behandlingens effekt, at patienten laver sit hjemmearbejde.

Da jeg selv er uddannet i kognitiv behandling, har jeg et par kommentarer til den kognitive adfærdsterapi: Det er ekstremt vigtigt, at terapeuten er meget omhyggelig med at forklare den terapeutiske metode og fremgangsmåde for patienten, så han/hun forstår idéen bag netop denne terapeutiske retning. Dertil er det vigtigt, at terapeuten er uddannet i traume terapi (og ikke bare i angst, depression og andre affektive lidelser), da traumer arbejder i det reptile system, som går forud for den fornuftstyrede hjerne.

 

Den+treenige+hjerne+Den+neomammale+hjerne_+Den+paleomammale+hjerne_

 

Det giver både patienten og terapeuten en række særlige udfordringer i forbindelse med at få succes med behandlingen. Når traumer og PTSD sidder som instinktiv overlevelsesadfærd, og den terapeutiske metode arbejder i den mere modne del af hjernen, nemlig det kognitive område, så skal terapeuten være super skarp til at anvende de spinkle bindeled, der ligger mellem (den instinktive og lynhurtige) reptilhjerne og den modne del af hjernen (bearbejdende og reflekterende). Og samtidig være ekstrem opmærksom på de selvbeskyttelsesstrategier klienten kan ramle ind i. En af grundene til at JEG har været svær at hjælpe, er at jeg har et meget stærkt intellektualiserende forsvar. Så det ser umiddelbart ud til at jeg forstår og kan integrere den viden jeg får gennem behandlingen, men sandheden er at jeg ikke får internaliseret det, og at det derfor blot forbliver på videns-niveauet, uden at jeg kan finde ud af at bruge det i hverdagens udfordringer. Noget jeg typisk selv har “kæmpet med” som sygepleejerske, er når jeg har skulle hjælpe patienter med projektioner. Den traume ramte hænger fast i, at det er krænkeren der er årsag til at deres liv er gået i stykker. Sandheden er imidlertid, at livet forsatte efter at krænkeren traumatiserede patienten, og at patienten ikke har fået den nødvendige hjælp til at frigøre sig fra traume mønstrene, bevidst give slip på fortiden, og begynde at tage vare på nutiden. Krænkeren kan være død og borte, og offeret holder stadig fast i, at livet er svært, ondt og smertefuldt på grund af det der skete for mange år siden. Det er følelser som afmagt, frygt, frustration, vrede, had der har invaderet klientens liv og trækker i den forkerte retning. Sammen med flash backs og ubearbejdede traume mønstre. Jeg har ofte også “siddet fast” i samtaler sammen med patienter der har idylliseret deres liv med en voldelig partner. De har måske udviklet et voldsomt alkoholmisbrug eller selvskadende adfærd på anden måde, har måske endda selvmordstanker, og alligevel har de et behov for at beskytte og fastholde partneren i deres liv. Uanset hvilke forsvar der bringes i spil, er det vigtige pejlemærker for behandleren, i forhold til hvor klienten “sidder fast”, og hvor der er behov for medfølelse og støtte til udvikling og frigørelse. Klienten har behov for redskaber til at være i verden, i sit sind og i sin krop – og få den rette indstilling til at genoptage livet og lægge fortiden bag sig.

 

Selvbeskyttelsesstrategier+i+den+tredelte+hjerne

Fortrængning, intellektualisering, sublimering og forskydning. Sen: Projektiv identifikation. Splitting. Tidlig: Benægten, idylliseren og projektion. Sympatisk kamp-flugt adfærd eller vegetativ parasympatisk aktivitet, som forårsager immobiliseringsrespons.

 

Det har også vist sig, at adfærdsterapien har et særdeles stort frafald pga. det psykisk ubehag ved træningen. Generelt rapporteres der om en høj grad af frafald og manglende respons på behandling hos cirka 50% af deltagerne. Der ligger således et stort ansvar på terapeuten, i forhold til at sikre at klienten har forstået og er villig til at arbejde med det psykiske ubehag, der opstår forud for at man som klient, kan slippe af med sine symptomer.

