Lektion 1: Hvad er chok, traume og PTSD?

ptsd brain

Hvad er chok, traume og PTSD – og hvordan viser symptomerne sig i hverdagslivet?

Da jeg starter i PTSD behandling går det op for mig, at jeg som sygeplejerske ved en masse om PTSD symptomer og behandlingen af symptomer, uden at jeg på nogen måde forstår hvordan PTSD symptomerne påvirker mit hverdagsliv. Det var først da jeg sidder hos psykologen på arbejdsmedicinsk klinik, at jeg hørte ordet ”senfølger”, at det går op for mig, at man ikke altid kommer helt igennem traumer. På trods af en méngrad på 20 procent har jeg ikke internaliseret (det vil sige forstået, accepteret og integreret), at jeg levede med et handicap. Derfor har jeg heller ingen forståelse for alle de signaler min krop sender mig gennem symptomerne, eller nogen form for ydmyghed i forhold til den løbende slitage, som den manglende sygdomserkendelse forårsager på min krop.

Siden overfaldet i 2002 havde jeg ladet mit liv styre af mine livsdrømme alene, uden at tage det mindste hensyn til at min krop flere gange har givet signal om at den var på overarbejde. Jeg levede i 100 procent kontrol og kamp, for dybest inde vidste jeg godt, at hvis jeg gav slip, ville jeg tabe mit liv som det så ud, på gulvet. Men jeg ser ikke tilbage med fortrydelse på mine valg. At jeg har formået at ”parkeret” min PTSD i så mange år, har givet mig utrolig mange glæder og fede oplevelser. Samtidig er jeg sikker på, at hvis jeg var blevet tilbudt et regionalt ”pakkeforløb” i PTSD tilbage i 2003, så kunne det have forebygget mange højstress situationer for mig, og dermed også den kognitive og kropslige slitage jeg lever med i dag.

Selvom jeg, som fagperson, udmærket kender de diagnostiske kriterier på PTSD, så har jeg ikke været i stand til at omsætte det til personspecifik viden. Personspecifik viden, er den individuelle og helt unikke måde som sygdommen infiltrerer MIN krop, mit sind og mit liv på. Den diagnostiske viden, forblev en faglig viden, som ikke blev flettet sammen med min egen unikke livshistorie, før jeg selv blev tvunget til at starte processen. Jeg er derfor sikker på, at viden om diagnosen alene er fuldstændig ubrugelig, hvis det ikke knyttes sammen med egen livshistorie, egen oplevelse af meningen med symptomerne og de unikke udfordringer jeg lever med i mit hverdagsliv. Jeg måtte altså starte min egen recovery/rehabiliteringsproces et sted. Og for mig var det første skridt på rejsen, at genlæse de diagnostiske kriterier og forsøge at identificere hvordan de greb ind i mit hverdagsliv.

Hvordan chok kan blive til traumer, og hvordan traumer kan blive til PTSD.
Følelsesmæssige chok er en voldsom reaktion fremkaldt af en uventet forfærdende begivenhed. Men chok kan også skyldes, at man udsættes for en massiv ydre påvirkning, fx et kulde/varmechok eller fysisk traume på kroppen/læsioner eller knoglebrud. Ved chok på baggrund af en psykisk krisetilstand kan det føre til kortvarig sløvhed, forvirring eller handlingslammelse. Uanset om det er fysisk chok eller psykisk chok så er symptomerne på chok meget ens. Symptomerne skyldes, at kroppens organer ikke modtager nok ilt til at kunne fungere normalt og dette påvirker hjernen. Kroppen vil forsøge at modvirke den midlertidige iltmangel ved at omfordele blodforsyningen og sende mest muligt blod til hjernen, hjertet og lungerne på bekostning af blod til hud, muskler og andre organer. Dette sker ved at øge mængden af stresshormoner i kroppen og kan give:
• højere puls
• hurtigere vejrtrækning
• kølig, bleg hud
• fugtig/klam hud

