Shelter me – når lidt betyder meget!

12821368_163303824054178_399550368110881151_n

Jeg er et af de mennesker, der altid synes at jeg gør for lidt. Jeg ville altid ønske, at jeg kunne gøre mere. Både for mennesker og for dyr. Jeg ved, at mange har det ligesom mig, og at det er en daglig kamp mellem fornuft og følelse, hvor meget man kan, skal og bør gøre, for at gøre verden til et bedre sted ♥♥♥

For mange år siden, så jeg en dokumentar om hvordan omplaceringshunde kunne hjælpe veteraner med PTSD til et meget bedre liv. Dokumentaren hed “Shelter me”. I dette blogindlæg vil jeg fortælle, om alle de store glæder der følger med at give et dyr shelter. Og hvordan det påvirker psyken i positiv retning, at give kærlighed til dyr, og modtage kærlighed og hengivenhed fra dyr.

Igennem hele mit liv har jeg været omgivet af dyr. Da jeg var helt lille voksede jeg op med collien Tell, og senere fik jeg lokket mine forældre til at give mig hamstere, katte, undulater, marsvin, fisk, skildpadder osv osv. Jeg havde også et redder-instinkt. Alle små tilskadekomne dyr blev taget med hjem til pleje eller værdig begravelse. Men der var en stor forskel på dengang og nu. Og det er, at dengang havde jeg dyr for MIN skyld. De tilfredsstillede et egoistisk behov i mig, for selskab, og de skulle helst flytte ind til mig mens de var små og nuttede. Mens jeg i dag tager dyb afstand fra produktionen af kæledyr til menneskers fornøjelses skyld.

Over hele verden er der dyr der mangler hjem. Alligevel forsætter vi med at producere dyr, for vores egen skyld. Det er et kæmpe problem i en svært overbefolket verden, at der produceres så mange overskudsdyr, der bliver smidt ud som skrald og må forsøge at overleve på egen “pote”. Hunde bliver aflivet i millionvis, fordi de ikke lever op til vores forventninger, og mange heste skifter ejere 15 gange i deres liv, fordi de kun kortvarigt har interesse eller opfylder et bestemt behov for rytteren.

Hvis vi mennesker nu lige tog os lidt sammen, og tøjlede begæret efter en sød lille hundehvalp eller kattekilling, kunne vi sætte en effektiv bremse i opdrættet, og samtidig sikre hjem til langt flere hjemløse dyr.

 

Diverse 027

 

Jeg er vokset op med en far der havde schæfterhunde, og jeg har som ung selv valgt en racehund, nemlig flatcoated retriever. Men efter en lang hundepause fra 1997-2006, fik jeg min første græske gadehund. Han hed Volmer. Og til Volmer fik vi den lille cremefarvede krøltop (billedet ovenfor) som hed Clara. I dag er de desværre begge døde. Volmer fik en hjerne tumor og Clara fik alvorlig gigt i begge skulderled. Disse to hunde lærte mig for alvor glæden ved at give en gadehund et hjem. Jeg er ikke den store romantiker og er ikke den første til at lægge menneskelige følelser over i dyr. Men da disse to gadehunde flyttede ind i mit hjem, forstod jeg til fulde hvad gadehunde ejere mener med at disse hunde virker taknemmelige. Volmer var en nervøs fyr, som skulle se alt an ad flere omgange før end han købte ind på mennesker, hvorimod Clara vadede ind i folk med træsko på. Selvom de var meget forskellige, så havde de en glæde ved hinanden og de virkede utrolig glade for deres nye liv i en sikker flok, og endda med egen seng og egen have. Da Volmer blev aflivet pga af sin hjernetumor bristede mit hjerte i tusinde stykker, han er den første og eneste hund jeg ikke har taget til dyrlægen med selv. Jeg var simpelthen sikker på, at jeg ville bryde sammen, hvis jeg skulle sidde med ham i skødet til det sidste farvel. Selv den dag i dag får jeg tårer i øjnene over den ALT for korte tid jeg havde sammen med ham.

 

18519504_416503055400919_3035424105258666787_n

 

Heldigvis havde vi krøltoppen Clara en del år derefter. Og for at hun ikke skulle være alene hjemme, når familien var på arbejde, skole og børnehave – så fik vi tilbudt Donna gennem spanske gadehunde foreningen. Donna var fundet bevidstløst i vejkanten ved malaga, af nogle engelske turister. der heldigvis stoppede for at tjekke om hun var død. Hun mistrivedes på internatet i så stor en udstrækning at de var i tvivl om de burde aflive hende. Hun gemte sig væk og tog ikke kontakt, og derfor var der heller ikke nogen som faldt for hendes charme. Men en dansk pige fik øje på hende, og lagde hendes historie op på nettet. Og afsted til Danmark hun kom. Donna har levet i vores familie i 9 år nu. Hun har været plejemor, for mange omplaceringshunde, der har boet hos os midlertidig indtil de fik nye hjem. Donna lader sig ikke opdrage på, og hun er den første hund jeg har haft, hvor jeg bare har levet med den, uden at forsøge at tilpasse den en menneske verden. Donna går sine egne veje, og at gå tur med hende er en meget lærerig oplevelse. Hvis man skulle være i tvivl om hunde har deres eget indre liv, og egne præferencer, så kan man komme og studere Donna. Hun har snor på, når vi går tur for hendes egen sikkerheds skyld, men det er hende der bestemmer tempo og vejen, for hun finder sig ikke i at mennesker bestemmer over hende.

