Lektion 5: Forskellen på social angst, panik angst, generaliseret angst og traume udløst højstress.

Dette er sidste lektion om symptomerne på traumer og sygdommen PTSD. I næste  blogindlæg vil jeg lave en oversigt over de evidensbaserede metoder i traume og PTSD behandling og uddybe hvordan de fungerer. Når det er gjort vil jeg gå i gang med GRIB LIVET, nye veje og nye muligheder – som handler om de metoder jeg selv har brugt til at få et fredeligt liv med mit handicap – PTSD.

 

_9788777064234

 

Som jeg har nævnt i tidligere indlæg, så er min oplevelse, at vi i sundhedsvæsenet er virkelig dårlige til at opdage de symptomer, der opstår som følge af traumatiske begivenheder. Det betyder også, at mange patienter, må igennem en ineffektiv behandling og samtale terapier – hvilket er psykisk krævende og man risikerer at miste håbet om bedring i processen. Og jeg står ikke alene med den holdning. Traume ekspert og chefpsykolog Lars Sørensen skriver i sin bog ”Smertegrænsen”:

 

”Selvom der er en glidende overgang mellem de forskellige fremtrædelsesformer for angst, er det ikke heldigt, hvis traumekarakteristika, der opstår som følger af trusler på liv og helbred, overses, nedtones og sidestilles med angst symptomer. Specielt er sidestillingen med angst uhensigtsmæssig i forbindelse med behandling for PTSD, hvor det kan få uheldige konsekvenser. .. man risikere kort sagt at skade mere end man gør gavn, hvis man eksempelvis forsøger at konfrontere choktraumereaktioner og træne dem væk, som man kan gøre med angst reaktioner. Angstsymptomer er ikke det samme som PTSD. PTSD er en unik kombination af dissociativ fragmentering, et højspændt nervesystem og kronisk traumeprægede, neurobiologiske reaktioner”.

 

Jeg ved ikke hvorfor der er sket det, at PTSD og traumer bliver behandlet som angst sygdommene. Måske fordi mange professionelle glemmer at PTSD er en stress lidelse, og lader sig besnære af de udtryksformer i PTSD og traumer, der til forveksling kan ligne symptomer på social angst, panik angst og generaliseret angst?

Problemet er, at traumer og PTSD ikke bygger på falsk frygt (= angst), men på noget som er sket i virkeligheden. Truslen var reel og bygger ikke på en fejlslutning i hjernen, derfor kan der heller ikke, set fra mit synspunkt, ske en aflæring gennem de forskellige metoder man bruger i angstbehandlingen. Jgg ved godt, og forstår også godt, den professionelle uenighed, der er på området. Men eftersom jeg selv lever med konsekvenserne af traumer i mit sind, i mine krop og i mit hverdagsliv – og samtidig har en omfattende professionel uddannelse bag mig, tør jeg godt skrive, at vi er på vildveje, hvis vi behandler traume højstress tilstande med angst metodik.

 

Biologiske og psykologiske reaktionsmønstre på høj stress

 

PTSD er allergi overfor stress – biologiske reaktionsmønstre:

  • Manglende adaption, i stedet for at mindske reaktionsberedskabet, sker der en opblussen i nervesystemet.
  • Immunforsvaret kan overreagere
  • Tid og stedssans kan deaktiveres
  • Sprogcenter kan deaktiveres
  • Objektkonstans kan deaktiveres

 

PTSD er allergi overfor stress – psykologiske reaktionsmønstre på højstress:

  • Somatoensorisk og følelsesmæssig oplevelse uden historie bag (sansninger, der aktiverer oplevelser fra fortiden/flash backs)
  • Kropslige symptomer
  • Hukommelsestab og dissociation
  • Dårlig følelsesregulering
  • Kronisk selvdestruktiv opførsel
  • Svindende selvværd
  • Forstyrrede forhold til andre mennesker
  • Mistet tro på at noget “kan nytte”

 

For at vi kan forstå, hvorfor både jeg og traume ekspert Lars Sørensen har den holdning som vi har, så lad mig give et eksempel på angst, som de fleste nok kan relatere til:

Da jeg var barn var jeg bange for edderkopper. Jeg havde ingen grund til at frygte edderkopper, da vi jo alle ved at de er totalt ufarlige. Lige så ufarlige, som de mariehøns og sommerfugle, som gerne måtte kravle på min arm. Jeg var også bange for at svømme på dybt vand. Jeg var sikker på, at der ville svømme en haj nedenunder mig, som måske ville komme op til overfladen og fortære mig. Jeg vidste godt, at vi ikke havde menneske spisende hajer i de danske farvande, alligevel var jeg døsens angst.

