Elsker du dig/dit selv?

154200-Self-Compassion

 

Mellem jul og nytår læste jeg en ualmindelig god bog. Den er skrevet af den verdens berømte hjerte- og kar specialist Dean Ornish. Han er en af de førende forskere indefor sit område og har i mange mange år forsket i kostens betydning for udvikling hjerte- og kar lidelser.

Man skulle jo så tro, at jeg (igen) sad og fordybede mig i kost og ernæring, men nej…

Dean Ornishś bog “Kærlighedens helbredende kraft” handler om de bi-fund han og andre forskere indefor hjerte- og kar området, har fundet i forbindelse med anden forskning. Han fortæller i bogen, at der foreligger overvældende evidens for, at kærlighed til sig selv og kærlighed til/fra andre (herunder kæledyr) har kæmpe betydning for udvikling af hjerte- og kar lidelse, og lige så stor betydning for prognosen efter man er blevet ramt af sygdom.

Lige inden jeg tog på juleferie fik jeg konstateret arveligt forhøjet kolesterol. Som de fleste af jer ved, så har jeg nu spist vegansk i 2 år, og har derfor ikke indtaget kolesterol via min kost i meget lang tid. Mit kolesterol ligger så højt, at jeg skal have medicin, hvis jeg ikke selv kan få det ned. Normalt ville man jo som det første tage kød og mælkeprodukterne ud af sin kost, og så skulle det gerne have løst problemet. Men sådan er det åbenbart ikke for mig, og jeg har naturligvis undret mig meget over, hvordan mit (dårlige) kolesterol tal kan stige fra 1,9 (december 2015) til 4,9 (november 2017), når jeg spiser som jeg gør. Og her er det så, at Dean Ornish bog kommer som sendt fra himlen, og giver mig en mulighed for at se problemstillingen i et mere spirituelt perspektiv.

For mig at se, er mit høje kolesterol tal et tegn på at “nogen” råber “VÅGN OP! Du gør (stadig) noget, der ikke er godt for dig selv”. Ifølge Ornish, så lever vi i et samfund, hvor vi har lært at betragte smerte og lidelse, som vores fjende. En fjende der skal bekæmpes med næb og kløer. Og vil kroppen ikke makke ret, så fylder vi den med medicin, og bedøver symptomerne i en forsat bevidstløs livsstil. Det er lettere at leve bevidstløst end det er at gå i gang med en omfattende forandring af den måde vi er i verden på.

I julen var jeg i Tønder for at besøge min svigerinde og min svoger. I den forbindelse var vi ude at gå, og min svigerinde skulle ind i Inspiration og købe en gave deres venner. Da jeg gik rundt derinde, følte jeg at jeg levede i et parallelt univers. En helt butik fyldt med smukke og ligegyldige ting! Små stykker træ, formet som en pipfugl i stærke farver eller en abekat, der hænger fra loftet i en stor. Begge dele til den nette sum af 600 kroner. Samtidig ligger der børn alene, helt ned til 2 års alderen, på banegården i den grimme storby Bangladesh. De har ingen beskyttelse og ingen mad. Jeg fik et gigantisk wake up call, mens jeg ventede på at min svigerinde fik betalt sin gave. Jeg mærkede hvor meget jeg havde forandret mig på 2 år i forhold til den materielle verden. Hvad hjælper det at omgive sig med smukke ting, hvis man samtidig behandle sig selv og andre på en grim måde? Men vi danskere har så travlt med at bedøve os i ligegyldige ting. Når vi køber af lyst er vi fri for at mærke vores sande behov. Vi er blevet VÆK fra os selv meget tidligt i livet, så vi er holdt op med at stille spørgsmålstegn ved at det vi føler lyst til at have og eje. Vi føler bare hele tiden at vi mangler noget, og at svaret ligger i at eje små træfigurer eller have tallerkener i det rigtige design.

 

images (1)

 

Hvis nogen havde spurgt mig for 3 år siden, om jeg følte jeg var væk fra mig selv, ville svaret have været et rungende nej. Jeg følte at jeg var i god kontakt med mig selv. Jeg følte at jeg elskede mig selv og havde stor respekt for mig selv. Men samtidig var jeg i gang med at gøre mig selv syg af alvorlig arbejdsrelateret stress. Når jeg arbejdede følte jeg, at jeg gjorde noget godt i verden, at mine talenter blev brug på at bidrage positivt til et mere compassion orienteret samfund.

