Lektion 2: Traumemønstre

 

I denne lektion 2 skal vi se nærmere på to traume mønstre, som i den grad kan forstyrre hverdagen, og give udfordringer i forhold til at få et fredeligt liv med traumer og PTSD. Det er to mønstre, som jeg selv har brugt meget meget lang tid på, at få et ordentligt indblik i, og jeg er ikke sikker på andet, end at jeg stadig har meget at opdage og lære.

 

KÆMP-FLYGT-FRYS

 

fight-flight-freeze

Det første mønster er det reptile kæmp-flygt og frys mønster. Det er reaktionsmønstre som har ligget i os siden urtiden, og som oprindeligt er skabt til at holde os i live, hvis vi fik en sabeltiger i røven eller anden livstrussel rettet imod os. Det tog mig ganske lang tid om at forstå, at det reptile mønster operere FREMFOR vores fornuft. Det vil altså sige, at uanset hvor fornuftigt vi er i stand til at analysere en given situation, så vil det være sådan, at hvis de reptile system tolker en situation som potentiel farlig, så vil vi reagere instinktivt på faren med enten kæmp-flygt eller frys respons. Helt almindelige mennesker, der ikke er traumatiserede, bliver også konfronteret med det reptile forsvar, hvis de bliver udsat for højstress. F.eks hvis de er meget stressede over en ny chef, som stiller urimelige krav, eller en ægtefælle der er vred og krævende, så vil selv det raske sind, gennem de øgede stress hormoner i kroppen, kunne gå i forsvar og blive styret af en kæmp-flygt eller frys respons. Jeg så en dag en af mine raske kolleger blive talt grimt til af vores leder, og jeg så at hun frøs i situationen. Hun ville gerne have forsvaret sig, og givet et svar tilbage, men hun blev helt stiv og mundlam i situationen. Kort tid efter fik hun en ny overhaling af chefen, og denne gang reagerede min kollega med kamp, hun gik helt tæt på chefen og råbe af hende. Afslutningen på det samarbejdsforhold blev at min kollega flygtede hjem efter endnu en konfrontation, og hun blev sygemeldt med stress og søgte et nyt job et andet sted.

Det er vigtigt at forstå, at det overordnede reptile system, sætter fornuftens argumenter ud af kraft, og at man som sundt og rask menneske, kan udsættes for så meget stress at responsen aktiveres. Mennesker med traumer og PTSD lever et liv i højstress, med et alarmsystem i højt beredskab, og derfor aktiveres kæmp-flygt og frys responsen også meget lettere i os. Et traumatiseret menneske reagerer både på aktuelle stressfyldte situationer, men vi reagerer også med kæmp-flygt og frys i vores flash backs. Hvilket jeg uddyber nedenfor.

 

Bøddel-offer-frelser trekanten

 

krænker offer frelser

 

Det andet mønster, som traumatiserede mennesker kan kæmpe med, er ligeledes et mønster som raske mennesker også kan ramme ind i. Og det er krænker-offer-frelser mønsteret. Min kollega, som jeg beskrev ovenfor, er en psykisk sund kvinde, som reagerede på en syg samarbejdsrelation med stress. I løbet af vores tid sammen udspillede hun også krænker-offer og frelser mønsteret, uden hun vidste det naturligvis. Hun fik vores chef placeret som krænkeren og så udspillede hun selv rollen som henholdsvis offer og frelser. Hun forklarede os andre at vores chef var ude på at ødelægge hendes faglige selvtillid og hendes karriere, og at hun selv var helt uskyldig i at chefen havde problemer med hende. Hun ville gerne hjælpe os andre, til at komme af med vores chef (frelser), så hun skrev en mail til den øverste ledelse om at vores chef mobbede sine medarbejdere. Sandheden var, at de to bare var et utrolig dårligt match og at de triggede hinanden. Jeg så en masse provokerende adfærd fra min kollegas side af, der var rettet mod min leder. Hun bagtalte vores leder, når hun ikke var på kontoret. Og ved åbenlyse muligheder for at få en god faglig dialog, sagde hun enten ingenting (frys) eller hun beklagede sig over min chefs måde at gøre tingene på, på en meget ufaglig måde (offer). Hun spillede selv krænkerens rolle ved at bagtale chefen, og fremsætte kritik af meget personlig karakter mod hende, uden at vores chef havde en chance for at forsvare sig. Min chef var ikke en dårlig chef, men hun var heller ikke perfekt. Og min kollega var ikke en dårlig kollega/medarbejder, men hun var heller ikke perfekt. Alligevel gik samarbejdet rigtig galt, fordi de triggede noget i hinanden. Som traumatiseret er der meget større risiko for at vi ryger ind i et krænker-offer-frelser mønster, fordi vi lever i kronisk højstress. Det vil sige, at vi på grund af højstress bliver mere ufleksible og unuancerede i vores måde at tolke andres adfærd og motiver på. Dette kommer jeg tilbage til senere.

