Lektion 3: Traumer, stress og hjernen

Dette blogindlæg handler om de problemer, man som traumeramt kan opleve, hvis man udover sine traumer også rammes af forskellige stressorer. Indlægget er meget langt, så derfor har jeg delt det op i flere dele, så du kan læse det henover flere dage, hvis din hjerne er for træt til at læse det hele på en gang. Jeg lægger også blogindlægget op som video i FB gruppen “Et fredeligere liv med traumer og PTSD”.

Jeg nævner flere gange kognitive forstyrrelser, og det betyder kort sagt forstyrrelser i tænkningen/tankeprocesserne.

 

images (9)

 

Traumer og kognitive vaskeligheder. 

Da jeg fik PTSD i 2002 havde jeg gennemført folkeskolen, gymnasiet, konstabeluddannelsen, sygeplejerskeuddannelsen og uddannelsen i kognitive behandlingsformer med et ret stort fokus og med resultater over middel. Dette på trods af, at min mor var syg af kræft da jeg var barn, at hun døde da jeg var 17 år (midt i 2.g), at jeg skulle tackle en jaloux kæreste i løbet af konstabeluddannelsen og at jeg midt under sygeplejerskeuddannelsen valgte at forlade min jaloux kæreste med en masse drama til følge. Kort sagt, jeg havde et formidabelt kognitivt funktionsniveau, trods forskellige former for stress og sorger i mit liv.

Efter jeg fik min PTSD diagnose valgte jeg at videreuddanne mig. Dels gennem en pædagogisk diplom i voksnes læreprocesser og dels gennem en kandidat på Århus Universitet. Jeg kunne ikke længere være sammen med psykiatriske patienter på grund af min PTSD, men jeg ville gerne bruge min faglige baggrund som sygeplejelærer. Mens jeg gennemførte mine videreuddannelser havde jeg alvorlige udfordringer med min søvn, som konsekvens af min PTSD. At videreuddanne mig var totalt op ad bakke, og jeg forstod på daværende tidspunkt ikke at jeg led af kognitive forstyrrelser. Jeg var flere gange ved at give op, og jeg troede seriøst på, at grunden til at jeg ikke kunne gennemføre uddannelserne var fordi jeg var træt (af for lidt søvn) og pludselig var blevet doven. Ja!!! Det føles for mig, som om at jeg var gået fra at være et særdeles virksomt og engageret menneske, til at blive en rigtig Doven Lars. Jeg stillede tit mig selv spørgsmålet:

”Hvorfor er jeg blevet så doven?”

Selvom jeg var sygeplejerske og sandelig også efteruddannet i kognitive behandlingsformer, så knyttede jeg ikke min viden om neurologi og kognition til at JEG skulle have disse problemer. Jeg skældte og smældte på mig selv over min manglende drivkraft. Jeg tolkede den manglende drivkraft, som om at jeg ikke GAD tage i skole, og jeg beskyldte mig selv for at være et utaknemmelig menneske, når jeg ikke viste interesse for den fantastiske mulighed jeg havde for gratis videreuddannelse. Kort sagt, jeg rettede alt min frustration indad, og skammede mig selv ud med sætninger som:

”Så tag dig dog sammen, for fanden!”

I mange år kaldte jeg mig selv for doven og utaknemmelig, når jeg ikke følte at levede op til de opgaver livet stillede mig. Jeg fik et meget ansvarsfuldt job, der krævede at jeg kunne arbejde selvstændigt, tage mange beslutninger, prioritere om på kort tid, bevare overblikket i følelsesladede situationer og have rigtig mange bolde i luften og parallel processer kørende på samme tid. Og jeg forventede at jeg, trods et PTSD diagnose, kunne svømme i det. Og jeg klarede også at holde hovedet over vandet fra overfaldet i 2002 til 2015, hvor jeg en morgen stod og kiggede ind i mit skab, og brast i gråd fordi jeg ikke kunne finde ud af, hvilket noget tøj jeg skulle have på. Jeg ringede til min kloge chef, som sagde til mig at jeg havde stress, og at jeg først skulle komme på arbejde igen, når jeg kunne vælge et sæt tøj uden at anstrenge mig. Hun havde selv været syg med stress og vidste hvad hun snakkede om.