Men jeg var samtidig i gang med at gøre mig selv syg, for der manglede en alvorlig erkendelse! Og det er, at compassion bliver nødt til i første omgang at være rettet mod dig/dit SELV. Jamen, er det ikke utrolig egoistisk? NEJ NEJ NEJ … Og jeg vil lige forklare hvorfor!

 

giphy

 

Den spirituelle lov, ja jeg vil påstå at MENNESKELOVEN siger, at hvis du ønsker balance og evne til vedvarende at GIVE, så skal du først og fremmest sørge for at sætte din iltmaske på dig selv, før du sætter den på andre. Det er så simpelt, at jeg glemmer det gang på gang i mit liv. Og det tror jeg at der er en helt bestemt årsag til.

Jeg har (ligesom mange andre) meget tidligt i livet udviklet en identitet, der har sin rod i, at mit værd afhænger af hvad jeg giver til verden/andre. Jeg har endda valgt et fag som psykiatrisk sygeplejerske, hvor jeg ville kunne slide mig selv til døde ved at give og give, og stadig føle at jeg ikke gjorde det godt nok. Det er altså helt naturligt for mig, at føle et stort behov for at give noget til andre. Og det er ikke noget skidt, det er jo godt. Men det er en farlig vej at gå ud af, hvis mit fundament i mit selv ikke er solidt nok. At blive veganer i 2015 var, for mig, den ultimative compassion handling ♥ Jeg fik så meget sjælefred i forbindelse med den beslutning, at jeg troede jeg var i mål med mit compassion projekt – men nej… Godt nok viser min vegansime min kærlighed til de forsvarsløse dyr og vores fantastiske planet, ligesom veganismen rammer ind i min selvrespekt for mine kerneværdier. Men min veganisme har ikke til fulde kunne løfte mig ind i min kærlighed og respekt for min krop. Jeg har stadig fyldt med krop med helt unødige fyldstoffer, såsom sukker, alkohol, overflødige fedtstoffer (kage og chips) og koffein.

 

22221945_279005159269957_6003749756496912906_n

 

 

Da jeg så mit blodprøve svar måtte jeg spørge mig selv om jeg til fulde tager ansvar for min egen sundhed, og svaret er nej! Jeg putter (stadig) ting i munden, som nedbryder min krop – og er det tegn på kærlighed, respekt og self-compassion? Prøv lige at spørge dig selv, hvor ofte du gør noget mod dig selv, som er direkte nedbrydende? Hvis du minder lidt om mig, så vil du nok opdage at det gør du ret ofte. Og spørgsmålet er, hvorfor???? HVORFOR i alverden putter vi ting ind i vores smukke og samarbejdsvillige krop, som kroppen ikke kan bruge til noget? Jeg hørte en fantastisk Oprah podcast, hvor hun talte med en kvinde der har haft en livslang spiseforstyrrelse. Kvinden fortalte, at da hun begyndte på “conscious eating”, altså bevidst, kærlig og nærværende spisning, fik hun for første gang fat om roden til den onde spise-spiral hun havde levet i næsten hele livet. Kvinden kom med et godt eksempel. Hvis du køber dig en fin bil, som du er rigtig rigtig glad for, og gerne vil passe godt på, ville du så køre den hen på tanken, og fylde olie eller sirup i benzin tanken? Kunne du finde på at hælde mere benzin på bilen, end tanken kan rumme? Nej, vel? Hvis vi gerne vil tage godt vare på os selv, er svaret ifølge Oprah, at spørge sig selv “Hvorfor putter jeg det her ind i min mund?”.

 

Pludselig gik det op for mig, at alt det unødvendige “fyldstof” jeg putter ind i min krop har det samme udspring, som dem der køber sig fattige i farverige træfigurer fra Inspiration. Vi vil bare bedøve os selv. Vi vil bare have mere, mere og mere af den enkle årsag, at der ikke er fyldt nok kærlighed på indeni. Når vores fokus er vendt ud mod alt det vi vil have, er vi fri for at mærke lidelsen, tomheden og forvirringen indeni.

Jeg tror ikke engang jeg ville kunne forstå, det jeg sidder og skriver lige nu, hvis jeg havde læst det for tre år siden. Der troede jeg stadigvæk at jeg elskede mig selv. Jeg mente da vel nok, at jeg havde fortjent et glas rødvin efter en 50 timers arbejdsuge. Jeg havde da fortjent den fine dims, fordi jeg tog alle de ekstra opgaver på mig, Men det er jo skruen uden ende, for jeg fik ikke løst mit grundlæggende problem, som er at jeg åbenbart ikke elsker og respekterer mig selv NOK til at opføre mig 100 procent kærligt overfor mig selv.

