Lektion 4: Den uperfekte barndom, traumer og tilknytning.

seperation-blog

 

Kender du det, at du helt vildt gerne vil være tæt på nogen, og pludselig har du ikke lyst mere? Nogle gange fordi de har sagt eller gjort noget, der har fået dig til at ”pakke dig selv væk” og andre gange ved du ikke engang hvorfor? Forklaringen kan ligge i, at du gennem din barndom og ungdom har mødt betydningsfulde ”andre” der ikke har levet op til den tillid, som barnet i dig har givet dem. Traume ekspert Lars Sørensen skriver i sin bog ”Smertegrænsen”:

 

”Når et menneske, af et andet menneske udsættes for overlagt vold, overgreb eller udnyttelse mistes troen på menneskeheden, og ofte rives tilliden til tilværelsen med i faldet. Efterfølgende kan intet banalt og trivielt forsat være banalt eller trivielt. Intet er, hvad det giver sig ud for at være, og hvis noget lykkes for en person, kan vedkommende kun opfatte det som noget, der sker på lånt tid”.

 

Kan du genkende det? For det kan jeg!

Jeg har gennem mit virke som psykiatrisk sygeplejerske ofte mødt mennesker, der har været meget alene i verden. Nogle gange har det været selvvalgt, andre gange er de blevet valgt fra. Mange af disse mennesker har nogle meget rodede relationer til andre mennesker. De er som et siv i vinden. Nogle gange trækker de folk meget tæt på, fordi de ønsker nærvær og ægte intimitet og kontakt. Andre gange skubber de folk væk, fordi det er for krævende at være i kontakt.

Jeg har ofte set traumatiserede mennesker række ud igen og igen, for derefter til sidst at kollapse i forsøget på at forstå sin egen ensomhed og utryghed, og for til sidst passivt at overgive sig til en skæbne, hvor der ingen sikkerhed, forståelse og omsorg er. Lars Sørensen beskriver SÅ fint, hvad der sker i andre mennesker (familie, partnere, venner, kolleger og professionelle), når den traumeramte rækker ud:

 

”For den ramte kan andres tilbud om indlevelse føles hule, når den basale tillid er mistet. For den objektive tilskuer (netværket) synes indlevelsen uden grænser, men stillet overfor grusomheder er neutralitet vanskelig at opretholde, og hvis smertegrænsen (i netværket) først er nået, kan det føles som nødvendigt at holde afstand til forståelsen, hvis man ikke selv skal blive revet med og risikere a miste sin egen tro, tillid og psykiske balance. Ubehaget ved at være viden til menneskelig lidelse, kan stige til ubærlige højder… og som modreaktion kan resultatet blive til vantro, skepsis og desværre også mistillid…”

 

Jeg tror, at mange traume-ramte lever i stilhed og med meget få kontakter, fordi de gennem årene forgæves har forstøgt at række ud, at forstå sig selv og omverdens reaktioner, og til sidst ender det i social kollaps. Jeg har set traume-ramte søge ind og ud af deres familier, ofte med stort drama som råberi, gråd, skrigeri og isolationstendens til følge. Og jeg har set det samme ske om og om igen i kæresterelationer mellem traumeramte og skiftende partnere.

 

“For mig har det givet mening, at lave den sammenligning, at som det lille spædbarns skrig kalder på omsorg, og der ingen respons er, så udløses apatien, som vi ser på russiske spædbørnehjem. Sådan kan det også gå relationelt, for traumeramte, de reagerer, rækker ud igen og igen med forskellige reaktioner – for til sidst at ende i apatien”.

 

Det kan være så smertefuldt og slidsomt at være i tætte relationer, når man tidligt i livet har mistet tilliden til selve menneskeheden og tilværelsen, fordi en ”betydningsfuld anden” tog tillid fra os gennem vold, overgreb eller udnyttelse. Min erfaring fra psykiatrien er, at hvis traumerne er opstået imellem børn og forældre, er risikoen for at udvikle tilknytnings- og relationsforstyrrelser meget større, end hvis traumerne opstår mellem børn og mindre betydningsfulde andre. Og i det følgende vil jeg gerne forklare baggrunden for at traume-ramte kan få problemer i relationerne. Jeg kan kun anbefale, at hvis du som traume-ramt gentagne gange har problemer i dine relationer med andre, så søg terapeutisk hjælp. Man kan udvikle sig enormt meget ved at forstå, hvordan traumerne arbejder i relationerne. Og gennem denne bevidsthed og forståelse, kan der findes nye veje i livet. Man skal aldrig mistet håbet om gode relationer – for der er håb, for dem der vil åbne deres bevidsthed og forstå ♥♥♥

 

mother child

 

Grundlæggende tillid og barnets kald på omsorg.

 

Vores evne til at bevare tilliden til andre mennesker og til tilværelsen starter i spædbarnslivet. Barnet er født med tillid. Barnet er født med en tro på, at skrig og fagter kan vække omsorg og sikre en kærlig nærværende respons fra forældrenes side af. Men den perfekte barndom eksisterer ikke. Lang de fleste af os har været udsat for, at vores forældre misforstod vores signaler. Helt grundlæggende kunne de komme til at give mad, mens vi græd af mavekneb. De kunne skifte ble, mens vi græd af træthed, eller de kunne lægge os til at sove, mens vi græd af sult. Det er helt normalt at børn udsættes for den slags misforståelser i kontakten. Fra spædbarnsforskningen ved man, at hvis forældrene DE FLESTE GANGE formår at tolke barnets signaler korrekt, så vil barnet beholde sin grundlæggende tillid til verden. Jo, flere misfortolkninger og/eller afvisninger, jo større risiko for at barnet udvikler utryghed i relationer.

I filmen ”Er du mors lille dreng” vises der tydelig, hvilke konsekvenser det har, hvis børn vokser op hos forældre, der ikke kan møde barnets skrig og fagter (kalden) med den korrekte respons. Forskning peger også på, at barnets nervesystem opfanger forældrenes hensigt. Så hvis vi for eksempel forsøger på at trøste et sulten barn ved at køre en tur med barnevognen, og barnets uro forsætter, fordi vi har mistolket dem, og det slutter med tilfredsstillelsen med mad, så bevares barnets tillid intakt, fordi forælderen bliver ved med at forsøge, indtil løsningen findes.

 

Tillid, børneopdragelse og mikro-chok.

 

Jeg er barn af 70erne. I 70erne måtte man gerne slå børn bagi, hvis de var ”slemme” og man måtte gerne slå dem over fingeren, hvis de ”pillede”. Så vidt jeg ved, er det ikke noget mine forældre praktiserede overfor mig, jeg har ikke nogle erindringer om at være blevet slået. Men jeg husker, at min mor har haft fat i mine overarme og vred sagt ”kig på mig, når jeg taler til dig”, hvilket også var normalt i 70erne. Man skulle kigge på de voksne, mens man fik skældud. Jeg husker også, at min far bøjede sin store krop henover mig, og sagde ”Har jeg ikke sagt at….” og at jeg blev meget bange for ham, selvom han slet ikke gjorde mig noget. Blot hans kropspositur var nok til at skræmme mig.
Børnepsykologer refererer til det man kalder ”mikro-chok”. Altså den kropslige chok tilstand barne- kroppen sættes i, hvis betydningsfulde voksne pludselig råber, slår ud, rusker osv i barnets krop. For mange børn, er dette en del af den almindelige børneopdragelse. Og det er det desværre stadig, den dag i dag. Jeg har den hypotese, at disse ”mikro-chok”, hvis der er nok af dem, og hvis de har været ”rystende” nok, sætter sig i barnesindet. Hvis barnesindet ”forstår” disse overgreb på kroppen, vil barnet langsomt kunne tilpasse sig situationen, og måske manøvre sig udenom de situationer, hvor man kan udløse overgrebene. Hvis barnet ikke ”forstår” forældrenes vrede, sættes det i barnekroppen som en slags relationel forvirring og utryghed.

 

Forudsigelighed hos ”betydningsfulde andre” og udvikling af relationel tillid.

 

Min oplevelse er, at de mennesker der er hårdes ramt i relationelle traume-reaktioner, er mennesker, der ikke er vokset op med betydningsfulde forudsigelige voksne. Når vi allerede fra helt små, oplever at vi er ude af stand til at gennemskue reaktionerne hos dem vi er helt og aldeles afhængige af, så ryster det vores grundvold og truer hele vores eksistens.

Børn har behov for voksne, hvor de stort set altid kan regne med den reaktion de får. Hvis forældre har et eksplosivt temperament, hvis forældre er ødelagt af druk med forsinkede reaktioner til følge, eller hvis man har en psykisk syg forælder, der den ene dag er glad og rummelig og den anden dag er ked af det og afvisende, så er det meget forvirrende at være et lille barn. Især hvis reaktionerne medfører grænseoverskridelser, vold, overgreb og udnyttelse (herunder manipulation). Forudsigelighedsfaktoren hos de voksne, som barnet er afhængig af, er i min optik vanvittig vigtig for den videre udvikling af tillid.