 

hamsterhjulet

 

Jeg havde meget travlt med at vende tilbage til jobbet. Jeg følte mig forpligtet på at passe mine ting og jeg havde på det tidspunkt en sekretær der var ved at drukne i både mine og hendes opgaver. Så jeg vendte hurtigt tilbage og klarede mig også i 6 måneder, frem til sommerferien. Jeg havde svære udtrætningsproblemer. Kunne ligge fuldstændig smadret på sofaen efter jobbet, var sengesøgende så jeg ikke skulle forholde mig til familien, prøvede at skærme mig ved at arbejde hjemme så meget som muligt og flyttede rundt på arbejdsopgaver og møder, fordi der simpelthen var dage, hvor det var umuligt for mig at komme ud af huset.

 

”Jeg elskede mit job, og havde en fantastisk arbejdsplads fyldt med dejlige mennesker og meningsfyldte opgaver, så jeg følte mig enorm skyldbetynget over at jeg ikke kunne få tingene til at hænge sammen”.

 

Efter 4 ugers sommerferie i 2016 følte jeg mig i topform igen. Men der gik ikke en måned, så blev jeg igen træt – usigelig træt, og mønsteret med at flytte rundt på opgaver, skærme mig derhjemme, dække over mig selv osv osv forsatte. I november måtte jeg igen sygemeldes. Denne gang var situationen, at jeg en dag skulle huske noget fra et møde, hvor jeg var mødeleder. Jeg havde taget notater undervejs, havde følt mig nærværende og tilstede under mødet, og følte sagtens at jeg kunne skrive et referat. Men da jeg gik fra 2. sal til 3. sal og skulle sætte mig ved computeren for at skrive referatet kunne jeg ikke huske noget som helst fra mødet, på trods af de mange noter. Min sekretær skulle bruge nogle datoer og booke nogle lokaler, men jeg kunne ikke huske hvad vi havde aftalt på mødet. Jeg var fuldstændig blank, flov og begyndte at græde. Jeg blev sendt hjem af en gammel erfaren kollega og min sekretær, og de gik straks til min chef og fortalte at den var helt gal med mig. Jeg bad min egen læge om en henvisning til arbejdsmedicinsk klinik, og der fik jeg for alvor øjnene op for den situation jeg havde bragt mig selv ud i, ved at ignorere min PTSD diagnose og kompensere (indkapsle) mine traumer i så mange år.

 

”Jeg havde en livsdrøm om det gode liv og intet skulle stå i vejen for den drøm – heller ikke en krop i krise, som ikke kunne klare mere”.

 

Ud over samtalerne ved arbejdspsykologen, og tests der viste at jeg led af alvorlig stress, så lånte jeg bogen ”Saml tankerne” fra Psykiatrifonden. Jeg havde meget svært ved at læse på det tidspunkt, men kom igennem bogen ved at læse den langsomt, og blive på en side indtil jeg havde forstået hvad der stod. Men det skulle blive meget værre, for i december 2016, altså måneden efter, var min stress så voldsom, at jeg var ude af stand til at læse overhovedet, og helt ude af stand til at sætte to sætninger sammen på skrift. Min kommunikation var påvirket i en sådan grad at jeg ikke kunne afsluttede mine sætninger, og ofte sagde jeg noget delvis, som så hang i luften, og at min latens (responstid) på at svare var lang.

 

Jeg vil i det følgende dele med jer, hvordan mine kognitive funktionssvigt viste sig hos mig i den akutte stress-fase, men som jeg stadig lider af i mere eller mindre udstrakt grad alt efter hvordan jeg har det. Det er ikke for at underkende betydningen af mit job, som var et virkelig krævende job – men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det var senfølgerne fra PTSD der fældende mig. Når man har levet så mange år i højstress/forhøjet alarmberedskab, som en almindelig tilstand, så skal der ikke meget til for at tippe båden. Hvis man har et krævende arbejde, er det særdeles vigtigt at man ved præcis hvordan man afspænder både krop og sind, så man ikke både har sin traumerelaterede højstress i kroppen, og så derudover stress hormoner fra jobbet.