Det er ikke alle chok der fører til traumer. Man kan godt få en kæmpemæssig forskrækkelse, f.eks hvis man er ved at overse en cyklist i et højresving, eller hvis man ser en crazy gyserfilm. Mange af os har fået skæld ud af voksne da vi var børn, hvor vi er blevet råbt ad eller taget hårdt i overarmene. I de tilfælde er de fleste af os gået ind i en kæmp-flygt eller frys tilstand, hvor vi måske bagefter har grædt og fået rystet oplevelsen af os. De fleste af os har også været involveret i nærved-ulykker ude i trafikken, hvor vi kortvarigt har fået overstående symptomer. Jeg har i hvert fald prøvet et par gange at måtte køre ind til siden for ligesom at samle mig. Min kloge terapeut sagde til mig, man får ikke PTSD af enkeltstående begivenheder, men ved gentagelsen. For at chok bliver til et traume, skal det være sådan at man ikke har været i stand til at ryste oplevelsen af sig, og her har syddansk universitet lavet en række undersøgelser der viser, at det er vigtigt at lade kroppen komme af med den psykiske spænding der opstår efter et chok. Indenfor mange traumeterapeutiske retninger er rystelser i kroppen en vigtig del af behandlingen, de fremkaldes ”kunstigt” for at hjælpe klienten af med den ophobede energi. Man ved ikke præcis hvorfor nogle mennesker kommer videre efter chok og andre hænger fast. Et forsigtigt bud kunne være at det blandt andet handler om den mængde ophobede energi der er tilbage i kroppen fra andre chok, det kan have noget med dine indre personlighedsstrukturer at gøre, arv/miljø osv osv. Når chok bliver til traume hænger bestemte efterreaktioner fast i kroppen. Den vil ikke komme sig og man vil over tid kunne udvikle PTSD.

traumer

Post traumatisk belastningsreaktion, er i diagnosebogen ICD10 kendetegnet ved at personen har været udsat for en eller flere exceptionel svære belastninger, med en eller flere symptomer: flash backs, påtrængende erindringer, mareridt, stærkt ubehag ved minder om traumet, undgåelse af alt der minder om traumet, delvis eller fuld hukommelsestab, søvnproblemer, irritabilitet – eller vredesudbrud, koncentrationsbesvær, motorisk eller psykisk uro, tilbøjelighed til sammenfaren.

Jeg synes godt, at man med fordel kan supplere fra det amerikanske diagnose kriterie: påtrængenhed (intrusion), undgåelse (avoidance) og autonom irritabilitet (aurosal, psykisk overfølsomhed, alarmberedskab).

Det er vigtigt at forstå, at PTSD ikke handler om voldsomme livskriser eller invaderende angst symptomer, men som Lars J Sørensen skriver ”et nervesystem som er i vildt oprør” og en organisme der er ”allergisk overfor stress”. Den følelse man som PTSD ramt kan se sidde med er, at man som en anden tilskuer observerer hvordan en fremmed parasit hele tiden trækker forhistorien med sig ved at overtage kroppens reaktioner og sindet med følelser, tanker og billeder fra traumet, ved at flygte og undvige situationer der minder om noget som var engang, og ved at besætte kroppen med en høj uproduktiv energi og rastløshed, der enten kan medfører en næsten hypomanisk adfærd (højt psykomotorisk tempo = høj energi) eller en nærmest depressiv tilstand (totalt udmattelse og tab af mening =lav energi), uden at det er hverken eller. Det er dybt frustrerende, at man igen og igen bliver invaderet, og konfronteret med oplevelsen af at miste herredømme i eget liv, fordi man som oftest er sin egen tilskuer i processen.
Som sygeplejerske er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at der går mange mennesker rundt med fejldiagnoser såsom generaliseret angst, panik angst, bipolar lidelse, borderline eller evasiv/skizoid personlighedsstruktur. Simpelthen fordi vi i psykiatrien ikke er dygtige nok til at indhente traume data på vores patienter. Konsekvensen kan ifølge Lars Sørensen blive katastrofal, for PTSD er ikke angst, og derfor virker kognitiv adfærdsterapi heller ikke. Faktisk tværtimod.

Det er derfor vigtigt at forstå, at PTSD hjernen er en hjerne ude af kontrol, og at vi skal arbejde målrettet på at give hjernen nogle rimelige hverdagsbetingelser, hvis vi vil modvirke PTSD stress-responsen (mere om det i en senere lektion).

 

I det følgende vil jeg give eksempler på, hvordan mine symptomer manifesterede sig i mit hverdagsliv og gav anledning til mine unikke problemer. Husk at selvom vi måske har meget tilfælles i vores traumer og vores PTSD, så er vi forskellige mennesker med en unik og særlig livshistorie og traume historik, og derfor er det vigtigt at du selv identificerer hvordan symptomerne manifesterer sig i dit liv.