Jeg var engang kontaktperson for en pige, som havde en meget veluddannet mor og far, som boede i et meget fint hjem i Nordsjælland. Deres datter var meget smuk og selv veluddannet. Hun kunne bare ikke få sine kæreste-relationer til at fungere. Hver gang hun fandt en kæreste, havde hun enten et mønster af at ”teste” hans kærlighed, hvor hun ifølge sine egne observationer, opførte sig de-evaluerende og misbrugte hans tillid. Eller hun havde et mønster, hvor hun ville have kæresten tæt på, for derefter at slå op, for derefter at opsøge ham igen og slå op. Et tredje mønster var idealisering og afhængighed. Hun følte sig helt tom, hvis de ikke var sammen, og meget urolig hvis han skulle ud i byen selv. Alt efter de typer hendes kærester var, udspillede disse mønstre sig igen og igen. Hun blev indlagt efter et selvmordsforsøg, fordi en idealiseret kæreste, havde slået op med hende, efter at hun havde fået et jalousi anfald til en fest, i den virksomhed, hvor de begge arbejdede.

Hun og jeg gravede møjsommeligt de tre mønstre frem af hendes hverdags”kuffert” og fik langsomt et overblik over, hvor de stammede fra. I hendes hjem, måtte man kun være sød. Hvis man ikke var sød, kunne man sidde på sit værelse til man blev god igen, og man blev først talt til igen, når forældrene havde lyst. Når mor var alene hjemme (far var hos elskerinden) var moderen tryghedssøgende, de skulle se video sammen og være en slags veninder. Når far var hjemme, var datteren et nul for moderen, som kun var optaget af faderen. Når faderen havde venner på besøg, viste han stolt sin smukke datter frem, hvor dygtig hun var på sin hest og ved klaveret. Når ham blev fuld, kaldte han hende for en billig luder, der aldrig ville finde et fornuftigt mandfolk. Gennem flere indlæggelser (for selvmordsforsøg) fandt vi ud af, at hun slet ikke kunne finde ud af hvem hun var. Hun kunne ikke finde ud af om hun var noget værd som menneske.

I sine nære forhold ”genopførte” hun de kendte mønstre fra sit barndomshjem med moderens nærhed og distance og faderens de-evaluering og idealisering. Når hun og jeg havde samtaler, fortalte hun om et dybt hul af savn efter ægte nærvær og intimitet. Hun endte med at blive ”rask”, få en fast kæreste, få stabile veninde-relationer, et stabilt arbejdsliv og i det hele taget et fornuftigt forhold til den dysfunktionelle familie hun var vokset op i. Og dette skete gradvist henover en årrække, hvor hun havde åbnet sin bevidsthed for sine dramatiske ”genopførelserne” af sit barndomshjem i alle andre relationer. Det var en enorm stor lettelse for hende, da hun fandt ud af, at hun selv stod bag dramaet, reaktionerne, ensomheden og isolationen. Det gav hende håb, at hun vidste at det hele var genopførsel af et barndoms-skuespil inde i hende selv.

 

Tilknytningsformer og relationer.

 

Fordi den perfekte barndom ikke eksisterer og de perfekte forældre heller ikke gør, så er det heller ikke sådan, at vi altid under enhver stress-situation kan være tillidsfulde og robuste. Vi har alle ”en rem af hud”, altså nogle reaktioner og modreaktioner som følger med os ind i vores voksne relationer.
I det følgende vælger jeg at beskrive tilknytningen, dels via dels via John Bolwbys tilknytningsteori, Mary Ainsworths ”fremmed-situation” og den amerikanske psykiater Perry Browns studier.

 

tilknytningslineal Bruce Perry

 

Vi fødes ind i den trygge tilknytningsform. Som beskrevet ovenfor, så findes den perfekte barndom bare ikke, og derfor kan vi udvikle tilknytningsmønstre, der på denne ene eller anden måde er forstyrret af manglende nærvær, mistolkninger, afvisninger, svigt, mikro-chok og reele chok-traumer.
Når ”betydningsfulde andre” ikke er til rådighed med deres nærvær eller ikke forstår at læse barnets signaler, følelser og behov, oplever barnet manglende tryghed og en eksistentiel angst for ikke at overleve, da det er prisgivet forældrene. For at beskytte sig imod denne angst lærer barnet forskellige måder at overleve på, hvilket jeg har illustreret i billedet ovenfor.
Disse måder at organisere sig på foregår ubevidst og giver problemer senere i livet i de relationer vi indgår i. Vi har sjældent kun ét tilknytningsmønster, men noget fra alle fire mønstre. Dog dominerer typisk ét af disse mønstre. Men tilknytningsmønstre kan ændres gennem bevidsthed og måske professionel hjælp. Min erfaring er, at jo flere traumer der ligger i den primære relation mellem forældre og børn (plejeforældre og børn) jo større terapeutisk indsats skal der gøres, for at det traume-ramte menneske kan slippe fri af sin relations-angst. Jo senere vi er skadede (f.eks gennem voldeligt ægteskab) jo lettere er det at få tilknytningsforstyrrelserne på plads, hvis den primære omsorg var på plads. Men der er ikke nogle sikkerheder, da sindet jo har sine egne veje.
Forskning viser, at cirka 55 procent i den vestlige verden har et trygt tilknytningsmønster, har ca. 20 procent et undgående tilknytningsmønster, ca. 15 procent et ængsteligt/ambivilant mønster og 5-10 procent et desorganiseret mønster.

 

Sådan viser tilknytningsforstyrrelser sig i mit liv.

 

Som jeg allerede har beskrevet i lektion 3 om traume-mønstre, så har jeg i de nære relationer identificeret og bevidst forholdt mig, gennem dagbog-skrivning , til hvordan henholdsvis kæmp-flygt-frys og bøddel-offer-frelser mønstrene har manifesteret sig i mit liv. Men for at jeg kunne få mit nuværende forhold til at fungere måtte jeg også forholde mig til min evne til tilknytning.

Det jeg selv er kommet frem til er, at jeg ikke helt kan forklare mine problemer med tilknytning, igennem mit spædbarns-forhold til mine primære voksne, altså min mor og far. Min indre fornemmelse er, at de har formået at løse opgave godt nok til, at min tilknytningsproblematik må stamme andre steder fra. Så jeg begyndte at lede efter forklaring i mine øvrige barndoms- og ungdomsrelationer. Gennem dagbogsskrivning har jeg fundet frem til, at jeg har lidt fra hver tilknytningskategori at ”kæmpe” med. Jeg har grundlæggende det sunde tilknytningsmønster, men når jeg bliver usikker på ”den anden” træder de to andre mønstre i kraft. Min usikkerhed kommer primært til udtryk i forelskelser og når jeg skal have vigtige samarbejdsrelationer med reserverede personer, der ikke giver ret meget af dem selv.

Mit ene mønster er undgående. Når jeg er presset har jeg tidligere søgt sikkerheden i mig selv. Jeg var ikke god til at bede om trøst. Jeg var undvigende i min kropskontakt. Jeg ville hellere være alene, end at blive i noget ”krævende”. Jeg er sikker på, at dette mønster stammer fra min folkeskoletid, hvor jeg gik i en meget dysfunktionel klasse med nogle bøller som kunne udvise virkelig voldsom mobbe-adfærd. Nogle gange ramte den mig, og andre gange ramte den andre. Og det fik ofte splittet klassen totalt ad. Så det blev overlevelse med hver mand for sig, fordi man ikke kunne stole på, hvem der holdte med hvem. Mobberne havde nemlig medløbere, som var dødesens-angste for at blive holdt udenfor, og derfor kunne opføre sig som ”stikkere”.

Mit andet mønster var det ængstelige. Hvor jeg kunne opleve mig selv oms klæbende, svingende selvværd og oplever angst ved brud på rutiner. Jeg tror, at dette mønster stammer fra min mors sygdomsforløb, som jo endte med at jeg mistede hende, selvom jeg kæmpede bravt for at holde hende i live så længe som muligt. Ligesom mønsteret også stammer fra min distancerede far, som det var svært for mig at opnå en følelsesmæssig god kontakt med. Han var en meget regelret mand, og enten var noget rigtigt eller forkert. Meget fordømmende i specifikke henseender. Følelser og behov var for ”tøsedrenge”. Det er som om, at jeg aldrig følte mig helt tilstrækkelig, jeg kæmpede forgæves for min mors liv og jeg kæmpede forgævens for at blive set som jeg er, af min far. Især i forelskelser og i samarbejdssituationer med mennesker, der ikke giver så meget af sig selv. Jeg kune overskride mine egne grænser for at skabe en kontakt, og jeg var villig til at sælge ud af mine egne værdier for at fastholde en kontakt.

 

Hvad har jeg vundet gennem bevidstheden om mine tilknytningsmønstre?

 

Det dybe bevidsthedsarbejde kan føre en i retningen af at forstå sine egne reaktioner i mødet med andre mennesker. Føles denne relation sikker og tryg, så flyder kærligheden/venligheden/tilliden også frit! Eller bliver jeg undvigende og flytter mit fokus over på andre ting, i stedet for at undersøge hvad kærligheden/venligheden/tilliden blokeres af? Eller bliver jeg nervøs/ambivilant, selvom jeg kan mærke kærligheden/venligheden/tilliden, men jeg tør ikke give los? Eller vælter jeg disorganiseret rundt i følelser eller reaktioner, som jeg ikke forstår noget som helst af, ofte kombineret med at jeg søger kærlighed/venlighed og tillid, hos mennesker der er ude af stand til at give mig det jeg har brug for?

