Det (u)perfekte liv.

De andres liv!

Er du også en af dem der til tider kan blive mæt over de perfekt udstillede liv i medierne, med Bo Bedre hjem, speltboller, superfoods, veltrænede kroppe og virkelige robuste karriere-forløb med pengene strømmende ind på kontoen til de perfekte rejsemål til eksotiske steder? Tænker du ikke også engang imellem på, om det er sådan menneskelivet mon i virkeligheden er? En lang optur? Og lige ud ad landevejen? Nej vel 🙂 Men hvorfor er vi så så enorm tiltrukket af andres udstilling af deres perfekte liv? Hvorfor gider vi følge ham der træner så meget at han har sixpack? Hvorfor følger vi speltmor og alle hendes gode ideer i køkkenet? Og hvorfor i alverden bliver vi ikke mere optagede af hende der indrømmer at hun ikke kan styre sin sukkertrang og æder til kast-op-stadiet (mig), eller hende der er workaholic og ikke kan finde ro i sig selv og sit liv uden at præstere hele tiden (mig førhen)? 😉

Hvorfor vil vi absolut forføres af dem der fremstår stærkere, mere robuste, klogere, sødere, smukkere eller sejere end os selv? Hvorfor er det ikke billeder på FB og instagram af den virkelige virkelighed, er det fordi den simpelthen er for kedelig og uperfekt til at nogen gider at følge og like den?

2015 184

Det er det dagens blogindlæg handler om!

Og så handler det også om selviscenesættelse, vores falske selv, livssmerte, omstilling og om komme at op på benene igen.

 

Mit liv – min livsplan og mine realiteter.

Siden min mor døde da jeg var 17 år, har jeg haft den livsplan at få mest muligt ud af de dage jeg får. Jeg tager det ikke som en selvfølge at jeg får lov at vågne om morgenen, og får lov at putte mig under dynen om aftenen.

Og selv på trods af, at jeg faktisk har den indstilling (og i bedste positiv psykologi ånd), så kan jeg til tider rammes af livstræthed. Når jeg skriver livstræthed, så taler jeg ikke om depressive tanker om hvor elendigt det hele er, men bare en mathed i koderne over at livet kan være et hamsterhjul, lidt ligesom filmen Groundhog Day, hvor den stakkels livstrætte journalist får lov at opleve dagen igen og igen indtil han er renset for sin negative og pessimistiske attitude, og forstår at livet kun har EN agenda med os, og det er at få det bedste ud af det. Og hvad nu hvis jeg altid har en følelse af at det aldrig rigtig vil lykkes? At jeg altid er lige ved… Men aldrig rigtig får den figur jeg kæmper for, at speltbollerne altid brænder lidt på, hvis jeg overhovedet får dem lavet? Kan det være fordi Gud har en syret humor, eller hvad er der i virkeligheden på spil?

download (3)

 

Er livet virkelig en gave, eller er det at æde en lang lort dag efter dag? 

Der er en vis divergens mellem min faktiske oplevelse af livet som en gave, og at jeg samtidig ikke rigtig synes jeg er glad for den gave jeg har fået. Og det tror jeg ikke jeg er alene om. Altså den der følelse af “Really? Er det her hvad livet handler om?”.

Ipad billeder 2016-2017 009

Som jeg tidligere har fortalt, så føler jeg, at jeg har fået lov til at opnå alt det jeg kan drømme om. Jeg har haft to forældre jeg har følt mig elsket af, jeg har gennemført de uddannelser jeg gerne ville, jeg har dejlige veninder og søskende. Jeg har fået nogle ukomplicerede velkørende børn sammen med to fornuftige og gode mænd, der har elsket mig på trods af mine mindre charmerende sider. Jeg har lært en masse og udviklet mig af mine ægteskaber. De der ægtemænd er simpelthen de mest utrolige spejl man kan kigge ind i, hvis man gerne  vil forbedre sine værste sider 😉 Samtidig kunne jeg godt have undværet et langt sejt kræftforløb med min mor, jeg kunne godt have tænkt mig en klasse med klassekammerater der mindede en lille smule mere om mig selv, jeg ville gerne have været fri for at gennemleve afslutningen på mit første parforhold og de oplevelser jeg har haft i psykiatrien med verbal og fysisk vold rettet mod både kolleger og mig selv.

Men så er det jeg spørger mig selv, i nutidens mest hypede meta-refleksion:

Hvis jeg ikke havde oplevet alle disse ting, var jeg så blevet mig?

– Og hvis jeg ikke var blevet til mig, ville jeg så have trives med den anden udgave af mig?