Min smertegrænse, mine mønstre og bøvlet i hverdagslivet.

 

2015 246

 

I bogen ”Smertegrænsen” forklares, hvordan man som traume ramt ikke selv i stand til at styre eller regulere mønstrene, i det øjeblik vi oplever en potentiel fysisk eller psykisk ”trussel”. Det kan lyde så voldsomt med begrebet “trussel”, men det kan i og for sig blot handle om et utilfreds familiemedlem der gerne vil diskutere, at en nabo smækker sin bildør hårdt i eller et menneske der løber tæt forbi på en parkeringsplads. Det kan meget let ende i kamp (kæmpe skænderi/ vilde diskussioner, slåskampe eller smadrede ting), flugt (løbe væk eller isolationstrang) eller frys (man står helt musestille og tager imod, men kan ikke ryste oplevelsen af sig igen). Helt almindelige dagligdags situationer kan sagtens opleves truende i et traumatisk sind, og jeg har prøvet det selv mange gange.
Min primære strategi er undvigelse (flugt eller frys), men derfor slipper jeg ikke for ”efterskælvet” af kamp positionen. Den kamp eller det skænderi jeg ikke tager, sætter sig i mig som fastfrosset kampenergi alligevel, og får min fysiske og psykiske uro til at stige. Det kan tage mig timer eller dage at ryste energien af mig, selvom ”truslen” var latterlig ubetydelig i et rationelt perspektiv.

 

Udover traume menneskets fastlåsthed i kamp-flygt-frys positionerne, så kan traume sindet også være fastlåst i en relationel oplevelse af bøddel-offer og frelser. Man bliver nødt til at forstå at bøddel, offer og frelser fixeringen ud fra krybdyrhjernens forsvarssystem. Krybdyrhjernen er ikke særlig nuanceret og den reagerer spontant og ufleksibelt. Hvis ”noget” minder om en tidligere fare, er det lig med fare. Punktum!

 

Og hvis vi ikke ved præcis hvem der er vores ven eller fjende, hvordan skal vi så kunne passe på os selv? Lars Sørensen skriver i bogen “Smertegrænsen”, at mange traumatiserede mennesker jo netop har oplevet, at mennesker de burde kunne stole på, har svigtet og man er kommet til skade. Dertil vil jeg også indføre betydningen af vores egne fortolkninger af en oplevelse. Hvis man, som jeg, gang på gang har haft tillid til min egen vurdering af en situation som ufarlig, og som så har vist sig at udvikle sig farligt, så kan jeg jo heller ikke stole på mig selv, vel? Det reptile forsvar står derfor hele tiden på spring, til at beskytte mig for fremtidige fejlfortolkninger og traumer.
Hvis man har traumer eller PTSD kan der ske en ”stivning” i fjendebilledet, så alle de mennesker der uforvarent kommer til at trigge vores forsvar, får rollen som bøddel og unuanceret/ufleksibelt bliver sat i samme ”fare” kategori som den/det der traumatiserede os. Denne fastlåsthed i sindet, gør det vanskeligt for os at bevare nuancerne i forhold til de mennesker vi har omkring os. Jeg har både identificeret denne fastlåsthed hos mig selv og hos andre med traumer, og set hvor ødelæggende det kan være i de nærmeste relationer. I værste fald kan det føre til meget relationelt drama, samt efterfølgende isolation og ensomhed.

 

For at forstå, hvordan kæmp-flygt-frys og offer-bøddel-frelser mønstre kan udfolde sig i et almindelig menneskeliv, vil jeg gerne starte med at give et eksempel fra mit eget liv.
Når eks-mand og jeg (som alle andre par) nogle gange uenige om noget, kunne han med sit kropssprog eller ord komme til at aktivere min krybdyrshjerne, hvorved jeg blev ramt af enten kæmp-flygt-frys eller offer-bøddel-frelser mønsteret. Fordi jeg gennem livet har været udsat for en række fysiske overfald, havde jeg svært ved ikke at blive bange for ham, når han blev irriteret under en diskussion. Et let hævet stemmeleje, eller irritation i kropssproget, blev forvekslet med en reel trussel mod mig. Fordi jeg ikke kendte til traume mønstrene, havde jeg svært ved at se nuanceret og fleksibelt på min eks-mand.