 

tilknytningstyper

 

Jeg har endelig fået kontakt med min kerne, efter at jeg har fundet ud af hvilke typer mennesker og situationer der gør mig sårbar. Og jeg har fundet ud af hvor mit mønster stammer fra. Ved at have denne bevidsthed, kan jeg også bedre forholde mig til, hvis jeg trækker mig eller overskrider mine egne grænser, når jeg er sammen med andre mennesker. Især har jeg jo kunne bede min mand om hjælp, til at holde mig tættere ved ham, når jeg bliver stresset af mine PTSD symptomer. Ellers glider jeg væk fra ham og forsøger at tackle det selv. Og i forhold til samarbejdsrelationer med reserverede mennesker, ved jeg nu, at det er et tegn på usikkerhed, hvis jeg bliver ”klæbende” og får svingende selvværd. Det tackler jeg ved at notere mig, at nu står jeg overfor et reserveret menneske, og så finder jeg roen i mig selv, ved at minde mig selv om, at min tryghed ikke skal findes ved at åbne den anden op, men ved at blive i mig selv, og huske på, at jeg ikke behøver ”den reserverede” til at spejle at jeg er ”god nok”. Håber det giver mening?

Formålet med at undersøge sine egne tilknytningsmønstre og eventuelle forstyrrelser, er at forstå sine egne reaktioner i forhold til andre. Åbne for den mulighed at vi selv står i vejen, for den nærhed og kærlighed vi ønsker os. Både gennem vores reaktioner og modreaktioner på os selv og andre. Livet bliver så meget mere rigt, hvis vi er bevidste om hvordan vi skaber vores egen virkelighed, med de fedtede briller som vores barndom har udstyret på vores næse.

 

giphy (1)

 

Frem med dagbogen! Og hvis du er hårdt ramt af barndomstraumer, så bed om professionel hjælp – så du kan blive sat FRI ♥♥♥  Hvis du har fået traumer senere i livet, som giver dig en lettere grad af bøvl i tilknytning, samarbejde og kærlighedsforhold, vil jeg anbefale dig at kigge på kærlighedsterapeut Connie Kragelunds hjemmeside: https://conniekragelund.dk/

Lektion 3: Traumer, stress og hjernen

Dette blogindlæg handler om de problemer, man som traumeramt kan opleve, hvis man udover sine traumer også rammes af forskellige stressorer. Indlægget er meget langt, så derfor har jeg delt det op i flere dele, så du kan læse det henover flere dage, hvis din hjerne er for træt til at læse det hele på en gang. Jeg lægger også blogindlægget op som video i FB gruppen “Et fredeligere liv med traumer og PTSD”.

Jeg nævner flere gange kognitive forstyrrelser, og det betyder kort sagt forstyrrelser i tænkningen/tankeprocesserne.

 

images (9)

 

Traumer og kognitive vaskeligheder. 

Da jeg fik PTSD i 2002 havde jeg gennemført folkeskolen, gymnasiet, konstabeluddannelsen, sygeplejerskeuddannelsen og uddannelsen i kognitive behandlingsformer med et ret stort fokus og med resultater over middel. Dette på trods af, at min mor var syg af kræft da jeg var barn, at hun døde da jeg var 17 år (midt i 2.g), at jeg skulle tackle en jaloux kæreste i løbet af konstabeluddannelsen og at jeg midt under sygeplejerskeuddannelsen valgte at forlade min jaloux kæreste med en masse drama til følge. Kort sagt, jeg havde et formidabelt kognitivt funktionsniveau, trods forskellige former for stress og sorger i mit liv.

Efter jeg fik min PTSD diagnose valgte jeg at videreuddanne mig. Dels gennem en pædagogisk diplom i voksnes læreprocesser og dels gennem en kandidat på Århus Universitet. Jeg kunne ikke længere være sammen med psykiatriske patienter på grund af min PTSD, men jeg ville gerne bruge min faglige baggrund som sygeplejelærer. Mens jeg gennemførte mine videreuddannelser havde jeg alvorlige udfordringer med min søvn, som konsekvens af min PTSD. At videreuddanne mig var totalt op ad bakke, og jeg forstod på daværende tidspunkt ikke at jeg led af kognitive forstyrrelser. Jeg var flere gange ved at give op, og jeg troede seriøst på, at grunden til at jeg ikke kunne gennemføre uddannelserne var fordi jeg var træt (af for lidt søvn) og pludselig var blevet doven. Ja!!! Det føles for mig, som om at jeg var gået fra at være et særdeles virksomt og engageret menneske, til at blive en rigtig Doven Lars. Jeg stillede tit mig selv spørgsmålet:

”Hvorfor er jeg blevet så doven?”

Selvom jeg var sygeplejerske og sandelig også efteruddannet i kognitive behandlingsformer, så knyttede jeg ikke min viden om neurologi og kognition til at JEG skulle have disse problemer. Jeg skældte og smældte på mig selv over min manglende drivkraft. Jeg tolkede den manglende drivkraft, som om at jeg ikke GAD tage i skole, og jeg beskyldte mig selv for at være et utaknemmelig menneske, når jeg ikke viste interesse for den fantastiske mulighed jeg havde for gratis videreuddannelse. Kort sagt, jeg rettede alt min frustration indad, og skammede mig selv ud med sætninger som:

”Så tag dig dog sammen, for fanden!”

I mange år kaldte jeg mig selv for doven og utaknemmelig, når jeg ikke følte at levede op til de opgaver livet stillede mig. Jeg fik et meget ansvarsfuldt job, der krævede at jeg kunne arbejde selvstændigt, tage mange beslutninger, prioritere om på kort tid, bevare overblikket i følelsesladede situationer og have rigtig mange bolde i luften og parallel processer kørende på samme tid. Og jeg forventede at jeg, trods et PTSD diagnose, kunne svømme i det. Og jeg klarede også at holde hovedet over vandet fra overfaldet i 2002 til 2015, hvor jeg en morgen stod og kiggede ind i mit skab, og brast i gråd fordi jeg ikke kunne finde ud af, hvilket noget tøj jeg skulle have på. Jeg ringede til min kloge chef, som sagde til mig at jeg havde stress, og at jeg først skulle komme på arbejde igen, når jeg kunne vælge et sæt tøj uden at anstrenge mig. Hun havde selv været syg med stress og vidste hvad hun snakkede om.

 

hamsterhjulet

 

Jeg havde meget travlt med at vende tilbage til jobbet. Jeg følte mig forpligtet på at passe mine ting og jeg havde på det tidspunkt en sekretær der var ved at drukne i både mine og hendes opgaver. Så jeg vendte hurtigt tilbage og klarede mig også i 6 måneder, frem til sommerferien. Jeg havde svære udtrætningsproblemer. Kunne ligge fuldstændig smadret på sofaen efter jobbet, var sengesøgende så jeg ikke skulle forholde mig til familien, prøvede at skærme mig ved at arbejde hjemme så meget som muligt og flyttede rundt på arbejdsopgaver og møder, fordi der simpelthen var dage, hvor det var umuligt for mig at komme ud af huset.

 

”Jeg elskede mit job, og havde en fantastisk arbejdsplads fyldt med dejlige mennesker og meningsfyldte opgaver, så jeg følte mig enorm skyldbetynget over at jeg ikke kunne få tingene til at hænge sammen”.

 

Efter 4 ugers sommerferie i 2016 følte jeg mig i topform igen. Men der gik ikke en måned, så blev jeg igen træt – usigelig træt, og mønsteret med at flytte rundt på opgaver, skærme mig derhjemme, dække over mig selv osv osv forsatte. I november måtte jeg igen sygemeldes. Denne gang var situationen, at jeg en dag skulle huske noget fra et møde, hvor jeg var mødeleder. Jeg havde taget notater undervejs, havde følt mig nærværende og tilstede under mødet, og følte sagtens at jeg kunne skrive et referat. Men da jeg gik fra 2. sal til 3. sal og skulle sætte mig ved computeren for at skrive referatet kunne jeg ikke huske noget som helst fra mødet, på trods af de mange noter. Min sekretær skulle bruge nogle datoer og booke nogle lokaler, men jeg kunne ikke huske hvad vi havde aftalt på mødet. Jeg var fuldstændig blank, flov og begyndte at græde. Jeg blev sendt hjem af en gammel erfaren kollega og min sekretær, og de gik straks til min chef og fortalte at den var helt gal med mig. Jeg bad min egen læge om en henvisning til arbejdsmedicinsk klinik, og der fik jeg for alvor øjnene op for den situation jeg havde bragt mig selv ud i, ved at ignorere min PTSD diagnose og kompensere (indkapsle) mine traumer i så mange år.

 

”Jeg havde en livsdrøm om det gode liv og intet skulle stå i vejen for den drøm – heller ikke en krop i krise, som ikke kunne klare mere”.

 

Ud over samtalerne ved arbejdspsykologen, og tests der viste at jeg led af alvorlig stress, så lånte jeg bogen ”Saml tankerne” fra Psykiatrifonden. Jeg havde meget svært ved at læse på det tidspunkt, men kom igennem bogen ved at læse den langsomt, og blive på en side indtil jeg havde forstået hvad der stod. Men det skulle blive meget værre, for i december 2016, altså måneden efter, var min stress så voldsom, at jeg var ude af stand til at læse overhovedet, og helt ude af stand til at sætte to sætninger sammen på skrift. Min kommunikation var påvirket i en sådan grad at jeg ikke kunne afsluttede mine sætninger, og ofte sagde jeg noget delvis, som så hang i luften, og at min latens (responstid) på at svare var lang.