 

18486206_416504385400786_8184345854455750674_n

I 2012 var der et nødråb på Facebook fra et ungt par på Fyn. De havde en hankat, der nægtede at komme ind i huset, efter de havde fået to store muskelhunde. De unge mennesker synes det var synd for katten, at den levede sit liv udendørs i den kolde vinter, og de bad om hjælp til at finde en ny familie til ham. Da vi havde mistet vores kat nogle år forinden, tog vi bilen til Fyn for at se hvad det var for en kat, og om den ville kunne lide os. Den unge kvinde fortalte at katten havde bidt hende nogle gange, og at hun var blevet utryg ved den. Gizmo, som han hed, kravlede nærmest ind i bilen selv, i hvert fald, valgte han Rene´som sin nye ejer, ved at klatre med sin fulde 7 kg kampvægt, op på skuldrene af ham. Gizmo er ligesom Donna 11 år i dag. Han er den venligste Ferdinand kat, og vi elsker ham over alt på jorden. Gizmo taler med os i katte sprog, og han fører gerne meget lange samtaler. Derudover er det tydeligt, at han har et særligt bånd til husets teenager Luchas, og at Luchas er savnet, når han er ved sin far i de ulige uger.

 

18485999_416503048734253_553747491633766841_n

 

I 2017 blev min veninde, der hjælper omplaceringshunde, ringet op af en familie, der stod med et akut behov for ny bolig til deres pekingeser. Hunden blev hentet, men brød sig bestemt ikke om at være i min venindes hus, med en træls stor og gøende hund. Så vi kørte derop for at introducere vores gamle Donna for den lille pekingeser-pige. De to hunde damer kunne godt lide hinanden, så vi tog Stella med os hjem til lidt roligere forhold. Stella havde det mest utrolig charmerende sind, og indenfor få dage havde hun taget alles hjerter med storm. Vi fik desværre kun knap et år med Stella, før end hun måtte aflives pga at svære smerter i ryggen, forårsaget af to løse knæled der ikke kunne opereres. Hun blev lagt til hvile på mine lår hos dyrlægen, og vi aede hende til hun sov ind med Donna siddende beroligende ved sin side. Jeg savner hende stadig helt forfærdeligt. Det er ikke omkostningsfrit at tage andre sjæle til sig, fordi kærligheden jo altid vokser sig så stor.

 

27332716_531781073873116_8258212664980130603_n

Efter vi mistede Stella, stod jeg pludselig i den situation, at jeg for første gang i mange år havde fået så meget fritid, at jeg kunne tillade mig at overveje om vores nummer 2 hund skulle være en stor hund, som jeg havde da jeg var ung. Skæbnen ville, at flatcoaten Barney manglede et nyt hjem. Og ENDELIG efter mange år uden stor hund, kunne vi byde sådan en ind i vores hjem. En vigtig ting, når man ønsker dyr i hjemmet, er at man skal være realistisk i forhold til de ressourcer og rammer man har at tilbyde. At tilbyde shelter til dyr der mangler hjem, skal jo ikke være en redningsaktion, der ender med et ulykkeligt og elendigt liv for dyret. Store, unge hunde er langt mere krævende med mad, rengøring og motion end små hunde er. Og selvom Barney er verdens letteste flatcoated retriever så sviner og æder han, som den teenager han er 😉 Han var 1,5 år, da vi fik ham, og vi glæder os til at blive gamle sammen med ham. Hver dag fortæller jeg ham, hvor lykkelig jeg er for alt den motion han minder mig om at jeg ar brug for, og hver dag fortæller jeg ham, at vi to skal blive gamle sammen. Fordi han er så kærlig en hund, får jeg gerne et kram eller et kys retur.

 

18485974_416503052067586_4728063519153070149_n

 

Gennem årene har jeg haft et lille plejehjem for marsvin som ingen gider at have. Det er så hyggeligt at sidde med sin kaffe i haven og lytte til deres snak. Marsvin er et fantastisk kommunikerende dyr med et meget avanceret sprog. Jeg bliver altid rørt, når der skal nye marsvin ind i flokken, hvor rummelige og venlige de er til at tage imod en lille ny skræmt en. Især vores kasterede han, skal nok sørge for at den lille ny får beskyttelse, mad og vand. Alle marsvin har helt unikke personligheder, ligesom mennesker og andre dyr, men pga deres kommunikation, så kan jeg ved at observere dem, få et meget tydeligt indtryk af hvordan de oplever verden. Jeg elsker at tilbringe tid med dem, og lære dem at kende hver især. Og nyder hele sommeren, hvor de bor i deres isolerede sommerhus, og jeg kan nyde dem på bagtrappen med min morgenkaffe. Jeg græder hver gang en af dem skal aflives på grund af alderdom. Men det er prisen, der skal betales, hvis man vil tilbyde andres dyr et sidste hjem.