 

Hjernen og stress.

For at forstå hvordan vores hjerne arbejder, er det vigtigt at forstå hvordan hjernens niveauer og funktioner er placeret.

pyramide

På pyramidens laveste niveau er vågenhed, det vil sige at være vakt både mod indre og ydre stimuli. Det laveste niveau fungerer som hjernens batteri, der generer strøm til videre tænkning. Når man lider af stress eller har traumerelateret højstress/forhøjet alarmberedskab, er sindet ikke blot vågent, det er super vågent – hele tiden!!! Alle antenner er rettet både mod ydre og indre stimuli, så vi er klar til at løbe fra sabeltigeren eller vores bøddel/krænker. Det vil altså sige at batteriet allerede er i gang med at aflade sig selv INDEN hjernen går i gang med de øvrige opgaver, højere oppe i den kognitive pyramide.

 

Opmærksomhedsniveauet handler om at vi skal kunne spænde over en given mængde information, at have evne til at udvælge hvilke indtryk der er relevante, at kunne udelukke irrelevante indtryk, at have evnen til at dele opmærksomheden, have evnen til at skifte opmærksomhed, have evnen til at fastholde opmærksomhed.

 

Indlæring og hukommelse er en overbygning på opmærksomhedsfunktionen, i det både indlæring og hukommelse forudsætter ar man kan fastholde opmærksomheden.

 

Tænkningens styringsfunktioner er pyramidens øverste niveau og dækker over tænkningens mere komplekse funktioner. Vi producerer ideer, overskuer og løser sammensatte opgaver, planlægger, arbejder målrettet og kan skifte perspektiv. Styringsfunktionerne sætter os i stand til at bremse og regulere følelsesmæssige udtryk, så vores adfærd bliver social acceptabel.

 

Gennem samtalerne med arbejdspsykologen forstod jeg, at mit kognitive funktionsniveau er nedsat grundet langvarig stress og PTSD. Alt efter hvor træt min hjerne er, så kan min opmærksomhed, hukommelse, koncentration og styringsfunktioner svinge fra dag til dag.

Måske kan I genkende jer selv helt eller delvis i mine observationer af mit kognitive funktionsniveau?

 

Sådan var det for mig. 

Vågenhed: Jeg kan have dage hvor det føles som om at jeg tager alle stimuli ind. De dage har jeg det bedst med at blive hjemme i mit eget hjem, og gå i skoven og ved stranden med mine hunde. Hvis jeg ikke er opmærksom på at jeg er så træt, at alt går ufiltreret ind, så får jeg det værre og værre, indtil jeg er så udtrættet at jeg KUN kan ligge på sofaen. Det er således ”learning by doing” i højeste potens. Hvis jeg sover dårligt, er blevet forskrækket over noget eller har været for social, så stiger mit vågenhedsniveau indtil det bliver pinefuldt at være i kroppen. Sindet er låst fast i anspændthed og kroppens muskler er spændt til det yderste. Nogle gange ender disse udtrætninger i selvmordstanker. Ikke fordi jeg ikke elsker livet. Men fordi jeg ikke kan udholde at være i min hyper-vågne tilstand og i en ultra alert krop.

 

Opmærksomhed: Jeg har perioder hvor jeg glemmer vigtige informationer og beskeder. På et tidspunkt sagde familien og venner til mig, at de var holdt op med at regne med mig. Det gjorde virkelig nas, men jeg ved det ikke er personligt rettet mod mig, blot at de vil gøre mig opmærksom på, at jeg ikke fungerer på det punkt. Jeg har fået svært ved at køre bil. Nogle dage er værre end andre, og nogle dage er så slemme at jeg er direkte utryg ved at køre, og derfor helst ikke gør det. Jeg kan ikke styre to ting på samme tid, f.eks tale med min søn om skolearbejde og lave mad. Jeg taber tråden, hvis jeg skal flytte min opmærksomhed fra en ting til en anden. Jeg har svært ved at fastholde min opmærksomhed i en samtale, da det er som om jeg falder i staver midt i dialogen (hjernen sætter ud). I sociale sammenhænge har jeg svært ved at vurdere hvad der er relevant eller ikke relevant, og jeg har svært ved at følge med i en samtale med en sidemakker, hvis andre snakker samtidig med.