I den akutte fase

Lige efter overfaldet i 2002 var jeg hårdt ramt af akutte symptomer. Jeg kunne tage timer om at falde i søvn, havde en meget urolig søvn med voldsomme mareridt, samt tidlig opvågen. Mange af mine opvågninger foregik på den måde at jeg i en fase mellem søvn og vågen tilstand blev angrebet og forsøgt slået ihjel, og jeg kunne ikke skelne drøm fra virkeligheden. Der kunne gå flere minutter inden jeg fandt ud af, at jeg bare havde drømt og nu var i sikkerhed i mit eget soveværelse. Det var aldeles rædselsfuldt at vågne på den måde, og det stod på i en længerevarende periode.

Når jeg var vågen kunne jeg ikke finde fysisk ro i min krop. Den motoriske uro stod på i en del år, og har været en fast følgesvend i mit liv. I nogle perioder har det været værre end andre. I de perioder hvor jeg var værst plaget af motorisk uro, var jeg ofte også ramt af en intens og uforklarlig nervøsitet. Hvis jeg hørte høje lyde eller så hurtige bevægelser, medførte det voldsomme reaktioner. Jeg kunne krybe samme, springe væk eller række hænderne op foran mig. Man føler sig lidt fjollet, hvis man tager et stort spring væk, hvis en person ved siden af smækker med en bildør. Og da jeg ikke selv helt forstod mine reaktioner kunne jeg blive både irriteret og flov over mig selv.

I forløbet efter overfaldet forsøger jeg at undgå at tage telefonen, når min chef ringede hjem for at høre, hvordan jeg havde det. Ikke fordi jeg ikke gerne ville tale med min chef, men fordi lydende fra opkørte beboere i baggrunden kunne få mig til at føle intens frygt, sammenfaren og svedtendens. Jeg forstod ikke til fulde, hvorfor jeg kunne få det sådan, og i stedet for at insistere på terapi, blev jeg irriteret på min chef over at han hele tiden ringede for at høre til mit velbefindende. Til sidst måtte jeg bede min fagforening om at tage kontakt til min arbejdsplads og fortælle at jeg havde brug for ro. Det medførte skamfølelse i mig. Tænk, at være sådan en medarbejder, der modarbejder at komme tilbage på jobbet. I mange mange år efter overfaldet, fik jeg hjertebanken når jeg skulle køre ind i den by som bostedet lå i. Og hvis jeg mødte kolleger fra bostedet, kunne jeg være glad for at hilse på dem, og samtidig være plaget af intenst ubehag. I dag ved jeg, at det er flash-backs. Men dengang synes jeg bare det var noget mærkeligt noget.

Noget andet, som jeg selv undrede mig over var, at jeg huskede overfaldsepisoden knivskarpt, nærmest som en film spillet i slowmotion. Til gengæld kunne jeg intet huske af resten af aftenen på arbejde. Jeg fik fortalt af en kollega, at jeg havde været meget rutinepræget og ikke talende, men havde ellers været upåfaldende. Den dag i dag kan jeg stadig huske selve overfaldet, men jeg kan ikke huske de resterende timer på jobbet. Fra papirerne hos min egen læge, kan jeg se, at jeg har fortalt ham at en beboer slog ud efter mig og jeg formåede at undvige. Jeg undrer mig over, at jeg ikke fortalte sandheden. At beboeren forsøgte at få fat om halsen på mig. Er det fordi jeg ville beskytte beboeren? Er det fordi jeg ville beskytte mig selv? Jeg anser mig selv for at være et ærligt menneske, så hvorfor har jeg minimeret alvoren i episoden?