 

18034322_404287113289180_5752127418560472479_n

I 2013 vovede jeg mig ud i at få omplacerings-høns i haven. Og det er noget af det bedste jeg nogensinde har gjort. Ligesom marsvin, så kommunikerer de meget og har tydelige personligheder. Det er helt klart den bedste mindfulness for mig, bare at sidde i haven og se dem arbejde med jorden. De er ekstremt flittige og aktive, og kommer nysgerrigt hen til mig med jævne mellemrum for at sige hej. Det har stort set hele haven at gå i, og det er sådan vi helst vil have det hos os. De er her, fordi de ikke fortjener at få hugget hovedet af, blot fordi de ikke producerer ret mange æg mere. Høns kan blive meget gamle, hvis de får lov at følge årets gang uden kunstig påvirkning til æggelægning. Og jeg nyder deres selskab, mens resten af familien nyder deres æg, når de gider at lægge nogen 🙂

 

13100949_210560225995204_5199330524791703857_n

 

Det sker jævnligt, at folk der ikke ved bedre, kalder mig dobbelt moralsk, fordi jeg har kæledyr som veganer. Men faktum er, at de dyr jeg har i dag, har jeg primært for deres skyld. Jeg ville uden tvivl føle mig som et fattigere menneske, uden at have disse fantasiske sjæle at dele min tilværelse med. Men jeg ville aldrig mere gå ud og købe mig en hvalp, en killing eller anden dyre unge, for min egen fornøjelses skyld. De dyr jeg har valgt at tilbyde shelter, de er mine ligeværdige. Fordi jeg er mennesket, er det mig der har ansvaret for deres sikkerhed, men derudover så handler et fælles liv for mig om, at hver race får det optimale ud af det liv, der er blevet os givet. Med de forskellige behov og præferencer vi var. Det betyder også, at jeg “opdrager” så lidt som muligt på de dyr der lever her sammen med os. Jeg giver dem så meget plads som overhovedet muligt, til at forfølge deres egne præferencer. Men jeg påtager mig ansvaret for sikkerhed og fredelig sameksistens.

 

Jeg er taknemmelig for at mine forældre har givet mig lov til at vokse op med mange forskellige dyr. Det har givet mig et unikt indblik i, hvordan dyr oplever verden. At de føler glæde, sorg, smerte og savn er der ingen tvivl om. Deres styrke er at de lever i nuet. De slipper for den refleksive shit-storm i tankerne, der kan rive os mennesker mellem fortid og fremtid på split sekunder. Derfor der de også inspirerende venner at have, for man kan blot ved at iagttage dem se, at deres livskvalitet er betydelig større, når man ikke hele tiden er jagtet af fortidens synder. Og fremtidens bekymringer. Selvom Donna uden tvivl er en svært traumatiseret hund, så har hun for det meste en god livskvalitet. Bestemte lyde kan trigge hende, så hun sidder og ryster i mange minutter. Det er ikke altid jeg kan gennemskue hvad der har trigget disse angst-anfald, men noget traumatisk kan vækkes i hende, for at hun så falder til ro igen og lever videre i fred. God læring for sådan en som mig.

 

18519862_416176322100259_8009839197584561042_n

 

Inde i min stue har jeg et lille “alter”, hvor jeg kan tænde lys, for de dyr og de mennesker jeg gennem tiden har mistet. Når jeg savner lille pekingeser Stella, eller nogle af de andre dyr eller mennesker jeg har mødt og mistet, så tænder jeg et lys og sender hende/dem en loving kindness tanke, for de dejlige stunder vi trods alt nåede at få sammen ♥

 

13051599_204829583234935_8387685520201505926_n

 

Med dette indlæg håber jeg at inspirere til at overveje et liv sammen med et omplaceringsdyr. Naturligvis skal det være et ekstremt velovervejet valg, ikke med udgangspunkt i DIT ønske og DIT behov – men i forhold til hvad DU kan tilbyde et andet levende væsen, med udgangspunkt i dette væsens naturlige behov. Hvis du ikke selv kan eller vil have dyr, kunne du måske bidrage på anden vis? Selv bitte små donationer, f.eks på auktioner på Facebook (min veninde har Rosa´s spanske hunde: https://www.facebook.com/rosasspanskehunde/?ref=br_rs) eller støtte foreninger der hjælper dyr, f.eks Anima. Hvis du endnu ikke er veganer, kan du hjælpe med at implementere nogle kødfrie dage eller reducere indtagelsen af mælk og æg (find inspiration på: https://www.facebook.com/vegetariskforening/)

Selv lidt betyder ganske meget !!! ♥♥♥

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s