Min frygt for edderkopper og dybt vand, er det den holistiske speciallæge Lissa Rankin kalder ”falsk frygt” i hendes bestseller “Frygtens skjulte gave”. Falsk frygt er, når vi er bange for noget der aldrig har været virkeligt, eller som ikke er virkeligt længere. Bogen er virkelig anbefalelsesværdig, fordi Lissa Rankins liv var lige ved at kuldsejle efter et røverisk overfald, hvor hun fik sat en pistol til hovedet. Mange år senere, fandt hun ud af at hendes traumeudløste højstress blev en vitaliserende kraft til transformation af et liv, som hun ikke ønskede at være i, fordi det byggede på et falsk selv og værdier, som hun slet ikke kunne stå inde for.

 

8702205534

Ved at træne det, at komme tættere og tættere på edderkopper, for til sidst at lade dem kravle på min krop, har jeg fået et langt mere afslappet forhold til dette ufarlige lille kryb. Og ved at svømme på dybere og dybere vand, og erfare at jeg ikke bliver angrebet af en haj, har min krop accepteret, at det måske nok er ret ufarligt at svømme i det danske hav. Elsker jeg edderkopper og svømning på havet, nej… Men jeg er ikke længere hæmmet i mit dagligdagsliv på grund af angsten for små kryb, og om sommeren kan jeg bade hvor jeg vil, fordi jeg har set denne falske frygt i øjnene.

 

Den “almindelige” angst og højstressen

”Almindelig” angst er en forestillingen om at noget KAN ske, som aldrig er sket, men hvor frygten for at det skal ske, overtager fornuften og medfører til livsindskrænkende adfærd. F.eks angsten for højder, uden man nogensinde har oplevet at falde ned fra et højt sted. Eller angsten for at dø af nervøst ”hjerteflimmer”, uden man fejler noget med hjertet. Eller angsten for at køre bil, som KAN forulykke. Og den sociale angst, hvor man er bange for at være i sociale sammenhænge, uden man egentlig har oplevet noget traume i forbindelse med sociale sammenkomster. ANGST er altså falske forestillinger om noget, som KAN ske, men som ikke er sket – og hvor kroppen derfor heller ikke har BEKENDTSKAB med det man har angst for.

ANGST kan være invaliderende, men er ret let at behandle, hvis man går seriøs ind i projektet. Det eneste der virker rigtigt, på det vi kalder social angst, panikangst og generaliseret angst, er gradvis eksponering. Man skal lære at forstå, at det er falsk frygt, og man skal lære at rumme den og berolige sig selv. Forvandlingen sker gennem omkodning, og der sker ved at konfrontere den, trods de fysiske og psykiske gener det medfører. ALLE mennesker kan blive helt raske gennem egen indsats eller intensiv professionel behandling.

Helt anderledes forholder det sig med traume udløst højstress!

Lad mig give et eksempel: Jeg forstod ikke, hvorfor jeg ofte kom i konflikt med min eks-mand over hans dårlige humør. Når han var i dårligt humør havde jeg lyst til at flygte hjemmefra og havde altid enormt lyst til at blive skilt. Når jeg så konfronterede ham med hans dårlige humør, og bad ham om at lade være med at gå og forpeste mit liv med dårlig energi (læs: bad ham om at blive en anden end han var) blev han selvfølgelig vred og irriteret på mig, hvilket udløste intens hjertebanken og flugttrang i mig. Det kostede mig mit ægteskab, at jeg ikke forstod, at min (over)reaktion på hans dårlige humør skyldtes, at jeg tidligere er kommet slemt til skade i psykiatrien, og har set kolleger komme slemt til skade, når patienterne ikke kunne håndtere deres dårlige humør, irritation og vrede. At jeg ikke vil med til fester hvor folk drikker sig fulde, eller har det svært med store forsamlinger, skyldes ikke social angst eller generaliseret angst, men skyldes at jeg ikke har kontrol over en eventuel aggressiv situation der kan opstå, hvilket udløser højstress. At jeg pludselig oplever intens frygt i en indkøbskø og får brug for at gå ud af butikken, skyldes ikke panik angst, men at mine sensitive sanser opfatter tegn på fuldskab eller psykisk sygdom hos en af de andre i køen, hvilket udløser højstress.
Traumatiske triggere kan være meget svære at identificere, men det kan jeg i dag, og derfor ved jeg også hvorfor jeg reagerer med højstress, som jeg gør. Min krop husker alle mulige små detaljer fra de traumatiske oplevelser jeg har haft i psykiatrien. Et bestemt blik, en kropsholdning, en lugt, en lyd, en bevægelse, som nu har taget bolig i min krop som triggere.