 

Hukommelse: I den akutte stress fase var det virkelig slemt med min hukommelse. Inden min sygemelding havde jeg svært ved at huske ting, f.eks informationer om den nye kørselsapp, eller hvad mine notater fra møder betød. Jeg kunne ikke huske, hvordan vi bruger vores nye apple TV, selvom min mand har instrueret mig flere gange. Jeg har det meget bedre nu, men der skal ikke meget pres til før end hukommelsen svigter.

 

Styringsfunktioner: Jeg har aldrig følt mig så ide forladt som i december 2016. Jeg synes, at jo mere ro og restitution jeg får, jo mere kommer ideerne til mig. Det er smertefuldt psykisk, at være et kreativt og ide rigt menneske, og pludselig føle at hjernen er helt tom. Kreativitet er for de fleste forbundet med livsglæde, og det er det også hos mig. Jeg har stadig svært ved at komme fra tanke til handling, min mand kan godt komme hjem kl 16 og jeg har intet udrettet en hel dag. Heller ikke selvom jeg fra morgenstunden har planlagt at vaske og stryge tøj. Det bliver bare ikke til noget. Og så kan jeg blive ked af det og føle mig doven. Selvom jeg har styr på processen f.eks madlavning, så gik jeg i den akutte fase af stress, ofte i stå fordi jeg ikke kunne overskue det. Jeg har følt mig meget ramt på min drivkraft. I perioder har jeg en markant nedsat evne til beslutningstagning, nedsat evne til planlægning, nedsat evne til gennemførsel. Det var nogle af de ting, udover min hukommelse der gjorde det svært for mig at passe mit arbejde til sidst. Nogle dage er værre end andre, når det kommer til styringsfunktionerne. Min mand siger, at jeg er det roligste menneske han kender, men efter at jeg har fået viden om styringsfunktioner, tror jeg egentlig mere det handler om at jeg har svært ved at regulere mine følelsesudtryk. I stedet for at jeg viser ”levende” hvad der foregår indeni, så har jeg en rolig facade, som egentlig kan dække over et virvar af følelser på indersiden. Som psykiatrisk sygeplejerske har jeg lært at regulere følelsesudtryk som en del af mit arbejde, og på en måde tror jeg, at mit stone-face kommer fra mange års faglig træning i at styre hvad jeg giver udtryk for og viser til omverden.

 

Noget af det mest forvirrende og smertefulde for mig er, at jeg kan sidde i en kreativ fokuseret og sjov arbejdsopgave, og have følelsen af at have et rigtig godt flow. Men når jeg så skal lægge opgaven fra mig igen, så vil min overaktive hjerne ikke rigtig lukke med for processen. Mine tanker kan kredse i en uendelighed om opgaven, mange timer og nogle gange flere dage efter at jeg har lagt den fra mig. Præcis som hvis man hører en sang, som hjernen så ikke vil slippe igen.

 

Det har taget mig lang tid at opdage og acceptere, at min overaktive hjerne, har den tendens, at den ikke kan slippe tankevirksomheden igen, efter at jeg har været fokuseret på en opgave gennem nogle timer.

 

Det har haft betydning for min arbejdsprøvning, i det jeg jo så er blevet opmærksom på, at jeg har et efterslæb af kognitive tankeprocesser, som udtrætter min hjerne EFTER jeg har forladt min kontorstol. De fleste dage kan jeg stoppe grammofonen ved at meditere eller gå en lang tur i skoven med Eckhart Tolle i ørene. Men nogle dage kører min hjerne ”on and on and on” med bestemte sætningskonstruktioner, kreative ideer der popper op igen og igen, og ting som jeg synes bør rettes, også selvom jeg HAR noteret det på en blok til den efterfølgende arbejdsdag. Virkelig energikrævende og nedslidende for hjernen.
Som man kan se af ovenstående, så er det ikke mærkeligt at mennesker med traumer får problemer med det kognitive funktionsniveau. Der er ikke meget opmærksomhed rettet mod denne problemstilling i traumebehandlingen, selvom det ofte der dette der er medvirkende årsag til at vi kan have svært ved at klare os på arbejdsmarkedet. Som jeg skrev til min jobkonsulent;

 

“Det eneste KONSTANTE i mine symptomer er, at der ikke er noget der er konstant.” 