Så hvordan får jeg NU sat skub i den samme proces, i min kærlighed til min krop, som jeg satte gang i for dyrene og planeten gennem min veganisme? Og hvordan får DU sat skub i din egen self-compassion? Lad os se hvor vi kan starte rejsen 🙂

 

self-compassion-quote-2-picture-quote-1

Be mindful: Jeg har lavet den fejl, at jeg troede at jeg kunne blive rask, hvis jeg blot passede bedre på mig selv på jobbet og ved at passe godt på mine kerneværdier ved at være veganer. Jeg troede, at plantemad var nok til at holde min krop fuldt funktionsdygtig. Men ifølge mit kolesteroltal skal der mere til. Jeg spiser ikke kun for at ernære min krop, jeg spiser for at dulme det faktum, at jeg ikke har kærlighed nok på min selv-kærlighedskonto. Jeg må derfor erkende, at jeg stadig giver mere til andre/verden, end jeg formår at give til mig selv. Jeg vil starte en proces, hvor jeg stopper min selv destruktive adfærd, og begynder med at spørge mig selv “Hvorfor spiser jeg denne unødige fødevare? Hvad dækker det over?”.

Be gentle: Det jeg har lært er, at der er meget vegansk mad, som min krop ikke profiterer af. Jeg har stadig spist kage, slik, chip og drukket rødvin. Jeg har for meget fedt omkring maven og de indre organer, selvom jeg får langt mere frugt og grønt end jeg nogen sinde har fået før i mit liv. Jeg har brug for at være endnu mere nænsom (gentle) overfor mig selv. Jeg tager ikke det næste skridt fyldt med skyld og skam over, at jeg ikke har passet ordentlig på mig selv, men i en erkendelse af at jeg kan gøre det endnu bedre. Jeg har bare først været klar nu.

Be honest: Jeg har ikke bestilt ret meget andet end at prædike “WALK YOUR TALK” og alligevel har jeg en dødbringende tilstand i kroppen. Mit kolesteroltal kan med tiden slå mig ihjel, hvis jeg ikke aktivt gør noget. Jeg tror helt ærligt på, at kroppen er selvhelbredende, derfor hjælper det heller ikke noget at bruge medicin som første valg, og så forsætte den usunde livsstil som har ført et forhøjet kolesteroltal med sig. Selvom mit kolesteroltal er arveligt betinget, og det KAN ende med at jeg skal have medicin, så har jeg brug for selv at forsøge at helbrede mig selv og skabe balance i min krop. Jeg kan se på de amerikanske forskningssider, at jeg som veganer kun har fire muligheder for at reducere mit forhøjede kolesteroltal. 1. Reducer mavefedt gennem plantekost med lavt sukker og olieindhold. 2. Mere motion 3. Stop indtagelsen af alkohol 4. Reducer stress (stress laver “farligt” fedt på maven). Det mest ærlige evaluering af mig selv er derfor, at jeg ikke har været nok opmærksom på, hvad jeg har fyldt på bilen. Min vegansime har været rettet ud mod verden, og ikke i samme grad ind mod mig selv. Og det vil jeg gøre fremadrettet. Min lyst og begær efter de overflødige ting, er et udtryk for manglende bevidsthed og kærlighed til mig selv. Jeg har brug for at vise mig selv (og mine børn), at jeg elsker og respekterer min krop nok til, at den får optimale vilkår at helbrede sig selv.

 

Prøv nu selv at udfylde ovenstående med noget du har en “mislyd” på i dit liv. 

 

2015 187

 

En del af vores (syge) kultur er, at når vi vil lave forandringer skal det ske over en nat. Eller modsat, at vi bliver ved med at udsætte det nødvendige, med dårlige undskyldninger om at vi ikke kan magte eller rumme det lige nu. Vi har simpelthen for travlt til at redde os selv ?!?

Men det er altså vigtigt for dit SELV, at du kan mærke at du tager dig selv alvorligt. Jeg tænker altid over hvad jeg ville gøre, hvis jeg var mit eget barn. Indeni mig er jo en lille Chanett, som på en eller anden måde ikke har været i stand til at holde sig selv rask. Hende vil jeg gerne støtte og hjælpe, uanset hvor langsomt det går, overhaler jeg altid “det som var”. Jeg vil gerne give tid til forandringsprocessen! En del af processen er at erkende at man selv har skabt sin ubalance. Selvom der er udefrakommende specifikke årsager til at man er i ubalance, så er der kun EN person til at arbejde på at genskabe balancen, og det er os selv.