 

Og som årene gik, blev han mere og mere min bøddel og jeg blev mere og mere et offer for hans ”ustyrlige temperament”. Som jeg beskrev i mit eksempel med min kollega ovenfor, så så jeg ikke at min eks-mand og jeg blot var et rigtig dårligt match, fordi vi triggede hinanden. Jeg var derfor igennem hele mit ægteskab i en frit svævende position af at ønske hans nærhed, og samtidig flygte fra den.
I den efterfølgende skilsmisse blev positionerne trukket endnu hårdere op, og jeg fik ubevidst også gjort ham til bøddel i mine børns liv. Det skete på den måde, at hvis han ikke udviste den empati med dem, som jeg synes de fortjente, så aktiverede det et mønster hos mig, hvor jeg gik i verbal kamp med ham over telefon, på sms og via mail. Jeg havde et kæmpe behov for at beskytte mine børn overfor deres ”ufølsomme” og ”temperamentsfulde” far. At han ubevidst kom til at aktivere mit traume mønster, skabte ikke kun drama indeni mig. Det skabte også drama udenom mig, i mit samarbejde med ham om børnene. På et tidspunkt blev vi rigtig uvenner, fordi jeg ikke kunne se ham som andet end bøddel i både børnenes og mit liv. Vi var ofre for hans ”ustyrlige temperament” og hans ”manglende empati”. Når man har børn med en bøddel, så lever man i drama og højstress, for man SKAL jo samarbejde og kan ikke flygte ud af kontakten.
I dag, mange år senere, tænker jeg ikke at min eks-mand er trussel mod hverken mig eller mine børn. Han er ikke en uempatisk bøddel med et ustyrligt temperament. Jeg tænker, at han er en helt almindelig mand og far. Han har sine mørke og lyse sider, ligesom alle andre mennesker. Hverken han eller jeg har haft den perfekte barndom eller de perfekte forældre, og det har formet os på godt og ondt. Det er sandt at han og jeg til en vis grad er forskellige i vores måde at møde børnene på, og det er sandt at han viser irritation og negative følelser mere tydeligt end mig, og det er sandt at han har en anden måde at vise medfølelse på end mig. Men det gør ham jo ikke til en farlig mand eller far. Det er lidt uhyggeligt at tænke tilbage på, at jeg (trods mit rationelle og følelsesmæssige intellekt) var ude af stand til at se nuanceret på min eks-mand. Hvis nogen havde forsøgt at tale mig til fornuft, ved at påpege at jeg så unuanceret på min eks-mand, så tror jeg også at de ville være blevet betragtet som ”modstandere”. Jeg var altså fortabt i mine mønstre. Og det virkelige sørgelige er, at alt dette til en vis grad kunne være forebygget gennem den rette psykoterapeutiske og indsigtsbetonede behandling.
I 8 samlivsår og efterfølgende 8 samarbejdsår har jeg været ”slave” af de to mønstre, som Lars Sørensen beskriver som relationelle vilkår for et traume menneske. Jeg vidste ikke bedre, og jeg var (trods mit gode intellekt) ude af stand til at rykke mig selv ud af disse mønstre. Havde jeg på daværende tidspunkt kendt til de to mønstre, og havde jeg vidst at de var et relationelt vilkår i mine relationer til andre mennesker, så havde jeg ikke valgt at blive kæreste med min eks-mand. Ikke fordi han er et dårligt menneske, men fordi jeg så også kunne se, at han og jeg var et rigtig dårlig match. Jeg kan ikke styre hvad der trigger mig, men jeg kan i dag, med den nye viden jeg har, lade være med at indgå i nære relationer med mennesker, hvis naturlige adfærd, trigger min reptilhjerne.

 

Når jeg taler og skriver sammen med andre, der lever med traumer, og jeg følger forskellige traume grupper på Facebook genkender jeg så mange fastlåste positioneringer i deres beretninger om livet med traumer. Det er tydeligt for mig, at mange traume ramte ikke selv kan identificere og forstå dynamikken i traumemønstrene, og derfor opstår der en fastlåsthed i den måde vi oplever verden på og en fastlåsthed i den måde vi reagerer på. Krybdyrshjernen har et fast tag i os, og den måde vi møder vores medmennesker på. Ikke kun i mit liv, men også i mange andres liv, oplever jeg hvordan disse mønstre fører til helt igennem unødvendigt drama og højstress, som desværre ofte kan ende i relationelle sammenbrud med isolation og ensomhed til følge. Jeg kender mange med traumer, som oplever intens ensomhedsfølelse og som enten har forladt alle eller er blevet forladt af alle på grund af traumemønstre og traumedrama.