Jeg ved det ikke, og spørgsmålet er også hvor relevant det er? Men en ting ved jeg, og det er at hvis man spørger den ekstremt belæste og livskloge spirituelle mester Eckhart Tolle ville han sige følgende: download (2)

Når jeg tænker tilbage på min “karriere” som psykiatrisk sygeplejerske, hvor ofte har jeg så ikke hørt patienterne sige tak til mig, fordi jeg netop formåede at udvise ydmyghed og medfølelse i deres lidelse? Hvor ofte har jeg ikke fået samme respons fra andre i lidelse (kolleger, venner, familie), at de har følt at jeg forstod dem? At de bare kunne sige tingene som de er, fordi jeg kan rumme det? Måske er det netop denne menneskelige egenskab som jeg skulle undvære, hvis jeg havde haft et liv der var mere lige ud af landevejen?

(U)perfekt, starter på U, ligesom U-turn gør!

Kan man så komme til at holde af og forlige sig med det uperfekte? For at besvare dette spørgsmål, skal man jo nok have en snak med et menneske, som sidder lige der i suppedasen af uperfekthed. Jeg har, som psykiatrisk sygeplejerske, været så priviligeret at kunne tale med mange mennesker, der tilsyneladende havde fået banket det perfekte liv op, og pludselig blev de kørt over af et godstog, og lå blødende tilbage på togskinnerne, som de ikke vidste hvor endte… Livet har det med at byde os oplevelser som vi ikke helt forstår meningen af:

Direktøren med en velsmurt egen virksomhed, der bliver ramt af en modkørende bil, udvikler kroniske smerter, får oparbejdet et medicin misbrug, bliver forladt af sin smukke kone, mister sin Audi, sit hjem og sin virksomhed – efterladt i dyb gæld og dyb depression på psykiatrisk afdeling.

Operationsygeplejersken, hvis ægtefælle er pilot, der styrker ned med et fly og efterlader hende med to små nye adoptivsøskende. Hun udvikler et pille- og alkoholmisbrug og er til sidst så fanget i et spind af løgne for at opretholde facaden/livet som hun kender det, at hun må ind via den psykiatriske skadestue, og starte sit liv op på ny.

Tøjdesigneren, med sin succesfulde ægtefælle, der bor i en stor millionvilla fyldt med designmøbler og kendte/semikendte venner – der bliver slået i gulvet af en mega fødselsdepression, og pludselig opdager at det liv hun har budt ind på et tomt og hult, men ikke har kræfterne og modet til at bryde ud.

Værkføren, der arbejder 60 timer i ugen, er en pissesur far og ægtemand, der vil give sin familie det bedste, men kommer til at give det værste. Han er slidt og forsøger at leve videre som han altid har gjort ved at dulme slitagen i smertestillende medicin, der pludselig er en forudsætning for at han overhovedet kan komme ud af sengen om morgen.

Den velfungerende og vellidte skolelærerinde der møder en charmerende psykopat, som ender med at få hende til at gå ud på Broen og forsøge at springe i havet. Det lykkes ikke og de næste 6 måneder sidder hun og stirrer ud i luften på en psykiatrisk afdeling, uden at kunne finde tilbage i livet, uden at forstå hvordan hun kunne fejlvurdere et menneske så meget, og uden at forstå hvordan hendes liv kunne tage så drastisk en drejning.

Alle disse mennesker vågnede brat op, nedlagt af en smerte som først ville fortage sig, når de foretog et U-turn. Og det gjorde de! De fik gode liv igen, med større ydmyghed overfor dem selv og andre – og langt mere self-compassion.

images (4)

 

Processen i at give slip på det der var går sjældent roligt for sig. Ofte begynder vi med at skælde ud på Gud/fanden eller en tilfældig anden (nogle gange os selv), men come on… Ovenstående mennesker er alle blevet ramt at livet, mistet fodfæstet for en stund, skulle op på hesten igen, og med ny viden og ny indsigt forsøge at finde tilbage til et godt liv.

Det kunne også ske for dig eller mig – og jeg er sikker på, at også du er blevet ramt en gang eller mere i løbet af dit liv.

OG DET SKETE FAKTISK FOR MIG! 

På trods af det umiddelbart gode liv, med alle mine præstationer og en masse andet jeg ikke ville undvære, så skete det også for mig!

Sammenbrud og kollaps – en ny verden åbner sig.