 

couple-

 

I den traume udløst højstress har angsten et fysisk eller psykisk udgangspunkt, et arnested, der hvor det hele startede. Her kan krop og psyke ERINDRE at en bestemt situation har været farlig. Kroppen har stiftet BEKENDTSKAB med reel virkelig intens frygt i en lignende situation. Og krop og sind er derfor på vagt. Som traumeramt er man oppe imod en krop der husker og hele det dissociative og biokemiske reaktionsmønster der aktiveres.

Det ændrer ikke på, at der stadig er tale om falsk frygt. For min eks-mand, er jo netop ikke min tidligere overfaldsmand fra psykiatrien. Hændelsen ligger tilbage i min fortid, og jagter mig forsat i min nutid. Eksponering, altså at jeg gradvis udsættes for mere og mere højstress kan få min psyke til at dissociere endnu mere, og så re-traumatiseres jeg i stedet for at heles. Lars Sørensen forklarer denne manglende evne til at ”ny indlære” med at traumerne forårsager, at jeg enten overreagerer eller bliver ufølsom. Det er svært at lære nye sunde mestringsstrategier i en følelse af overreaktion eller underreaktion (ufølsomhed). Udfordringen i at behandle traume ”angsten” består i, at den er nært koblet sammen med en massiv højstress, der påvirker mit rationale (kognitiv skelneevne) og min affektregulering (følelsesmæssige bearbejdning). Det kan låse mig fast i en tilstandsbundet indlæring, som jeg har svært ved at komme omkring på grund af mit reptile forsvar.

 

Behøver vi professionel hjælp?

 

HVIS vi opsøger professionel hjælp, og det kan jeg kun anbefale at du gør, hvis du har en meget ringe livskvalitet pga traume symptomer, så er det de professionelles ansvar at undersøge til bunds, om den patient der oplever hæmmende livsførsel, har oplevet noget i sin livshistorie, som kan forårsage denne hæmning/stivning. Den traumatiske højstress har mange ansigter, den tager bolig i helt fredelige mennesker og situationer, som intet har med arnested og oprindelse at gøre. Min oplevelse er, at helt almindelige psykologer og endda også såkaldte traume behandlere, forfejler deres indsats ved at bearbejde højstress triggere, som de ville bearbejde angst. Jeg siger ikke, at mennesker med traumer og PTSD ikke OGSÅ kan lide af reel angst, men netop derfor er det så utrolig vigtigt, at man tager udgangspunkt i den ramtes livsfortælling. Det er nemlig kun den ramte selv, der ved om en stressende begivenhed udviklede sig til noget traumatisk eller blot forblev en forskrækkelse. Og her vil den dygtige terapeut kunne påbegynde optrævlingsarbejdet, og personen der er ramt får derigennem en mulighed for at finde hjem til sig selv, som det oprindelige menneske, den ægte sjæl i det lille autentiske barn vi var før vi blev skadet af livsbegivenheder. Der sker transformationen.

Men du kan også selv, i langt de fleste tilfælde. Kraften ligger ikke udenfor dig, men inde i dig. Jeg har gennem anvendelsen af mange forskellige metoder fået et langt fredeligere liv med min PTSD ved at jeg de seneste 2,5 år er gået ind i en aktiv tilstand af selv-behandling. Den startede godt nok med støttende samtaler fra en dygtig psykoterapeut, der lærte mig betydningen af regulering af hverdagslivet – men langt det meste af arbejdet med at vikle mig ud af mit forpinte liv, har jeg gjort selv. Og når jeg kan gøre det, så kan du også 🙂

 

who she was

 