 

Der skal ikke meget til for at re-traumatisere os, og vække disse mønstre. Jeg har f.eks lige været igennem et jobtræningsforløb, hvor mine mønstre har udspillet sig i mit møde med min arbejdsgiver og i mit samarbejde med kommunen. Efter at have været i terapi, har jeg fået viklet mig (nogenlunde) ud af mønstrene, så jeg kan se mere nuanceret og frit på, hvad højstress gør ved mig og mine automatiserede reaktioner. Jeg ved, at jeg ikke er alene. Jeg ved, at I sidder og roder med de samme automatiske reaktionsmønstre.

 

Det er svært at have tillid til at andre vil os det godt. At ET forkert ord, eller ET forkert brev fra kommunen IKKE nødvendigvis er tegn på, at de IKKE vil/kan hjælpe os. Min mistænksomhed er jo blot et udtryk for manglende tillid til mine omgivelser. Både fordi jeg har fået nogle tæsk af psykisk syge, hvor jeg har fejlvurderet hvor sikker en relation er, men også fordi jeg gennem livet har været i nogle usunde relationer, hvor mennesker jeg BURDE kunne have tillid til, har misbrugt min tillid. Det har sat sig som utryghed og mistroiskhed i ethvert møde jeg har med nye mennesker. Samtidig stoler jeg heller ikke helt på min egen vurdering af hvorvidt et menneske er godt eller skidt for mig, fordi jeg har en erfaring med mig om at jeg ikke kan stole på min egen dømmekraft. Det at være i jobtræning og derfor i systemets magt, har fået alle dæmonerne til at springe ud af skabene. Det kræver konstant vågenhed og bevidsthed ikke at skabe situationer omkring mig, som minder om den min kollega fik bragt sig selv ind i, fordi jeg stort set altid er fanget i højstress grundet min PTSD, og fordi jeg relationelt er sårbar pga min mangelfulde evne til at fortolke andres adfærd og motiver på en nuanceret måde.

 

Af ovenstående kan det ses, at der er to psykologiske mønstre i de senfølger, der kan opstå efter et traume. Jeg kan i dag se, at et kendskab til hvordan kæmp-flygt-frys og offer-bøddel-frelser positioneringerne, ville kunne forebygge meget højstress samt psykisk og fysisk slitage. Hvis man som traume ramt ikke er bevidst om hvad der kan trigge henholdsvis kamp-flygt-frys mønsteret og offer-bødde-frelser dramaet, så er man frit svævende i et smertefuldt og uforståeligt univers. Hvor man i allerværste fald får isoleret sig fra andre mennesker, fordi den manglende tillid, og den konstante mistroiskhed fylder mere end troen på, at der findes gode mennesker derude. Lars Sørensen skriver, at mange traumatiserede mennesker ubevidst VÆLGER usunde relationer og ubevidst VÆLGER at have tillid til usunde mennesker, fordi der er en vis tryghed og genkendelighed i det usunde. Og derfor er vi også de eneste der kan løfte vores egen bevidsthed og strategisk vælge at gøre noget andet, selvom det skræmmer livet af os, at lære nyt og vælge nyt. At vælge usunde relationer fra, kan være noget af det mest skræmmende man kan opleve. Mange mennesker har usunde familie relationer og kan føle stor skyld og skam i at vælge sin familie fra fordi de konstant trigger reptilhjernen. Andre (som mig) der lider lidt af “frelser-syndromet”, kan have svært ved at vælge psykisk sårbare mennesker fra, fordi jeg ser de kan have brug for min hjælp. Det er ikke alle psykisk sårbare der trigger mit reptile forsvar, men når det sker bliver jeg nødt til at vælge mig selv, fordi højstressen der følger med slider for meget på mig både kognitivt og kropsligt. Nogle mennesker vælger at beholde andre mennesker i deres liv, selvom de kan mærke det er usundt. Men de er så ensomme, at de er bange for at vælge de sidste relationer fra. Også selvom de er hamrende usunde og konstant trigger reptil forsvaret.

Et mønster man som traumeramt skal være særlig opmærksomt på, er hvis vi hele tiden vælger relationer til og fra. At vi svinger som et pendul mellem nærhed og distance. Det kan tyde på at man hele tiden er i mønstrene, kæmp/frys eller bøddel/offer/frelser. Det at vælge usunde relationer fra, skal ikke ske på baggrund af traume-mønstrene, men som et bevidst og holdbart valg, så man kan få et mere fredeligt liv, hvor de reptile forsvar ikke er aktiveret hele tiden.