Jeg har været HELT NEDE og bide i græsset. Jeg har prøvet at blive tappet for alt min fysiske og psykiske energi. Og hvad er meningen med det?

download (4)

Meningen er at jeg skal lære at være i verden på en anden måde. Jeg skal lære at acceptere og respektere de ressourcer jeg har. Og det betyder at jeg må lægge noget af det jeg PLEJER bag mig, og prøve nye strategier af som i højere grad understøtter et godt liv for mig.

JEG SKAL LEVE ET MERE ÆRLIGT LIV, der er i kongurens med min oprigtige natur.

Betyder det at jeg har været uærlig og forløjet omkring mig selv? Nej.. slet ikke. Jeg opfatter mig selv som et meget ærligt menneske, men jeg tror at vi mennesker er enorm gode til at se virkeligheden som vi ønsker at se den. Og det kan betyde, at væsentlige detaljer, der giver hints om at vi er på vej ud af en vildvej, bliver overhørt fordi vores lidenskaber ønsker os en anden vej.

Jeg tror, at jeg er født som et meget sensitiv og introvert menneske. Jeg er bare vokset op med to forældre der ikke har set det, og derfor heller ikke har hjulpet mig ind i livet med hensyn til at jeg har disse karaktertræk i min personlighed. De har ELSKET mig, men ikke SET mig. Tværtimod er det “fandenivoldske” og ekstroverte blevet fremmet i mit præstations-hjem med meget flittige forældre, og det blev understøttet af at jeg gik i en ret brutal folkeskoleklasse, hvor jeg blev nødt til at være lidt fandenivoldsk og ekstrovert for at overleve. samtidig med at jeg virkelig lagde mig i selerne for at præstere og leve op til min morś og farś måde at være i verden på. Det er ikke mine forældres skyld, at jeg valgte at identificere mig med dem og prøvede at leve op til deres “signaler”, jeg ville have været elsket uanset, men det var sådan det blev.

Hvis man laver et lille tankespind, så forestil dig at mine forældre havde opdaget min oprindelige identitet – altså en stille og indadvendt personlighed, og jeg samtidig var kommet i et Rudolf Steiner miljø, hvor stilheden og roen bliver brug til at fremme den individuelle vækst i barnet – hvordan mon min livsbane så havde udfoldet sig? Jeg ville næppe have valgt sygeplejen og den psykisk krævende psykiatri, og jeg ville næppe have valgt at leve sammen med mænd, som har samme præstations-trang og falske selv som mig selv. Jeg ville nok have valgt en livsbane med langt færre sociale kontakter, langt mere ro til fordybelse og langt færre stimuli. Det er jo kun gisninger, men for at forstå at livet rammer hårdt, og kræver en forandring, så må man også i en eller anden udstrækning rejse tilbage og se hvor man begyndte at leve et falsk liv. Og for mit vedkommende startede det meget tidligt.

På en eller anden måde, fik jeg meget tidligt den erkendelse, at det var via KONTROL og SELV-DISCIPLIN at jeg kunne opnå det gode liv. På daværende tidspunkt var DET GODE LIV = at blive set og anerkendt på en positiv måde af mine forældre og andre betydningsfulde mennesker i mit liv.

Og jeg puttede ikke LIDT kontrol og LIDT selv-disciplin ind i mit liv, jeg begyndte at leve af det, nære mig ved det. Jeg fandt ud af at jeg kunne sætte mig ud over mit introverte selv ved at presse mig selv, og gennem dette pres opnå resultater som jeg ikke havde fået, hvis jeg havde lyttet til den introverte Chanett. Så jeg begyndte tidligt at få store sejre ved ikke at være mig selv. Jeg tror, det var Freud der for mange år siden påpegede hvordan barnelivet kunne føre til udviklingen af et falsk selv. Altså at man identificere sig selv med at være en anden end den man oprindeligt er født til at blive. Og at dette sker gennem spejlingsneuroner til betydningsfulde voksne. Altså hvis den voksne ser, anerkender og roser en bestemt adfærd, så er det den adfærd der vokser frem i barnet.

Lise Gullestrup, cand. psych. febr. 2013

Lise Gullestrup, cand. psych. febr. 2013

 

I skoletiden blev det pludselig ikke kun kontrol og selv-disciplin der fyldte, det gjorde sejrene (præstationerne) også. Det gav en helt fantastisk følelse at være DYGTIG, at blive set på som det fornuftige og dygtige barn. Et godt barn. Problemet var jo bare, at jeg kom til at koble det således, at jeg var elsket fordi jeg var dygtig – og det har uden tvivl ubevidst fulgt mig op igennem livet – denne leflen for dygtighed gennem præstationer. det skal siges, at jeg meget tidligt blev opmærksom på, at jeg ikke behøvede at leve op til noget for at være elsket og værdsat – men adfærden havde allerede sat sig hårdt fast i mig, og kørte på automat-pilot i både private og arbejdsmæssige sammenhænge. Jeg ville anerkendes og tages alvorligt, og den livsplan kørte sit eget liv i mit ubevidste.