For mig personligt, har det været det psykiske ubehag værd, men jeg har også en stor indsigt i netop denne terapeutiske retning, og forstår til fulde, at lige præcis med disse metoder skal det gøre lidt ondt, før det gør godt 🙂 Men det er, i mine øjne, ikke den rette metode at starte med, hvis klienten er meget sårbar og skrøbelig.

Den kognitive adfærdsterapi er derfor ikke for alle traume ramte. Nogle traume ramte vil have langt større glæde og gavn af andre metoder. I det følgende vil jeg uddybe de forskellige retninger der er forskningsmæssigt belæg for effekten af:

Traumefokuseret kognitiv adfærdsterapi med eksponering TFKAT eller prolonged exposure PE, bygger på kognitiv (tankemæssig) adfærdsterapi med hoved fokus på eksponering, dvs gentagen genfortælling af den traumatiske begivenhed, indtil psyken ikke længere ”har modstand” og oplever frygt/ubehag ved at fortælle om den traumatiske hændelse. Derefter trænes (eksponering) klienten væk fra den (sygelige) undvigelsesadfærd, ved at man med stigende sværhedsgrad opsøger steder, situationer eller mennesker, der kan trigger patienten.
Cognitive processing therapy CPT, bygger også på en kognitiv adfærdsterapeutisk forståelse, men patienten foretager her traumebearbejdningen skriftligt. Patienten vil skulle skrive sin nuværende traume historie ned, og gennem dette skriftlige arbejde vil terapeuten gennem sokratisk dialog (= åbne reflekterende og cirkulære spørgsmål) støtte patienten i at tåle at være i det der er sket, men samtidig også adskille det der skete (engang), fra den smerte/uro og angst, som patienten lever med i sit aktuelle liv (nutiden).
I individuel eye movement desensitization and reprocessing therapy EMDR foretages der samtidig med genfortællingen af den traumatiske begivenhed en gentagen stimulering/berøring af skiftevis højre og venstre side af kroppen. Man ved ikke hvorfor det har effekt at stryge/berøre kroppens højre og venstre side, men det virker ganske effektivt på visse traume patienter.
Adfærdsorienteret stress management handler om at træne den bevidste vejrtrækning, afspændingsteknikker, alternative tanker, visualisering og positive aktiviteter. Der er forskningsmæssig indikation for, at disse komponenter med fordel kan indgå i behandlingen af traume ofre, selvom om der ikke er noget der tyder på at disse teknikker direkte kan de-aktivere den kroniske højstress tilstand, som mange traume patienter befinder sig i. Min egen oplevelse er imidlertid, at jeg ikke ville være nået nogle som helst vegne, med den professionelle behandling, hvis jeg ikke også havde inddraget stress management i min egen behandling. Faktisk har meditation/mindfulness, vejrtrækningsøvelser og afspænding været af stor betydning for udviklingen af min bevidsthed om krop/psyke/ånd og for mit daglige velvære. Jeg bruger dagligt 2 gange 20 minutter til stress management praksisser af den ene eller anden art. Psykologen Pia Callsen, der har skrevet den meta-kognitive bog “Lev mere – tænk mindre” kritisere mindfulness-bølgen, og har sin egen “afspændingsteknik” til den forpinte hjerne. Hun skriver, at en daglig praksis, hvor klienten finder et dejligt sted at sidde, og kigger på noget smukt (blomst/træ/havet/himlen) og samtidig blot lytter til (fuglens sang/bølgerne/trætoppene) og har netop denne TODELTE opmærksomhed, vil afspænde den højaktive hjerne. Hvis man falder ud af den todelte fokus, flytter man blidt sig selv tilbage til lyden eller synet foran sig. Og jeg må give Pia ret i, at det er en meget effektiv øvelse.