 

Jeg vil i det følgende dele med jer, hvordan mine kognitive funktionssvigt viste sig hos mig i den akutte stress-fase, men som jeg stadig lider af i mere eller mindre udstrakt grad alt efter hvordan jeg har det. Det er ikke for at underkende betydningen af mit job, som var et virkelig krævende job – men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det var senfølgerne fra PTSD der fældende mig. Når man har levet så mange år i højstress/forhøjet alarmberedskab, som en almindelig tilstand, så skal der ikke meget til for at tippe båden. Hvis man har et krævende arbejde, er det særdeles vigtigt at man ved præcis hvordan man afspænder både krop og sind, så man ikke både har sin traumerelaterede højstress i kroppen, og så derudover stress hormoner fra jobbet.

 

Hjernen og stress.

For at forstå hvordan vores hjerne arbejder, er det vigtigt at forstå hvordan hjernens niveauer og funktioner er placeret.

pyramide

På pyramidens laveste niveau er vågenhed, det vil sige at være vakt både mod indre og ydre stimuli. Det laveste niveau fungerer som hjernens batteri, der generer strøm til videre tænkning. Når man lider af stress eller har traumerelateret højstress/forhøjet alarmberedskab, er sindet ikke blot vågent, det er super vågent – hele tiden!!! Alle antenner er rettet både mod ydre og indre stimuli, så vi er klar til at løbe fra sabeltigeren eller vores bøddel/krænker. Det vil altså sige at batteriet allerede er i gang med at aflade sig selv INDEN hjernen går i gang med de øvrige opgaver, højere oppe i den kognitive pyramide.

 

Opmærksomhedsniveauet handler om at vi skal kunne spænde over en given mængde information, at have evne til at udvælge hvilke indtryk der er relevante, at kunne udelukke irrelevante indtryk, at have evnen til at dele opmærksomheden, have evnen til at skifte opmærksomhed, have evnen til at fastholde opmærksomhed.

 

Indlæring og hukommelse er en overbygning på opmærksomhedsfunktionen, i det både indlæring og hukommelse forudsætter ar man kan fastholde opmærksomheden.

 

Tænkningens styringsfunktioner er pyramidens øverste niveau og dækker over tænkningens mere komplekse funktioner. Vi producerer ideer, overskuer og løser sammensatte opgaver, planlægger, arbejder målrettet og kan skifte perspektiv. Styringsfunktionerne sætter os i stand til at bremse og regulere følelsesmæssige udtryk, så vores adfærd bliver social acceptabel.

 

Gennem samtalerne med arbejdspsykologen forstod jeg, at mit kognitive funktionsniveau er nedsat grundet langvarig stress og PTSD. Alt efter hvor træt min hjerne er, så kan min opmærksomhed, hukommelse, koncentration og styringsfunktioner svinge fra dag til dag.

Måske kan I genkende jer selv helt eller delvis i mine observationer af mit kognitive funktionsniveau?

 

Sådan var det for mig. 

Vågenhed: Jeg kan have dage hvor det føles som om at jeg tager alle stimuli ind. De dage har jeg det bedst med at blive hjemme i mit eget hjem, og gå i skoven og ved stranden med mine hunde. Hvis jeg ikke er opmærksom på at jeg er så træt, at alt går ufiltreret ind, så får jeg det værre og værre, indtil jeg er så udtrættet at jeg KUN kan ligge på sofaen. Det er således ”learning by doing” i højeste potens. Hvis jeg sover dårligt, er blevet forskrækket over noget eller har været for social, så stiger mit vågenhedsniveau indtil det bliver pinefuldt at være i kroppen. Sindet er låst fast i anspændthed og kroppens muskler er spændt til det yderste. Nogle gange ender disse udtrætninger i selvmordstanker. Ikke fordi jeg ikke elsker livet. Men fordi jeg ikke kan udholde at være i min hyper-vågne tilstand og i en ultra alert krop.

 

Opmærksomhed: Jeg har perioder hvor jeg glemmer vigtige informationer og beskeder. På et tidspunkt sagde familien og venner til mig, at de var holdt op med at regne med mig. Det gjorde virkelig nas, men jeg ved det ikke er personligt rettet mod mig, blot at de vil gøre mig opmærksom på, at jeg ikke fungerer på det punkt. Jeg har fået svært ved at køre bil. Nogle dage er værre end andre, og nogle dage er så slemme at jeg er direkte utryg ved at køre, og derfor helst ikke gør det. Jeg kan ikke styre to ting på samme tid, f.eks tale med min søn om skolearbejde og lave mad. Jeg taber tråden, hvis jeg skal flytte min opmærksomhed fra en ting til en anden. Jeg har svært ved at fastholde min opmærksomhed i en samtale, da det er som om jeg falder i staver midt i dialogen (hjernen sætter ud). I sociale sammenhænge har jeg svært ved at vurdere hvad der er relevant eller ikke relevant, og jeg har svært ved at følge med i en samtale med en sidemakker, hvis andre snakker samtidig med.

 

Hukommelse: I den akutte stress fase var det virkelig slemt med min hukommelse. Inden min sygemelding havde jeg svært ved at huske ting, f.eks informationer om den nye kørselsapp, eller hvad mine notater fra møder betød. Jeg kunne ikke huske, hvordan vi bruger vores nye apple TV, selvom min mand har instrueret mig flere gange. Jeg har det meget bedre nu, men der skal ikke meget pres til før end hukommelsen svigter.

 

Styringsfunktioner: Jeg har aldrig følt mig så ide forladt som i december 2016. Jeg synes, at jo mere ro og restitution jeg får, jo mere kommer ideerne til mig. Det er smertefuldt psykisk, at være et kreativt og ide rigt menneske, og pludselig føle at hjernen er helt tom. Kreativitet er for de fleste forbundet med livsglæde, og det er det også hos mig. Jeg har stadig svært ved at komme fra tanke til handling, min mand kan godt komme hjem kl 16 og jeg har intet udrettet en hel dag. Heller ikke selvom jeg fra morgenstunden har planlagt at vaske og stryge tøj. Det bliver bare ikke til noget. Og så kan jeg blive ked af det og føle mig doven. Selvom jeg har styr på processen f.eks madlavning, så gik jeg i den akutte fase af stress, ofte i stå fordi jeg ikke kunne overskue det. Jeg har følt mig meget ramt på min drivkraft. I perioder har jeg en markant nedsat evne til beslutningstagning, nedsat evne til planlægning, nedsat evne til gennemførsel. Det var nogle af de ting, udover min hukommelse der gjorde det svært for mig at passe mit arbejde til sidst. Nogle dage er værre end andre, når det kommer til styringsfunktionerne. Min mand siger, at jeg er det roligste menneske han kender, men efter at jeg har fået viden om styringsfunktioner, tror jeg egentlig mere det handler om at jeg har svært ved at regulere mine følelsesudtryk. I stedet for at jeg viser ”levende” hvad der foregår indeni, så har jeg en rolig facade, som egentlig kan dække over et virvar af følelser på indersiden. Som psykiatrisk sygeplejerske har jeg lært at regulere følelsesudtryk som en del af mit arbejde, og på en måde tror jeg, at mit stone-face kommer fra mange års faglig træning i at styre hvad jeg giver udtryk for og viser til omverden.

 

Noget af det mest forvirrende og smertefulde for mig er, at jeg kan sidde i en kreativ fokuseret og sjov arbejdsopgave, og have følelsen af at have et rigtig godt flow. Men når jeg så skal lægge opgaven fra mig igen, så vil min overaktive hjerne ikke rigtig lukke med for processen. Mine tanker kan kredse i en uendelighed om opgaven, mange timer og nogle gange flere dage efter at jeg har lagt den fra mig. Præcis som hvis man hører en sang, som hjernen så ikke vil slippe igen.

 

Det har taget mig lang tid at opdage og acceptere, at min overaktive hjerne, har den tendens, at den ikke kan slippe tankevirksomheden igen, efter at jeg har været fokuseret på en opgave gennem nogle timer.

 

Det har haft betydning for min arbejdsprøvning, i det jeg jo så er blevet opmærksom på, at jeg har et efterslæb af kognitive tankeprocesser, som udtrætter min hjerne EFTER jeg har forladt min kontorstol. De fleste dage kan jeg stoppe grammofonen ved at meditere eller gå en lang tur i skoven med Eckhart Tolle i ørene. Men nogle dage kører min hjerne ”on and on and on” med bestemte sætningskonstruktioner, kreative ideer der popper op igen og igen, og ting som jeg synes bør rettes, også selvom jeg HAR noteret det på en blok til den efterfølgende arbejdsdag. Virkelig energikrævende og nedslidende for hjernen.
Som man kan se af ovenstående, så er det ikke mærkeligt at mennesker med traumer får problemer med det kognitive funktionsniveau. Der er ikke meget opmærksomhed rettet mod denne problemstilling i traumebehandlingen, selvom det ofte der dette der er medvirkende årsag til at vi kan have svært ved at klare os på arbejdsmarkedet. Som jeg skrev til min jobkonsulent;

 

“Det eneste KONSTANTE i mine symptomer er, at der ikke er noget der er konstant.” 

 

Nogle dage har jeg et højt funktionsniveau, andre dage har jeg et lavt funktionsniveau. Nogle gange kan jeg sagtens regne ud, hvorfor jeg fungerer dårligt, andre gange synes jeg ikke der er nogen logisk grund til at jeg fungere dårligt. Et forholdsvis stabilt kognitivt funktionsniveau er en forudsætning for de fleste arbejdsfunktioner og for evnen til at leve et stabilt liv, hvor både jeg selv og andre kan regne med mig. Men det er ikke sådan det er at være mig, lige nu, i hvert fald.