 

Nogle dage har jeg et højt funktionsniveau, andre dage har jeg et lavt funktionsniveau. Nogle gange kan jeg sagtens regne ud, hvorfor jeg fungerer dårligt, andre gange synes jeg ikke der er nogen logisk grund til at jeg fungere dårligt. Et forholdsvis stabilt kognitivt funktionsniveau er en forudsætning for de fleste arbejdsfunktioner og for evnen til at leve et stabilt liv, hvor både jeg selv og andre kan regne med mig. Men det er ikke sådan det er at være mig, lige nu, i hvert fald.

 

Traume stress og almindelig stress er ikke det samme.

Som traume ekspert Lars Sørensen skriver i bogen ”Smertegrænsen”, så er vi er ikke som stress-ramte. Ifølge ham lever vi i organisme der er allergisk overfor stress og som er i et kronisk forhøjet alarmberedskab. Vores energi er låst fast i traumerne, så det er ikke stress der er oparbejdet gennem længere tids belastning, men noget der er kommet pludseligt. Det betyder også, at det ikke bare klinger af, når belastningerne forsvinder igen. Vi kan derfor heller ikke (udelukkende) behandles med almindelige kognitive, meta kognitive eller neuropsykologiske behandlingsmetoder. Kognitive strategier kræver tænkning og analyse, og evne til at sindet kan lægge stress ned gennem aflastning af de forskellige funktioner. For at arbejde kognitivt skal man have et vist kognitivt funktionsniveau, da det forudsætter vilje og vedholdenhed at lære nye ting. Effekten af kognitiv/meta kognitiv terapi og neuro terapi kræver altså kognitive funktioner, som kan være slemt ramt hos mennesker, der har levet meget længe i højstress/forhøjet alarmberedskab.

 

At være i højstress/forhøjet alarmberedskab er særdeles udfordrende for hjernen, da det kognitive system står og falder på, at hjernen ikke er i konstant stress, men at den også aflastes gennem hvile og søvn, hvor den ikke er aktiv. Mange af os har også en rodet nattesøvn, hvilket betyder, at hjernens normale restitutionstid ikke er optimal hos os heller. Batteriet bliver ikke ladet optimalt op, og bliver lynhurtigt afladet igen på grund af vores ”ekstreme” vågenhedsniveau.

 

Jeg har selv haft meget glæde af både kognitive metoder, metakognitive metoder og kan sagtens se ideen i neuropsykologien. Og det har hjulpet mig et lille stykke henad vejen. Men, for der er et men. Hvis vi har massive traumer eller PTSD så er vores hjerne ramt af nedslidning. Det betyder ikke, at vi ikke kan og skal udnytte det potentiale der ligger i den neuroplasticitet som hjernen har. Men hjernen er et organ, ligesom hjerte, lever og nyrer er. Den kan blive syg. Man kan ikke TÆNKE sine organer raske (selvom nogen måske påstår det). Men man kan acceptere og regulere – og den vej rundt skabe forbedringerne.

 

“Ligesom en højaktiv triatlet efter mange år vil få nedslidning af muskler og led, så er hjernen, hos et menneske med alvorlige traumer og PTSD også nedslidt af de giftstoffer der er forbundet med at være i konstant højstress.”

 

Man ved fra amerikansk forskning at veteraner udvikler demens i langt højere grad end normalbefolkningen. Så for mig, handler det om at stoppe ulykken, så at sige. Altså stoppe den forsatte slitage på hjernen. Mange kognitive behandlingsmetoder kræver at hjernen arbejder på højtryk, den skal lære nye måder at arbejde på, og tilegne sig nye strategiske værkstøjer – og det tænker jeg er meget aktuelt med rigtig mange andre psykiske lidelser end lige præcis PTSD.