De ovenstående metoder kan både bruges i individuel behandling og i gruppe terapeutisk behandling. I Ugeskrift for læger skrives:

”I Danmark anvendes der i stigende grad gruppeterapi, pga. stort pres på behandlings systemet, men i virkeligheden findes der ingen studier af omkostningseffektiviteten ved gruppebehandling sammenlignet med individuel behandling af PTSD, der kan underbygge antagelsen om metodens anvendelighed. Der skal bemærkes, at psykologisk debriefing i den akutte fase er kontroversiel og generelt frarådes. Psykoterapiens varighed og delvist indholdet afhænger af lidelsens kompleksitet, herunder om der er tilknytningstraumer efter overgreb i barndommen, og forekomsten af komorbide (=samtidige) lidelser. Varigheden af behandlingen, der er undersøgt i kliniske forsøg, strækker sig typisk fra 12 gange individuelt til 12-30 gange i gruppe. International Society for Trauma and Stress Studies anbefaler på basis af en undersøgelse blandt behandlere, at patienter med kompleks PTSD får behandling over 9-12 måneder baseret på en fasemodel med en stabiliserende fase, en traumebearbejdningsfase og en nyorienteringsfase (skills training in affective and interpersonal regulation, men denne model er også blevet kritiseret for ikke at være forskningsmæssigt underbygget”.

 

Da mennesker er forskellige, og dermed også vil respondere forskelligt på de tilbud behandlingssystemet har at gøre godt med, er det i princippet op til os selv (altså os der lever med eftervirkningerne af traumer) der skal finde ud af hvad vi selv tror på har bedst effekt på os. Og endnu vigtigere, at vi er stædige og modige i forhold til at prøve flere ting af. Nogle gange kommer effekten af behandlingen mange måneder efter at den er afsluttet, fordi en eller anden erkendelse om os selv eller vores triggere, opstår i en helt anden anledning.

At indgå i adfærdsterapi er KRÆVENDE, især hvis man har været viklet grundigt ind i sine traume mønstre i mange år. Det kan være svært at finde ud af, hvad der er personlighedstræk og hvad der er traume symptomer. Et eksempel er, at jeg troede jeg var ekstrovert (samler energi ved at være social og “på”), og har levet et særdeles ekstrovert liv. Men i virkeligheden er jeg ekstrem introvert, dvs jeg samler energi i mit eget selskab, og ikke gennem sociale interaktioner. I mange år troede jeg, at mine overstimuleringssymptomer primært var traumeudløste af forskellige ubevidste triggere. Men gennem en langtidssygemelding gik det op for mig, at når jeg har mulighed for at være meget alene i eget selskab, så øges min trivsel markant. Og det skyldes IKKE kun, som først antaget, at jeg derved undgår at blive trigget ude i verden. Men at det også bare hører til min natur. Når mit introverte personlighedstræk kombineres med PTSD symptomer, så kan jeg naturligvis få det MEGET skidt af for meget ”ude i verden”.

Den kognitive adfærdsterapeutiske behandling skulle gerne hjælpe både patient og terapeut til at finde ud af hvad der hører personligheden til og hvad der hører sygdommen til. Og det var en øjenåbner for mig, hvordan jeg gennem forskellige teknikker kunne afstresse min krop og mit sind, endda i så høj grad af din kroniske overtænkning og mit tankemylder forsvandt som dug for solen.

Gennem kognitive strategier har jeg selv fået skiftet mine automatiske trigger tanker ud med alternative tanker i et forløb over cirka 2 år. F.eks har spørgsmålet “Hvad er det værste der kan ske?” betydet rigtig meget for mig, når jeg har panikket over at miste mit job (og dermed økonomiske fodfæste). Jeg kom frem til at jeg hellere ville bo i en etværelses med min efternøler end jeg ville være syg igen. Jeg ville hellere gå på tvang med mit hus end jeg ville være syg igen. Jeg ville hellere miste alle mine materielle goder end at miste mig selv igen. Jeg ville hellere miste min kæreste, end at gå på kompromis med mit ægte selv igen. På den måde fik jeg reduceret min angst for fremtiden markant.

Jeg lyttede HVER DAG i næsten 2 år til Eckhart Tolle på youtube med “Nuets kraft”, så jeg langsomt fik skiftet min indre pladespiller ud, den som spillede sangen om fortiden og fremtiden. Ved nærmest at lave en kognitiv hjernevask på mig selv, har jeg langsomt men sikkert fået lært at guide mig selv tilbage i nuet, når jeg hele tiden glider tilbage i fortiden og ud i fremtiden med mine tanker. Mit tankemylder har fået skarp konkurrence af den rolige energi der ligger i at være i nuet. Jeg er blevet rigtig god til at sige “Det kigger jeg på i morgen”, lige nu kigger jeg på blomster og nyder lyden af skoven, eller lige nu laver jeg mad og snakker med min søn og kæreste.