 

Traume stress og almindelig stress er ikke det samme.

Som traume ekspert Lars Sørensen skriver i bogen ”Smertegrænsen”, så er vi er ikke som stress-ramte. Ifølge ham lever vi i organisme der er allergisk overfor stress og som er i et kronisk forhøjet alarmberedskab. Vores energi er låst fast i traumerne, så det er ikke stress der er oparbejdet gennem længere tids belastning, men noget der er kommet pludseligt. Det betyder også, at det ikke bare klinger af, når belastningerne forsvinder igen. Vi kan derfor heller ikke (udelukkende) behandles med almindelige kognitive, meta kognitive eller neuropsykologiske behandlingsmetoder. Kognitive strategier kræver tænkning og analyse, og evne til at sindet kan lægge stress ned gennem aflastning af de forskellige funktioner. For at arbejde kognitivt skal man have et vist kognitivt funktionsniveau, da det forudsætter vilje og vedholdenhed at lære nye ting. Effekten af kognitiv/meta kognitiv terapi og neuro terapi kræver altså kognitive funktioner, som kan være slemt ramt hos mennesker, der har levet meget længe i højstress/forhøjet alarmberedskab.

 

At være i højstress/forhøjet alarmberedskab er særdeles udfordrende for hjernen, da det kognitive system står og falder på, at hjernen ikke er i konstant stress, men at den også aflastes gennem hvile og søvn, hvor den ikke er aktiv. Mange af os har også en rodet nattesøvn, hvilket betyder, at hjernens normale restitutionstid ikke er optimal hos os heller. Batteriet bliver ikke ladet optimalt op, og bliver lynhurtigt afladet igen på grund af vores ”ekstreme” vågenhedsniveau.

 

Jeg har selv haft meget glæde af både kognitive metoder, metakognitive metoder og kan sagtens se ideen i neuropsykologien. Og det har hjulpet mig et lille stykke henad vejen. Men, for der er et men. Hvis vi har massive traumer eller PTSD så er vores hjerne ramt af nedslidning. Det betyder ikke, at vi ikke kan og skal udnytte det potentiale der ligger i den neuroplasticitet som hjernen har. Men hjernen er et organ, ligesom hjerte, lever og nyrer er. Den kan blive syg. Man kan ikke TÆNKE sine organer raske (selvom nogen måske påstår det). Men man kan acceptere og regulere – og den vej rundt skabe forbedringerne.

 

“Ligesom en højaktiv triatlet efter mange år vil få nedslidning af muskler og led, så er hjernen, hos et menneske med alvorlige traumer og PTSD også nedslidt af de giftstoffer der er forbundet med at være i konstant højstress.”

 

Man ved fra amerikansk forskning at veteraner udvikler demens i langt højere grad end normalbefolkningen. Så for mig, handler det om at stoppe ulykken, så at sige. Altså stoppe den forsatte slitage på hjernen. Mange kognitive behandlingsmetoder kræver at hjernen arbejder på højtryk, den skal lære nye måder at arbejde på, og tilegne sig nye strategiske værkstøjer – og det tænker jeg er meget aktuelt med rigtig mange andre psykiske lidelser end lige præcis PTSD.

 

“At stoppe ulykken handler for mig om at skabe ro og fred i hjernen.”

 

Hvilket er præcis det modsatte af at arbejde kognitivt, metakognitivt eller neuropsykologisk. Når hjernen så har fået sin ro, er det optimale betingelser skabt for at komme ud af sin ”forstuvning”. Jeg er sikker på, at der er stor faglig uenighed på dette område, men jeg læner mig op ad det jeg selv har erfaret med de mennesker jeg har passet med traumer og min egen historik.

 

“Man kan, i mine øjne, IKKE fjerne de neurologiske problemstillinger ved traumer og PTSD gennem kognitiv træning eller gennem vilje, men man kan til gengæld regulere i sit liv og sin måde at være i verden på, så hjernen får RO, og det er præcis det den har brug for, for at kunne hele sig selv”.

 

Præcis som en forstuvet fod. Nogle forstuvede fødder bliver heller ikke altid helt optimale igen. Nogle af dem viser hurtig tegn på udtrætning og nogle har for slappe ledbånd. Og i sådanne tilfælde hjælper det ikke noget bare at løbe videre. Og i mine øjne er de kognitive/neurologiske behandlingsformer, at vi løber videre på en ødelagt fod. Alligevel har metoderne deres berettigelse! Men det skal være den ”form” din hjerne er i, der skal afgøre hvilken behandlingsform du vælger. Jeg er en naturpige og holder mig til min barnetro på, at hjernen er selv-helende, men det er OS der skal skabe rammerne, og selvom den er selv-helende, kan den i visse tilfælde aldrig blive helt rask. Den kan naturligvis ikke hele, hvis vi bliver ved med at aktivere højstress igennem vores traumemønstre eller hvis vi vedvarende udsætter os selv for stress, fordi vi er frelsere med overachiever-tendenser. Og det giver god mening at gå i terapi, så man kan få bremset den sligtage vi selv genererer på vores hjerne! Men det jeg i stedet vil foreslå er udvikling/aflastning gennem nærværende bevidsthed. Bevidsthed handler nemlig ikke om analyse og strategi, eller om at tilegne sig ny viden. Men simpelthen blot at være tilstede i sig selv og livet.
Nogle af de bedste råd jeg har fundet i forhold til at hjælpe min egen hjerne til et mere fredeligt liv, har jeg fundet hos psykologen Louise Meldgaard Bruun, der også er forfatter til bogen ”Saml tankerne”. Hun skriver, “Vi starter fx dagen med at lægge en plan, hvilket kræver opmærksomhed, hukommelse, arbejdshukommelse, overblik og planlægning. På vej til arbejde støder vi måske på uforudsete hændelser som vejarbejde eller forsinkede busser, så vi må lave en ny plan for, hvordan vi kommer på arbejde, eller hvordan vi får aflyst og flyttet morgenens møde – det kræver opmærksomhed, overblik og planlægningsevne. Når vi endelig er nået frem, taler vi med et par kolleger, hvilket kræver opmærksomhed, hukommelse og overblik. Opgaverne på arbejdspladsen kræver igangsætning, overblik, arbejdshukommelse og koncentration, og en kedelig, men vigtig konference senere på dagen stiller krav til vores opmærksomhed, overblik og impulsstyring. Når vi har hentet børnene, står vi måske og laver mad, mens vi hjælper dem med lektierne. Det kræver overblik og delt opmærksomhed. Trætte efter en lang dag bør vi gå tidligt i seng – også det kræver opmærksomhed, planlægning og igangsætning.”

 

Udover det stress relaterede, som Louise beskriver her, så har man som traumeramt også traumemønstrene der arbejder i os. Højstressen som bygger på et overaktiv reptilt forsvar kæmp-frys-flygt og et skadet relations mønster, hvor vi på grund af tillidsbrud cykler rundt i bøddel-offer-frelser trekanten. Kort sagt, vores traumehjerne har nok at holde styr på.

 

Strategier, der hjælper her og nu!

 

 

Med inspiration fra bogen ”Saml tankerne” har jeg taget følgende strategier til mig, for at skabe mere ro og AFLASTNING for min hjerne gennem bevidsthed:


PAUSER. Lær dig selv at holde regelmæssige pauser for at styrke sit samlede funktionsniveau. At holde pause er ikke at skifte fra at arbejde på sin computer til at ligge i sofaen og se Netflix. Med pause mener jeg at lægge sig et uforstyrret sted, lukke øjnene og det eneste man skal fokusere på er at mærke tæerne, anklerne, underbenet, knæene, lårene, hoften, maven, brystkassen, nakke/skuldre, arme og hovedet. Det kan tage under 5 minutter, men giver hjernen en stimuli fri pause, som den i den grad har brug for. I den metakognitive bog ”Lev mere – tænk mindre” som jeg varmt kan anbefale, skriver hun om hvor vigtigt det er at have TANKETOMME stunder og hvordan man skaber dem i den overaktive hjerne. Traumehjerner tænker og tænker hele tiden, og tager stimuli ind i ET væk. For at hjælpe sig selv, skal man lære at være helt i ro og helt i pause, også i vågen tilstand. Da jeg havde det allerværst kunne jeg slet ikke være alene sammen med min krop, så jeg vandrede rundt ovre i skoven med højt musik i ørene. Lær din hjerne at holde pause selvom den ikke skal sove, er den bedste gave du kan give en traumehjerne ❤
• Træn faste RUTINER for daglige gøremål for at støtte overblikket og planlægningen og kompensere for manglende kognitiv energi og hold på forstyrrende tanker om ting, man skal huske ved konsekvent at bruge TO DO LISTER. Du gør din hjerne en kæmpe tjeneste ved at aflaste den så meget som muligt gennem RUTINER og TO DO lister. Når din hjerne ved hvad den skal, skal den ikke opfinde tingene løbende. Det har taget mig mere end to år (!!!) at få skal faste rutiner i min hver dag og at have en TO DO liste, som jeg løbende skriver ting på, som jeg så kan strege ud når jeg kommer til det. Jeg er sikker på, at rutiner og lister har været en stor grund til at jeg føler jeg har fået min hjerne tilbage efter min anden stress sygemelding. Lav en ugentlig MADPLAN med tilhørende indkøbsliste, så din hjerne ikke skal presses til at tage stilling til mad og indkøb hver eneste dag. Det har hjulpet mig helt enormt at have ugentlige madplaner og månedlige storindkøb af de faste basisvarer.
Brug EN kalender konsekvent for at støtte overblikket og hukommelsen. At have EN kalender aflaster din hjerne enormt, for det eneste du skal huske er at kigge i den hver morgen 
FASTE PLADSER til ting som nøgler, mobiltelefon og vigtige breve og papirer, hvis man har svært ved at huske og skabe overblik. Mine børn og min mand har ofte måtte hjælpe mig med at gennemsøge huset for ting som jeg ikke kan finde. På et tidspunkt var det en joke i familien, at jeg en dag nok ville blive væk fra mig selv. Vi grinte meget af det, men i virkeligeden er det jo rigtig alvorligt at hjernen kan være så meget på over-load at basis ting forsvinder for en.
ÅBENHED og AFTALER med familiemedlemmer og venner om sammen at gå til sport og deltage i sociale aktiviteter, hvis man har svært ved at igangsætte og være vedholdende. Men endnu vigtigere, så giv ansvaret fra dig til nogen der kan bære det. Jeg har for eksempel sagt til mine veninder, om de ikke vil være søde at holde kontakten til mig, så længe jeg er i jobtræning, fordi jeg vidste at jeg ikke ville kunne holde kontakten selv. Og jeg har bedt min familie om at minde mig om, hvis vi har en aftale. Bare sende mig en sms med en besked om ”har du husket at….”. Det har været en kæmpe lettelse for min hjerne at alle omkring mig ved at min hjerne ikke fungerer så godt. Jeg har sågar sat min bankdame ind i situationen, og hun var så sød at hjælpe mig med min årsopgørelse da jeg jo lige nåede at købe et hus inden jeg blev rigtig syg.
REDUCER forstyrrelser og støj for at forbedre opmærksomheden. Hvis du har et arbejde, så sørg for at sætte chefen og kollegerne ind i din situation. Men vær også ærlig derhjemme overfor mand og børn. Tit har vi jo computer, Ipads og TV kørende, samtidig med emhætte og vaskemaskinen, og det kan hovedet have svært ved at rumme. Tal om det og hjælp dig selv ved at acceptere at dørene til børneværelset nogle gange skal være lukkede, så der er mere ro i resten af huset. Jeg har sågar været inde ved naboen som har en teenager der godt kan lide at fyre bomber og heksehyl af udenfor fyrværkeri sæsonen. Jeg fortalte at jeg har PTSD og har brug for at det kun er i den lovlige periode de fyrer af, eller at han fandt et andet sted. Først så de lidt mærkelige ud, men en god snak, løste faktisk problemet.
NATTESØVNENS betydning. Det allerførste jeg lærte da jeg kom til en psykiater i 2008, fordi jeg var ved at blive skør af søvnmangel, var gode soverutiner. Altid gå i seng på samme tid, og altid stå op på samme (næsten) tid. Lade være med at sove i løbet af dagen. Sørge for daglig fysisk motion og frisk luft. Nul koffein efter kl 17. Ingen fed mad og raffineret sukker efter kl 17. Meget gerne kamillethe i løbet af aftenen, og en lille skål med havregryn og banen (søvndyssende). Evt tage et langt varmt bad lige inden man går i seng. Sørge for at soveværelset er frisk udluftet. Sørge for NUL elektronik i soveværelset. Selvom jeg får medicin til natten (seroquel) så holder jeg alligevel rimeligt fast i rutinerne. Bortset fra at jeg hører sovemeditationer/sovemusik på min mobil nogle af aftenerne. Det har hjulpet mig meget af indarbejde gode soverutiner.
RESPEKTER at du bliver overstimuleret og træt. Lad ikke dit liv styre af hvad du VIL, men lær først dine behov at kende og find ud af hvad du KAN. Først når du kender dine behov og dine grænser, kan du gå i gange med at eksperimentere med hvor du kan skrue op og ned for blusset af stimuli, samtidig med at du er opmærksom på hvordan hjernen fungerer.

 

dagbog 1

 

 

Så, frem med dagbogen, og i gang med at finde ud af hvordan du er kognitivt belastet og i hvilken grad du er det – og læg så nogle strategier for din hjerne, som stopper ulykken – altså aflaster hjernen, lige her og nu! Dagbogen skal sikre, at det du læser her, og som du godt FORSTÅR skal blive til bevidst personspecifik viden. Du kan skrive det du genkender fra min historie, og undlade at bruge hjernekapacitet på at lave analyser, men blot åbne for din nærværende bevidsthed i stedet.

 

Din hjerne skal nok komme sig – efter bedste evne og mulighed – hvis du sørger for at regulere dit adfærd og dit liv, så den har en chance for at få ro! Jeg har åbnet min bevidsthed og langsomt tilegnet mig disse aflastningsstrategier, siden jeg startede på arbejdsmedicinsk klinik for næsten 2 år siden, og jeg synes faktisk det begynder at have effekt. Især på min konstante tankestrøm! Jeg føler ikke længere at min hjerne er besat af bekymrende grublerier og planlægning af dit, dut og dat – og det er er bare en fantastisk oplevelse! Jeg føler mig ikke længere fanget i mit eget sind 🙂

 

Der er meget at vinde blot ved at aflaste hjernen.

Go for it ❤

 

Lektion 2: Traumemønstre

 

I denne lektion 2 skal vi se nærmere på to traume mønstre, som i den grad kan forstyrre hverdagen, og give udfordringer i forhold til at få et fredeligt liv med traumer og PTSD. Det er to mønstre, som jeg selv har brugt meget meget lang tid på, at få et ordentligt indblik i, og jeg er ikke sikker på andet, end at jeg stadig har meget at opdage og lære.

 

KÆMP-FLYGT-FRYS

 

fight-flight-freeze

Det første mønster er det reptile kæmp-flygt og frys mønster. Det er reaktionsmønstre som har ligget i os siden urtiden, og som oprindeligt er skabt til at holde os i live, hvis vi fik en sabeltiger i røven eller anden livstrussel rettet imod os. Det tog mig ganske lang tid om at forstå, at det reptile mønster operere FREMFOR vores fornuft. Det vil altså sige, at uanset hvor fornuftigt vi er i stand til at analysere en given situation, så vil det være sådan, at hvis de reptile system tolker en situation som potentiel farlig, så vil vi reagere instinktivt på faren med enten kæmp-flygt eller frys respons. Helt almindelige mennesker, der ikke er traumatiserede, bliver også konfronteret med det reptile forsvar, hvis de bliver udsat for højstress. F.eks hvis de er meget stressede over en ny chef, som stiller urimelige krav, eller en ægtefælle der er vred og krævende, så vil selv det raske sind, gennem de øgede stress hormoner i kroppen, kunne gå i forsvar og blive styret af en kæmp-flygt eller frys respons. Jeg så en dag en af mine raske kolleger blive talt grimt til af vores leder, og jeg så at hun frøs i situationen. Hun ville gerne have forsvaret sig, og givet et svar tilbage, men hun blev helt stiv og mundlam i situationen. Kort tid efter fik hun en ny overhaling af chefen, og denne gang reagerede min kollega med kamp, hun gik helt tæt på chefen og råbe af hende. Afslutningen på det samarbejdsforhold blev at min kollega flygtede hjem efter endnu en konfrontation, og hun blev sygemeldt med stress og søgte et nyt job et andet sted.

Det er vigtigt at forstå, at det overordnede reptile system, sætter fornuftens argumenter ud af kraft, og at man som sundt og rask menneske, kan udsættes for så meget stress at responsen aktiveres. Mennesker med traumer og PTSD lever et liv i højstress, med et alarmsystem i højt beredskab, og derfor aktiveres kæmp-flygt og frys responsen også meget lettere i os. Et traumatiseret menneske reagerer både på aktuelle stressfyldte situationer, men vi reagerer også med kæmp-flygt og frys i vores flash backs. Hvilket jeg uddyber nedenfor.

 

Bøddel-offer-frelser trekanten

 

krænker offer frelser

 

Det andet mønster, som traumatiserede mennesker kan kæmpe med, er ligeledes et mønster som raske mennesker også kan ramme ind i. Og det er krænker-offer-frelser mønsteret. Min kollega, som jeg beskrev ovenfor, er en psykisk sund kvinde, som reagerede på en syg samarbejdsrelation med stress. I løbet af vores tid sammen udspillede hun også krænker-offer og frelser mønsteret, uden hun vidste det naturligvis. Hun fik vores chef placeret som krænkeren og så udspillede hun selv rollen som henholdsvis offer og frelser. Hun forklarede os andre at vores chef var ude på at ødelægge hendes faglige selvtillid og hendes karriere, og at hun selv var helt uskyldig i at chefen havde problemer med hende. Hun ville gerne hjælpe os andre, til at komme af med vores chef (frelser), så hun skrev en mail til den øverste ledelse om at vores chef mobbede sine medarbejdere. Sandheden var, at de to bare var et utrolig dårligt match og at de triggede hinanden. Jeg så en masse provokerende adfærd fra min kollegas side af, der var rettet mod min leder. Hun bagtalte vores leder, når hun ikke var på kontoret. Og ved åbenlyse muligheder for at få en god faglig dialog, sagde hun enten ingenting (frys) eller hun beklagede sig over min chefs måde at gøre tingene på, på en meget ufaglig måde (offer). Hun spillede selv krænkerens rolle ved at bagtale chefen, og fremsætte kritik af meget personlig karakter mod hende, uden at vores chef havde en chance for at forsvare sig. Min chef var ikke en dårlig chef, men hun var heller ikke perfekt. Og min kollega var ikke en dårlig kollega/medarbejder, men hun var heller ikke perfekt. Alligevel gik samarbejdet rigtig galt, fordi de triggede noget i hinanden. Som traumatiseret er der meget større risiko for at vi ryger ind i et krænker-offer-frelser mønster, fordi vi lever i kronisk højstress. Det vil sige, at vi på grund af højstress bliver mere ufleksible og unuancerede i vores måde at tolke andres adfærd og motiver på. Dette kommer jeg tilbage til senere.