Jeg håber at denne sidste LEKTION 5 om traumer og PTSD har hjulpet dig lidt på vej til at forstå forskellen mellem traumatisk højstress triggere og de forskellige angstformer. Og at du selv har lyst til at gå i gang med at ”linke” dine triggere tilbage til arnestedet. For mit eget vedkommende, så har det været vigtig viden at se sammenhængen. FORDI min højstress tager bolig i nutidige mennesker og situationer, som intet har med oprindelse og arnested at gøre. I dag kan jeg stå i en situation med min kæreste, hvor han kommer til at udløse højstress, og straks kan jeg identificere HVAD det er han gør, og HVORFOR det trigger mig. Mit reptile forsvar vækkes som en biokemisk respons på den tidligere reel trussel, men jeg kan ret hurtigt vende højstress-kurven. Og endnu vigtigere, så bliver min kæreste ikke taget til fange i min fortid, som min tidligere ægtefælle gjorde. Gennem løbende kommunikation om mine højstress reaktioner hjælper han mig med at holde på kærligheden, og det ville han ikke kunne holde til, hvis han ikke vidste hvad der foregår ovre i mig.

 

thD6D0P3UB

 

Jeg har ikke fået et fredeligere liv ved at eksponere mig selv for mine triggere, for mit liv er fyldt med triggere. Dette har jeg gjort udelukkende gennem øget bevidsthed og nærvær. En bevidsthed og et nærvær jeg ikke kunne give mig selv, mens jeg havde et travlt fuldtidsjob og tusinde aktiviteter i gang hele tiden. Men jeg har kunne gøre det, fordi jeg har regulering i den tid jeg bruger på andre ting end heling, fordi tid og ro til at filtre den gotiske garn nøgle op, er afgørende for succes. Den øgede bevidsthed begyndte med at jeg nedskrev mit traumenarrativ (skriftlig livshistorisk fortælling). Jeg ser nu, mange år efter jeg fik diagnosticeret PTSD, en sammenhæng mellem fortiden traumer, og så de mennesker og situationer, som traumerne igen og igen tager bolig i, her i min nutid. Jeg føler således, at jeg ret hurtigt får afsløret den falske frygt, hvorimod jeg før var et offer for den.

Det er på tide, at vi tager fat i de livsstrategier, metoder og hverdagsteknikker der kan føre os til et fredeligere liv med traumer og PTSD, og det kommer de kommende blogs til at handle om. Samtidig vil jeg inspirere til et kig rundt omkring på min blog, da egenomsorg er en betydelig faktor for at du er velbefindende. Traumer hærger kroppen og kan sætte den i en kritisk ubalanceret tilstand. Derfor er en samlet indsats med vand, nærende kost, søvn, bevægelse og stilhedspraksis også betydningsfuld for heling. God læselyst ♥♥♥

 

Shelter me – når lidt betyder meget!

12821368_163303824054178_399550368110881151_n

Jeg er et af de mennesker, der altid synes at jeg gør for lidt. Jeg ville altid ønske, at jeg kunne gøre mere. Både for mennesker og for dyr. Jeg ved, at mange har det ligesom mig, og at det er en daglig kamp mellem fornuft og følelse, hvor meget man kan, skal og bør gøre, for at gøre verden til et bedre sted ♥♥♥

For mange år siden, så jeg en dokumentar om hvordan omplaceringshunde kunne hjælpe veteraner med PTSD til et meget bedre liv. Dokumentaren hed “Shelter me”. I dette blogindlæg vil jeg fortælle, om alle de store glæder der følger med at give et dyr shelter. Og hvordan det påvirker psyken i positiv retning, at give kærlighed til dyr, og modtage kærlighed og hengivenhed fra dyr.

Igennem hele mit liv har jeg været omgivet af dyr. Da jeg var helt lille voksede jeg op med collien Tell, og senere fik jeg lokket mine forældre til at give mig hamstere, katte, undulater, marsvin, fisk, skildpadder osv osv. Jeg havde også et redder-instinkt. Alle små tilskadekomne dyr blev taget med hjem til pleje eller værdig begravelse. Men der var en stor forskel på dengang og nu. Og det er, at dengang havde jeg dyr for MIN skyld. De tilfredsstillede et egoistisk behov i mig, for selskab, og de skulle helst flytte ind til mig mens de var små og nuttede. Mens jeg i dag tager dyb afstand fra produktionen af kæledyr til menneskers fornøjelses skyld.