En anden meta-kognitiv strategi jeg brugte i starten, er også fra Pia Callsens bog “Lev mere – tænk mindre”, hvor hun anbefaler grubletid. 1 time om dagen må man gruble. Og der skriver man alle sine grublerier ned, og finder ud af om det er noget man behøver at forholde sig til, og hvornår man bør forholde sig til det. Jeg opdagede at jeg grublede enormt meget over ting, som jeg overhovedet ikke behøves at forholde mig til. Efter meget kort tid, mistede jeg behovet for en times grubletid, simpelthen fordi min hjerne selv fandt ud af at det var en fjollet måde at være i verden på. Førhen tænkte jeg jævnligt over hvordan andre levede deres liv og hvordan de “opførte” sig, i dag tænker jeg stort set aldrig på andre menneskers måde at være i verden på. Jeg ved godt hvorfor jeg tænkte meget på andre menneskers opførsel, og det er fordi jeg generelt ikke har tillid til mine omgivelser. Ved at anvende alternative tanker, synes jeg faktisk jeg har fået et frisk syn på andre menneskers adfærd, især når de gør eller siger noget, som jeg måske tidligere kunne få trigget mine traume mønstre af. Jeg føler virkelig, at jeg er blevet ekspert i at blive på min egen tallerken og lade andre være fulde af fejl og mangler – og holde af dem alligevel, eller sige pænt farvel.

Med de kognitive adfærdsstrategier kan man lægge meget undvigelsesadfærd ned og genvinde meget af sin frihed og tryghed i verden. Med de meta-kognitive strategier kan man reducere meget af hjernens overaktivitet og den ekstreme mængde af energi, vi som traumeramte kan bruge på at være bekymrede og bange uden reel grund.

 

relax_your_mind1

 

Andre psykoterapeutiske tilgange

Men som sagt er den evidensbaserede kognitive adfærdsterapi og de meta kognitive strategier ikke for alle mennesker.

Forskere over hele verden knokler for at afprøve og tilpasse mange andre psykoterapiformer til PTSD og nogle af disse er så småt blevet undersøgt i kliniske studier:

ACT, også kaldet acceptance and commitment therapy har fokus på vores tanker, følelser, opmærksomhed, værdier, identitet og især vores adfærd. I ACT lægges der vægt på, at stoppe kampen med sygdommen, og tilegne sig nye strategier til at håndtere udfordrende tanker og følelser, samt at lære at være tilstede i nuet.

Indenfor den narrativ traume terapi, bearbejder man traumer ved at lade klienten fortælling hele sin livshistorie. Man anvender en livslinje, som sætter traumerne ind i en konkret kontekst. Der har altså været masser af liv, før, under og efter de traumatiske begivenheder. Narrativ eksponeringsterapi er primært blevet brugt hos traumatiserede flygtninge, hvor der efterhånden er væsentlig evidens for effekt.

Jeg har selv benyttet mig af et skriftligt traume narrativ, og min oplevelse er, at det først var i den forbindelse at min sygdom begyndte at ”vende”. Forstået på den måde, at mine følgesymptomer blev væsentlig mindsket. Jeg gjorde det selv, uden terapeutisk hjælp, og havde mange ubehagelige følelser og tanker undervejs i skrivningen. Jeg følte mig faktisk voldsomt re-traumatiseret mens jeg skrev. Det blev til ikke mindre end 60 tætskrevne sider, hvor jeg skrev fra mit første barndomsminde, og alle de ”stressorer” jeg huskede undervejs igennem mit 47 årige liv. Efterfølgende gjorde jeg den interessante opdagelse, at jeg ved at kigge i mine gamle dagbøger fandt ud af at mange af mine minder kun fortalte dele af en sandhed. F.eks var mit minde, at jeg var traumatiseret af at passe min egen lungesyge mor alene. Og at jeg i perioden op til hendes død intet liv havde. Ligesom jeg mindes at hendes død kom som et chok. Men af mine dagbogsnotater kan jeg se, at jeg var forelsket i to forskellige drenge i hendes sygdomsperiode, at jeg var med til at sætte en stor musical op i hendes sygdomsperiode, og at jeg var meget afklaret med at hun skulle dø. Og det gjorde en stor forskel for mig, at forstå min historie, og med egne øjne se, at minder ikke nødvendigvis er 100 procent troværdige. At tiden efterfølgende, med de følelser, refleksioner og oplevelser man har, er med til at “farve” de sande oplevelser, og dermed også være med til at twiste dem i en bestemt retning.