Når jeg ser mig rundt i mit netværk, ser jeg mange mennesker der siger at deres børn og deres familie er det vigtigste de har, men samtidig er de stort set ikke hjemme. Det er jo HER – lige præcis HER – at man skal kigge sig ind i spejlet – LÆNGE! Man skal spørge sig selv “Hvorfor prioriterer jeg ikke dem som jeg påstår er allervigtigst for mig?” “Hvorfor bruger jeg så meget af min tid på at arbejde og tjene penge – kan det have et ubevidst formål dybt inde i mig?”

Jeg ser også mange mange mennesker der lider af helbredsproblemer, som siger at det er vigtigt for dem at være friske og raske, men samtidig fylder kroppen med bæ-mad og ikke får styrket kroppen hverken fysisk eller psykisk. Denne divergens kan følge dem år efter år, uden at de får taget sig selv i nakken og giver sig selv en chance. De kan nå at blive meget syge, uden at få ændret deres adfærd. Og når de så er ramt af alvorlig sygdom, mangler de ressourcerne til at ændre adfærd. For det kræver umådelig mange kræfter at ændre adfærd, der er styret fra det ubevidste.

download (5)

Jeg har været sådan et menneske. Det vil nok komme til at tage mig en livstid, at få bevidstgjort, det jeg har begravet under vandkanten. Og jeg er sikker på, at den meget tidlige etablering af et falsk selv (som jeg tror at mange mennesker lever med) har været den direkte årsag til at jeg har manglet en balance mellem aktivitet og hvile, og ikke har fået taget vare på min egen-omsorg såsom rigelige mængder stilhed, korrekt ernæring, fysisk hvile (udover søvn) og et roligt arbejdsliv. Mit hoved har simpelthen ubevidst jagtet behovet for at præstere og nå i mål. Min identitet har været, at være en klog, sød, nem og god pige. Og jeg er vokset op i et miljø der har fremmet dette.

Der er altså kun EN forklaring på at jeg har måtte HELT NED og bide i græsset, og det er at jeg gudskelov har en utrolig klog krop, der kører efter princippet “Når du ikke vil høre, så må du føle”. Og sandheden er, at jeg har fået meget lang snor til at præstere i. Min krop, mit sind og mit sande selv kæmper for at rette mig op efter både PTSD og to perioder med alvorlig arbejds-relateret stress. Begge dele er noget som jeg ikke anerkendte i mit liv, som noget jeg behøvede at forholde mig til. Det kunne bare gå væk, kunne det 😉

Det er altså først her midt i livet at kroppen giver op, og nu tvinger mig selv til at få udsluset alle de vaner mit falske selv har internaliseret i mig, og få det ærlige og ægte selv frem i lyset. Jeg har ikke ret mange kræfter, rejsen er bestemt ikke lige ud ad landevejen – og jeg kæmper med mine PTSD relaterede senfølger, som jeg skal finde en måde at leve et fredeligt samliv med.

download (6)

På vej hjem til mig selv.  

Stik imod damebladene og den positive psykologi så tillader jeg mig at mene, at der faktisk er ting jeg har fortrudt i mit liv. Også selvom de sikkert har været ganske lærerige, hjulpet mig henimod en mere ægte og ærlig udgave af mig selv, og sikkert understøtter Louise Hays filosofi om at ALT er som det skal være!

Jeg ville ønske, at jeg allerede fra starten af livet havde lyttet lidt mere til min egen indre visdom. Den er ikke kommet nu i en alder af 46 år, den har været der hele tiden og hvisket mig i øret. Havde jeg tilladt mig selv lidt mere stilhed og plads til eftertænksomhed (ikke at forveksle med overtænkning), så ville jeg have taget en lang række anderledes valg. Jeg ville ønske, at jeg havde passet lidt bedre på mig selv. Sat farten lidt ned. Ladet erkendelserne synke ind undervejs. Måske jeg så ikke ville kæmpe med lav tolerance for stress, senfølger af PTSD og de kognitive udfordringer i form af nedsat hukommelse, nedsat evne til at fokusere og nedsat evne til at formulere mig. Stress og PTSD er virkelige alvorlige fysiske tilstande, der nedbryder din hjerne og i værste tilfælde kan forårsage døden. Og alligevel lider 500.000 danskere af stress og udbrændthed, i højrisikogruppen er fagpersoner fra social- og sundhedssektoren. Det er DYRT for samfundet, og vi har alle et ansvar for at bremse os selv, når nok er nok. Men jeg så det ikke komme, heller ikke selvom jeg allerede blev advaret om min ekstra sårbarhed tilbage i 2002 da jeg fik PTSD diagnosen, heller ikke selvom jeg var død træt i 2015 og knap kunne komme ud af sengen. Og som beskrevet ovenfor var det fordi jeg ikke var BEVIDST om hvad der reelt set foregik i mig. Livet blev ved med at kaste “lort” i hovedet på mig, indtil jeg ikke kunne klare mere “smerte” og måtte overgive mig til livsprocessen.