Over hele verden er der dyr der mangler hjem. Alligevel forsætter vi med at producere dyr, for vores egen skyld. Det er et kæmpe problem i en svært overbefolket verden, at der produceres så mange overskudsdyr, der bliver smidt ud som skrald og må forsøge at overleve på egen “pote”. Hunde bliver aflivet i millionvis, fordi de ikke lever op til vores forventninger, og mange heste skifter ejere 15 gange i deres liv, fordi de kun kortvarigt har interesse eller opfylder et bestemt behov for rytteren.

Hvis vi mennesker nu lige tog os lidt sammen, og tøjlede begæret efter en sød lille hundehvalp eller kattekilling, kunne vi sætte en effektiv bremse i opdrættet, og samtidig sikre hjem til langt flere hjemløse dyr.

 

Diverse 027

 

Jeg er vokset op med en far der havde schæfterhunde, og jeg har som ung selv valgt en racehund, nemlig flatcoated retriever. Men efter en lang hundepause fra 1997-2006, fik jeg min første græske gadehund. Han hed Volmer. Og til Volmer fik vi den lille cremefarvede krøltop (billedet ovenfor) som hed Clara. I dag er de desværre begge døde. Volmer fik en hjerne tumor og Clara fik alvorlig gigt i begge skulderled. Disse to hunde lærte mig for alvor glæden ved at give en gadehund et hjem. Jeg er ikke den store romantiker og er ikke den første til at lægge menneskelige følelser over i dyr. Men da disse to gadehunde flyttede ind i mit hjem, forstod jeg til fulde hvad gadehunde ejere mener med at disse hunde virker taknemmelige. Volmer var en nervøs fyr, som skulle se alt an ad flere omgange før end han købte ind på mennesker, hvorimod Clara vadede ind i folk med træsko på. Selvom de var meget forskellige, så havde de en glæde ved hinanden og de virkede utrolig glade for deres nye liv i en sikker flok, og endda med egen seng og egen have. Da Volmer blev aflivet pga af sin hjernetumor bristede mit hjerte i tusinde stykker, han er den første og eneste hund jeg ikke har taget til dyrlægen med selv. Jeg var simpelthen sikker på, at jeg ville bryde sammen, hvis jeg skulle sidde med ham i skødet til det sidste farvel. Selv den dag i dag får jeg tårer i øjnene over den ALT for korte tid jeg havde sammen med ham.

 

18519504_416503055400919_3035424105258666787_n

 

Heldigvis havde vi krøltoppen Clara en del år derefter. Og for at hun ikke skulle være alene hjemme, når familien var på arbejde, skole og børnehave – så fik vi tilbudt Donna gennem spanske gadehunde foreningen. Donna var fundet bevidstløst i vejkanten ved malaga, af nogle engelske turister. der heldigvis stoppede for at tjekke om hun var død. Hun mistrivedes på internatet i så stor en udstrækning at de var i tvivl om de burde aflive hende. Hun gemte sig væk og tog ikke kontakt, og derfor var der heller ikke nogen som faldt for hendes charme. Men en dansk pige fik øje på hende, og lagde hendes historie op på nettet. Og afsted til Danmark hun kom. Donna har levet i vores familie i 9 år nu. Hun har været plejemor, for mange omplaceringshunde, der har boet hos os midlertidig indtil de fik nye hjem. Donna lader sig ikke opdrage på, og hun er den første hund jeg har haft, hvor jeg bare har levet med den, uden at forsøge at tilpasse den en menneske verden. Donna går sine egne veje, og at gå tur med hende er en meget lærerig oplevelse. Hvis man skulle være i tvivl om hunde har deres eget indre liv, og egne præferencer, så kan man komme og studere Donna. Hun har snor på, når vi går tur for hendes egen sikkerheds skyld, men det er hende der bestemmer tempo og vejen, for hun finder sig ikke i at mennesker bestemmer over hende.

 

18486206_416504385400786_8184345854455750674_n

I 2012 var der et nødråb på Facebook fra et ungt par på Fyn. De havde en hankat, der nægtede at komme ind i huset, efter de havde fået to store muskelhunde. De unge mennesker synes det var synd for katten, at den levede sit liv udendørs i den kolde vinter, og de bad om hjælp til at finde en ny familie til ham. Da vi havde mistet vores kat nogle år forinden, tog vi bilen til Fyn for at se hvad det var for en kat, og om den ville kunne lide os. Den unge kvinde fortalte at katten havde bidt hende nogle gange, og at hun var blevet utryg ved den. Gizmo, som han hed, kravlede nærmest ind i bilen selv, i hvert fald, valgte han Rene´som sin nye ejer, ved at klatre med sin fulde 7 kg kampvægt, op på skuldrene af ham. Gizmo er ligesom Donna 11 år i dag. Han er den venligste Ferdinand kat, og vi elsker ham over alt på jorden. Gizmo taler med os i katte sprog, og han fører gerne meget lange samtaler. Derudover er det tydeligt, at han har et særligt bånd til husets teenager Luchas, og at Luchas er savnet, når han er ved sin far i de ulige uger.