Konklusionen på traume narrativet blev for mig, at jeg fik en dybere indsigt i og medfølelse med mig selv, at jeg fik lyst til at tage bedre vare på mig selv, og at jeg så mere optimistisk på både mit levede liv generelt og på min fremtid. Jeg fik ligesom samlet et stort puslespil, der havde ligget i et hjørne af stuen og samlet støv i mange år. Det gav et fantastisk overblik over mit levede liv og jeg blev meget mere bevidst om at traumerne kunne ses i kontekst og at jeg faktisk havde mange mange positive oplevelserne med mig

Andre terapiformer er blevet tilpasset PTSD, men der er endnu ingen publiceret forskning til at underbygge dem med er:

DAT, dialektisk adfærdsterapi, er en evidensbaseret metode fra personlighedsforstyrrelsesbehandlingen, som integrerer løsningsorienterede strategier fra adfærdsterapi og acceptstrategier udviklet fra mindfulness og andre ikke-traditionelle tilgange i psykoterapi. Der arbejdes med klientens person specifikke problemer ud fra et prioriteret behandlingshierarki, hvor der arbejdes med de mest smertefulde problemer først. Terapeutens opgave er at guide klienten til at integrere de ny-indlærte færdigheder i forhold til egne problemer gennem at udføre årsags- og sammenhængsanalyser. DAT er målrettet selvødelæggende adfærd, fordi den fokuserer på klientens evne til at regulere egne følelser, og den styrker klientens evne til at identificere, acceptere og udholde disse følelser. Metoden tilbydes oftest til de klienter der er belastet af complex PTSD, altså hvor traumerne har været så tidligt i klientens liv, at det har forstyrret en sund personlighedsudvikling.

Mentaliseringsbaseret terapi handler om at terapeuten gennem individuel terapi, gruppeterapi og psykoedukation hjælper klienten til at kunne forstå egne og andres udtalelser og adfærd som meningsfulde. At kunne mentalisere, er på godt jysk, at kunne stille sig over i andres sko, og flytte sit eget perspektiv, så man kan indfange andres.  Hvis man er traumatiseret som barn, indikerer forskning, at barnets evne til at forstå egne og andres følelser kan være truet, og dette kan følge barnet gennem hele livet. Jeg har jævnligt siddet med meget veluddannede patienter, som har haft utrolig svært ved at mentalisere. F.eks direktøren, der ikke kunne forstå hvorfor hans kone havde forladt ham og dermed ødelagt hans liv. Selvom hans børn kunne fortælle at deres mor i årevis havde skulle tolerere hans indadvendthed, raseri, utålmodighed og distance. Han var ude af stand til at se og mærke, hvordan det må have været for hende at være i et ægteskab med ham, for som han sagde “Jeg har da altid givet hende præcis hvad hun ønskede sig, og sørger for at hun og børnene havde det godt”. Man kan altså godt være veluddannet og alligevel have svært ved at forstå og indleve sig i andres indre liv, og dermed blive vældig forvirret over andres adfærd. Mange patienter med dårlig mentaliseringsevne lever ensomme liv, fordi de fortolker andre mennesker og hændelser på en ureflekteret og unuanceret måde.