Den første tid efter overfaldet i 2002 skete der en forandring i mig, som jeg selv tillagde den dårlige søvnkvalitet. Jeg blev tiltagende irritabel og sensitiv overfor lys og lyd indtryk. De første par år var de værste, der skulle ikke meget til før jeg blev vred. Og da jeg ikke synes det skulle gå ud over mine omgivelser, bed jeg det i mig. Jeg tænker i dag, at det må have været enorm energikrævende at være så irritabel, som jeg var på daværende tidspunkt, og så samtidig bide det i mig. Min sensitivitet overfor lys og lyd indtryk gjorde det nærmest uoverskueligt for mig at køre bil og tog, samt at handle ind. Det er stadig noget jeg har problemer med i dag. Det er som om, at jeg ikke længere har et beskyttende filter der sorterer i relevante og ikke relevante stimuli. Alt går ligesom ind. Det var først i 2016, da jeg startede i behandling for min PTSD, at jeg blev bevidst om, at når jeg ikke beskytter mig selv for de mange indtryk, havner jeg i en tilstand af hyper aurosal. Mit psykomotoriske tempo stiger så jeg kan virke små-manisk på mine omgivelser, og hvis det ikke bliver bremset havner jeg i en udmattelses tilstand, som kan minde om en depression. Jeg bliver ude af stand til at vælge et sæt tøj og ude af stand til at komme ud af mit hus.

Den psykolog jeg taler sammen med i den akutte fase, prøvet at få mig til at forstå, at jeg ikke skal tilbage og arbejde med psykotiske og udadreagerende mennesker. Og da overfaldet i 2002 registeres som en arbejdsskade kommer jeg til en psykiater, der anbefaler mig omskoling. Jeg starter derfor på videreuddannelse, så jeg kan beholde min faglige forankring, men i fremtiden som sygeplejelærer. Jeg har altid haft let ved at tilegne mig ny viden, men i de kommende år, hvor jeg forsøger at gennemføre en universitetsuddannelse skal det vise sig at blive særdeles kognitivt udfordrende. Jeg kan ikke huske fra min næse til min mund, og jeg må tage mange noter for at huske hvad der er blevet sagt i timerne. Det er svært at skrive opgaver, da jeg hele tiden mister tråden. Jeg tillægger disse udfordringer min dårlige søvnkvalitet. I dag ved jeg at jeg lider af alvorlige kognitive problemer under hele min universitetstid.

Alle de ovenstående symptomer på PTSD og overbelastning er kommet og gået i mit liv siden 2002. Og i det følgende vil jeg uddybe nogle af de symptomer som har fulgt mig efter den akutte fase:
Jeg har i perioder eller hele tiden (siden 2002) oplevet at:
• Jeg kan have svært ved at komme i kontakt med mine følelser
• Jeg har svært ved at overskue og have tillid til at jeg får en god fremtid (job, børn, parforhold m.m)
• Jeg har selvmordstanker, orker ikke flere stimulig/at være i min krop mere
• Jeg reagerer med angst på ikke angstprovokerende situationer, f.eks hvis min mand er i dårligt humør, føler jeg mig truet selvom han overhovedet ikke er udadreagerende eller at tale med fremmede mennesker.
• Jeg får hjertebanken i de mest mærkelige situationer
• Jeg bliver forskrækket over pludselige lyde og bevægelser
• Jeg føler mig årvågen ”uden grund”, og kan ikke ”snappe” mig ud af det igen
• Jeg ikke kan sove eller har meget afbrudt søvn, trods medicinering
• Jeg kan ikke deltage i familiearrangementer eller andre ting
• Jeg opliver livet hultertilbulter, forstår ikke hvorfor mine ressourcer svinger så meget
• Jeg har svært ved at huske og koncentrere mig
Når jeg druknede mig i arbejde kunne jeg for en tid frikøbe mig fra kontakt til det ubehag jeg har i kroppen. Jeg forstår nu, at jeg blot kompenserede så længe min krop kunne bære det. Og det kunne den på mirakuløst vis fra 2002 til 2015.
Dette var første lektion i at forstå sin sygdom. Jeg vil gerne opfordre jer til at købe en dagbog til jer selv, hvor I symptom for symptom prøver at skrive ned, hvordan det viser sig i jeres hverdag, og hvis I allerede nu ved hvad der virker for at netop dette symptom ikke eksploderer, så skriv også det ned. Det er min oplevelse, at så længe sygdommen kan rumstere og husere i det skjulte, så har den en alt for stor magt over vores hverdagsliv. God arbejdslyst, og husk at selvom det her er krævende arbejde, så bærer det sin frugt at man ikke roder rundt i sit hverdagsliv med en blind makker. Min opfordring er at gøre din makker synlig, og den skal blive din ven!

Og husk at du er derinde et sted!!! Husk din self-compassion, du fortjener det ♥♥♥believe