 

18485999_416503048734253_553747491633766841_n

 

I 2017 blev min veninde, der hjælper omplaceringshunde, ringet op af en familie, der stod med et akut behov for ny bolig til deres pekingeser. Hunden blev hentet, men brød sig bestemt ikke om at være i min venindes hus, med en træls stor og gøende hund. Så vi kørte derop for at introducere vores gamle Donna for den lille pekingeser-pige. De to hunde damer kunne godt lide hinanden, så vi tog Stella med os hjem til lidt roligere forhold. Stella havde det mest utrolig charmerende sind, og indenfor få dage havde hun taget alles hjerter med storm. Vi fik desværre kun knap et år med Stella, før end hun måtte aflives pga at svære smerter i ryggen, forårsaget af to løse knæled der ikke kunne opereres. Hun blev lagt til hvile på mine lår hos dyrlægen, og vi aede hende til hun sov ind med Donna siddende beroligende ved sin side. Jeg savner hende stadig helt forfærdeligt. Det er ikke omkostningsfrit at tage andre sjæle til sig, fordi kærligheden jo altid vokser sig så stor.

 

27332716_531781073873116_8258212664980130603_n

Efter vi mistede Stella, stod jeg pludselig i den situation, at jeg for første gang i mange år havde fået så meget fritid, at jeg kunne tillade mig at overveje om vores nummer 2 hund skulle være en stor hund, som jeg havde da jeg var ung. Skæbnen ville, at flatcoaten Barney manglede et nyt hjem. Og ENDELIG efter mange år uden stor hund, kunne vi byde sådan en ind i vores hjem. En vigtig ting, når man ønsker dyr i hjemmet, er at man skal være realistisk i forhold til de ressourcer og rammer man har at tilbyde. At tilbyde shelter til dyr der mangler hjem, skal jo ikke være en redningsaktion, der ender med et ulykkeligt og elendigt liv for dyret. Store, unge hunde er langt mere krævende med mad, rengøring og motion end små hunde er. Og selvom Barney er verdens letteste flatcoated retriever så sviner og æder han, som den teenager han er 😉 Han var 1,5 år, da vi fik ham, og vi glæder os til at blive gamle sammen med ham. Hver dag fortæller jeg ham, hvor lykkelig jeg er for alt den motion han minder mig om at jeg ar brug for, og hver dag fortæller jeg ham, at vi to skal blive gamle sammen. Fordi han er så kærlig en hund, får jeg gerne et kram eller et kys retur.

 

18485974_416503052067586_4728063519153070149_n

 

Gennem årene har jeg haft et lille plejehjem for marsvin som ingen gider at have. Det er så hyggeligt at sidde med sin kaffe i haven og lytte til deres snak. Marsvin er et fantastisk kommunikerende dyr med et meget avanceret sprog. Jeg bliver altid rørt, når der skal nye marsvin ind i flokken, hvor rummelige og venlige de er til at tage imod en lille ny skræmt en. Især vores kasterede han, skal nok sørge for at den lille ny får beskyttelse, mad og vand. Alle marsvin har helt unikke personligheder, ligesom mennesker og andre dyr, men pga deres kommunikation, så kan jeg ved at observere dem, få et meget tydeligt indtryk af hvordan de oplever verden. Jeg elsker at tilbringe tid med dem, og lære dem at kende hver især. Og nyder hele sommeren, hvor de bor i deres isolerede sommerhus, og jeg kan nyde dem på bagtrappen med min morgenkaffe. Jeg græder hver gang en af dem skal aflives på grund af alderdom. Men det er prisen, der skal betales, hvis man vil tilbyde andres dyr et sidste hjem.