Min smertegrænse, mine mønstre og bøvlet i hverdagslivet.

 

2015 246

 

I bogen ”Smertegrænsen” forklares, hvordan man som traume ramt ikke selv i stand til at styre eller regulere mønstrene, i det øjeblik vi oplever en potentiel fysisk eller psykisk ”trussel”. Det kan lyde så voldsomt med begrebet “trussel”, men det kan i og for sig blot handle om et utilfreds familiemedlem der gerne vil diskutere, at en nabo smækker sin bildør hårdt i eller et menneske der løber tæt forbi på en parkeringsplads. Det kan meget let ende i kamp (kæmpe skænderi/ vilde diskussioner, slåskampe eller smadrede ting), flugt (løbe væk eller isolationstrang) eller frys (man står helt musestille og tager imod, men kan ikke ryste oplevelsen af sig igen). Helt almindelige dagligdags situationer kan sagtens opleves truende i et traumatisk sind, og jeg har prøvet det selv mange gange.
Min primære strategi er undvigelse (flugt eller frys), men derfor slipper jeg ikke for ”efterskælvet” af kamp positionen. Den kamp eller det skænderi jeg ikke tager, sætter sig i mig som fastfrosset kampenergi alligevel, og får min fysiske og psykiske uro til at stige. Det kan tage mig timer eller dage at ryste energien af mig, selvom ”truslen” var latterlig ubetydelig i et rationelt perspektiv.

 

Udover traume menneskets fastlåsthed i kamp-flygt-frys positionerne, så kan traume sindet også være fastlåst i en relationel oplevelse af bøddel-offer og frelser. Man bliver nødt til at forstå at bøddel, offer og frelser fixeringen ud fra krybdyrhjernens forsvarssystem. Krybdyrhjernen er ikke særlig nuanceret og den reagerer spontant og ufleksibelt. Hvis ”noget” minder om en tidligere fare, er det lig med fare. Punktum!

 

Og hvis vi ikke ved præcis hvem der er vores ven eller fjende, hvordan skal vi så kunne passe på os selv? Lars Sørensen skriver i bogen “Smertegrænsen”, at mange traumatiserede mennesker jo netop har oplevet, at mennesker de burde kunne stole på, har svigtet og man er kommet til skade. Dertil vil jeg også indføre betydningen af vores egne fortolkninger af en oplevelse. Hvis man, som jeg, gang på gang har haft tillid til min egen vurdering af en situation som ufarlig, og som så har vist sig at udvikle sig farligt, så kan jeg jo heller ikke stole på mig selv, vel? Det reptile forsvar står derfor hele tiden på spring, til at beskytte mig for fremtidige fejlfortolkninger og traumer.
Hvis man har traumer eller PTSD kan der ske en ”stivning” i fjendebilledet, så alle de mennesker der uforvarent kommer til at trigge vores forsvar, får rollen som bøddel og unuanceret/ufleksibelt bliver sat i samme ”fare” kategori som den/det der traumatiserede os. Denne fastlåsthed i sindet, gør det vanskeligt for os at bevare nuancerne i forhold til de mennesker vi har omkring os. Jeg har både identificeret denne fastlåsthed hos mig selv og hos andre med traumer, og set hvor ødelæggende det kan være i de nærmeste relationer. I værste fald kan det føre til meget relationelt drama, samt efterfølgende isolation og ensomhed.

 

For at forstå, hvordan kæmp-flygt-frys og offer-bøddel-frelser mønstre kan udfolde sig i et almindelig menneskeliv, vil jeg gerne starte med at give et eksempel fra mit eget liv.
Når eks-mand og jeg (som alle andre par) nogle gange uenige om noget, kunne han med sit kropssprog eller ord komme til at aktivere min krybdyrshjerne, hvorved jeg blev ramt af enten kæmp-flygt-frys eller offer-bøddel-frelser mønsteret. Fordi jeg gennem livet har været udsat for en række fysiske overfald, havde jeg svært ved ikke at blive bange for ham, når han blev irriteret under en diskussion. Et let hævet stemmeleje, eller irritation i kropssproget, blev forvekslet med en reel trussel mod mig. Fordi jeg ikke kendte til traume mønstrene, havde jeg svært ved at se nuanceret og fleksibelt på min eks-mand.

 

Og som årene gik, blev han mere og mere min bøddel og jeg blev mere og mere et offer for hans ”ustyrlige temperament”. Som jeg beskrev i mit eksempel med min kollega ovenfor, så så jeg ikke at min eks-mand og jeg blot var et rigtig dårligt match, fordi vi triggede hinanden. Jeg var derfor igennem hele mit ægteskab i en frit svævende position af at ønske hans nærhed, og samtidig flygte fra den.
I den efterfølgende skilsmisse blev positionerne trukket endnu hårdere op, og jeg fik ubevidst også gjort ham til bøddel i mine børns liv. Det skete på den måde, at hvis han ikke udviste den empati med dem, som jeg synes de fortjente, så aktiverede det et mønster hos mig, hvor jeg gik i verbal kamp med ham over telefon, på sms og via mail. Jeg havde et kæmpe behov for at beskytte mine børn overfor deres ”ufølsomme” og ”temperamentsfulde” far. At han ubevidst kom til at aktivere mit traume mønster, skabte ikke kun drama indeni mig. Det skabte også drama udenom mig, i mit samarbejde med ham om børnene. På et tidspunkt blev vi rigtig uvenner, fordi jeg ikke kunne se ham som andet end bøddel i både børnenes og mit liv. Vi var ofre for hans ”ustyrlige temperament” og hans ”manglende empati”. Når man har børn med en bøddel, så lever man i drama og højstress, for man SKAL jo samarbejde og kan ikke flygte ud af kontakten.
I dag, mange år senere, tænker jeg ikke at min eks-mand er trussel mod hverken mig eller mine børn. Han er ikke en uempatisk bøddel med et ustyrligt temperament. Jeg tænker, at han er en helt almindelig mand og far. Han har sine mørke og lyse sider, ligesom alle andre mennesker. Hverken han eller jeg har haft den perfekte barndom eller de perfekte forældre, og det har formet os på godt og ondt. Det er sandt at han og jeg til en vis grad er forskellige i vores måde at møde børnene på, og det er sandt at han viser irritation og negative følelser mere tydeligt end mig, og det er sandt at han har en anden måde at vise medfølelse på end mig. Men det gør ham jo ikke til en farlig mand eller far. Det er lidt uhyggeligt at tænke tilbage på, at jeg (trods mit rationelle og følelsesmæssige intellekt) var ude af stand til at se nuanceret på min eks-mand. Hvis nogen havde forsøgt at tale mig til fornuft, ved at påpege at jeg så unuanceret på min eks-mand, så tror jeg også at de ville være blevet betragtet som ”modstandere”. Jeg var altså fortabt i mine mønstre. Og det virkelige sørgelige er, at alt dette til en vis grad kunne være forebygget gennem den rette psykoterapeutiske og indsigtsbetonede behandling.
I 8 samlivsår og efterfølgende 8 samarbejdsår har jeg været ”slave” af de to mønstre, som Lars Sørensen beskriver som relationelle vilkår for et traume menneske. Jeg vidste ikke bedre, og jeg var (trods mit gode intellekt) ude af stand til at rykke mig selv ud af disse mønstre. Havde jeg på daværende tidspunkt kendt til de to mønstre, og havde jeg vidst at de var et relationelt vilkår i mine relationer til andre mennesker, så havde jeg ikke valgt at blive kæreste med min eks-mand. Ikke fordi han er et dårligt menneske, men fordi jeg så også kunne se, at han og jeg var et rigtig dårlig match. Jeg kan ikke styre hvad der trigger mig, men jeg kan i dag, med den nye viden jeg har, lade være med at indgå i nære relationer med mennesker, hvis naturlige adfærd, trigger min reptilhjerne.

 

Når jeg taler og skriver sammen med andre, der lever med traumer, og jeg følger forskellige traume grupper på Facebook genkender jeg så mange fastlåste positioneringer i deres beretninger om livet med traumer. Det er tydeligt for mig, at mange traume ramte ikke selv kan identificere og forstå dynamikken i traumemønstrene, og derfor opstår der en fastlåsthed i den måde vi oplever verden på og en fastlåsthed i den måde vi reagerer på. Krybdyrshjernen har et fast tag i os, og den måde vi møder vores medmennesker på. Ikke kun i mit liv, men også i mange andres liv, oplever jeg hvordan disse mønstre fører til helt igennem unødvendigt drama og højstress, som desværre ofte kan ende i relationelle sammenbrud med isolation og ensomhed til følge. Jeg kender mange med traumer, som oplever intens ensomhedsfølelse og som enten har forladt alle eller er blevet forladt af alle på grund af traumemønstre og traumedrama.