 

Derfor bliver man også nødt til at starte med at vælge sig selv! Også selvom det kan forekomme egoistisk til at starte med. Jeg har jævnligt samtaler med både kvinder og mænd, som har meget svært ved at mærke hvad de selv har brug for, hvis det kolliderer med hvad deres kæreste, børn, venner og arbejdskolleger har brug for. Men ingen af os er sat i verden, for at give andre, før vi har givet os selv. Hvis man ikke er i fysisk og psykisk ubalance, så kan man jo bare give løs, men hvis man kan mærke en mislyd indeni, bliver man nødt til at have fat i essensen af budskabet. Her ser jeg ofte at jeg selv og andre støder på den barriere, at vi ikke vil skuffe eller gøre andre kede af det. Vi vil hellere drive rovdrift på os selv, end ærligt melde fra overfor noget vi hverken har lyst eller overskud til.

 

 

Jeg har selv erfaret, det sidste års tid, at når jeg sætter andre fri til at dække deres egne behov og rode med deres egne livsudfordringer, så får jeg selv mere tid til at få kigget lidt dybere på mine egne mønstre. Samtidig føler jeg også at jeg har meget mere at bidrage med via et kærligt og bevidst nærvær, hvor jeg er på min egen boldbane og ikke de andres. Hvis du har svært ved ikke at drive rovdrift på dig selv, hvis du hele tiden kommer til at føle at du svigter andre ved at sige fra, eller hvis du bare synes at du har alt for meget andet at tage dig til – så du ikke har tid til at redde dig selv, så kan jeg varmt anbefale en 30 dages “kur”, som blidt kan føre dig til nye erkendelser.

ce1a0a7a1fc0daf7006bdd6c4196ec97--mindfulness-for-kids-mindfulness-meditation

 

De fleste af os er så bange for lidelse, at vi flygter fra den gennem unødvendige ting og unødvendig “mad”. Og langt de fleste af os er slet ikke bevidste om at vi er i lidelse, selvom indtagelsen af unødvendig “mad” og erhvervelse af unødvendige ting er almindelig hverdag for os. Vi er simpelthen holdt op med at undre os over vores egen adfærd.

Lidelse er en helt almindelig del af livet, så derfor kan man lige så godt favne den, både i sig selv og ved at lade andre tage deres egen lidelsesrejse. I december følte jeg, at jeg stod ansigt til ansigt med døden. Jeg havde fuldstændig mistet overskuddet til at leve det liv, som “Universet/Gud/Skæbnen” havde serveret for mig. Jeg havde været i bevidstløs lidelse så længe og så dybt på grund af min arbejdsrelaterede stress, min PTSD og min egen rovdrift på mig selv, at jeg ikke kunne bære mere.

Og pludselig, som jeg troede at jeg ikke kunne mere, skete der en transformation indeni mig. En DYB DYB erkendelse af at lidelsen var min ven, at den stod og råbte “VÅGN DOG OP!”. Og så vågnede jeg! Jeg blev i samme transformation fritstillet fra frygten ved at miste. Jeg var pludselig villig til at miste ALT i mit liv, for at få mit helbred tilbage på rette spor. Jeg var med andre ord villig til at give slip på ALT for at redde mig selv. Og lige da vidste jeg, at jeg havde fået sat min egen iltmaske på først, at min self-compassion endelig gik forud for ALT andet, og at jeg derfor ville få en langt mere bæredygtig livsstil, og dermed også langt flere vedvarende ressourcer til at bidrage med mit nærvær overfor andre.

 

giphy (2).gif

Mit 2018 ønske for dig er derfor, at du starter med at elske dig selv allerede fra i dag. At du i dag er villig til at åbne dit sind og forstå, at det der skræmmer dig allermest, i virkeligheden er din allerbedste ven. Lær at sige “Hej lidelse, tak fordi du er i mit liv og vil hjælpe mig til at passe bedre på mig selv”. Giv lidelses-monstret et kæmpe kram og vis at nu er I to venner for livet! På den måde åbnes din kanal til bevidsthed, kærlighed og tillid. Jeg ved det, for jeg har selv lige været der. Noget faldt for alvor på plads indeni mig, da jeg fuldstændig overgav mig – og det samme kan ske for dig ♥♥♥♥

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s