download (8)

Den perle-indsigt jeg har fundet ved at stoppe helt op, og arbejde med min bevidsthed er, at hvis min adfærd (som fører til øget stress-sårbarhed) allerede er internaliseret som helt lille pige, og jeg har været i et miljø der både har understøttet og fremmet denne adfærd, så vil jeg blive ved med at stå på bunken af stiger, uden at rejse bare en af dem op – SIMPELTHEN fordi jeg aldrig har LÆRT at bruge mine ressourcer på den rigtige måde. Jeg har ikke formået (trods massiv og tung psykologisk/psykiatrisk teoretisk indsigt) at nedlægge det falske selv, og få gjort helt op med det. Man kan ikke LÆSE sig til kompetencer, der kræver øget BEVIDSTHED og træning!

DET ER HÅRDT ARBEJDE og der er ingen vej udenom, hvis der atter skal balance i livet. Jeg har desværre været så langsom og fatsvag (og det har været internaliseret så hårdt i mig), at jeg har nået at gøre alvorlig skade på mit eget helbred, stærkt “hjulpet” af et hektisk arbejdsliv og nogen på næsen. Det er med stor TAKNEMMELIGHED at jeg tager imod kroppens visdom, som gerne vil føre mig at nye stier og give mig mulighed for at træne nye kompetencer. Jeg elsker denne illustration, fordi den så fint viser, hvad det er jeg forsøger at nå frem til.

2015 246

 

Er jeg kommet hjem?

Nej, jeg er ikke kommet hjem endnu… Men jeg er startet på rejsen, stærkt hjulpet på vej af den vedvarende “painbody”, som bliver ved med at give mig signaler, der skal hjælpe mig ad de rette stier. Men jeg har en vigtig “pointer” nu, som jeg ikke havde før – og det er GLÆDEN. Her i weekenden oplevede jeg på tætteste vis, hvordan min painbody sprang ud i fuldt flor, da jeg havde fået sagt ja til noget, som jeg skulle have sagt nej til. Og hvordan GLÆDEN gjorde sit indtog i mit liv, da jeg fik navigeret om – og rettet snuden ned mod den rette sti. Og her fra mit hjerte skal til sidst lyde en STOR tak til Malene Kjær Lassen, som VUPTI VUPTI fik ryddet en stor tung sten fra den sti, som mit hjerte sagde at jeg skulle gå ned af ♥♥♥♥♥

Billeder 2014 090

Så mens du roder rundt i livet, langt væk fra dit instagram liv, hvor du hver morgen står på badeværelset med dit morgenhår og starter på en ny dag, så husk at dit hjerte altid vil bære dig hen ad den rette sti, du skal blot sørge for præcis nok stilhed til at du kan høre hjertet hviske. Dit hjerte hvisker og din painbody råber – så du er selv (i en vis grad) i stand til at styre hvordan du gerne vil modtage budskaberne om hvordan du bedst lever dit liv i compassion. Jeg siger IKKE at en vis grad af selv kontrol og selv disciplin er dårligt, jeg påpeger blot at der er meget stor forskel om du er styret af glæde eller dit falske selv. Hvis du kæmper med utilfredshed, stress, udbrændthed, alvorlig træthed, livslede og er blevet et dramatisk, ynkeligt eller vredt menneske, er det måske på tide at få kigget på om du har et falsk selv der styrer dit liv. For dit sande selv (du) er derinde, og livet bliver ved at sende dig symptomer, indtil den dag ud udvider din bevidsthed og laver dit eget personlige U-turn. God rejse, den bliver lang og hård hvis du er ramt af livet, men den er det hele værd. Lad være med at gøre mig efter – der kommer en regning på et eller andet tidspunkt! 😉

Og pas godt på dig selv, der findes kun en af dig! ♥♥♥♥

 

Billeder 2014 082