 

18034322_404287113289180_5752127418560472479_n

I 2013 vovede jeg mig ud i at få omplacerings-høns i haven. Og det er noget af det bedste jeg nogensinde har gjort. Ligesom marsvin, så kommunikerer de meget og har tydelige personligheder. Det er helt klart den bedste mindfulness for mig, bare at sidde i haven og se dem arbejde med jorden. De er ekstremt flittige og aktive, og kommer nysgerrigt hen til mig med jævne mellemrum for at sige hej. Det har stort set hele haven at gå i, og det er sådan vi helst vil have det hos os. De er her, fordi de ikke fortjener at få hugget hovedet af, blot fordi de ikke producerer ret mange æg mere. Høns kan blive meget gamle, hvis de får lov at følge årets gang uden kunstig påvirkning til æggelægning. Og jeg nyder deres selskab, mens resten af familien nyder deres æg, når de gider at lægge nogen 🙂

 

13100949_210560225995204_5199330524791703857_n

 

Det sker jævnligt, at folk der ikke ved bedre, kalder mig dobbelt moralsk, fordi jeg har kæledyr som veganer. Men faktum er, at de dyr jeg har i dag, har jeg primært for deres skyld. Jeg ville uden tvivl føle mig som et fattigere menneske, uden at have disse fantasiske sjæle at dele min tilværelse med. Men jeg ville aldrig mere gå ud og købe mig en hvalp, en killing eller anden dyre unge, for min egen fornøjelses skyld. De dyr jeg har valgt at tilbyde shelter, de er mine ligeværdige. Fordi jeg er mennesket, er det mig der har ansvaret for deres sikkerhed, men derudover så handler et fælles liv for mig om, at hver race får det optimale ud af det liv, der er blevet os givet. Med de forskellige behov og præferencer vi var. Det betyder også, at jeg “opdrager” så lidt som muligt på de dyr der lever her sammen med os. Jeg giver dem så meget plads som overhovedet muligt, til at forfølge deres egne præferencer. Men jeg påtager mig ansvaret for sikkerhed og fredelig sameksistens.

 

Jeg er taknemmelig for at mine forældre har givet mig lov til at vokse op med mange forskellige dyr. Det har givet mig et unikt indblik i, hvordan dyr oplever verden. At de føler glæde, sorg, smerte og savn er der ingen tvivl om. Deres styrke er at de lever i nuet. De slipper for den refleksive shit-storm i tankerne, der kan rive os mennesker mellem fortid og fremtid på split sekunder. Derfor der de også inspirerende venner at have, for man kan blot ved at iagttage dem se, at deres livskvalitet er betydelig større, når man ikke hele tiden er jagtet af fortidens synder. Og fremtidens bekymringer. Selvom Donna uden tvivl er en svært traumatiseret hund, så har hun for det meste en god livskvalitet. Bestemte lyde kan trigge hende, så hun sidder og ryster i mange minutter. Det er ikke altid jeg kan gennemskue hvad der har trigget disse angst-anfald, men noget traumatisk kan vækkes i hende, for at hun så falder til ro igen og lever videre i fred. God læring for sådan en som mig.

 

18519862_416176322100259_8009839197584561042_n

 

Inde i min stue har jeg et lille “alter”, hvor jeg kan tænde lys, for de dyr og de mennesker jeg gennem tiden har mistet. Når jeg savner lille pekingeser Stella, eller nogle af de andre dyr eller mennesker jeg har mødt og mistet, så tænder jeg et lys og sender hende/dem en loving kindness tanke, for de dejlige stunder vi trods alt nåede at få sammen ♥

 

13051599_204829583234935_8387685520201505926_n

 

Med dette indlæg håber jeg at inspirere til at overveje et liv sammen med et omplaceringsdyr. Naturligvis skal det være et ekstremt velovervejet valg, ikke med udgangspunkt i DIT ønske og DIT behov – men i forhold til hvad DU kan tilbyde et andet levende væsen, med udgangspunkt i dette væsens naturlige behov. Hvis du ikke selv kan eller vil have dyr, kunne du måske bidrage på anden vis? Selv bitte små donationer, f.eks på auktioner på Facebook (min veninde har Rosa´s spanske hunde: https://www.facebook.com/rosasspanskehunde/?ref=br_rs) eller støtte foreninger der hjælper dyr, f.eks Anima. Hvis du endnu ikke er veganer, kan du hjælpe med at implementere nogle kødfrie dage eller reducere indtagelsen af mælk og æg (find inspiration på: https://www.facebook.com/vegetariskforening/)

Selv lidt betyder ganske meget !!! ♥♥♥