SE også kaldet somatic experiencing er meget brugt indenfor amerikanske veteran kredse. Det er en terapeutisk metode, som søger at mindske og opløse stressreaktioner fra chok og traumer. Metoden bygger på tanken om at traumer også sidder i kroppen, og at en fokuseret opmærksomhed på kropsfornemmelser, kan medføre at kroppens egne ressourcer kan aktiveres, så der genetableres en balance i nervesystemet og stressreaktionerne opløses. Teorien bag metoden er, at vi bliver syge som konsekvens af et højt aktiveret nervesystem, hvor spænding og energi er spærret inde i kroppen hvilket medfører forskellige symptomer. Symptomer kan være kronisk træthed, nedsat koncentrationsevne og kortidshukommelse, migræne, PTSD symptomer og depression. Man operere ud fra den tanke, at det er ikke selve begivenheden, der udløser et traume, men personens reaktion på oplevelsen.

Present-centered therapy (PCT) er en terapiform uden eksponering og med fokus på traumets aktuelle konsekvenser for patienten. PCT var oprindeligt en kontrolterapi i kliniske forsøg, men noget tyder altså på, at PCT er lige så effektiv som de behandlinger, den var designet til at være kontrolbehandling for.

 

time to heal

 

Det vi med sikkerhed ved, rent forskningsmæssigt, er at det der virker bedst på klienter er den rette terapeut. Man har indenfor psykoterapien mange mange gange efterprøvet om det er metode eller terapeut der virker bedst behandlingsmæssigt, og man er altid kommet frem til samme resultat. Hvis terapeuten får formidlet metoden på en autentisk, logisk og forståelig måde, og terapeuten virker troværdig, tillidvækkende og medfølende, samt at der er en god kemi mellem klient og terapeut – så kan man skifte metoden ud, uden at behandlingseffekten daler. Vi ved også at det tager TID! TID som hverken behandlings systemet, arbejdspladsen eller det kommunale system har. Det er min personlige oplevelse, at den compassion fokuserede tilgang i terapien, er en helt igennem nødvendig forudsætning for at der er behandlingseffekt. Uden en medfølende og ægte nærværende terapeut, kan klientens psykiske ressourcer ikke frigøres. Man har endnu ikke iværksat forsøg med compassion fokuseret terapi (CPT) i forhold til traumer og PTSD, og det synes jeg er mega ærgeligt. Behandlingsstrategien i CPT er nemlig rettet mod mennesker, som har været udsat for omsorgssvigt, et stort forventningspres eller kritik fra primære omsorgspersoner, nære kammerater eller dem selv. Metoden fremmer selv-medfølelse og egenomsorg hos mennesker, der har belastes af skyld, skam og selvkritik. Terapien fremmer følelsesreguleringen og aflaster derved også det reptile forsvars system, så vi kan være mere nærværende og fredeligt tilstede, både i os selv og sammen med andre.

I en ny bog der er udkommet om CPT skriver psykolog Christina Schlander:

“Compassion er en særlig form for medfølelse, der påvirker vores sind, hjerne, krop og generelle trivsel. Den er et vigtigt middel til at regulere og balancere vores følelsessystemer, omskiftelige sind og forhold til andre mennesker. Den gør det muligt for os at være i besværlige situationer på en konstruktiv måde, at engagere os og at vide og gøre præcis, hvad der er behov for i en given situation, så lidelsen afhjælpes.”

 

Vi ved godt, at alle former for terapi i virkeligheden kun er symptombehandling. Kroppen er i virkeligheden selvopretholdende og selvhelende. MEN hvis vi er vokset op i et ugunstigt miljø, eller har fået flere slag af livet end sindet kan bære og har mestrings strategier til at håndtere, så er det en enorm gave at give sig selv, at gå i terapi og få professionel hjælp til at få skabt ro i systemet igen. Kroppens naturlige sindstilstand er faktisk ro og balance. Det betyder ikke, at vi ikke udfordres af livet, og at vi kan vakle. det betyder blot, at mange af de færdigheder vi har fået med os hjemmefra, ikke altid er tilstrækkelige til at holde balancen i et hektisk liv med masser af stressorer og udfordringer. Min personlige oplevelse er, at hvis vi er veltrænet i nuets kraft, så stresser vi heller ikke. Og det er stressen der gør os syge, og som afkræfter krop og sind, hvis den forsætter over tid.

 

Den evidensbaserede medicin

– eller mangel på samme! 