 

“At stoppe ulykken handler for mig om at skabe ro og fred i hjernen.”

 

Hvilket er præcis det modsatte af at arbejde kognitivt, metakognitivt eller neuropsykologisk. Når hjernen så har fået sin ro, er det optimale betingelser skabt for at komme ud af sin ”forstuvning”. Jeg er sikker på, at der er stor faglig uenighed på dette område, men jeg læner mig op ad det jeg selv har erfaret med de mennesker jeg har passet med traumer og min egen historik.

 

“Man kan, i mine øjne, IKKE fjerne de neurologiske problemstillinger ved traumer og PTSD gennem kognitiv træning eller gennem vilje, men man kan til gengæld regulere i sit liv og sin måde at være i verden på, så hjernen får RO, og det er præcis det den har brug for, for at kunne hele sig selv”.

 

Præcis som en forstuvet fod. Nogle forstuvede fødder bliver heller ikke altid helt optimale igen. Nogle af dem viser hurtig tegn på udtrætning og nogle har for slappe ledbånd. Og i sådanne tilfælde hjælper det ikke noget bare at løbe videre. Og i mine øjne er de kognitive/neurologiske behandlingsformer, at vi løber videre på en ødelagt fod. Alligevel har metoderne deres berettigelse! Men det skal være den ”form” din hjerne er i, der skal afgøre hvilken behandlingsform du vælger. Jeg er en naturpige og holder mig til min barnetro på, at hjernen er selv-helende, men det er OS der skal skabe rammerne, og selvom den er selv-helende, kan den i visse tilfælde aldrig blive helt rask. Den kan naturligvis ikke hele, hvis vi bliver ved med at aktivere højstress igennem vores traumemønstre eller hvis vi vedvarende udsætter os selv for stress, fordi vi er frelsere med overachiever-tendenser. Og det giver god mening at gå i terapi, så man kan få bremset den sligtage vi selv genererer på vores hjerne! Men det jeg i stedet vil foreslå er udvikling/aflastning gennem nærværende bevidsthed. Bevidsthed handler nemlig ikke om analyse og strategi, eller om at tilegne sig ny viden. Men simpelthen blot at være tilstede i sig selv og livet.
Nogle af de bedste råd jeg har fundet i forhold til at hjælpe min egen hjerne til et mere fredeligt liv, har jeg fundet hos psykologen Louise Meldgaard Bruun, der også er forfatter til bogen ”Saml tankerne”. Hun skriver, “Vi starter fx dagen med at lægge en plan, hvilket kræver opmærksomhed, hukommelse, arbejdshukommelse, overblik og planlægning. På vej til arbejde støder vi måske på uforudsete hændelser som vejarbejde eller forsinkede busser, så vi må lave en ny plan for, hvordan vi kommer på arbejde, eller hvordan vi får aflyst og flyttet morgenens møde – det kræver opmærksomhed, overblik og planlægningsevne. Når vi endelig er nået frem, taler vi med et par kolleger, hvilket kræver opmærksomhed, hukommelse og overblik. Opgaverne på arbejdspladsen kræver igangsætning, overblik, arbejdshukommelse og koncentration, og en kedelig, men vigtig konference senere på dagen stiller krav til vores opmærksomhed, overblik og impulsstyring. Når vi har hentet børnene, står vi måske og laver mad, mens vi hjælper dem med lektierne. Det kræver overblik og delt opmærksomhed. Trætte efter en lang dag bør vi gå tidligt i seng – også det kræver opmærksomhed, planlægning og igangsætning.”

 

Udover det stress relaterede, som Louise beskriver her, så har man som traumeramt også traumemønstrene der arbejder i os. Højstressen som bygger på et overaktiv reptilt forsvar kæmp-frys-flygt og et skadet relations mønster, hvor vi på grund af tillidsbrud cykler rundt i bøddel-offer-frelser trekanten. Kort sagt, vores traumehjerne har nok at holde styr på.

 

Strategier, der hjælper her og nu!