 

Der skal ikke meget til for at re-traumatisere os, og vække disse mønstre. Jeg har f.eks lige været igennem et jobtræningsforløb, hvor mine mønstre har udspillet sig i mit møde med min arbejdsgiver og i mit samarbejde med kommunen. Efter at have været i terapi, har jeg fået viklet mig (nogenlunde) ud af mønstrene, så jeg kan se mere nuanceret og frit på, hvad højstress gør ved mig og mine automatiserede reaktioner. Jeg ved, at jeg ikke er alene. Jeg ved, at I sidder og roder med de samme automatiske reaktionsmønstre.

 

Det er svært at have tillid til at andre vil os det godt. At ET forkert ord, eller ET forkert brev fra kommunen IKKE nødvendigvis er tegn på, at de IKKE vil/kan hjælpe os. Min mistænksomhed er jo blot et udtryk for manglende tillid til mine omgivelser. Både fordi jeg har fået nogle tæsk af psykisk syge, hvor jeg har fejlvurderet hvor sikker en relation er, men også fordi jeg gennem livet har været i nogle usunde relationer, hvor mennesker jeg BURDE kunne have tillid til, har misbrugt min tillid. Det har sat sig som utryghed og mistroiskhed i ethvert møde jeg har med nye mennesker. Samtidig stoler jeg heller ikke helt på min egen vurdering af hvorvidt et menneske er godt eller skidt for mig, fordi jeg har en erfaring med mig om at jeg ikke kan stole på min egen dømmekraft. Det at være i jobtræning og derfor i systemets magt, har fået alle dæmonerne til at springe ud af skabene. Det kræver konstant vågenhed og bevidsthed ikke at skabe situationer omkring mig, som minder om den min kollega fik bragt sig selv ind i, fordi jeg stort set altid er fanget i højstress grundet min PTSD, og fordi jeg relationelt er sårbar pga min mangelfulde evne til at fortolke andres adfærd og motiver på en nuanceret måde.

 

Af ovenstående kan det ses, at der er to psykologiske mønstre i de senfølger, der kan opstå efter et traume. Jeg kan i dag se, at et kendskab til hvordan kæmp-flygt-frys og offer-bøddel-frelser positioneringerne, ville kunne forebygge meget højstress samt psykisk og fysisk slitage. Hvis man som traume ramt ikke er bevidst om hvad der kan trigge henholdsvis kamp-flygt-frys mønsteret og offer-bødde-frelser dramaet, så er man frit svævende i et smertefuldt og uforståeligt univers. Hvor man i allerværste fald får isoleret sig fra andre mennesker, fordi den manglende tillid, og den konstante mistroiskhed fylder mere end troen på, at der findes gode mennesker derude. Lars Sørensen skriver, at mange traumatiserede mennesker ubevidst VÆLGER usunde relationer og ubevidst VÆLGER at have tillid til usunde mennesker, fordi der er en vis tryghed og genkendelighed i det usunde. Og derfor er vi også de eneste der kan løfte vores egen bevidsthed og strategisk vælge at gøre noget andet, selvom det skræmmer livet af os, at lære nyt og vælge nyt. At vælge usunde relationer fra, kan være noget af det mest skræmmende man kan opleve. Mange mennesker har usunde familie relationer og kan føle stor skyld og skam i at vælge sin familie fra fordi de konstant trigger reptilhjernen. Andre (som mig) der lider lidt af “frelser-syndromet”, kan have svært ved at vælge psykisk sårbare mennesker fra, fordi jeg ser de kan have brug for min hjælp. Det er ikke alle psykisk sårbare der trigger mit reptile forsvar, men når det sker bliver jeg nødt til at vælge mig selv, fordi højstressen der følger med slider for meget på mig både kognitivt og kropsligt. Nogle mennesker vælger at beholde andre mennesker i deres liv, selvom de kan mærke det er usundt. Men de er så ensomme, at de er bange for at vælge de sidste relationer fra. Også selvom de er hamrende usunde og konstant trigger reptil forsvaret.

Et mønster man som traumeramt skal være særlig opmærksomt på, er hvis vi hele tiden vælger relationer til og fra. At vi svinger som et pendul mellem nærhed og distance. Det kan tyde på at man hele tiden er i mønstrene, kæmp/frys eller bøddel/offer/frelser. Det at vælge usunde relationer fra, skal ikke ske på baggrund af traume-mønstrene, men som et bevidst og holdbart valg, så man kan få et mere fredeligt liv, hvor de reptile forsvar ikke er aktiveret hele tiden.

 

Et andet mønster man skal være opmærksom på, er hvordan man som traumeramt udspiller sin frelser rolle. En del traumeramte, inklusiv mig selv, er unuanceret låst fast i den position der er knyttet til frelser rollen, også kaldet overachiever. En overachiever er kendetegnet ved at man i lang tid har været i stand til at indkapsle sit traume, og på overfladen ser særdeles velfungerende ud. Overachieveren er meget optaget af andres behov, og har utrolig svært ved at mærke sine egne. Overachieveren finder en fredsfyldt helle i at være nærmest neurotisk fanget i at være tilstede i andres problemer, og er derved frikøbt fra at mærke alle de indre konflikter der presser sig på inde i overachieveren selv. En overachiever (mig) er også optaget af at “komme videre”. Vi kaster os ud i alle opgaver med en iver der ikke svarer overens med de ressourcer der er på kontoen. Trætheden bliver først noteret, når man ikke kan komme ud af sengen. Baggrunden bag at være overachiever er ofte at man er vokset op i familier med meget aktive og ansvarlige forældre, der har været mere optaget af deres egne præstationer og barnets præstationer end den egentlige trivsel i familien. Det er først for nylig, at jeg er blevet bekendt med at overachiever er knyttet til frelser rollen i trekansdramaet, men det har hjulpet mig meget i den sidste del af min arbejdsprøvning, hvor jeg har forsøgt at være mere bevidst om, at det faktisk er vigtigere at jeg får tilrettelagt et fremtidigt arbejdsliv ud fra mine ressourcer, end ud fra hvordan andre så på mig som klient i systemet.

Med udgangspunkt i ovenstående, kan I nok se, at det har været vigtigt for min evne til at skabe et mere fredeligt liv med PTSD, at jeg har den nødvendige viden om PTSD symptomer og mønstrene. Det har været vigtigt, at jeg træner og træner, så jeg kan observere hvad der kan trigge min krybdyrshjerne og få dette gjort til personspecifik viden som kan bruges i hverdagen. Og der er virkelig håb!!!

Jeg har levet en del år sammen med en mand, der har et langt større temperament end min eks-mand, og fordi jeg har indsigt i de psykologiske vilkår og i mine mønstre, kan jeg elske og leve sammen med ham uden at være i relationel højstress hele tiden. Det betyder ikke, at jeg har styr på mine automatiske reaktioner, det betyder blot at jeg ret hurtigt kan OBSERVERE hvad der foregår og få skabt en dialog, der gør at vi kan nærme os hinanden igen. Træningen gør også, at jeg kan ITALESÆTTE overfor ham, hvad mine relationelle betingelser er, og hvordan han bedst kan hjælpe mig til ikke at blive trigget. Jeg kan også fortælle ham, hvordan han får halet mig ind igen, hvis jeg går i flugt (som er mit primære forsvar). Min mand er håndværker og ikke særlig boglig, men fordi jeg selv har fået et sprog for mine mønstre, har jeg også kunne forklare ham mere simpelt hvad min virkelighed er. Og han har selv set film på Youtube, som har hjulpet ham på vej. En anden grund til at jeg mærker et håb er, at jeg  igennem jobtræningen kan se, at jeg har fået skabt en bedre kontakt til mig selv, som gør at jeg ser mere nuanceret på verden end de to mønstre egentlig har tilladt tidligere. Men det er hårdt arbejde og jeg bliver MEGET træt af at arbejde med de automatiske reaktioner. Derfor er egenomsorg, nænsomhed, ro, stilhed og restitution en vigtig del af hverdagen, for at få et fredeligere liv med traumer og PTSD.

Husk at DU er derinde bag dine reaktioner! Du er født tillidsfuld og du er født med en evne til at kommunikere og række ud. Hvis du er blevet onduleret af livet, så det tillidsfulde er forsvundet, så ER der en vej hjem igen, og det er aldrig for sent. Men du SKAL gøre dig til ven med dine symptomer, så de kan hjælpe dig med at finde vejen HJEM.

Hvis du konstant er i kamp mod de tilstande du har inde i kroppen , er du også i højstress. Fordi enhver kamp er højstress. Så vejen hjem er via ACCEPT, KÆRLIGHED, COMPASSION og TILLID til at galskaben har en mening. Der er kun to positioner vi kan stille os i, i vreden og det er FRYGT eller KÆRLIGHED. Frygten generere højstress, så stil dig i kærligheden og mærk hvordan stresshormonerne langsomt fiser ud af kroppen og den bliver træt og falder til ro. Det er øvelse, øvelse og øvelse at være i kærlighed og tillid som traumeramt – men det er den eneste vej der er at gå. En slags pilgrimsrejse i sindet. Just keep on walking.

 

keep on walking