Medication-Review

Et alternativ og til tider fornuftigt supplement til psykoterapien er medicinsk behandling. Der findes spinkel forskning, som peger på at visse præperater kan hjælpe traume ramte. Men der anbefales en kombinationsbehandling med både medicin og psykoterapi. Den primære medicinske behandling for PTSD er Sertralin, der anbefales af både Sundhedsstyrelsen og internationale metaanalyser. Man skal dog tage denne anbefaling med et gran salt, for en ny og omfattende metaanalyse fandt man, at der ikke var større effekt af sertralin end af placebo (kalkpiller). Derimod fandt man effekt af paroxetin, fluoxetin og venlafaxin. I samme metaanalyse fandt man en lille smule effekt af mirtazapin og amitriptylin.

Der findes på nuværende tidspunkt begrænset evidens for brugen af antipsykotisk medicin som monoterapi (eneste behandling). Ligeledes er der ikke evidens for brugen af benzodiazepiner og stemningsstabiliserende medicin. man har også forsøgt med  melatonin og betablokkere, men uden med sikkerhed af finde evidens for effekten.

I forhold til medicin, synes jeg det er vigtigt at dele med jer, at jeg som psykiatrisk sygeplejerske synes at der er ekstrem mange myter. F.eks at man ikke kan udvikle sig eller komme til bunds i sine problemer hvis man er medicineret. Well, nogle antidepressiva og antipsykotica kan dulme en så hårdt at man ikke har adgang til sine følelser, og så er terapi under alle omstændigheder udelukket. DET KAN VÆRE NØDVENDIGT at slukke for nervesystemet i en akut situation, hvor alternativet er selvmord eller skade på andre. Er man traumeramt, kan nervesystemet køre så højt, at man ikke kan holde ud at være i kroppen, og hvis der er meget “run på” så kan man ikke hvile sig ud af anspændtheden, og mindfulness er helt udelukket i de mest smertefulde højstress tilstande. Det nytter ikke noget, at vi uden at blinke giver smertestillende medicin i høje doser til mennesker med et brækket ben og samtidig tror vi kan tale os ud af intens psykisk smerte. Det kan vi NOGLE GANGE, og andre gange kan vi først få hul på bylden, når der er kommet lidt ro på hovedet og på kroppen, og her synes jeg at medicin har sin berettigelse. Jeg er LYKKELIG for at jeg sagde ja til medicinsk behandling i 2008, da jeg var ved at kuldsejle af højstress, muskelsmerter og alt for lidt kvalitetssøvn. Men medicin kan ikke løse vores grundlæggende problem med højstress, det er og bliver symptom behandling. Derfor vil jeg lige nævne nogle af de metoder, som kunne være forebyggende og helbredende, hvis du er traumeramt og ikke ønsker psykiatrisk behandling.

 

Andre behandlingsformer.

 

A-Brief-History-of-Yoga

 

Der forskes i øjeblikket i “altenative” behandlingsformer til traumer. De burde i virkeligheden ikke hedde de “alternative” behandlingsformer, i og med at det er de naturligste behandlingsformer, og dem vi skal gribe til først. Nå, med fred være med det. det der er gang i er:

Neurofeedback også kaldet EEG træning, er en form for hjernetræning, hvor man påvirker ubevidste processer i hjernen. Man aktiverer de dele af hjernen, der arbejder for langsomt og dæmper de dele, der arbejder for hurtigt. Neurofeedback er ikke direkte hukommelsestræning, men ved hjælp af belønning skærper man hjernens evne til at fokusere på det vigtige og skære alle de forstyrrende indtryk fra. Målet er, at man blandt andet bliver bedre til at regulere sine følelser, holde opmærksomheden, koncentrere sig og kontrollere sine impulser. (kilde: adhd.dk)

Yoga kender alle vist, og jeg kan kun sige at Yoga og qigong har en fantastisk effekt på min krop og min måde at være i kroppen på. Hvis du ikke har prøvet det, så giv det en chance. Det behøver ikke at være fint og flot, bare at være sammen med dig selv, dit sind og din krop på en fokuseret måde, hvor du mærker dig selv, er i sig selv en gevinst. Samtidig vinder man ved at de trætte og spændte muskler bliver glattet ud og dermed også afgiftet for giftstoffer.