 

 

Med inspiration fra bogen ”Saml tankerne” har jeg taget følgende strategier til mig, for at skabe mere ro og AFLASTNING for min hjerne gennem bevidsthed:


PAUSER. Lær dig selv at holde regelmæssige pauser for at styrke sit samlede funktionsniveau. At holde pause er ikke at skifte fra at arbejde på sin computer til at ligge i sofaen og se Netflix. Med pause mener jeg at lægge sig et uforstyrret sted, lukke øjnene og det eneste man skal fokusere på er at mærke tæerne, anklerne, underbenet, knæene, lårene, hoften, maven, brystkassen, nakke/skuldre, arme og hovedet. Det kan tage under 5 minutter, men giver hjernen en stimuli fri pause, som den i den grad har brug for. I den metakognitive bog ”Lev mere – tænk mindre” som jeg varmt kan anbefale, skriver hun om hvor vigtigt det er at have TANKETOMME stunder og hvordan man skaber dem i den overaktive hjerne. Traumehjerner tænker og tænker hele tiden, og tager stimuli ind i ET væk. For at hjælpe sig selv, skal man lære at være helt i ro og helt i pause, også i vågen tilstand. Da jeg havde det allerværst kunne jeg slet ikke være alene sammen med min krop, så jeg vandrede rundt ovre i skoven med højt musik i ørene. Lær din hjerne at holde pause selvom den ikke skal sove, er den bedste gave du kan give en traumehjerne ❤
• Træn faste RUTINER for daglige gøremål for at støtte overblikket og planlægningen og kompensere for manglende kognitiv energi og hold på forstyrrende tanker om ting, man skal huske ved konsekvent at bruge TO DO LISTER. Du gør din hjerne en kæmpe tjeneste ved at aflaste den så meget som muligt gennem RUTINER og TO DO lister. Når din hjerne ved hvad den skal, skal den ikke opfinde tingene løbende. Det har taget mig mere end to år (!!!) at få skal faste rutiner i min hver dag og at have en TO DO liste, som jeg løbende skriver ting på, som jeg så kan strege ud når jeg kommer til det. Jeg er sikker på, at rutiner og lister har været en stor grund til at jeg føler jeg har fået min hjerne tilbage efter min anden stress sygemelding. Lav en ugentlig MADPLAN med tilhørende indkøbsliste, så din hjerne ikke skal presses til at tage stilling til mad og indkøb hver eneste dag. Det har hjulpet mig helt enormt at have ugentlige madplaner og månedlige storindkøb af de faste basisvarer.
Brug EN kalender konsekvent for at støtte overblikket og hukommelsen. At have EN kalender aflaster din hjerne enormt, for det eneste du skal huske er at kigge i den hver morgen 
FASTE PLADSER til ting som nøgler, mobiltelefon og vigtige breve og papirer, hvis man har svært ved at huske og skabe overblik. Mine børn og min mand har ofte måtte hjælpe mig med at gennemsøge huset for ting som jeg ikke kan finde. På et tidspunkt var det en joke i familien, at jeg en dag nok ville blive væk fra mig selv. Vi grinte meget af det, men i virkeligeden er det jo rigtig alvorligt at hjernen kan være så meget på over-load at basis ting forsvinder for en.
ÅBENHED og AFTALER med familiemedlemmer og venner om sammen at gå til sport og deltage i sociale aktiviteter, hvis man har svært ved at igangsætte og være vedholdende. Men endnu vigtigere, så giv ansvaret fra dig til nogen der kan bære det. Jeg har for eksempel sagt til mine veninder, om de ikke vil være søde at holde kontakten til mig, så længe jeg er i jobtræning, fordi jeg vidste at jeg ikke ville kunne holde kontakten selv. Og jeg har bedt min familie om at minde mig om, hvis vi har en aftale. Bare sende mig en sms med en besked om ”har du husket at….”. Det har været en kæmpe lettelse for min hjerne at alle omkring mig ved at min hjerne ikke fungerer så godt. Jeg har sågar sat min bankdame ind i situationen, og hun var så sød at hjælpe mig med min årsopgørelse da jeg jo lige nåede at købe et hus inden jeg blev rigtig syg.
REDUCER forstyrrelser og støj for at forbedre opmærksomheden. Hvis du har et arbejde, så sørg for at sætte chefen og kollegerne ind i din situation. Men vær også ærlig derhjemme overfor mand og børn. Tit har vi jo computer, Ipads og TV kørende, samtidig med emhætte og vaskemaskinen, og det kan hovedet have svært ved at rumme. Tal om det og hjælp dig selv ved at acceptere at dørene til børneværelset nogle gange skal være lukkede, så der er mere ro i resten af huset. Jeg har sågar været inde ved naboen som har en teenager der godt kan lide at fyre bomber og heksehyl af udenfor fyrværkeri sæsonen. Jeg fortalte at jeg har PTSD og har brug for at det kun er i den lovlige periode de fyrer af, eller at han fandt et andet sted. Først så de lidt mærkelige ud, men en god snak, løste faktisk problemet.
NATTESØVNENS betydning. Det allerførste jeg lærte da jeg kom til en psykiater i 2008, fordi jeg var ved at blive skør af søvnmangel, var gode soverutiner. Altid gå i seng på samme tid, og altid stå op på samme (næsten) tid. Lade være med at sove i løbet af dagen. Sørge for daglig fysisk motion og frisk luft. Nul koffein efter kl 17. Ingen fed mad og raffineret sukker efter kl 17. Meget gerne kamillethe i løbet af aftenen, og en lille skål med havregryn og banen (søvndyssende). Evt tage et langt varmt bad lige inden man går i seng. Sørge for at soveværelset er frisk udluftet. Sørge for NUL elektronik i soveværelset. Selvom jeg får medicin til natten (seroquel) så holder jeg alligevel rimeligt fast i rutinerne. Bortset fra at jeg hører sovemeditationer/sovemusik på min mobil nogle af aftenerne. Det har hjulpet mig meget af indarbejde gode soverutiner.
RESPEKTER at du bliver overstimuleret og træt. Lad ikke dit liv styre af hvad du VIL, men lær først dine behov at kende og find ud af hvad du KAN. Først når du kender dine behov og dine grænser, kan du gå i gange med at eksperimentere med hvor du kan skrue op og ned for blusset af stimuli, samtidig med at du er opmærksom på hvordan hjernen fungerer.