 

Et andet mønster man skal være opmærksom på, er hvordan man som traumeramt udspiller sin frelser rolle. En del traumeramte, inklusiv mig selv, er unuanceret låst fast i den position der er knyttet til frelser rollen, også kaldet overachiever. En overachiever er kendetegnet ved at man i lang tid har været i stand til at indkapsle sit traume, og på overfladen ser særdeles velfungerende ud. Overachieveren er meget optaget af andres behov, og har utrolig svært ved at mærke sine egne. Overachieveren finder en fredsfyldt helle i at være nærmest neurotisk fanget i at være tilstede i andres problemer, og er derved frikøbt fra at mærke alle de indre konflikter der presser sig på inde i overachieveren selv. En overachiever (mig) er også optaget af at “komme videre”. Vi kaster os ud i alle opgaver med en iver der ikke svarer overens med de ressourcer der er på kontoen. Trætheden bliver først noteret, når man ikke kan komme ud af sengen. Baggrunden bag at være overachiever er ofte at man er vokset op i familier med meget aktive og ansvarlige forældre, der har været mere optaget af deres egne præstationer og barnets præstationer end den egentlige trivsel i familien. Det er først for nylig, at jeg er blevet bekendt med at overachiever er knyttet til frelser rollen i trekansdramaet, men det har hjulpet mig meget i den sidste del af min arbejdsprøvning, hvor jeg har forsøgt at være mere bevidst om, at det faktisk er vigtigere at jeg får tilrettelagt et fremtidigt arbejdsliv ud fra mine ressourcer, end ud fra hvordan andre så på mig som klient i systemet.

Med udgangspunkt i ovenstående, kan I nok se, at det har været vigtigt for min evne til at skabe et mere fredeligt liv med PTSD, at jeg har den nødvendige viden om PTSD symptomer og mønstrene. Det har været vigtigt, at jeg træner og træner, så jeg kan observere hvad der kan trigge min krybdyrshjerne og få dette gjort til personspecifik viden som kan bruges i hverdagen. Og der er virkelig håb!!!

Jeg har levet en del år sammen med en mand, der har et langt større temperament end min eks-mand, og fordi jeg har indsigt i de psykologiske vilkår og i mine mønstre, kan jeg elske og leve sammen med ham uden at være i relationel højstress hele tiden. Det betyder ikke, at jeg har styr på mine automatiske reaktioner, det betyder blot at jeg ret hurtigt kan OBSERVERE hvad der foregår og få skabt en dialog, der gør at vi kan nærme os hinanden igen. Træningen gør også, at jeg kan ITALESÆTTE overfor ham, hvad mine relationelle betingelser er, og hvordan han bedst kan hjælpe mig til ikke at blive trigget. Jeg kan også fortælle ham, hvordan han får halet mig ind igen, hvis jeg går i flugt (som er mit primære forsvar). Min mand er håndværker og ikke særlig boglig, men fordi jeg selv har fået et sprog for mine mønstre, har jeg også kunne forklare ham mere simpelt hvad min virkelighed er. Og han har selv set film på Youtube, som har hjulpet ham på vej. En anden grund til at jeg mærker et håb er, at jeg  igennem jobtræningen kan se, at jeg har fået skabt en bedre kontakt til mig selv, som gør at jeg ser mere nuanceret på verden end de to mønstre egentlig har tilladt tidligere. Men det er hårdt arbejde og jeg bliver MEGET træt af at arbejde med de automatiske reaktioner. Derfor er egenomsorg, nænsomhed, ro, stilhed og restitution en vigtig del af hverdagen, for at få et fredeligere liv med traumer og PTSD.

Husk at DU er derinde bag dine reaktioner! Du er født tillidsfuld og du er født med en evne til at kommunikere og række ud. Hvis du er blevet onduleret af livet, så det tillidsfulde er forsvundet, så ER der en vej hjem igen, og det er aldrig for sent. Men du SKAL gøre dig til ven med dine symptomer, så de kan hjælpe dig med at finde vejen HJEM.

Hvis du konstant er i kamp mod de tilstande du har inde i kroppen , er du også i højstress. Fordi enhver kamp er højstress. Så vejen hjem er via ACCEPT, KÆRLIGHED, COMPASSION og TILLID til at galskaben har en mening. Der er kun to positioner vi kan stille os i, i vreden og det er FRYGT eller KÆRLIGHED. Frygten generere højstress, så stil dig i kærligheden og mærk hvordan stresshormonerne langsomt fiser ud af kroppen og den bliver træt og falder til ro. Det er øvelse, øvelse og øvelse at være i kærlighed og tillid som traumeramt – men det er den eneste vej der er at gå. En slags pilgrimsrejse i sindet. Just keep on walking.

 

keep on walking

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s