Transkranial magnetisk stimulering foregår ved, at kraftige elektriske impulser (10.000-15.000 volt) af tusindedele sekunders varighed ledes gennem en trådspole, som er placeret på kraniet. Hver impuls ledsages af et magnetisk felt (feltstyrke 1-2 tesla), som inducerer et svagt elektrisk felt horisontalt i de øverste lag af hjernebarken, der i denne sammenhæng fungerer som elektrisk leder. Der anvendes en ottetalsformet feltkoncentrerende spole, som gør det muligt at afgrænse stimulusfeltet til et område på en-to kvadratcentimeter i en dybde af ca. to cm fra overfladen af kraniet. (kilde: Poul Erik Hansen, forskningsleder). Der er altså ikke tale om elektrochok og intet tyder på at behandlingen har nogle former for bivirkninger.

 

Konklusion: Der er sikker evidens for en række psykoterapeutiske metoder, mens vi stadig famler lidt i blide på det medicinske område. Noget der ærgrer mig en del er, at nogle af de metoder der bruges i østen til at berolige og balancere nervesystemet ikke har fanget forskernes interesse endnu. Jeg tror på, at visse fødevarer og urter kan have en betydelig effekt på vores nervesystem. Ligesom jeg tror på, at visse stilhedspraksisser (gå i kirke, bede, gå i skoven, svømme, ro kajak, meditere, mindfulness osv osv) kan have lige så stor effekt som evidensbaserede psykoterapeutiske behandlinger. Når vi er traumatiserede lever vi i et nervesystem der er i fuld oprør, og vi har udviklet allergi overfor stress, som traumeekspert og chefpsykolog Lars Sørensen siger. Derfor er det eneste fornuftige FØRSTE træk hen imod et fredeligere liv med traumer og PTSD, at vi får hjælp til at stoppe den selvaktiverede stress, så vores nervesystem kan falde til ro. Det gør man i mine øjne, gennem egenomsorg (kost, vand, søvn, bevægelse og meningsfuld beskæftigelse) og en afstresssende livsstil, med RO, RESTITUTION OG REGELMÆSSIGHED. Og så skal vi som traumeramte blive MEGET bedre til at UNPLUG, hvis vi vil være raske. Der er mange højstress aktiverende stimuli på de sociale medier og Tv. Så discipliner dig selv, så din trætte hjerne får noget fred. Hvis du lider af svær tankemylder så er TV og internet totalt no go, i min verden.

Synes jeg, at det var fedt, at miste mit gode job og mit trygge økonomiske fundament? NEJ – men jeg var i gang med at slå mig selv ihjel, fordi jeg hele tiden forsøgte at feje mine symptomer ind under guldtæppet og løbe fra mit handicap. Sandheden er at jeg ikke engang vidste at jeg var meget stresset, for jeg havde jo vænnet mig til at leve i højstress, som en normaltilstand.

Kunsten på være, at lære at være i verden på en ikke stressende og nysgerrig/tryg/lærende måde. Og det koster… det koster måske den kendte tryghed, de kendte vaner, de kendte rammer, de kendte mennesker – som altså også gjorde os syge, ved at være i de forkerte relationer, det forkerte arbejde, de forkerte holdninger og forkerte forventninger til livet. Og når jeg skriver FORKERT, så mener jeg det ikke normativt, men som at du gør noget, der ikke er i overensstemmelse med din sande natur og dermed det DIT nervesystem kan holde til. Og her har psykoterapien en fantastisk rolle og funktion, den kan nemlig hjælpe dig med at finde ind til essensen af dig, så du langsomt kan få luget ud i den adfærd, de tanker og de valg der vedligeholder din højstress tilstand. Jeg håber, at denne oversigtsartikel med evidensbaserede terapier kan være en inspiration til dig, så du kan få startet på at finde hjem til dig selv igen. Med ønske om en rigtig god og lærerig rejse ❤

 

Kilderne til artiklen er fra “Ugeskrift for læger” 2016 og fra den amerikanske sundhedsstyrelse, kliniske retningslinjer for PTSD 2017.