 

dagbog 1

 

 

Så, frem med dagbogen, og i gang med at finde ud af hvordan du er kognitivt belastet og i hvilken grad du er det – og læg så nogle strategier for din hjerne, som stopper ulykken – altså aflaster hjernen, lige her og nu! Dagbogen skal sikre, at det du læser her, og som du godt FORSTÅR skal blive til bevidst personspecifik viden. Du kan skrive det du genkender fra min historie, og undlade at bruge hjernekapacitet på at lave analyser, men blot åbne for din nærværende bevidsthed i stedet.

 

Din hjerne skal nok komme sig – efter bedste evne og mulighed – hvis du sørger for at regulere dit adfærd og dit liv, så den har en chance for at få ro! Jeg har åbnet min bevidsthed og langsomt tilegnet mig disse aflastningsstrategier, siden jeg startede på arbejdsmedicinsk klinik for næsten 2 år siden, og jeg synes faktisk det begynder at have effekt. Især på min konstante tankestrøm! Jeg føler ikke længere at min hjerne er besat af bekymrende grublerier og planlægning af dit, dut og dat – og det er er bare en fantastisk oplevelse! Jeg føler mig ikke længere fanget i mit eget sind 🙂

 

Der er meget at vinde blot ved at aflaste hjernen.

Go for it ❤

 

2 thoughts on “Lektion 3: Traumer, stress og hjernen

  1. Jette Hagensen siger:

    Kære Chanett Tak for denne blog og dette tema om stress… Der er meget jeg kan genkende bl.a. at min hjerne ikke stopper men kører løs i ikke vigtige emner fra min arbejdsdag… og måske er med til at udtrætte. Jeg er især træt af at være træt… så forklaringer som denne kan måske blive et godt hjælpemiddel til at ændre på det og prøve at standse tankerne. Glæder mig til at læse mere

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s